Sydstaterne nordstaterne slagmark

Robert E. Lee var sydstaternes eneste håb

Da den amerikanske borgerkrig bryder ud, retter sydstaterne deres håbefulde blikke mod én mand. Opildnet af kærlighed til sin hjemstat Virginia kaster Robert E. Lee sig ind i en krig, der ikke kan vindes.

Da den amerikanske borgerkrig bryder ud, retter sydstaterne deres håbefulde blikke mod én mand. Opildnet af kærlighed til sin hjemstat Virginia kaster Robert E. Lee sig ind i en krig, der ikke kan vindes.

Bridgeman

Klokken er 10 om formiddag­en, og Sydstaternes soldater ligger udmattede i græsset rundt om et sønderskudt palæ i den lille amerikanske by Chancellorsville.

Inde i palæet ser den 14-årige Sue Chancellor, hvordan hendes barndomshjem er indrettet som felthospital.

“Vores flygel blev omdannet til et ­amputationsbord”, huskede hun senere. Gennem vinduerne kan hun se resultatet af feltlægernes nødtørftige amputationer – “en bunke af arme og ben og række efter række af døde soldater”.

De udmattede sydstatssoldater hører, at deres øverstkommanderende er på vej – og glemt er al træthed. Hurtigt børster de deres beskidte uniformer og danner snorlige geledder.

Da general Robert E. Lee dukker op, bryder soldaterne ud i jubelråb. Denne dag, 5. maj 1863 – efter fem dages intense kampe – har han slået Nordstaternes mægtige hær.

Kort med nordstater, sydstater og neutrale stater

Blå: Nordstater, Rød: Sydstater, Grå: Neutrale stater, Hvid: Territorier uden selvstændighed

© HISTORIE

Ved hjælp af krigshistoriens dristigste manøvre er fjenden drevet på flugt af en undertallig sydstatshær, og Robert E. Lee har endnu en gang slået sit ry som en genial strateg fast.

En af Robert E. Lees officerer glemte aldrig optrinnet foran palæet: “Jeg tænkte, at det var sådan, antikkens helte opnåede gudestatus”.

Slaget om Chancellorsville blev siden kendt som “Lees perfekte slag”, hvor han disponerede helt rigtigt over sine ­begrænsede tropper. Men Nordstaterne er langtfra slået.

Robert E. Lee står over for en modstander med flere soldater, bedre våben og masser af proviant, mens Sydens hær svinder ind for hvert slag. Efter 38 succesfulde år i militæret er stjernegeneralen Robert E. Lee blevet kastet ud i en krig, han ikke kan vinde.

Robert E. Lee drømmer om et stille liv

Som ung har Robert E. Lee ingen ambi­tioner om at gøre karriere i hæren. Det er hans far, general Harry Lee, der ­insisterer på, at sønnen skal følge i hans fodspor.

Og allerede efter få uger på ­mi­li­tær­a­ka­de­miet West Point ved New York står det klart, at den 18-årige Robert er gjort af et særligt stof. Han excellerer inden for næsten alle fag og har en ­medfødt sans for at træffe snedige ­strategiske beslutninger.

De andre officerskadetter kalder ham Marmorstatuen, fordi han med sin ranke holdning og flotte krop ser ud til at være hugget ud i sten. Som hos antikkens hærførere bølger det tykke hår på hans hoved, mens de opmærksomme øjne vidner om et stort intellekt.

Efter endt uddannelse opnår Robert E. Lee hurtigt et ry som en loyal og frygtløs officer. Hans omdømme bliver især skabt under den mexicansk-amerikanske krig (1846-1848), hvor han bl.a. angriber gennem et terræn, som andre officerer har ­vurderet som uigennemtrængeligt.

Robert E. Lee roses til skyerne af sine chefer og bliver bl.a. forfremmet til øverste leder af West Point fra 1852 til 1855. Men privat drømmer han om et stille liv på en ranch i sin fødestat, Virginia, tæt på familien og langt væk fra hæren.

Robert E Lee

Alamy/Imageselect

© Alamy/Imageselect

Robert E. Lee fik stjernestatus under krigen mod Mexico

Allerede før den amerikanske ­borgerkrig var Robert E. Lee kendt og respekteret som en af USA’s bedste officerer. Under den mexicansk-amerikanske krig (1846-1848) tjente Lee som kaptajn og viste ­hurtigt sine evner i felten.

Mens Lee rekognoscerede mulige amerikanske angrebsruter mod ­Mex­i­co City, fandt han stier, passager og vadesteder, som mexicanerne mente var umulige at bruge. Fjenden blev derfor ofte taget på sengen, når den amerikanske hær pludselig ­dukkede op fra vildnisset.

I åben kamp udviklede Lee sin evne til at finde fjendens svageste punkt og angribe frontalt, når mexicanerne mindst ventede det. USA’s øverste general, Winfield Scott, var dybt imponeret over Lees evner og udtalte kort inden borgerkrigen: “Hvis jeg ligger på mit dødsleje i morgen, og præsidenten vil have min anbefaling til en hær­fører, så ville mine sidste ord være: ‘Lad det blive Robert E. Lee’.”

Robert E. Lee fordømmer slaveri

Mens Lee overvejer at forlade militæret, stiger spændingerne i det amerikanske samfund. Debatten om slaveriets ­op­hævelse raser, og da Abraham Lincoln vælges som USA’s præsident i 1860, ­an­tæn­des lunten til landets blodigste kon­flikt.

Sydstaterne frygter, at Lincoln vil tvinge dem til at ophæve slaveriet og ­dermed ø­de­læg­ge deres vigtigste ­erhverv, bomuldsdyrkning.

I februar 1861 erklærer syv stater, at de vil træde ud af De Forenede Stater og i stedet danne Amerikas Konfødererede Stater. Indtil nu har Robert E. Lee ikke beskæftiget sig med slavespørgsmålet.

“Slaveri som institution er moralsk for­kasteligt i et ethvert land”. Robert E. Lee

På trods af at han er forpagter af en farm, der bruger slaver, giver han udtryk for sin personlige modvilje i et brev til hustruen, Mary Anna: “Slaveri som institution er moralsk for­kasteligt i et ethvert land”.

Samtidig er Robert E. Lee også en amerikansk patriot, der umuligt kan forestille sig, hvordan løsrivelse fra USA kan være den rette løsning. I et brev til sin svoger skriver han: “Jeg vil ikke være tro mod noget andet land end De Forenede Stater”.

Senere på foråret 1861 bliver Lee dog sat i et frygteligt dilemma, da hans ­elskede hjemstat, Virginia, slutter sig til de ­rebelske Sydstater. Jefferson Davis, Sydstaternes nye præsident, griber straks muligheden og beder Lee om at lede ­Sydens hær.

Næsten samtidig modtager han et brev fra USA’s nyvalgte præsident, Abraham Lincoln, der tilbyder ham at tjene som general for Nordstaternes unionshær. Efter 31 år som loyal soldat for USA skal Robert E. Lee træffe et smertefuldt valg mellem sin formelle pligt og kærligheden til hjemegnen.

“Jeg kan ikke bruge vold mod mine slægtninge, mine børn, mit hjem”. Robert E. Lee

Robert E. Lee har aldrig før nægtet at udføre en ordre, men tanken om at kæmpe mod sine egne kan han ikke holde ud: “Hvis Virginia bliver i den gamle ­union, så gør jeg det også”, skriver han til en ven. “Men hvis hun løsriver sig, vil jeg beskytte min fødeegn med mit sværd og om nødvendigt betale med mit liv”.

Storpolitikken er pludselig blevet ­personlig: “Jeg kan ikke bruge vold mod mine slægtninge, mine børn, mit hjem”, skriver Lee, før han rejser til Richmond, Sydstaternes nye hovedstad i Virginia.

Den amerikanske borgerkrig

Krigshandlingerne under den amerikanske borgerkrig foregik primært i Sydstaterne. Ødelæggelser og hungersnød tvang flere hundrede tusind til at forlade deres hjem.

© Shutterstock

Nordstaterne jaget på flugt

I det øjeblik, han sværger troskab over for Sydstaterne, ved Lee, at han påtager sig en umulig opgave.

Han har fået kommandoen over en pjaltehær, hvor soldaterne kommer fra en lang række af lokale militser, men Lee håber, at hans strategiske snilde kan kompensere for manglen på ildkraft.

Gennem de kommende måneder rekrutterer han mere end 70.000 soldater fra hver en flække i Syden og får dem trænet i militære færdigheder.

I sommeren 1862 bliver Lee sat på sin første store prøve. Nordstatshæren ­nærmer sig Sydstaternes hovedstad, Richmond, med 115.000 soldater. De er tæt på at omringe oprørernes by, der kun råder over 92.000, men Lee har fundet et svagt punkt i fjendens højre flanke.

“Ja, han slipper væk, fordi mine ordrer ikke bliver udført!” Robert E. Lee

Her vil han slå hul ved at sende 47.000 sydstatssoldater til angreb, mens en mindre infanteristyrke skal falde fjenden i ryggen. Taktikken giver en enestående mulighed for at sprede kaos i Nordstaternes rækker, men Lee kan ikke være overalt.

Han sidder i sit telt omgivet af slagkort og har instrueret sine officerer til at angribe, så snart de ser unions­soldater. Igen og igen tøver de utrænede sydstatssoldater dog, hvilket giver fjenden tid til at flygte. Det bliver for meget for den ellers rolige Robert E. Lee:

“Ja, han slipper væk, fordi mine ordrer ikke bliver udført!” raser han med ­henvisning til nordstatsgeneralen ­George McClellan.

Slaget ved Chancellorsville

Blå: Nordstatshær, Rød: Sydstatshær
En farvet blok på kortet svarer til ca. 5.000 soldater.

© Historie & Mark Maritato/maritato.com

Robert E. Lee snyder fjenden for en sikker sejr

  1. maj 1863 er Nordstaternes hær ved at omringe Robert E. Lee ved Chancellorsville. Lee har halvt så mange soldater, og al krigsteori tilsiger, at han skal holde sin hær samlet for at koncentrere styrken. Men Lee får en bedre idé: Han deler hæren, så fjenden aldrig ved, hvor mange soldater Lee har.

Robert E. Lee sejrer over overmagten

I de følgende måneder oplever Robert E. Lee sine største militære succeser. Han har færre soldater end sin modstander, men med lynhurtige flankemanøvrer og ­aggressive frontalangreb overvinder han over mere end dobbelt så store fjendtlige hære.

Ryet som uovervindelig vokser og vokser. Efter et blodigt angreb under slaget om Fredericksburg afslører Lee dog, at det ikke er kampens rus, der driver ham.

“Det er godt, at krigen er så forfærdelig”, siger han til sine undrende officerer og tilføjer sin pointe: “Ellers endte vi måske med at kunne lide den”.

Med sin rene uniform og de blanke støvler synes Robert E. Lee som den eneste ­uberørt af slagmarkernes støjende kaos. Da en artillerist, hvis ansigt er helt sort af krudtslam, går op for at få generalen i tale, spørger Lee undrende:

“Min herre, hvad kan jeg gøre for Dem?” “Kan De ikke genkende mig, hr. ­general?” svarer den beskidte soldat, der viser sig at være Lees yngste søn, Rob.

Ligesom titusinder af andre sydstatsmænd er han blevet indkaldt. Robert E. Lee nyder gensynet med sin søn, men selvom Rob nemt kan blive krigens næste offer, ny­der han ingen særbehandling hos faren. Lee ønsker sønnen alt det bedste – og beordrer Rob tilbage på sin post.

Lænke

Shutterstock

© Shutterstock

Slaver skulle kæmpe for de desperate Sydstater

Sydstaternes 5,5 mio. hvide indbyggere kæmpede fra starten en ulige kamp mod Nordstaterne, der havde 18,5 mio. indbyggere. Alligevel for­måede Syden at samle op imod én ­million soldater i løbet af krigen. Det skete dog ikke altid frivilligt.

I april 1862 indførte Syden værnepligt, som efterhånden blev udvidet til at gælde alle hvide mænd mellem 17 og 50 år. Soldaterne blev dog stadig dræbt hurtigere, end det var muligt at rekruttere friske styrker, og den tvungne værnepligt fik mange til at desertere.

I marts 1865 var Sydstaternes politikere så desperate, at det blev foreslået at tilbyde de 3,5 mio. slaver deres ­frihed, hvis de sluttede sig til hæren. Mange politikere protesterede over ­tanken om at bevæbne slaverne, men loven blev vedtaget. Sydens slaver ­nægtede dog at blive kanonføde kort før krigens afslutning: Under 50 sorte reagerede på opfordringen.

Robert E. Lees soldater lignede sultne ulve

Nordstatshærens fiaskoer over for Robert E. Lee frustrerer præsident Lincoln så meget, at han flere gange skifter sine egne generaler ud. I midten af 1863 syntes den nyudnævnte general ­Joseph Hooker dog endelig at have fået krammet på Lee.

Med sin 130.000 mand store hær vil Hooker omringe Lee i en knibtangs­manøvre, hvor han angriber sydstats­hæren både frontalt og i ryggen ved den lille by Chancellorsville.

Da Robert E. Lee får nys om Hookers planer, beslutter han sig for at bryde et af de ældste principper for krigsførsel: “Del aldrig din hær over for en overtallig fjende”, siger hver eneste lærebog på West Point.

Under tre operationer deler han sin hær op, hvilket får Hooker til at tøve, da han aldrig ved, hvor mange sydstatssoldater han står overfor. Lee udnytter ubeslutsomheden til at lave flere bagholdsangreb, der til sidst sender nordstatstropperne på flugt.

Chancellorsville bliver Lees største ­militære triumf, men slaget rummer også en tragedie. Lees generalløjtnant, Stonewall Jackson, bliver dødeligt såret under slaget, og tabet af hærføreren er for Lee som at miste sin højre arm.

Den store sejr ændrer heller ikke på, at sydstatshæren er i en sørgelig forfatning. Generalens hurtige angreb har strakt forsyningslinjerne til det yderste, og der er kronisk mangel på ammunition og mad.

Opildnet af avisernes patriotiske reportager tror sydstatsbefolkningen, at deres hær er uovertruffen. Mange ­chokeres derfor, når de ser pjaltehæren marchere forbi. “De var afmagrede og lignede en flok sultne ulve”, skrev en lokal om synet.

Skyttegrav

Slaget ved Chancellorsville var Lees store triumf, men kostede flere tusind ­sydstatssoldater livet.

© Alamy/Imageselect

Krigens blodigste slag

Lees hær er udmattet efter et år med næsten uafbrudte kampe. Efter sejren ved Chancellorsville har de imod alle odds presset unionshæren ud af Virginia og ind i nordstaten Pennsylvania.

Men det er ikke nok for sydstatspræsidenten Jefferson Davis; han vil angribe Nordstaterne på deres eget om­rå­de for at tvinge dem til forhandlingsbordet.

Igen og igen rapporterer Robert E. Lee, at hæren er nedslidt, men får alligevel besked på at fortsætte forfølgelsen.

Den 1. juli 1863 støder de to hære sammen nord for byen Gettysburg. Det første slag går, som Lee håber: Unionshæren overrumples og må flygte gennem Gettysburgs gader, før de atter indtager defensive stillinger.

Men Lee mener, at han er nødt til at blive ved med at presse. Selvom nordstatshæren står højere i det åbne landskab og har en meget kortere indre linje at forsvare, vælger sydstatsgeneralen alligevel at angribe.

Den 2. juli kaster han bølge efter bølge af soldater mod Nordens stillinger. Sydstatsregimenterne bliver mejet ned af den heftige kanonild.

“Jeg kunne høre knogler, der splint­redes som glas i en haglbyge”, huskede en sydstatssoldat bagefter.

Dagens blodige sammenstød rykker ikke meget ved fronten, men der sker meget bag linjerne. Nordstaterne er ­blevet forstærket med friske divisioner, så de nu har næsten 100.000 soldater mod Lees hær på cirka 70.000.

Ved synet af den overtallige fjende udbryder en sydstatssoldat: “Min gode Gud! Skal vi slås mod hele universet?”

Whiskeyflaske med rød baggrund
© Pre-prowhiskeymen.blogspot.com & Shutterstock

Rørte ikke alkohol

Hvor andre soldater brugte alkoholen til at lægge krigens rædsler på afstand, drak Robert E. Lee aldrig, da han mente, ­berusede mennesker hurtigt kom til at opføre sig uværdigt.

Pre-prowhiskeymen.blogspot.com & Shutterstock

Frakke på rød baggrund
© The American Civil War Museum & Shutterstock

Pletfri uniform

Selv under de heftigste slag sørgede Robert E. Lee for, at den grå uniform var fnugfri og støvlerne spejlblanke. Ikke uden grund blev han kendt som Marmorstatuen.

The American Civil War Museum & Shutterstock

Sværd med rød baggrund
© Getty Images & Shutterstock

Skinnende sabel

Robert E. Lee bar sjældent skydevåben i ­felten, men havde ofte et udsmykket og blankpoleret sværd ved sin side. Det smukke våben var et symbol på Lees autoritet.

Getty Images & Shutterstock

Robert E. Lees held slipper op

Lee har hørt rapporterne om unions­forstær­kningerne, og han véd, at Syd­staterne ikke kan blive ved med at hamle op med deres militært og industrielt over­legne modstander.

Han føler sig nød­saget til at sætte alt på ét bræt og ­forsøger den 3. juli at afgøre slaget med et kon­cen­tre­ret frontal-angreb.

Sydstatsgeneralen Longstreet er bekymret over at skulle angribe en overtallig fjende på områdets bakketoppe. “15.000 soldater kan aldrig indtage den position”, advarer han.

Men ordene er forgæves. Kl. 13 åbner 150 kanoner ild mod unionshæren, og 12.500 mænd kaster sig ind i kampen. Resultatet er et blodbad. De 1.200 m mellem linjerne består af åben mark, hvor sydstatssoldaterne rives i stykker af kugler fra unionshærens rifler.

Ud på eftermiddagen indser Robert E. Lee, at slaget ikke kan vindes. “Det er min fejl”, siger han til de mænd og officerer, han møder langs frontlinjen, før han beordrer en tilbagetrækning. Slaget ved Gettysburg har kostet Lee 22.231 soldater.

Nederlaget er så smertefuldt, at han ­skriver til præsident Jefferson Davis og tilbyder at overlade kommandoen til en anden, men det afviser præsidenten.

Nederlaget ved Gettysburg markerer et vendepunkt i borgerkrigen og skader Lees ry som uovervindelig.

Alle planer om at invadere Norden må opgives, i ­stedet er målet at forsvare Richmond, Sydens hovedstad. I foråret 1864 begynder krigens afgørende fase: General Ulysses S. Grant får kommandoen over nordstatshæren, og han sætter jagten ind på Lee.

Syden tvinges i defensiven

Robert E. Lee er nu for alvor sendt i defensiven, men også her er han klar til at kæmpe til det sidste. I begyndelsen af krigen blev han hånet og kaldt frygtsom, fordi han udleverede spader til sine soldater under forsvaret af Richmond. Nu viser taktikken sig at være helt rigtig.

Tæt ved den lille by Spotsylvania, 80 km nordvest for Richmond, graver sydstatshæren sig ned og forsvarer sig imod de talrige nordstatsstyrker. Robert E. Lee stoler ikke længere på sine officerer og insisterer på at være med i forreste linje, så hans adjudanter må trygle ham om at komme i sikkerhed.

Ulysses Grant har ikke erfaring med skyttegravskrig og lider flere nederlag i forsøget på at overmande de nedgravede sydstatssoldater. Så ændrer han strategi.

I stedet for at gå direkte efter den svært befæstede hovedstad vil han belejre Petersburg, der ligger 30 km længere mod syd. Her mødes fem jernbanelinjer, og byen er derfor afgørende for forsyningen af Richmond. Syden skal sultes i knæ.

Robert E. Lee graver sig atter ned – denne gang i et omfang, der minder om 1. verdenskrig. Et sammenhængende skyttegravssystem skal beskytte både Richmond og Petersburg mod Grants overlegne hær.

Den amerikanske borgerkrig blev afgjort af to markante generaler: Sydstaternes Robert E. Lee og Nordstaternes Ulysses S. Grant. Begge var fødte soldater, men kunne alligevel ikke være mere forskellige.

Ulysses S. Grant
© Shutterstock & U.S. Copyright Office & mads madsen/Colorized History

Ulysses S. Grant

Født den 27. april 1822
Fødested: Point Pleasant, Ohio
General og USA’s 18. præsident

Uddannelse: Grant blev tvunget ind på militærakademiet West Point af sin far. Han hadede den strenge disciplin og de boglige fag, men viste sig som en ekspert til hest.

Taktik: Planlagde angreb over længere tid og gennemførte dem i store formationer. Grant sørgede altid for, at soldaterne havde proviant til tre dage og 50 skud til rådighed.

Moral: Nordstatsgeneralen var
en levemand, der elskede at drikke. Han blev beskyldt for at være hønefuld under slaget ved Shiloh (1862), som han vandt trods store tab.

Politik: Kæmp for det, du har kært, mente Grant, der var indædt mod­stan­der af slaveriet – og til tider gik imod sine overordnedes ordrer.

Robert E. Lee
© Shutterstock & U.S. Copyright Office & mads madsen/Colorized History

Robert E. Lee

Født den 19. januar 1807
Fødested: Stratford Hall, Virginia
General og plantageforpagter

Uddannelse: Robert E. Lee var en mønsterelev på West Point, der sluttede som nummer 2 på sin årgang. Han var samvittighedsfuld, læste franske ­filosoffer og blev hjælpelærer.

Taktik: Traf hurtige beslutninger, delte sine tropper op og lod dem udføre lynaktioner mod fjenden. ­­For-
syningslinjerne kunne ikke altid
følge med hans hurtige angreb.

Moral: Sydstatsgeneralen var dybt kristen og rørte aldrig spiritus eller tobak. Han så krig som et nødvendigt onde og begræd ofte tabet af menneskeliv på begge sider.

Politik: En soldat undertrykker sine meninger og adlyder sine over­ordnede, mente Lee, der kæmpede for en sag, han ikke selv troede på.

Gennem de følgende ni måneder graver Grant sig også ned, og selvom frontlinjen stort set ikke flytter sig, styrtdykker moralen i sydstatshæren over for de forfærdelige omstændigheder. I september skriver Robert E. Lee til præsident Jefferson Davis:

“Vores hær skrumper konstant som følge af kamp og sygdom. Vi modtager næs­ten ingen nye rekrutter, og kon­se­kven­­ser­ne virker uundgåelige. Jeg ­frygter, at vi står over for en ka­ta­stro­fe”.

I januar 1865 er situationen blot ­blevet værre: “Hundreder af mænd deserterer hver nat”, understreger Lee.

To måneder efter rejser Lee til Richmond for at appellere direkte til konføderationens kongres. Politikerne virker lige så opgivende som de trætte soldater.

“De virker ude af stand til at gøre andet end at spise peanuts og tygge tobak, mens min hær må sulte”, skriver Lee hjem til Mary Anna.

Robert E. Lees sidste slag

Robert E. Lee råder nu kun over 50.000 soldater og ved, at Grant har store forsyninger på vej. I stedet for at vente på nederlaget ­beslutter Lee selv at tage initiativet og angribe ved det lille Fort Stedman.

Først sender han en spredt flok skarpskytter ud. Tropperne lader, som om de vil desertere, og når helt tæt på fjenden, før de åbner ild og slår et hul i Nord­staternes linje.

Herefter stormer sydstatsenheder gennem hullet og angriber Grants styrker i ryggen. I starten tror alle, at Lee har udtænkt endnu en genistreg. Han erobrer Fort Stedman og skaber et 1.000 m langt hul i Grants linje.

Men herefter går det galt for sydstatshæren. Lees soldater er udmattede og sultne. Nogle kaster sig over erobrede feltrationer, og manglen på tropper gør det umuligt at fortsætte angrebet.

I mellemtiden kører unionshæren sit artilleri i stilling og bombarderer Fort Stedman, indtil Lee trækker sine soldater tilbage.

Efter dette forspildte angreb er det kun et spørgsmål om tid, før Sydstaterne må hæve det hvide flag. Robert E. Lee må trække sig tilbage over for Nordstaternes angreb, og en uge senere kapitulerer han til Ulysses Grant med resterne af sin hær.

Robert E. Lee fører hæren an

Sejren ved Chancellorsville blev vundet imod umulige odds og sikrede Lee mytisk status.

© Mark Maritato / maritato.com

Robert E. Lees sejre blev betalt med blod

Efter slaget ved Spotsylvania ­beskrev en unionsofficer, hvordan Sydstaternes døde “var stablet i bunker, fire mand oven på hinanden, med alle tænkelige sår”.

Robert E. Lee fik status af militært geni, men generalens høje tabstal har fået historikere til at så tvivl om denne udlægning. Lees flankemanøvrer og frontalangreb sikrede en stribe af sejre, men op mod 30 pct. af soldaterne døde, blev såret eller taget til fange under hvert slag.

Lee kompenserede for sin talmæssige underlegenhed ved at bevæge sig hurtigere end fjenden, men det betød ofte, at tropperne skulle krydse åbent landskab og kom under beskydning. Dette kom især til udtryk i slaget om Gettysburg, det blodigste i USA’s historie.

“Jeg bærer hele ansvaret”, sagde Lee efterfølgende. Alligevel ­fortsatte han med de aggressive taktikker. Samlet set tabte ­generalen mere end 100.000 mand under borgerkrigen.

Samlede tabstal (1861-1865)

Nyheden om stjernegeneralens nederlag knækker endegyldigt Sydstaternes modstandsvilje, og i løbet af en måned har hele hæren overgivet sig.

Da den slagne general rider ind i Richmond, hyldes han på trods af nederlaget som en helt.

“Mænd, kvinder og børn omringer ham og jubler, mens de vinker med hatte og lommetørklæder”, huskede Lees søn Rob, der havde overlevet ­krigen og kunne omfavne sin far efter genforeningen i Richmond.

Der bliver dog ikke holdt nogen taler. Robert E. Lee løfter blot på sin hat og rider hjem til familien. Nu vil han endelig leve det liv, han altid har drømt om – “i et lille, roligt hjem i skoven”.

Men igen kalder pligten. Som en forsonende gestus beder universitetet ­Washington College ham om at blive dets præsident.

Lee føler, at han må gøre alt, hvad han kan, for at genetablere fred og harmoni i landet, så han accepterer jobbet. Indtil sin død i 1870 leder Lee universitetet og lærer sine studerende at blive gentlemen, der kan forene landet.

Generalen har endelig fundet fred, og da han møder en bitter krigsenke fra Sydstaterne, understreger han:

“Frue, opdrag ikke Deres sønner til at hade den amerikanske regering. Husk, at vi er ét land nu. De må tilsidesætte det lokale fjendskab og gøre Deres sønner til amerikanere”.