Efter en mellemlanding i Port of Spain på Trinidad satte flyet næste dag kurs mod Belém i det nordlige Brasilien. På denne strækning fordrev Roosevelt tiden med at lægge kabale og beundre den vidtstrakte regnskov, som flyet passerede hen over.
Fra Belém begav Clipperen sig ud på rejsens tredje og mest risikable stræk, turen over det ubådsbefængte Atlanterhav til Bathurst (nu Banjul) i Gambia i Vestafrika.
Under den 19 timer lange passage over havet sov præsidenten det meste af tiden i en dobbeltseng, der var installeret til lejligheden, så han kunne møde udhvilet op til konferencen.
Uden dramatik af nogen art nåede flyet sikkert til Bathurst, hvor præsidenten og hans følge skiftede til et transportfly, der bragte dem den sidste strækning til Casablanca.
Efter konferencen fløj Roosevelt samme vej tilbage til USA, hvor han landede den 31. januar. Dagen forinden havde han fejret sin fødselsdag oppe i skyerne.
Med den lange rejse indledte Roosevelt de flyvende præsidenters epoke.
Vandflyveren var dog slet ikke bygget til formålet, og først efterfølgeren Douglas VC-54C, et militærfly med kælenavnet Sacred Cow (Hellige Ko), blev som første fly indrettet med præsidentsuite, konferencerum og kommunikationscenter.
Roosevelt nåede dog kun at benytte dette fly en enkelt gang før sin død, da han fløj til Sovjet for at deltage i Jaltakonferencen i februar 1945.
Herefter overtog hans efterfølger, Harry S. Truman, Sacred Cow, der reelt var historiens første Air Force One.
Navnet blev dog først officielt anvendt under Kennedy-administrationen i 1962.