Sidste mand på Månen lukker og slukker

Astronauterne fra Apollo 17 satte i 1972 utallige rekorder på Månen. Officielt jublede præsident Richard Nixon, men i virkeligheden havde han i årevis forsøgt at stoppe månerejserne for altid.

Astronauterne fra Apollo 17 satte i 1972 utallige rekorder på Månen. Officielt jublede præsident Richard Nixon, men i virkeligheden havde han i årevis forsøgt at stoppe månerejserne for altid.

National Archives, College Park, Glasshouse/Imageselect & Shutterstock

Astronauten Harrison Schmitts fingre snurrer, og hans arme føles som to gennembankede oksebøffer. Han er netop blevet færdig med at læsse 110 kg månesten ombord i landingsmodulet Challenger inden afrejsen.

Men selvom Schmitt er udmattet, er han også beruset af lykke. Set med hans øjne har amerikanernes sjette mission til Månen været en gigantisk succes: Sammen med kollegaen Gene Cernan har Schmitt indsamlet mere geologisk materiale end nogen tidligere mission.

De har også sat rekord i kørsel med månebilen, som de har tilbagelagt hele 36 km i. Og ikke mindst har Schmitt som den første universitetsuddannede videnskabsmand på en månemission gennemført flere undersøgelser af overfladen. Geologen kan næsten ikke vente med at komme tilbage til Jorden og tage hul på analysen af de medbragte prøver.

Apollo 17-missionen var sidste gang, “Stars and Stripes” blev placeret på Månen. Fotos fra satellitter viser, at flaget står endnu.

© NASA

Mens Schmitt hviler sig i landingsmodulet, står Gene Cernan ensom i det grålige månestøv. Selvom tyngdekraften kun er en sjettedel af Jordens, føler han sig som naglet til overfladen.

Til sidst hanker astronauten op i sig selv. Han kaster et vemodigt blik rundt på det klippefyldte landskab og udtaler så de sidste ord på Månen:

“Vi forlader Månen, som vi kom, og vender – om Gud vil – tilbage med fred og håb for hele menneskeheden”.

Med 35,7 tilbagelagte km i månebilen har astronauterne fra Apollo 17 stadig rekorden for at rejse længst på Månen.

© National Archives, College Park

Klimaet på Jorden var ændret

I dag er det 50 år siden, at Cernan satte sine støvleaftryk i månestøvet. Og næste besøg ligger formentlig en del år ude i fremtiden, så hvis astronautens ord står til troende, har Gud åbenbart ikke ønsket, at menneskene skulle vende tilbage til Månen foreløbig.

I virkeligheden hviler ansvaret på én mand med ganske særlige magtbeføjelser – præsident Richard Nixon. Det var nemlig ikke med hans gode vilje, at han arvede John F. Kennedys ambitiøse Apollo-program.

Månelandingen havde været en af Kennedys helt store kæpheste, og den 12. september 1962 stod præsidenten struttende af selvtillid på Rice University i Houston og tryllebandt tilhørerne:

“Vi vælger at rejse til Månen og gøre en række andre ting, ikke fordi de er lette, men fordi de er svære”.

Præsident Kennedy var en varm fortaler for det amerikanske rumprogram og annoncerede allerede i 1962, at USA ville have en mand på Månen inden årtiets udgang.

© Cecil Stoughton, White House

Takket være en kolossal kraftanstrengelse fra amerikansk industri og rumforskning – og ikke mindst rundhåndede bevillinger fra staten under præsident Kennedy og hans efterfølger, Lyndon B. Johnson – blev målet indfriet. Den 20. juli 1969 trådte Neil Armstrong ned på Månen og udtalte de berømte ord:

“Et lille skridt for en mand, men et gigantisk spring for menneskeheden”.

Det var imidlertid Richard Nixon, som over telefonen via et langdistance-opkald til Månen fik æren af at lykønske Neil Armstrong og Edwin “Buzz” Aldrin.

Nixon var godt tilfreds med, at glansen fra rumtriumfen strålede på ham. Men personligt var han mere eller mindre ligeglad med måneprogrammet. Det stod klart allerede, da astronauterne fra den anden månemission, Apollo 12, besøgte præsidenten. Ifølge kommandøren Pete Conrad udviste Nixon en udtalt mangel på interesse for, hvad de havde udrettet.

“Jeg kan ikke se formålet med at rejse til Månen seks gange mere”. Præsident Richard Nixon.

Efter den næste Apollo-mission bemærkede Nixon:

“Jeg kan ikke se formålet med at rejse til Månen seks gange mere”.

I offentligheden var præsidenten stadig en stor fortaler for Apollo-missionerne, men for hans rådgivere og medarbejderne i NASA blev det mere og mere tydeligt, at han anså månerejserne for spild af penge. Allerede i 1970 fjernede præsidenten fx det berømte fotografi “Earthrise” af Jorden set fra Månens atmosfære fra det ovale kontor.

Og da den fjerde månemission, Apollo 15, blev skudt afsted fra Kennedy Space Center i juli 1971, sov Nixon hele vejen gennem opsendelsen – omend Det Hvide Hus efterfølgende udsendte en pressemeddelelse, som fortalte, at præsidenten havde fulgt nøje med.

© Shutterstock

Apollo trængte ind i hverdagen

Apollo-missionerne løftede menneskehedens blik mod rummet, men kastede også en række praktiske opfindelser af sig. For at astronauterne kunne overleve i rummet, måtte NASA nemlig have tænkehatten på.

Alt skulle spares diskret væk

Mens Nixons personlige ruminteresse var lille, kunne han også mærke, at den offentlige opmærksomhed omkring udforskning af Månen var på retur. Vietnamkrigen og den voksende arbejdsløshed betød, at mange havde svært ved at forstå, hvorfor staten hældte milliarder af dollars i rumforskningen, mens amerikanere levede i fattigdom.

Men han kunne heller ikke leve med at blive husket som den præsident, der kvalte rumforskningen. Amerikanerne var stadig stolte over at have besejret Sovjetunionen i rumkapløbet, så i offentligheden skulle det gerne se ud, som om USA ville fastholde sin position som verdens førende rumnation. Som Nixon sagde under en tale den 7. marts 1970:

“Vores tilgang til rummet skal fortsat være dristig – men også afbalanceret”.

Sparekniven skulle med andre ord bruges så diskret som muligt. Det skete ved at lade NASA konkurrere om offentlige midler på lige fod med alle andre grene af statsapparatet.

Offentligt tog Nixon glad imod den glans og positive presse, som der fulgte med Apollo-missionerne. Her poserer han med astronauterne fra den nervepirrende Apollo 13-mission.

© NASA

Beslutningen var noget af en omvæltning for den amerikanske rumfartsadministration, som siden 1962 havde haft særstatus på USA’s finanslov. NASA-chef Thomas Paine havde forestillet sig, at triumfen med Apollo 11’s månelanding ville betyde, at der skulle fuldt tryk på raketmotorerne i 1970’erne – gerne med opsendelsen af en rumstation og i sidste ende en bemandet mission til Mars.

Men allerede få dage efter præsident Nixons tiltræden i januar 1969 kom det første udspil fra den nye regering. NASA blev straks bedt om at udpege områder, hvor der kunne skæres i budgettet. Måneden efter svarede Thomas Paine med et brev, hvori han ikke foreslog nedskæringer, men derimod bad om yderligere 189 millioner dollars – bl.a. til en ny rumstation.

Paine forsøgte at argumentere for rumstationen ved at understrege dens betydning for den kolde krig:

“Ingen ansvarlig og tænksom person er, så vidt jeg ved, parat til at acceptere, at USA opgiver bemandet rumfart blot for at lade russerne udvikle og udforske, som de har lyst til”.

“Det er din opgave at sørge for, at marsmissionen under ingen omstændigheder bliver til noget”. John Ehrlichman til vicepræsident Spiro Agnew.

NASA forsøgte også at pege på de mange videnskabelige resultater, som Apollo-programmet havde resulteret i; fx anbragte Apollo 11 spejle på Månen, som gjorde det muligt at måle afstanden til Jorden præcist ved hjælp af laserlys. Målingerne har siden vist, at Månen bevæger sig væk fra Jorden med 3,8 cm om året. Opdagelser om Månens tilblivelse, geologi og kratere fyldte adskillige årgange af videnskabelige tidsskrifter.

Men NASA’s argumenter blev viftet væk af Nixon og hans administration. Den eneste, der havde en vis begejstring for rumrejserne, var vicepræsident Spiro Agnew, der var formand for National Aeronautics and Space Council.

Agnew var ikke en del af Nixons inderkreds, og han så rejsen til Mars som en måde, han kunne markere sig på. Vicepræsidenten havde helt klart ingen anelse om, hvad Nixon-administrationens uofficielle linje var på området, og blev snart banket på plads af Nixons nære medarbejder John Ehrlichman.

“Hør her, hr. vicepræsident. Der er ingen penge til en marsrejse. Præsidenten har allerede besluttet det. Det er din opgave at sørge for, at marsmissionen under ingen omstændigheder bliver til noget”, blev Agnew belært under et møde i september 1970.

I stedet for nye rumeventyr måtte NASA se i øjnene, at organisationen var tvunget til at indskrænke. Der var planlagt i alt 20 Apollo-missioner, men allerede efter den anden månelanding med Apollo 12 i november 1969 blev Apollo 20 aflyst.

Efter en eksplosion under Apollo 13-missionen, hvor astronauterne kun overlevede med nød og næppe, blev fiaskoen brugt som begrundelse for yderligere hug i budgettet. Snart efter blev også Apollo 18 og 19 sløjfet.

Rumfærgen blev aldrig nogen økonomisk succes og var præget af problemer. Ulykker i hhv. 1986 og 2003 kostede tilsammen 14 astronauter livet.

© Scott Andrews

Rumfærgen blev en fuser

Nixon godkendte rumfærgen – men projektet blev langt dyrere end ventet, og færgen fløj ikke ret tit.

Som erstatning for Apollo-programmet godkendte Nixon, at rumfærgerne skulle være NASA’s næste store satsning. I hans øjne var fordelen her, at rumfærger kunne genbruges og derfor i teorien var meget billigere end traditionelle raketter. De kunne dog ikke forlade Jordens kredsløb og blev typisk brugt til at sende satellitter op i rummet.

Ved godkendelsen sagde Nixon, at rumfærgen “ville revolutionere transport til rummet ved at gøre den til rutine”. Efter planen skulle der flyves 40-60 ture om året. Men i færgernes 30-årige levetid var gennemsnittet blot 4,3 opsendelser om året.

Nixon lovede også, at rumfærgen “ville tage de astronomiske udgifter ud af rumfart”. Ifølge den nyindsatte NASA-chef, James Fletcher, ville udgiften til hver opsendelse være blot 10,5 millioner dollars. Da NASA gjorde regnskabet op i 2012, viste det sig dog, at hver opsendelse havde kostet mellem 814 og 1.266 millioner dollars.

De ekstra udgifter skyldtes tekniske problemer og et enormt behov for reparationer. Rumfærgen blev dermed aldrig den stabile arbejdshest, den var tænkt som, og fløj sidste gang i 2011.

Nixon opfyldte sin egen profeti

Stærke kræfter i Nixons administration ønskede også at aflyse Apollo 17, men Nixon lod den fortsætte, da han blev klar over, hvor voldsom en kritik han ellers ville blive udsat for fra forskermiljøet i USA. Desuden ville en aflysning koste op mod 7.000 arbejdspladser, hvilket ikke ville se godt ud for præsidenten, der gik til valg på at forbedre økonomien.

Apollo 17 endte med at blive den mest succesrige månemission af dem alle. Astronauterne Harrison Schmitt, Gene Cernan og Ronald Evans bragte et overflødighedshorn af data og månesten med sig tilbage til Jorden.

Alligevel var Harrison Schmitt rasende, for imens astronauterne var på vej til Jorden, havde præsident Nixon proklameret:

“Denne mission kan være sidste gang i dette århundrede, at mennesket går på Månen”.

De tre astronauter fra Apollo 17 satte mange rekorder under deres månerejse, men de fik aldrig den store anerkendelse i offentligheden.

© NASA

Udtalelsen var det dummeste, en præsident kunne sige, mente Harrison Schmitt.

“Hvorfor sige sådan til alle unge mennesker i verden? Det var ren opgivelse af vilje”, vrissede geologen til sine medastronauter.

Nixons forudsigelse kom til at holde stik – det sørgede han selv for: I Nixons fem år som præsident gik NASA’s bevillinger fra at udgøre 4,4 pct. af det amerikanske statsbudget til under 1,5 pct.

Tiden for de glorværdige rumeventyr var slut. I stedet blev det Sovjetunionen, der bl.a. udviklede verdens første rumstation, mens NASA fik at vide, at de i stedet skulle fokusere på at skabe en billig rumfærge.

Begejstringen for rumrejser fandt aldrig tilbage til 1960’ernes niveau, selv efter Nixons fald i 1974 som følge af Watergate-skandalen. NASA’s budgetter blev siden beskåret yderligere og ligger i dag på omkring 0,5 pct. af statsbudgetet.