Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

"Skibet rystede, og alle løb op på dækket"

I 1941 bombede japanske krigsfly den amerikanske flådebase, Pearl Harbor på Hawaii. Først 40 år senere giver sygeplejersken Ann Danyo Willgrube i et brev til Tommy, en venindes teenagesøn, sin øjenvidneskildring af angrebet.

Alamy & Shutterstock

Jermyn, USA, 1. december 1981

Kære Tommy

Da jeg talte med din mor tidligere i dag, fik jeg at vide, at du er interesseret i at høre om, hvad der skete på skændselsdagen, den 7. december 1941.

Det er svært at forstå, at det nu er 40 år siden. Men da jeg befandt mig på Hawaii, da det skete, tænkte jeg, at du gerne vil høre eller rettere læse om, hvordan jeg oplevede begivenhederne.

Jeg gjorde tjeneste på et hospitalsskib, USS Solace, og tro mig, jeg tænkte slet ikke på krig før den dag.

Jeg var bare så glad for at gøre tjeneste på Solace og for at være blevet udstationeret på Hawaii.

Min karriere i flåden begyndte i januar 1940, da jeg blev sendt til den amerikanske flådes hospital, som lå i hovedstaden Washington, D.C. Efter 18 måneder blev jeg sendt til USS Solace.

Jeg meldte mig til tjeneste i august 1941, og efter en kort sejlads, som havde til formål at ryste os sammen, blev skibet fuldt ud-rustet som hospitalsskib.

Vi fik derefter ordre til at slutte os til Stillehavsflåden. Vi sejlede gennem Panamakanalen, hvorefter vi lagde til i Long Beach for at tage flere forsyninger ombord.

Derefter satte vi endelig kursen mod Hawaii, hvor Stillehavsflåden lå.

Sygeplejerskerne på flådehospitalet inviterede lørdag den 6. december sygeplejerskerne på Solace til en fest, og om eftermiddagen gik nogle af os en tur.

Der var så meget at se, at vi havde brug for en bil for rigtigt at komme rundt, men den dag lod vi os nøje med en gåtur.

Vi så mange interessante ting undervejs. Vi så bl.a., hvordan de indfødte boede, og bemærkede, hvor mange asiater der var imellem de indfødte.

Alle var venlige og vinkede til os eller kom hen for at tale med os.

Den aften, da vi kom tilbage til skibet, havde vi alle vabler under fødderne, men vi var begejstrede og talte om, at vi ville ud at gå igen den følgende uge.

“De japanske piloter cirklede over os, mens de udså sig deres næste mål”.
Ann D. Willgrube.

Søndag morgen sov jeg længe. Men klokken ca. 7.55 lød en eksplosion. Skibet rystede, og alle løb op på dækket for at se, hvad der skete.

Jeg kiggede ud af koøjet i min kahyt og så sort røg vælte ud af slagskibet Arizona.

Ikke et minut var gået, før vores oversygeplejerske brasede ind i kahytten og gav mig ordre til straks at tage tøj på og stille til tjeneste på dækket.

Japanerne bombede os, og sårede begyndte at ankomme til skibet.

Jeg klædte mig på i løbet af et par minutter og løb ned ad trapperne til dækket.

De sårede ankom i hastigt tempo og blev sendt til de forskellige afdelinger, så snart deres skader var blevet bedømt.

Jeg blev herefter sendt til operationsstuen, fordi det var mit speciale.

Da jeg var den yngste sygeplejerske ombord – den yngste i tjenesten altså – indgik jeg egentlig som reserve og havde til opgave at afløse andre sygeplejersker, når de havde nattjeneste.

Fra den dag indgik jeg imidlertid i fast tjeneste på skibets operationsstue.

Alle ombord arbejdede døgnet rundt den 7. december. Folk blev på deres plads, indtil samtlige sårede havde modtaget behandling.

Vi fik sandwich og kaffe og havde lov til at hvile os. Men vi var altid fuldt påklædte og bar hele tiden redningsvest.

Af og til havde vi mulighed for at gå ud og trække lidt frisk luft på dækket. Skibet var imidlertid mørklagt, og vi kunne hele tiden se de japanske fly, som fløj over os.

Vi hørte, at fjenden brugte Solace som skjold. De japanske piloter cirklede over os, mens de udså sig deres næste mål. Omkring fire grupper af fly overfløj øen og beskød vores fly og skibe.

Skadernes omfang fik vi først overblik over næste dag. Vi skaffede imidlertid nogle lokale aviser, og de bragte alle mulige historier.

Billeder og kort viste, hvor krigsforsyningerne lå på Hawaii. Tegninger viste også, hvor på øerne der boede japanere, og hvordan de ved hjælp af signaler kunne have vist de fjendtlige piloter vej til angrebsmålene.

Nogle af de steder, som aviserne nævnte, havde vi passeret lørdag eftermiddag.

Vi så dengang ikke noget, der tydede på, at lokale japanere var indviede i deres hjemlands angrebsplaner eller deltog i forberedelserne af aktionen.

Alligevel begyndte vi at spekulere og bildte os ind, at vi havde set flere mistænkelige ting.

Som tiden gik, fandt vi ud af, at vores fantasi var løbet af med os. Vi gik dog aldrig igen tur på øen.

At tage os af de sårede optog al vores tid i dagene, der fulgte. Hver fjerde dag kom vi i land, og det nød vi. Den første januar tog vi os en svømmetur, og vejret var ideelt til formålet.

Mens vi var i land, brugte vi faciliteterne på The Royal Hawaiian Hotel, som flåden havde overtaget, så personalet kunne få ro og hvile under landloven.

Vi fandt det hjerteskærende at se vores stolte skibes tilstand. Slagskibet Arizona og flere andre skibe sank. Kun skibenes øverste del stak op over det lave vand.

Slagskibet Oklahoma havde lagt sig på siden. De fleste af vores fly på flyvepladserne Hickam Field og Schofield nåede aldrig at lette fra jorden. Men det tog ikke lang tid at få ryddet farvandet, så forstærkninger i form af fly og skibe kunne ankomme fra fastlandet.

Selvom USA har deltaget i andre krige og andre slag siden Pearl Harbor, er det den dag, som alle vil høre om. Her i USA mindes vi dagen, så vi ikke glemmer vigtigheden af altid at være forberedt og parat til at forsvare os selv.

Jeg håber, at denne fortælling kan give dig en idé om og inde i dit hoved skabe et billede af, hvordan det gik til i Pearl Harbor den 7. december 1941.

Jeg ønsker dig en god højtid.

Med venlig hilsen, Ann D. Willgrube

Efterskrift

Den amerikanske kongres erklærede Japan krig den 8. december 1941, dagen efter angrebet.

Amerikanernes indsats var afgørende for de allieredes sejr i 1945.

Ann Danyo Willgrube forblev i tjenesten indtil 1967.

© Joe Danyo

Ann Danyo Willgrube

Levetid: 1912-2001.

Nationalitet: Amerikansk.

Erhverv: Operationssygeplejerske og flådeofficer med rang af commander, som svarer til kommandørkaptajn.

Civilstand: Gift med commander Wayne Willgrube, som Ann mødte ombord på hospitalsskibet Solace.

Kendt for: Ann Willgrube gjorde tjeneste som sygeplejerske under det japanske angreb på Pearl Harbor. Hun specialiserede sig i kirurgisk sygepleje og skrev videnskabelige artikler om emnet.

Læs også:

2. verdenskrig

Pearl Harbor: Døden kom fra himlen

12 minutter
Amerikas historie

Skruppelløse svindlere narrede danskerne til USA

26 minutter
Amerikas historie

Europæerne stjal indianernes land

25 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul