“Slaveknækkeren” piskede sorte til underkastelse

Som 16-årig havner Frederick Douglass i kløerne på en sadistisk farmer, der pisker kampgejsten ud af rebelske slaver. Plantageejeren er en “slaveknækker” – men i Douglass møder han sin overmand.

Som 16-årig havner Frederick Douglass i kløerne på en sadistisk farmer, der pisker kampgejsten ud af rebelske slaver. Plantageejeren er en “slaveknækker” – men i Douglass møder han sin overmand.

Imageselect

Kulden gnaver i Frederick Douglass’ udmagrede krop, da han den 1. januar 1833 traver de 11 km fra byen St. Michaels til en farm i området Bayside i delstaten Maryland på USA’s østkyst. Over skulderen hviler en kæp med en lille bylt, der indeholder den 16-årige slaves få ejendele. Douglass er lidt af en rebel og er derfor blevet sendt til slaveknækkeren Edward Covey. “Så du kan blive nedbrudt”, som hans ejer, Thomas Auld, sagde inden rejsen.

Som hovedparten af slaverne i Sydstaterne er Douglass født i trældom. Han voksede op hos sin bedstemor og blev som otteårig solgt til Thomas Auld, der lånte drengen ud til sin bror Hugh i Baltimore. Her havde Douglass det – efter omstændighederne – godt: Han fik nok at spise, arbejdet var overkommeligt, og vigtigst af alt lærte Hughs kone ham at læse og skrive.

“Jeg får at vide, at jeg er som et vildt, ungt arbejdsdyr, der skal nedbrydes til at leve en bitter og livslang tilværelse i trældom”. Frederick Douglass om sin tid hos slaveknækkeren.

Idyllen splintredes dog i 1832, da Douglass kom tilbage til sin oprindelige ejer. Her var maden sparsom, arbejdet opslidende, og den relative frihed, som Douglass kendte, forsvandt. I stedet for at bøje nakken gjorde den belæste teenager oprør mod livet i lænker. Han nægtede at arbejde, overfusede sin ejer og lod flere gange bevidst Aulds heste løbe væk.

Til sidst fik slaveejeren nok, og kort efter måtte Douglass gå den kolde vej til slaveknækkeren Covey, hvor han skulle arbejde i et år. Covey boede på en farm med sin kone og sine børn. Her sparede han mange penge ved at hjælpe egnens plantageejere, der overdrog ham slaver, som de havde besvær med. Coveys speciale var at knække deres vilje.

“Jeg får at vide, at jeg er som et vildt, ungt arbejdsdyr, der skal nedbrydes til at leve en bitter og livslang tilværelse i trældom”, skrev Douglass senere i sin selvbiografi. Og teenagerens ryg kom til at bløde, hver gang slaveknækkeren forsøgte at prygle ham til underkastelse.

Frederick Douglass blev kendt for sin jernvilje og sin kamp imod uretfærdighed, som han aldrig slækkede på.

© MET Museum

Slaver blev mishandlet til lydighed

Douglass forventede, at en “slaveknækker” ville være en stor, stærk og truende mand, men den 28-årige Covey var knap 1,60 m høj og spinkel af bygning. Frygt kunne han imidlertid sagtens indgyde: Hans smalle, grågrønne øjne, den lave nakke og massive pande fik ham til at ligne en ulv – en sammenligning, der passede perfekt til hans personlighed.

Covey overvågede “sin flok” konstant, og hvis han mente, at slaverne ikke arbejdede hårdt nok, gennembankede han dem med en kæp eller en læderpisk. Douglass knoklede det bedste, han havde lært, men fik alligevel pisken at smage.

Fra daggry til midnat sled han og en håndfuld andre slaver i marken. En anden opgave bestod i at samle brænde sammen på en oksekærre.

Douglass havde ingen erfaring med den slags arbejde, da han blot et par uger efter sin ankomst til farmen blev sendt ud i skoven. Han mistede kontrollen over okserne og smadrede vognen ind i først et træ og dernæst i porten, der førte ind til Coveys farm.

Ulykken gjorde Covey rødglødende af raseri. Han flåede tøjet af Douglass og piskede ham til blods med en gren fra et gummitræ.

Piskning var den hyppigste straf. Slaverne fik forfærdelige ar på ryggen, men sårene ødelagde ikke deres arbejdsevne.

© Mathew Benjamin Brady

De følgende seks måneder blev Douglass efter eget udsagn pisket mindst en gang om ugen. De åbne sår på ryggen blev den unge slaves faste følgesvend.

Tæsk kunne enhver slaveejer uddele – Coveys speciale som anerkendt slaveknækker var den daglige psykiske mishandling, han udsatte de sorte for. Som en slange i græsset overvågede den udspekulerede farmer sine slaver i det skjulte bag hegnspæle og buske. Nogle gange lod han sågar, som om han tog ind til byen, mens han i virkeligheden lurede i et træ nær marken.

Herfra kunne han observere, om slaverne bestilte noget, og senere overfalde dem, som ikke lagde kræfter i arbejdet. Slaverne følte, at Covey næsten havde overnaturlige evner, for han vidste altid, hvad de lavede, selv når han ikke var til stede.

Bomuldsplukning var hovedopgaven blandt Sydens slaver. I 1850 var der omkring 3,2 millioner slaver i USA, heraf arbejdede 1,8 millioner i bomuldsmarkerne.

© Creative Commons

Efter få måneder så det ud til, at slaveknækkeren Covey ville få held til at nedbryde Douglass.

“Jeg var knækket i krop og sjæl. Min krops naturlige spændstighed var borte, mit intellekt sygnede hen, min lyst til at læse forsvandt, den glade gnist i mine øjne døde, slaveriets mørke lukkede sig om mig – et menneske blev forvandlet til et dyr”, skrev Douglass om sin første grufulde tid hos Covey.

Der var dog øjeblikke, hvor den unge slave havde mulighed for at undslippe sin hverdag og drømme sig væk til et liv i frihed.

Den dybt religiøse Covey efterlevede Biblens bud om at holde hviledagen hellig og forbød slaverne at arbejde om søndagen. Douglass tilbragte ofte søndagene alene på en bakke med udsigt ud over bugten Chesapeake Bay. Med sorg i hjertet betragtede han skibene, der sejlede forbi.

“Synet ramte mig altid hårdt. Jeg tænkte: I, skibene, er sluppet fri af jeres fortøjninger. Jeg sidder fast her i mine kæder og er en slave”.

Douglass beskrev pisken, der bestod af et greb og et stykke koskind, som “værre end den nihalede kat”. Pisken kunne flå lunser af huden.

© Smithsonian National Museum

Tæsket til blods

En glohed sommerdag i august blev Douglass for alvor mindet om, hvor langt væk friheden var. Mens han knoklede med hvedehøsten, fik han solstik og faldt sammen på jorden. For at komme til hægterne kravlede han ind i skyggen, hvor Covey kastede sig over ham.

Han sparkede Douglass hårdt i nyrerne og skreg, at han skulle rejse sig op. Douglass forsøgte at komme på benene, men sank sammen igen – hvilket resulterede i et nyt spark. Til sidst tog slaveknækkeren et bræt og hamrede det ned i hovedet på Douglass, mens han råbte:

“Hvis du har hovedpine, så skal jeg nok kurere dig!”

Men slagene fik ikke Douglass hurtigere på benene, og til sidst forlod Covey ham i frustration, mens blodet strømmede ned over den unge slaves ansigt. Da Douglass vågnede igen, besluttede han, at dette alligevel var for groft. Han flygtede tilbage til sin ejer, Thomas Auld, for at fortælle, hvor dårligt hans “ejendom” var blevet behandlet.

Her var der dog ingen sympati at hente. I stedet fik Douglass besked på, at han “sikkert havde fortjent sine bank”, og beordret tilbage til Covey den næste morgen.

Indtil 1900-tallet havde de fleste amerikanske byer en piskestolpe, hvor korporlig afstraffelse blev udført. Den sidste amerikaner blev idømt piskeslag i 1952.

© Imageselect

Da han nåede til Coveys farm næste morgen, ventede slaveknækkeren på ham og gik til angreb som en “gal hund”, skrev Douglass. Han ønskede ikke flere tæsk og flygtede tilbage i skoven. Her skjulte han sig i buskadset, indtil en slave ved navn Sandy fik øje på ham. Sandy forbarmede sig over den unge mand og inviterede ham med hjem til et måltid mad og en seng. Sandy var gift med en frigivet kvinde og levede et bedre liv end de fleste slaver.

Efter en god nat, hvor Douglass ikke bare fik hvile, men også blev behandlet som et menneske, forlod han hytten for at stå ansigt til ansigt med slaveknækkeren. Men det var søndag, og konfrontationen udeblev i første omgang. Den fromme slaveknækker bankede ikke slaver om søndagen. Mandag var dog en helt anden historie.

Douglass’ bøger sælges stadig i stort oplag.

© Art Institute of Chicago, Shutterstock

Selvbiografi banede vej for Douglass’ frihed

Da Frederick Douglass udgav sin opsigtsvækkende selvbiografi i 1845, kom han i kontakt med engelske rettighedsforkæmpere, der hjalp ham til at blive en fri mand.

I 1845 udgav Douglass selvbiografien “Narrative of the Life of Frederick Douglass, an American Slave” (“En amerikansk slaves beretning”). Bogen blev en international bestseller med 30.000 solgte eksemplarer inden for de første fem år.

Bogens succes gav ham i 1845 mulighed for at rejse til England og Irland, hvor han holdt forelæsninger om slaveriet i USA. Talerne gik rent ind hos de såkaldte abolitionister, der kæmpede for slaveriets afskaffelse, men aldrig havde oplevet så veltalende en sort mand. Kvækeren Ellen Richardson og hendes svigerinde, Anna, endte med at forhandle med slaveejerne Thomas og Hugh Auld om at købe Douglass fri. Prisen for slaven endte på 711 dollars (knap 178.000 kroner i dag) – penge, som hans indflydelsesrige britiske venner havde samlet ind.

Da Douglass i foråret 1847 vendte tilbage til USA, var han officielt en fri mand. Menneskerettighedsforkæmperen skrev yderligere to bøger. De byggede videre på den oprindelige selvbiografi og blev også store succeser.

Slåskamp blev afgørende vendepunkt

Som så mange gange før kom Coveys overfald ud af det blå. Da Douglass var på vej ned ad en stige fra høloftet, angreb Covey og forsøgte at binde et reb om teenagerens ankler. Men for første gang i seks måneder – ja i hele hans unge liv – ville Douglass ikke finde sig i mere.

Modstanden kom bag på Covey. Han fik et rædselsslagent udtryk i ansigtet, da Douglass tvang ham ned på jorden. De to mænd tumlede rundt, men Douglass slog ham ikke på noget tidspunkt, han prøvede blot at holde Covey fast.

“Gør du modstand, din slyngel!?” snerrede Covey til sin slave.

“Ja, hr.”, svarede Douglass, mens han kiggede sin modstander dybt i øjnene.

Nu gik det op for Covey, at han ikke kunne vinde alene. Han råbte på sin fætter. Men da fætteren kom til undsætning, sendte et velplaceret spark fra Douglass ham til tælling.

Frygten lyste ud af Coveys øjne. Douglass var stærkere end han, næsten 20 cm højere og vigtigst af alt: Douglass var ikke længere bange. Den følgende kamp varede i næsten to timer.

“Gør du modstand, din slyngel!?” Edward Covey til Frederick Douglass.

Til sidst gav Covey op og sagde forpustet:

“Så, din slyngel, gå tilbage til arbejdet. Jeg ville ikke have pisket dig så meget, hvis du ikke havde gjort modstand”.

Reelt havde han ikke givet Douglass et eneste piskeslag. Covey forsøgte sandsynligvis blot at overbevise sig selv om, at han havde vundet kampen.

Han meldte heller aldrig overfaldet til nogen, da sådan en indrømmelse ville ødelægge hans renommé som barsk slaveknækker.

Det sidste halve år af Douglass’ ophold på farmen blev nærmest en dans på roser sammenlignet med tidligere. På intet tidspunkt lagde slaveknækkeren hånd på den unge slave. Med Douglass’ egne ord blev kampen “et vendepunkt i mit liv som slave”.

“Den slåskamp forandrede mig. Jeg var intet før den. Nu var jeg en mand!” skrev han i sin selvbiografi.

Frederick Douglass var ikke den eneste slave, der havde held til at flygte ud af Sydens lænker. Flere slaver blev berømtheder, når de på spektakulær vis formåede at komme i sikkerhed i Nordstaterne.

© Library of Congress

Flugt i lille trækasse

I 1849 ville slaven Henry Brown væk fra sit forfærdelige liv og skjulte sig i en lille trækasse på 61 x 86 x 91 cm. Kassen skulle fragtes med tog og dampskib til en menneskerettigheds­forkæmper i Philadelphia, 400 km væk. Efter 27 timers rejse, hvor han flere gange var ved at besvime, kravlede Brown ud af kassen som en fri mand. De efterfølgende årtier arbejdede han som tryllekunstner.

© Library of Congress, Imageselect

Slaveejers dampskib blev overtaget

Robert Smalls var slave på et dampskib, men så han sit snit til at slippe væk da den hvide kaptajn var gået i land. Smalls og de 17 andre slaver sejlede ud på åbent hav og blev samlet op af et skib fra Nordstaterne, hvor de blev frie mænd. Smalls blev senere valgt ind i Repræsentanternes Hus, hvor han i 12 år kæmpede for sortes rettigheder.

© Gilbert Studios, Washington, D.C. (C. M. Gilbert); restored by Adam Cuerden

Boede på bedstemors loft i 7 år

I 1835 flygtede slaven Harriet Jacobs fra sin voldelige og seksuelt påtrængende ejer i North Carolina. I syv år gemte hun sig på et lille loftsrum i sin bedstemors hus, hvor hun igennem et lille hul kunne se sine børn vokse op. Til sidst slap hun væk, da hun skjulte sig på et skib. Jacobs blev berømt, da hun udgav selvbiografien “Incidents in the Life of a Slave Girl”.

Efterskrift

Efter et år hos Covey blev Douglass sendt videre til to slaveejere, inden han vendte tilbage til Hugh Auld i 1836, hvor han arbejdede på slaveejerens skibsværft. I 1838 fik han endegyldigt nok af livet som slave. Han udgav sig for at være sømand og flygtede til Philadelphia i det frie nord.

Som ildsjæl og med store talegaver blev han i de følgende årtier den vigtigste sorte stemme i kampen for slaveriets afskaffelse og sortes rettigheder, som blev en realitet efter Den Amerikanske Borgerkrigs afslutning i 1865. Opgøret med tyrannen Covey fik en næsten mytisk rolle i Douglass’ politiske brandtaler. Som han selv formulerede det:

“Det var en genfødsel fra slaveriets mørke gravkammer til frihedens himmerige”.