Sorte blev slagtet under Tulsa-massakren

En uheldig skopudsers snublen blev gnisten, der antændte nogle af USA’s blodigste raceoptøjer. I en blodrus plyndrede Tulsas hvide indbyggere det såkaldte Black Wall Street, myrdede sorte medborgere og brændte til sidst bydelen ned til grunden.

En uheldig skopudsers snublen blev gnisten, der antændte nogle af USA’s blodigste raceoptøjer. I en blodrus plyndrede Tulsas hvide indbyggere det såkaldte Black Wall Street, myrdede sorte medborgere og brændte til sidst bydelen ned til grunden.

Tulsa Historical Society & Museum/AFP/U.S. Library of Congress/Ritzau Scanpix

Søjler af tyk røg står op, så langt øjet rækker, da O.W. Gurley om morgenen onsdag den 1. juni 1921 kigger ud ad vinduet på sit hotel i byen Tulsa, Oklahoma.

Den sorte hotelejer kan ikke begribe, hvad han ser. Bydelen, han har boet i gennem 15 år, er ved at blive fortæret af flammer, og da Gurley løber ned ad trapperne, ud foran bygningen, kan han høre ildens knitren kun få huse væk.

“Du må hellere se at komme ud fra hotellet, for vi brænder alt det forbandede skidt ned. Få hellere gæsterne ud”, skryder tre hvide mænd ude på gaden.

Hele natten har skuddene lydt og blodet flydt i Greenwood-kvarteret, hvor Gurleys livsværk – hans tre etager høje hotel – ligger. Hotelejeren har til det sidste håbet, at bygningen kunne reddes fra hobene af ophidsede, hvide mennesker. Nu tæller kun overlevelse.

Efter at have gennet gæsterne ud tager han sin kone, Emma, i hånden, og snart er ægteparret på flugt sammen med en gruppe andre afroamerikanere. Parret når blot et stykke ned ad gaden, da skuddene fra to pistoler brager bag dem. En ung mand falder død om ved siden af Gurley. I chok hører hotelejeren også et støn fra hustruen, inden hun synker sammen på jorden.

Hotelejer O.W. Gurley så sit livsværk brænde ned under massakren i Tulsa.

© Black Wall Street USA

“Emma!” brøler ægtemanden, idet han kaster sig ned på knæ og undersøger hende for skudsår. Konen er bleg, men hendes øjne åbne.

“Gurley, tænk ikke på mig. Du må væk”, insisterer hun.

Gurley ser Emma dybt i øjnene en sidste gang, inden han rejser sig og sætter i spring.

Uden at se sig tilbage halser han stakåndet gennem gader dækket af glasskår fra knuste butiksvinduer. Omkring ham flygter mænd, kvinder og børn fra de hvides våben og brændende fakler. Lige nu risikerer alle med mørk hud at blive slagtet som dyr i sydstatsbyen.

Hadet ulmede i Tulsa

Indtil begyndelsen af 1900-tallet var Tulsa ikke andet end en søvnig flække i sydstaten Oklahoma, men i november 1905 ramte arbejdere en fed olieåre på et stykke land, der snart blev et af USA’s rigeste oliefelter.

Olien forvandlede Tulsa til en “boom town”, som folk flokkedes til i håb om at score kassen. Tilflyttere, som ikke havde råd til at købe jordstykker og bore efter olie, kastede sig i stedet ud i at åbne butikker, barer eller andre små gesjæfter.

Snart blev Tulsa kendt som “Magic City”. Fra 1900 til 1921 eksploderede indbyggertallet fra 1.400 til 72.000.

Længe inden olieboomet var en stor del af Tulsas beboere sorte, som var blevet bragt til området som slaver, og nu fandt endnu flere jobsøgende afroamerikanere vej til byen. Næsten hver eneste hvide middelklassefamilie i oliebyen ansatte sorte som chauffører, stuepiger, gartnere og vaskekoner.

“Tulsa er i fare for at miste sin status som Oklahomas hvideste by”. Skribent i avisen “Tulsa Democrat”.

Tulsas sorte befolkning drog om morgenen ind til de hvide kvarterer i byens sydlige del for at knokle dagen lang, men boede selv på den nordlige side af jernbanen i bydelen Greenwood, som i 1921 husede næsten 11.000 indbyggere.

Mange levede her i små, faldefærdige huse, omend flere entreprenante sorte mænd også tjente gode penge i bydelen. Iværksætteren bag Greenwoods populære biograf, Dreamland Theatre, havde egen bil.

Bydelens mest vel­havende forretningsmand var dog O.W. Gurley. Med Gurleys tre etager store hotel foruden områdets mange nyde­lige forretninger tog Greenwood sig så fornemt ud, at kvarteret fik tilnavnet Black Wall Street.

Succesen for mange af Green­woods sorte indbyggere skabte mishag blandt hvide, der mente, at tidligere slaver ikke burde skovle større summer ind end dem selv.

En endnu større bekymring i hvide kredse gik på, at sydstatsbyens sorte befolkning voksede. “Tulsa er i fare for at miste sin prestigefulde status som Oklahomas hvideste by”, lød en advarsel i avisen Tulsa Democrat.

Byens hvide indbyggere kunne dog glæde sig over, at de såkaldte Jim Crow-love stadig sørgede for en skarp adskillelse mellem hvide og sorte. Efter USA’s afskaffelse af slaveriet i 1865 havde præsident Lincoln proklameret, at sorte havde vundet “retten til livet, til friheden og til at søge lykken”.

I over tre timer tryllebandt stumfilmen “En nations fødsel” USA’s biografgængere.

© Badmachine

Film udløste Ku Klux Klan-feber

Hele 25 millioner amerikanere købte i 1915 billet til D.W. Griffiths storfilm “En nations fødsel”, som blev tidens største kassesucces. Amerikanerne knuselskede handlingen, hvor Ku Klux Klan frelste uskyldige hvide, som blev tyranniseret af mulatter og sorte.

“Jeg får lyst til at gå ud og dræbe den første neger, jeg ser”, skulle en biografgænger have udbrudt efter filmen. Stumfilmen skabte en Ku Klux Klan-feber i Sydstaterne.

Foreningen var blevet forbudt i 1869 på grund af organisationens voldelige linje, men blev i november 1915 genfødt i staten Georgia, hvor en gruppe mænd iført hvide kutter satte ild til et kors – en idé, der stammede fra “En nations fødsel”. I tiden efter strømmede hvide amerikanere til klanen.

Men afroamerikanerne var ikke blevet ligeværdige medborgere, da Sydstaterne allerede fra 1870’erne indførte love for at adskille sorte og hvide.

Indbyggere med forskellige hudfarver kunne ikke gå i samme skole eller sidde i samme togkupé, og hvis sorte ikke mestrede at læse eller skrive, mistede de deres stemmeret.

I Tulsa måtte sorte heller ikke gå ind i en butik, hvor hvide handlede. De måtte dog godt arbejde i butikken med simple opgaver uden kundekontakt.

Afskyen over for farvede voksede i Tulsa, og i slutningen af 1910’erne tørnede hvide og sorte sammen i enkelte voldelige sammenstød.

Lokalavisen Tulsa Tribune spredte også racistiske toner, og skribenter begyndte at omtale Greenwood som “Little Africa” eller “Niggertown” – en bydel, som ifølge chefredaktør Richard Lloyd Jones flød med “sprut, stoffer, skidte niggere og våben”. Redaktøren påpegede ligefrem, at “en skidt nigger er det værste, der kan gå på to ben”.

I 1921 skulle der ikke mere end en uskyldig hændelse til for at få racehadet til at koge over i oliebyen.

Lynchninger af sorte tog for alvor til i USA fra slutningen af 1800-tallet.

© History Archive

Uheld udløste raceoptøjer

Mandag den 30. maj 1921 begyndte som alle andre dage for 19-årige Dick Rowland. Den sorte teenager arbejdede som skopudser med at gnubbe og polere hvide herrers fodtøj i en butik i Tulsas centrum.

Men da Rowland om for­middagen skulle på toilettet, endte han i fedtefadet. Butikken havde kun et toilet for hvide, så Rowland måtte op på fjerde sal i en nærliggende ejendom, hvor et lille toilet med skiltet “Kun for farvede” lå.

Sorte havde dog også lov til at bruge elevatoren, og da Rowland skulle ned igen, snublede han på vej ind i kabinen og ramlede ind i elevator­operatøren, den hvide Sarah Page. Hun kendte Rowland fra elevatorturene, men begyndte alligevel at skrige og slå på teenageren med sin taske, mens han forsøgte at holde hendes arm tilbage.

“Jeg er blevet overfaldet”, skingrede Page, da døren åbnede på stueetagen. Rowland gik i panik og spænede væk, men næste dag pågreb politiet den unge skopudser og burede ham inde i en celle på øverste etage i byens domhus.

Sherif William McCullough lovede Rowland en fair rettergang, men allerede om formiddagen den 31. maj hvilede der en anspændt atmosfære over Tulsa.

Avisen Tulsa Tribune havde først på dagen omtalt elevatorhændelsen og forklaret læserne, at den sorte teenager havde ridset Pages “hænder og ansigt og flået hendes tøj itu”.

Da avisdrengene flagrede med bladets sene udgivelse om eftermiddagen, vakte deres skrål endnu mere opsigt: “Ekstra! Ekstra! Neger lynches i aften! Læs alt om sagen”.

Sorte indbyggere måtte kun slukke tørsten fra en vandpost med påskriften “Farvede”.

© Library of Congress

Jim Crow-love delte befolkningen

Fra begyndelsen af 1900-tallet indførte Oklahomas myndigheder Jim Crow-love, der adskilte farvede og hvide. Navnet stammede fra et show, hvor hvide med sværtede ansigter karikerede sorte.

Forbudt for sorte at bade sammen med hvide

Naturrigdomme gjorde Oklahoma til et sandt olie- og minemekka. Her arbejdede sorte og hvide side om side, men fra 1903 skulle de klæde om hver for sig. “Negrenes bade og omklædningsskabe skal adskilles fra den hvide race”, lød statens vedtægter.

Lærere fik bøder for fællesundervisning

I 1904 slog loven fast, at lærere, som underviste på skoler med både farvede og hvide elever, ville blive “anset som skyldige i en forseelse” og straffet med en bøde på 10-50 dollars. I staten North Carolina forbød loven også, at bøger skiftede hænder mellem elever fra farvede og hvide skoler.

Sorte mistede stemmeretten

En ny lov fra 1907 bestemte, at en borger kun måtte afgive stemme til valg, hvis vedkommende “kunne læse eller skrive ethvert afsnit i statens forfatning”. Mange sorte havde aldrig lært at læse og skrive, og loven fjernede derfor i praksis disse borgeres stemmeret.

Selv i døden skulle sorte og hvide adskilles

Bedemænd måtte skelne mellem hvide og farvede, da en lov i 1907 påbød at transportere borgere med forskellig hudfarve i separate ligvogne. For Oklahomas myndigheder var det magtpåliggende, at borgerne end ikke efter døden måtte behandles som ligeværdige.

Tog og sporvogne kørte med separate kupéer

Fra 1908 kvitterede politiet med bøder på 100 til 1.000 dollars, hvis transportselskaber ikke delte tog og sporvogne op i separate kupéer for farvede og hvide. Blev en passager opdaget i en forkert kupé, måtte lovovertræderen punge ud med 5 til 25 dollars.

Telefonbokse blev opdelt i hudfarve

Havde en sort eller en hvid ind­bygger behov for at ringe, måtte han eller hun kigge sig godt for. Fra 1915 skulle telefonselskaber sørge for raceopdelte telefonbokse, og Oklahomas farvede indbyggere måtte udelukkende ringe fra bokse med skiltet “Kun for sorte”.

I samme øjeblik sherif McCullough læste avisoverskriften, vidste han, at situationen kunne udvikle sig til en katastrofe. Snart hørte han hvide tulsanere larme foran retsbygningen.

“Giv os niggeren!” skrålede mængden, som voksede time for time.

“Der bliver ingen lynchning. Enhver, der forsøger at nå op til drengen i fængslet, må slå mig ihjel først”, sagde sheriffen for at dæmpe gemytterne.

Men lynchstemningen var umulig at kvæle, og situationen blev endnu mere sprængfarlig, da grupper af sorte fra Greenwood dukkede op. De ønskede at forhindre, at Rowland blev skudt eller hængt, og flere var bevæbnede.

“Find en pistol, og få fat på en nigger”. Politibetjent på vej mod Greenwood.

“Nigger, hvad laver du med den pistol?” galede en ældre hvid mand ved 22-tiden mod en af de fremmødte sorte. Upåagtet at han kun nåede sin modstander til brystkassen, greb den gamle, hvide mand ud efter afroamerikanerens våben, som gik af op i luften under tumulten.

Braget udløste et rabalder af skud, og kuglerne føg i alle retninger, mens folk flygtede fra hoben. På kort tid lå mere end 20 mennesker døde eller sårede foran domhuset. De fremmødte fra Greenwood løb tilbage mod deres bydel, men lynchstemningen hos Tulsas hvide var ikke til at bremse.

I vrede sparkede ophidsede mænd dørene til våben­butikker ind og rev rifler, revolvere og ammunition ned fra hylderne.

“Find en pistol, og få fat på en nigger”, opmuntrede en politibetjent, som selv gjorde klar til at drage mod Greenwood for at angribe. Nogle af USA’s histories værste raceoptøjer var nu i fuld gang.

Postkort med motiver fra Tulsa-massakren var populære souvenirs blandt racistiske hvide i USA.

© SMU Central University Libraries

Sydstater boblede af had

Selvtægt og raceoptøjer var ikke et særsyn i Sydstaterne i 1921. Siden 1915, hvor Ku Klux Klan blev genfødt, var lynchninger blevet stadig almindeligere.

Skjult bag kutter pinte og dræbte Ku Klux Klan-medlemmer mennesker, som i klanens øjne havde en forkert hudfarve.

Også i andre dele af USA eskalerede racehadet i sammenstød, hvor hvide angreb afro­amerikanere, og især 1919 blev et voldeligt år. Under den såkaldte røde sommer brød mere end 25 raceuroligheder ud, og selv byer i Nordstaterne oplevede blodige kampe mellem hvide og sorte.

Værst var racehadet dog i syd, hvor Ku Klux Klan pustede til ilden. I Tulsa havde selskabets første medlemmer lagt hånden på Biblen i 1918 og svoret at kæmpe for klanens mål om at sikre “hvidt overherredømme”.

Klanens Tulsa-afdeling voksede hurtigt, og fra andre selskaber i USA var meldingen klar: “Den bedste måde at øge medlemstallet på er optøjer”.

Mange af de hvide, som greb riflen sent om aftenen den 31. maj 1921 og satte kurs mod Greenwood, var også Ku Klux Klan-medlemmer, men skjulte sig den dag ikke bag kutterne.

Skaren var så stor, og hele byen så kaotisk, at ingen så nogen grund til at maskere sig. Sandsynligheden for at blive dømt for vold mod sorte var alligevel minimal.

Nürnberg-lovene omhandlede ikke kun jøder, men også sorte og romaer.

© Album/Fine Art Images/Imageselect

Nazisterne lod sig inspirere af Jim Crow-lovene

Da nazisterne kom til magten i 1933, skævede Hitler begejstret til Jim Crow-lovene i USA. Sydstaternes succes med at inddele indbyggerne efter hudfarve og herkomst inspirerede til Nürnberg-lovene, som Hitler indførte i 1935.

Lovene slog fx fast, at kun borgere af “tysk eller artsbeslægtet blod” kunne være rigsborgere og nyde fulde politiske rettigheder. Lovene forbød også omgang mellem jøder og såkaldte ægte rigsborgere.

Black Wall Street stod i flammer

Jernbanen, der adskilte Greenwood fra byens hvide kvarterer, var forvandlet til en frontlinje i en krigszone, da klokken nærmede sig midnat den 31. maj 1921. For at forsvare bydelen havde bevæbnede sorte taget opstilling i bygninger langs banelegemet.

På den anden side af skinnerne samlede hvide sig til en selvbestaltet hær. Mens kuglerne føg gennem luften, holdt Greenwoods forsvarere stand i små to timer. Men presset blev til sidst for massivt.

De hvide amerikanere var 10 gange så mange og stormede nu ind i Greenwood, skydende vildt om sig. Krudtrøgen hang som en tåge over gaderne. Luften stank af svovl. En nådesløs jagt var gået ind.

En af Greenwoods første indbyggere, som fik lynchstemningen at føle, var en ung, sort fyr i cowboyskjorte. Han løb ind i en kugleregn, da en flok hvide skød om kap for at ramme ham.

Gerningsmændene spadserede hen til det gispende offer på asfalten og så på ham uden antræk til at hjælpe, indtil en ambulance kom hylende. “Smut væk herfra. Rør ikke den beskidte nigger!” råbte mændene til ambulancefolkene, som forskrækket kørte væk fra kaosset.

Den sorte bydel i Tulsa endte med at brænde ned til grunden.

© SMU Central University Libraries

Ud over skydevåben bragte mange af Tulsas hvide selvtægtsmænd dunke med petroleum og benzin med i deres køre­tøjer, som rullede ind i Black Wall Street.

Byens hvide indbyggere havde ikke blot tænkt sig at dræbe en masse sorte, men også besluttet at brænde forretninger og boliger ned. Bygningerne var for dem en manifestation af de sortes succes.

Døre blev sparket ind, hvorefter de lovløse tromlede ind i bygninger og ragede til sig af værdigenstande, inden mændene hældte brændbare væsker ud over opstablede træmøbler. Lyden af strøgne tænd­stikker mod svovlet indvarslede, at ilden snart ville blusse op, og brandstifterne løb videre til næste bygning.

En gruppe på godt 500 hvide tog opstilling ved gaderne og sørgede for at skræmme brandfolk væk, så bygningerne kunne brænde ned til grunden.

Klokken seks om morgenen hærgede brandene store områder af Greenwood, og røgen lagde sig som en uhyggelig sky over gaderne nærmest jernbanen. Kvarterets fædre og mødre tog deres børn i hånden og flygtede mod nord.

Hvis de ikke nåede bort, inden petroleumspatruljerne ankom, fik de en grusom behandling. Et ældre afro­amerikansk par nægtede at lade sig skræmme væk, men knælede side om side ved deres seng og bad til Gud, da en flok hvide mænd slog døren ind.

Uden at tøve placerede indbryderne en pistol i nakkerne på ægte­parret og trykkede på aftrækkeren. Det myrdede par blev efterladt ved sengen, mens flammerne fortærede hjemmet.

Efter den amerikanske borgerkrig og slaveriets afskaffelse begyndte farvede i USA at drømme om lighed.

© Heritage Images/Getty Images

1865: Slaveriet bliver afskaffet

Efter mere end 200 års udnyttelse af slaver på det amerikanske kontinent bliver slaveri formelt afskaffet. Afskaffelsen indtræder ved lov i kølvandet på Nordstaternes sejr i den amerikanske borgerkrig. Endnu en tillægslov giver sorte stemmeret.

© Pharos

1896: Love adskiller sorte og hvide

Homer Plessy lægger sag an, fordi et jernbaneselskab har nægtet ham adgang til en kupé “kun for hvide”. Højesteretten erklærer, at opdeling af racer ikke strider mod forfatningen. Herefter indfører flere stater de såkaldte Jim Crow-love.

© Alpha Historica/Alamy/Imageselect

1955: Rosa Parks går forrest

Aktivisten Rosa Parks sætter sig på de forreste sæder forbeholdt hvide i en bus i sydstaten Alabama. Da hun nægter at flytte sig, bliver hun anholdt. Hændelsen udløser borgerretsbevægelsens første store protester.

© US Congress

1964: Adskillelse af hudfarver og racer forbydes ved lov

Borgerrettighedsloven bliver vedtaget af Kongressen. Loven gør en ende på adskillelse på baggrund af hudfarve, race og religion på offentlige steder som parker, hoteller og restauranter. Også diskrimination på arbejdspladser forbydes.

© Howard Sochurek/Getty Images

1968: Luther King bliver dræbt

Borgerrettighedsforkæmperen Martin Luther King bliver myrdet i Memphis i staten Tennessee. Mordet fører til masseoptøjer i mere end 100 byer over hele kontinentet.

© Ted Soqui/Getty Images

1992: Politivold skaber uroligheder

Betjente i Los Angeles bliver frikendt for at have brugt overdreven magt mod den sorte Rodney King, som betjentene har tæsket. Afgørelsen ud­løser tre dages protester.

© Eli Wilson/Shutterstock

2020: Protester rammer hele USA

Afroamerikaneren George Floyd bliver dræbt under en anholdelse i Minneapolis. Rettighedsbevægelsen Black Lives Matter står bag protester i hele USA, som også spreder sig ud over landets grænser og vinder opbakning fra mennesker med alle hudfarver.

Gurley gemte sig under bygning

Hotelejer O.W. Gurley var heldig at tage flugten, inden hotellet stod i flammer. På vej væk havde han efterladt sin halvt bevidstløse hustru og befandt sig nu ved syvtiden om morgenen den 1. juni i livsfare.

Gaderne vrimlede med hadske hvide, og selvom den velhavende Gurley var en respekteret mand i Tulsa, gjorde hans hudfarve ham nu til en skydeskive.

Da den 53-årige afro­amerikaner mærkede trætheden brede sig i kroppen, vurderede han, at han burde gemme sig frem for at fortsætte flugten. Gurley listede ned i en sprække under en skolebygning, hvorfra han havde udsyn til gaden.

Hundredvis af hvide spænede forbi Gurleys skjul – mange med fakler i hænderne. Til hotelejerens rædsel stoppede en gruppe op, da en hvid teenager råbte:

“Jeg er sikker på, at jeg så én gå ned under skolen lige derovre”.

“Okay, lad os se”, svarede en mand, som pegede sin riffel mod sprækken og fyrede af. Gurley var kravlet så langt baglæns i revnen, han kunne, og undgik dermed kuglerne.

Et kort øjeblik troede hotelejeren, at han var sluppet med skrækken, men så splintredes nogle ruder i skolen. Snart sivede en foruroligende lugt af røg ned i hans gemmested. Skolen stod i flammer.

“At blive her er lig med døden, men jeg dør også, hvis jeg forlader stedet”, tænkte han.

Til sidst måtte hotelejeren kravle hostende mod udgangen. Heldigvis var vejen foran skolen nu fri for hvide. Horden var stormet videre mod nord i Greenwood, hvor bydelens nyopførte baptistkirke var ildens næste mål.

Racistiske amerikanere førte heksejagt mod sorte medborgere på tværs af Sydstaterne.

© Bibliothèque nationale de France

Hvide slæbte sorte til fangelejre

På vej ud mærkede Gurley pludselig en jagende smerte i hånden, da skår fra skolens knuste ruder skar en dyb flænge i kødet. Blod piblede ned langs skjorteærmet, der om morgenen havde været kridhvidt og nystrøget.

Gurley sneg sig nervøst afsted, men mødte heldigvis med egne ord “en hvid gentleman”. Han stod med et antikt haglgevær og bevogtede 15 sorte, tilfangetagne mennesker. Gurley strakte hænderne op over hovedet og overgav sig.

Sammen med de øvrige fanger blev Gurley gennet hen på byens baseballstadion, McNulty Park, som i løbet af morgenen var omdannet til interneringslejr. Uden forklaring – ud over hudfarven – anholdt betjente og hvide civilister Tulsas farvede indbyggere og samlede fangerne i tre lejre i byen.

Fangerne gik i rækker med bøjede hoveder, mens hvide tilskuere – sågar kvinder og børn – hånede og spyttede på dem.

Enkelte morede sig også med at skyde ned mod jorden, så fangerne måtte hoppe og danse for ikke at blive ramt i fødder og ben. I flere tilfælde rekylerede kugler på brostenene og sårede de tilfangetagne.

En motorcykelbetjent spændte seks sorte fast i et reb bag sin motorcykel, inden han gav gas, og fangerne flere km måtte spæne efter ham mod interneringslejren.

Bevæbnet med geværer og bajonetter eskorterede tropper fra Nationalgarden efter racemassakren i Tulsa farvede indbyggere til interneringslejre.

© Oklahoma Historical Society/Getty Images

Fire andre sadistiske indbyggere fandt en sort mand, som bevægede sig på et rullebræt, fordi hans ben var blevet amputerede.

Mændene vippede manden af sit bræt og bandt et reb om hans længste benstump. Rebets anden ende bandt de fast til en bil og kørte hujende gennem Tulsa med den jamrende stakkel bag vognen. Vejbelægningen flænsede hans hud op, mens hovedet bumpede over sporvognsskinner og brosten. Manden blev aldrig set i live igen.

O.W. Gurley kunne prise sig lykkelig over at være nået frem til fangelejren på baseball-banen uden at blive tortureret på vejen. I lejren forbandt en læge hans sårede hånd, men hotelejerens sind var stadig som et åbent sår. Gurleys livsværk var brændt ned, og han havde mistet sin hustru. Men i sin sorg hørte han pludselig en velkendt stemme:

“Du godeste, dér er Gurley”.

Stemmen kunne kun være Emmas, og da Gurley vendte sig om, kom hustruen løbende. Emma var blot besvimet på gaden og stod nu uskadt foran ham.

“Gurley, hvad har de gjort ved din hånd?” spurgte Emma, efter at parret havde omfavnet hinanden i et langt, taknemmeligt kram.

“Det er kun en skramme”, sagde han.

De sidste overlevende fra Tulsa-massakren kom i 2005 til Washington for at fortælle politikerne om deres oplevelser under massakren i 1921.

© Manuel Balce Ceneta/AP/Ritzau Scanpix

Tulsa-massakre blev fortiet i 50 år

Raceoptøjerne i Tulsa chokerede i USA og blev fordømt af den amerikanske præsident, Warren G. Harding. Alligevel havde Oklahomas myndigheder held til at dække over historien om massakren, så den i løbet af nogle få år var næsten glemt.

Massakren var ikke en del af skolernes undervisning. Historiebøgerne omtalte den ikke, og episoden blev end ikke nævnt i brandvæsenets arkiv i Tulsa.

I 1971 ønskede Tulsas bystyre at mindes begivenheden, men da lokalpolitikerne læste de sortes beretninger og så billederne, ombestemte de sig. Heller ingen af byens store aviser var interesserede i at skrive om emnet.

Men snart begyndte historikere at dokumentere massakren, og i 1996 iværksatte delstaten en officiel undersøgelse. Den kom frem til, at sorte overlevende og efterkommere havde ret til kompensation.

Myndigheder skjulte massakre

Midt på dagen den 1. juni stoppede grusomhederne på Black Wall Street. National­garden var ankommet til Tulsa og havde erklæret undtagelsestilstand i byen.

Brandbiler rullede ind i de sorte indbyggeres kvarter for at slukke brandene. Men store dele af Green­wood lå allerede i ruiner. Over 1.150 hjem og forretninger var brændt, og i byens gader lå de sårede og myrdede beboere.

I statistikbøgerne registrerede myn­­dig­he­der­ne, at 36 døde, heraf 12 hvide. Men historikere har siden vurderet, at dødstallet snarere lå på 300.

“Dette er syndens løn. Niggerne gjorde noget forkert og fik, hvad de fortjente”. En hvid tulsaner om mordene på de sorte.

Ifølge vidner havde hvide tulsanere travlt med at rydde op i ligene om eftermiddagen den 1. juni. Folk så lastbiler med lig trille ud af byen for at dumpe kadaverne i massegave. To hvide drenge så skræm­te til, mens tre mænd tømte et lad med lig.

En af mændene så de chokerede drengene og øjnede chancen for at indpode lidt lærdom:

“Dette er syndens løn. Niggerne gjorde noget forkert og fik, hvad de fortjente”.

Generelt følte byens hvide indbyggere ingen anger. I Tulsa Tribune udtrykte redaktør Jones tilfredshed med, at Greenwood var jævnet med jorden, og skrev, at “et nabolag som Niggertown må vi aldrig igen tillade i Tulsa”.

Mens over 6.000 sorte blev interneret og anholdt i forbindelse med optøjerne, gik næsten alle hvide gik fri. Officielt endte den sorte befolkning i Tulsa med at få skylden.

Efter urolighederne blev en jury nedsat til at undersøge forløbet. Dens konklusion lød, at urolighederne udelukkende blev forårsaget af “en grup­pe farvede mænd, som ville be­skyt­te Dick Rowland”, og “der var ingen opildnet stemning blandt de hvide, ingen snak om lynchning og ingen våben”.

Efter protesterne i USA som følge af George Floyds død krævede overlevende og efterkommere af sorte borgere fra Tulsa endnu en gang erstatning for massakren – indtil videre uden held.

Juryen hævdede også, at sorte indbyggere i Tulsa generelt skabte problemer ved at tro på lige rettigheder. Ingen hvide tulsanere blev altså nogensinde fængslet for mordene, ødelæggelserne og tyverierne, som fandt sted mellem den 31. maj og den 1. juni 1921.

Ironisk nok ønskede elevatoroperatøren Sarah Page ikke engang at anklage Dick Row­lands, som sheriffen havde fået smuglet sikkert ud af byen, mens den hvide hob var draget mod Green­wood. Uden anklage blev Rowlands derfor frifundet.

Gennem sommeren og efteråret 1921 var Greenwood ikke andet end en teltlejr, hvor 8.000 hjemløse forsøgte at bygge deres bydel op på ny. Mange farvede drog væk fra Tulsa for at glemme grusomhederne – heriblandt Gurley, som slog sig ned i Los Angeles.

I de følgende år fik Tulsas afdeling af Ku Klux Klan til gengæld tusindvis af nye medlemmer. Raceoptøjerne i Tulsa viste tydeligt det enorme skel mellem hvid og sort i USA.

Alligevel blev affæren glemt med tiden, fordi myndighederne i Oklahoma dækkede over fortidens uhyrligheder ved at slette dokumenter, som omhandlede optøjerne i 1921.

Først i 1970’erne gav amerikanske historikere sig til at grave i massakren, så den fremover bliver husket.