Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

Sorte slaver sendt retur til Afrika

For at slippe af med frigivne slaver besluttede en gruppe amerikanere i 1821 at købe en myggeplaget sump af en høvding i Vestafrika.

Popperfoto/Getty Images

Den frigivne slave Peyton Skipwith står ved rælingen, da skibet Jupiter i december 1833 når Vestafrikas kyst. 56 dage forinden var han gået ombord på skibet i Norfolk, Virginia, USA.

For Skipwith er kontrasten til den travle amerikanske havneby, han forlod, markant: Fra skibet kan han kun få øje på uopdyrket land – med træer så høje som seksetagers huse – og luften er fyldt med nærgående myg.

Jupiter lægger til kaj i Monrovia, hovedstad i den amerikanske koloni Liberia. Kolonien blev grundlagt blot 12 år tidligere, men mange af byens træhuse er allerede i forfald eller står ufærdige hen – forladt af deres ejere.

Med sin kone og deres fem børn bliver Peyton Skipwith og de øvrige passagerer gennet ind i en ankomsthal, hvor de knap 50 nyankomne skal bo og sove.

Hallen stinker af bræk og fækalier fra syge, som lider af dysenteri, der i kombination med malaria gør, at hver fjerde af dem dør kort efter ankomsten.

Blandt dem er Skipwiths seks-årige datter, Felicia. Halvanden måned efter ankomsten skriver Skipwith til sin tidligere ejer, plantageejeren John Hopewell Cocke:

“Solen er så varm, at folk fra Amerika ikke kan holde det ud i den tørre sæson, og i den våde regner det for meget. Skriv til mig ved første lejlighed, og lad mig vide, på hvilke betingelser jeg kan komme tilbage, for jeg vil tilbage, så hurtigt jeg kan”, trygler han i brevet.

Men familien er strandet, for frigivne slaver er ikke velkomne i USA. Eksslaver som Skipwith er af deres tidligere ejere blevet presset til at tage imod en enkeltbillet til Liberia.

Her skal de frigivne sorte som flittige, gudfrygtige bønder opbygge et mønstersamfund. Men mange af eksslaverne kommer ikke til at nyde deres frihed længe; de omkommer her i den sygdomsbefængte koloni.

62 km2 på Afrikas vestkyst blev til Liberia.

Shutterstock

Hvide frygtede farlige sorte

Idéen om en amerikansk koloni i Afrika blev født i en røgfyldt bar på Davis’s Hotel i Washington, D.C., USA.

Her havde en gruppe politikere fra Kongressen, landets lovgivende forsamling, sat hinanden stævne den 21. december 1816. Mødedeltagerne var bekymrede, for på denne tid oplevede en kristen vækkelsesbølge fremgang i USA.

Dens budskab var, at alle mennesker – uanset hudfarve – er lige i Guds øjne. Bevægelsen fik mange slaveejere til at frigive deres slaver, og netop dét foruroligede politikerne.

I 1816 havde USA omkring 230.000 frigivne slaver – ca. 13 pct. af befolkningen – og de tidligere slaver strømmede til byerne, hvor de var en billigere arbejdskraft end de hvide.

Nogle frigivne indgik sågar ægteskab med hvide og fik børn, hvilket USA’s tredje præsident, slaveejeren Thomas Jefferson, tordnede imod:

“Sorte, uanset om de oprindeligt har udgjort en særlig race, eller at tiden og omstændighederne har gjort dem til en sådan, er de hvide underlegne såvel fysisk som intellektuelt”, skrev Jefferson i en bog om staten Virginia.

Efter frigivelsen skulle slaven fratages muligheden for at blande sig med de hvide, mente Jefferson. Datidens hvide frygtede også, at synet af frigivne kunne opildne slaver til oprør.

I 1811 havde 500 bortløbne slaver afbrændt tre plantageejer-palæer ved Mississippifloden og dræbt to hvide. Oprøret blev slået ned, og 44 indfangede slaver blev halshugget som straf.

Ved mødet på hotelbaren i Washing­ton høstede mødelederen, senator Henry Clay, derfor entusiastiske klapsalver for sin indledende bemærkning:

“Kan der være en ædlere sag end den at befri vort land for en nytteløs, skadelig, hvis ikke farlig, del af befolkningen?”

Løsningen, mente Clay, var at oprette en kristen koloni for eksslaver i Afrika:

“Her vil de sprede civiliseret liv og udfrielse fra uvidenhed og barbari i den formørkede fjerdedel af verden”.

Mødedeltagerne var enige og stiftede American Colonization Society, ACS. Selskabets mål var at erhverve land på Afrikas vestkyst, så den skitserede koloni for de frigivne sorte kunne oprettes.

Resten af Kongressen og USA’s siddende præsident, James Monroe, støttede projektet og bevilgede ACS 100.000 dollars – mere end 10 mio. nutidskroner.

© Shutterstock

Liberia blev købt for tobak og paraplyer

Et helt år søgte American Colonization Society (ACS) forgæves efter jord i Afrika, hvor selskabet kunne grundlægge en koloni for USA’s sorte.

Høvdingene nægtede at sælge, fordi de frygtede, at en koloni af eksslaver måske ville blande sig i slavehandlen – en gesjæft, som høvdingene tjente godt på.

I 1821 tog kompagniet derfor skrappere midler i brug: En udsendt forhandler satte en pistol for panden på den vestafrikanske høvding Zolu Doma og tvang ham til at sælge 60 km2 land ved kysten.

Prisen: Tre tønder tobak, fem tønder saltet kød, én tønde rom, seks musketter, 12 pistoler, tre tønder krudt, 20 kikkerter, fire paraplyer og en boks med perler.

Kristne donerede til kolonien

Trods massemøder, hvor ansatte fra ACS lovede de fremmødte eksslaver et liv i frihed i Afrika, tog det selskabet flere år at støve nok villige kolonister op. Mange frigivne slaver ønskede nemlig at blive i USA, fordi de var født her.

Omsider, i februar 1820, sejlede ACS’ første skib til Afrika – på trods af at landområdet til kolonien endnu ikke var fundet. Ombord var 82 tidligere slaver samt redskaber, såsæd og proviant.

Efter ca. en måneds overfart blev de sorte passagerer sat af på Sherbro, en ø ud for den britiske koloni Sierra Leone i Vestafrika.

En medrejsende hvid ACS-ansat, Samuel Bacon, indledte straks forhandlinger med lokale stammer om køb af land til kolonien, og blandt ekssalverne på Sherbro var humøret højt.

“Jeg betræder nu jorden i mit moderland. De indfødte har modtaget os med glæde. Klimaet er mildt og godt”, skrev eksslaven Nathaniel Peck hjem til sin gamle mor i marts 1820.

Kolonisterne skulle snart miste deres optimisme. Kilderne på øen var fyldt med bakterier, og sværme af myg kastede sig over de nyankomne.

Mens det forurenede vand forårsagede dysenteri, gav myggestikkene malaria. I april satte regntiden ind. Tunge dråber væltede ned fra oven og ødelagde de palmebladshytter, som kolonisterne skyndsomst havde bygget.

Fugten i luften fordærvede de medbragte forsyninger – særlig slemt var det især, at melet mugnede.

“Otte familier er syge, iblandt dem er der ikke én, som er i stand til at lave mad eller passe et barn”, skrev Samuel Bacon i sin dagbog. Kolonisterne forlangte at blive flyttet fra øen, men det afviste Samuel Bacon.

“De brokker sig, fordi der ikke er nok rent vand, fordi de er syge, fordi der ikke er frisk kød, sukker, mel og andre luksusting”, skrev han uden medfølelse.

I maj 1820 døde Bacon dog selv af dysenteri, og de overlevende bønfaldt nu Sierra Leones guvernør om lov til at slå sig ned i koloniens hovedstad, Freetown. Tilladelsen fik de seks måneder senere; da var 22 af kolonisterne døde.

Uden ACS’ officielle udsending gik forhandlingerne om opkøb af land til kolonien helt i stå. I Freetown måtte de overlevende eksslaver tigge mad i byens gader. Enkelte var heldige at få et arbejde, som kunne forsørge familien.

Projektets katastrofale start rystede dog ikke ACS. Tværtimod offentliggjorde selskabet planerne om en ny ekspedition, og pengene strømmede ind, bl.a. fra kvækerne, en kristen bevægelse, der anså alle mennesker for lige.

Mens kolonisterne i Afrika døde som fluer, forærede kvækere fra Arkansas fx 800 dollars (knap 100.000 nutidskroner) til ACS.

Donationer strømmede også ind fra landets presbyterianske menigheder: “Kolonien vil opfylde et ønske i hjertet hos alle humane mennesker”, skrev en lokal presbyteriansk gruppe.

I februar 1821 var selskabet klar til at sende endnu et skib til Afrikas malariabefængte kyst. Ombord var forsyninger til et halvt år, våben, ammunition samt ACS-manden J.B. Winn og 34 eksslaver.

Satiretegnere i 1800-tallet pointerede det absurde i, at frigivne sorte vendte hjem til Afrika, mens andre endnu var slaver i USA.

© The Granger Collection/Ritzau Scanpix

Land blev solgt for rom og kikkerter

Da skibet fra USA anløb havnen i Freetown i marts 1821, trippede passageren Lott Carey for at komme i land. Eksslaven tilhørte baptistkirken, et raceblandet trossamfund, og han brændte for at omvende afrikanerne til kristendommen.

“Jeg tror på, at lægprædikanter vil blive en stor velsignelse for dette land”, skrev han hjem til kirkens missionsråd.

Få uger efter sad Carey ved sin feberramte hustrus dødsleje. For at spare på forsyningerne tvang J.B. Winn eksslaverne til at pukle i den stegende hede med at dyrke grøntsager på en farm i Sierra Leone, som ACS havde lejet af en bosiddende brite. Lott Carey lod sig ikke gå på af modgangen og det hårde slid.

“Jesus Kristus, vor frelser, havde også redskaber i hånden, da han begyndte sin mission i denne verden”, skrev Carey optimistisk hjem til missionsrådet.

For Lott Carey var det Guds belønning for det slidsomme arbejde, da han af ACS blev udtaget til en fortrop på 15 frigivne mænd.

Gruppen blev i slutningen af 1821 sejlet 250 km ned ad kysten til en halvø kaldet Kap Mesurado. Her havde ACS købt jord af en lokal høvding. Prisen var bl.a. en tønde rom og 20 kikkerter.

Fra skibsdækket så Lott Carey for førs­te gang sit nye hjemland – en frodig, men klippefyldt halvø omgivet af et frådende hav. Han var stadig ved godt mod:

“Overvejer du at komme, så frygt ej, for du vil finde det fineste sted, dine øjne har set”, skrev han hjem til en ven.

Kolonisterne medbragte økser og save og gik i gang med at fælde træer til at bygge huse af. Med Lott Carey i spidsen drog en flok mænd desuden ned langs en flod for at samle palmeblade til hytternes tage.

Efter en hel dags arbejde vendte mændene tilbage: Udbyttet var knap nok til at lægge tag på en enkelt hytte.

Samtidig forvandlede regn jorden til et pløre, der var svært at bygge i, og myggene fra områdets mangrove-sumpe bed dag og nat. Flere truede med at rejse tilbage til Freetown, men ikke Lott Carey.

“Hellere risikere livet end løbe den mindste risiko for at miste et sted med så mange fordele”, argumenterede han over for de andre i fortroppen.

Kolonisterne besluttede at bide tænderne sammen, selvom hver tredje lå syg af malaria. Resten knoklede med at bygge huse og rydde skov for at anlægge marker.

De fleste frigivne havde kun kendt et liv som slave i USA’s bomuldsmarker og anede intet om traditionelt landbrug.

Markerne endte som mudderkager, hvor såsæden rådnede op. Kolonisterne måtte fortsat nøjes med deres medbragte – og efterhånden sparsomme – forsyninger.

Rige hvide købte et land til de frigivne sorte

En gruppe politikere i Washington, D.C., stiftede i 1816 American Colonization Society (ACS). Selskabets erklærede formål var at sende landets frie sorte borgere til Afrika.

Parasit slog heste og kvæg ihjel

I begyndelsen af 1822 blev købsaftalen officielt underskrevet af amerikanerne og baglandets ledende høvdinge. For at markere begivenheden ankom en ACS-ansat, Eli Ayers, til bosættelsen.

Eli hejste det amerikanske flag på en medbragt flagstang og affyrede en salut med den eneste af bosættelsens kanoner, der ikke var rustet op i det fugtige klima.

Efter ceremonien uddelte Ayers en smule medbragt proviant til de sultende kolonister, før han rejste hjem til USA.

ACS havde dog ikke tiltro til, at eksslaverne kunne klare sig selv. Selskabet udnævnte derfor en hvid guvernør for kolonien – den 26-årige præst Jehudi Ashmun.

Med guvernøren ankom de resterende eksslaver fra Freetown i foråret 1822. Synet, der mødte dem, var sørgeligt: Markerne lå brak, og husenes planker rådnede op i det fugtige tropeklima.

De nyankomne medbragte kvæg og heste til pløjning, men dyrene døde hurtigt pga. tsetsefluen. Fluens stik overfører en parasit, som udløser en dødelig infektion i dyrenes hjernehinde.

I april satte regntiden ind, og dysenteri og malaria bredte sig igen. Næsten 60 pct. af kolonisterne lå syge eller døende hen. Særlig hårdt ramt af sygdommene var de yngste: Hvert andet barn under 10 år omkom inden årets udgang.

Op igennem 1800-tallet krydsede tusindvis af frigivne sorte fra USA Atlanten for at bosætte sig i Liberia.

© Library of Congress/Getty Images

Geværild mejede indfødte ned

Bosættelsen var også truet af fjendtlige indfødte. I deres øjne havde kolonisterne stjålet halvøen ved at give en alt for lav pris for jorden.

Hyppigt sneg indfødte sig derfor ind i ly af mørket for at plyndre bosættelsens proviantlager.

I et forsøg på at forhindre tyverierne opførte kolonisterne en træpalisade. Forsvarsværket i sig selv var relativt nemt at forcere, men heldigvis havde kolonien stadig den ene brugbare kanon samt en håndfuld geværer.

Desværre gjorde fugten størstedelen af krudtet ubrugeligt. Kolonisterne satsede derfor på, at få skud ville skræmme de indfødte væk. Og sådan gik det heldigvis oftest ifølge guvernør Jehudi Ashmun:

“Deres ledere er ekstremt kujonagtige og har ringe kontrol over deres mænd”, skrev han i en rapport til ACS.

Taktikken viste sig især effektiv i november 1822, hvor en stor flåde af krigskanoer nærmede sig halvøens kyst. Kolonisterne søgte ly bag palisaden, da 800 krigere med spyd og skjolde gik i land.

Med høje råb styrtede krigerne frem, mens kolonisterne affyrede deres våben. Salven af kugler fældede flere i den forreste række og skræmte angriberne så meget, at de stak af.

“Fantasien kan næppe fremmane billedet af en menneskemængde så massivt udsat for moderne krigsmaskiners ødelæggende kraft”, jublede Jehudi Ashmun i sine erindringer fra 1826.

Efter angrebet sendte guvernøren en budbringer til de lokale stammer, og en fredsaftale kom på plads. Men problemerne var ikke ovre, for både mad og medicin var ved at slippe op.

© Shutterstock

Briterne opgav deres slavekoloni

Amerikanerne var ikke de første, der forsøgte at slippe af med deres eksslaver ved at sende dem til Afrika. I 1787 grundlagde engelske slavemodstandere byen Freetown i Sierra Leone, et britisk kontrolleret område ved Vestafrikas kyst. Byen skulle befolkes med frigivne slaver fra de britiske kolonier.

I Sierra Leone lærte eksslaverne at dyrke jorden, og på missionsskoler blev de undervist i at være gode kristne. Projektet løb dog hurtigt ind i vanskeligheder, fordi eksslaverne fik dysenteri og malaria i det myggebefængte klima.

Da den britiske regering i 1807 indførte et forbud mod transatlantisk slavehandel, stod det klart, at kolonien var en fiasko. Året efter overtog regeringen Sierra Leone.

Kolonister måtte leve af smuler

Hjemme i USA så ACS med bekymring på Jehudi Ashmuns rapporter. Under slaget med de indfødte var kolonisternes korn uden for palisaden blevet trampet ned, og med regntidens komme måtte kolonisterne opgive at så nye afgrøder.

I sommeren 1823 sendte selskabet derfor Eli Ayers tilbage til kolonien. Med fuldmagt fra ACS dikterede han flere ændringer hen over hovedet på guvernør Ashmun og kolonisterne.

Huse ved floden skulle rives ned, da den myggeplagede bred var usund at bo på. Ayers fordelte også al ny jord, som kolonisterne fik ryddet for skov og omdannet til marker.

Var en kolonist ikke tilfreds med sit lod af den nye landsbrugsjord, ville vedkommende blive udvist fra kolonien.

Ændringerne udløste protestbreve fra kolonisterne til ACS, men selskabets ledelse ignorerede klagerne. I kolonien afviste Ayers også enhver kritik – og han besluttede sågar at halvere rationerne.

Nær årets udgang vurderede Ayers, at kolonien var kommet på fode igen, og han rejste hjem til USA. En uge efter brød kolonisterne ind i lagerhuset og fordelte provianten mellem sig.

Guvernør Ashmun truede med indberetning til ACS, men ingen tog ham seriøst.

Rationerne var næsten opbrugt, da et skib fra ACS ankrede op i bugten i februar 1824. Ombord var en smule proviant – og 105 nye eksslaver, hvilket kun gjorde madproblemet større.

Ifølge Jehudi Ashmuns erindringer omringede kolonisterne, med Lott Carey i spidsen, hans guvernørbolig og truede ham.

“Vi bestemmer, hvem der får hvad og hvor meget!” råbte Carey og pegede på sig selv og de andre kolonister.

“I stedet for at arbejde for at skaffe mad, som I burde, gør I det ved at plyndre”, gav guvernøren igen og udråbte samtidig Lott Carey som mytterist.

Ashmun var dog magtesløs over for kolonisterne, og da ledelsen i ACS hørte om begivenheden, kaldte de guvernøren hjem for at stå skoleret. Her modtog Ashmun en fyreseddel.

Afløseren, Ralph Gurley, fattede dog sympati for den udskældte eks-guvernør og overtalte ham til at tage med tilbage til kolonien; Ashmun brændte nemlig stadig for projektet med at kristne hedenske afrikanere.

Da de to hvide satte foden på Kap Mesurado fire måneder senere, var stemningen i bosættelsen vendt.

“Nogle af de mest oprørske har antaget en ganske anden attitude, hvilket jeg er overbevist om skyldes den fornyede kraft fra Ordet og Guds ånd”, skrev Jehudi Ashmun begejstret til ACS.

Sandheden var dog, at kolonisterne var afkræftede og ved at dø af sult. Uden energi til at brokke sig tog de ydmygt imod de medbragte forsyninger.

De to mænd kunne også fortælle, at ACS havde navngivet kolonien Liberia – efter det latinske ord liber (fri) – og at bosættelsen nu hed Monrovia, opkaldt efter James Monroe, præsidenten, som havde bevilget selskabet penge for at slippe af med de frigivne slaver.

© Peace Palace Library, The Hague & Shutterstock

Slaver blev til aristokrater

Kolonien for frigivne slaver endte langtfra som et lige og retfærdigt samfund. De nye indbyggere fra USA indtog med tiden rollen som Liberias overklasse.

  • Mulatter og frifødte

    OVERKLASSEN:

    Mulatter og frifødte sorte udgjorde i 1800-tallet overklassen i ACS’ koloni på den afrikanske vestkyst.

    Takket være deres lysere hud blev mulatter i USA opfattet som særlig intelligente, og de kunne derfor få indrejsetilladelse til USA for at sælge fx liberisk sandeltræ.

    Begge grupper fik stemmeret i 1847, da Liberia blev selvstændigt – og de udgjorde nu landets økonomiske og politiske elite.

  • Frigivne

    MIDDELKLASSEN:

    Frigivne sorte blev af ACS tvangsudskrevet til at arbejde i Liberias marker, når de ankom til kolonien. Lykkedes det dem ikke at bygge et hus og etablere et landbrug på et halvt år, mis­te­de familien jorden.

    Mange frigivne vidste intet om landbrug og mistede alt. De levede som daglejere eller tiggere uden politisk indflydelse.

  • Indfødte

    UNDERKLASSEN:

    Områdets oprindelige befolkning fik ingen stemmeret og havde ingen rettigheder. I stedet skulle de betale skat til skatte­opkrævere udsendt af Liberias magthavere.

    Betalingen bestod i en andel af landsbyens afgrøder. Skattens størrelse blev fastsat efter, hvor meget opkræveren skønnede, at landsbyen ejede af værdi.

Sygdom kom fra frugt

I løbet af 1820’erne knopskød bosættelsen, da kolonisterne anlagde nye byer på halvøen. Indimellem åbnede der handelsstationer, hvor indfødte og kolonister kunne bytte varer.

Jern og tobak, som kolonisterne fik fra USA, gik for afrikanernes søde kartofler og rodknolden kassava. Enkelte stammer forblev dog fjendtlige og plyndrede handelsstationerne.

Under forberedelsen af en straffeekspedition mod indfødte i 1828 eksploderede Monrovias våbenlager, da et tællelys væltede ned i en krudttønde. Blandt de dræbte var den evigt optimistiske Lott Carey.

Ulykken til trods gik det nu fremad for kolonisterne, som efterhånden tilpassede sig livet i deres nye hjemland. Bønderne blev dygtigere til at indrette høst og såning efter regntiden, udbyttet fra markerne steg, og færre gik sultne i seng.

Da den frigivne Peyton Skipwith ankom med sin familie i 1833, havde Monrovia fået en anløbskaj af sten i stedet for en mudret flodbred, og mange af byens huse var nu opført i sten.

Gaderne var dog stadig et pløre i regntiden. Mellem kolonister i vestligt tøj myldrede venligtsindede indfødte i skind.

Trods de forbedrede boligforhold var kolonien stadigvæk plaget af sygdom. Ifølge en rapport til ACS fra 1832 lå hver sjette syg af “feberen” – dvs. malaria. Ifølge den tilrejsende ACS-mand Joseph Mechlin bar kolonisterne skylden.

“Manges død skyldes uforsigtig opførsel og uhæmmet indtag af stedets frugter, specielt ananassen”, påstod han i en samtidig rapport til bestyrelsen.

Liberias hær kunne i 1800-tallet altid regne med støtte fra USA.

Sean Sexton/Getty Images

Fremgangen førte til selvstændighed

Gradvist justerede ACS deres skibes ankomst til den tørrere sommertid, så maden i provianten ikke rådnede op på kort tid. Samtidig begyndte eksslaver fra det sydlige USA at strømme til Liberia.

I Syden levede der malaria-inficerede sumpmyg, så mange af de nyankomne var resistente over for sygdommen.

Omkring 1840 var Liberias befolkning nået op på ca. 2.000 indbyggere, og flere nye byer skød op langs halvøens floder St. Paul og St. John.

Selvom Peyton Skipwith ønskede at forlade Liberia hurtigst muligt, havde mange fundet sig til rette.

Kort efter sin ankomst skrev kolonisten James Minor hjem til sin tidligere ejer om en ung slægtning, der netop var ankommet til Liberia:

“Han opførte sig som en ung hest lige ude af stalden. Han testede sin frihed”.

Hjemme i USA havde alle de dårlige historier dog givet kolonien et slet ry, og antallet af donationer til ACS var stærkt faldende.

Selskabet mistede langsomt kontrollen over koloniens udvikling, og i 1841 udpegede bestyrelsen en sort guvernør, kolonisten Joseph Jenkins Roberts.

Valget udløste en bølge af patriotisk stolthed i Liberia. Året efter opnåede kolonien i Vestafrika sin uafhængighed fra ACS. Landets første præsident blev netop Joseph Jenkins Roberts, som var kommet til landet fra USA 18 år tidligere.

Fra begyndelsen dominerede indvandrere fra Amerika Liberias politiske liv, mens områdets indfødte blev undertrykt. Efter et blodigt militærkup i 1980 – efterfulgt af en lang borgerkrig – blev freden genoprettet i 2005. I dag har Liberia officielt demokrati.

TIDSLINJE: Liberia var afhængigt af USA

© King's College London & Shutterstock

  • 1847

    Liberia erklærer sig uafhængigt af ACS og bliver et selvstændigt land. Først 15 år senere bliver Liberia dog anerkendt som en selvstændig nation af politikerne i USA.

  • 1854

    Republikken Maryland – en anden koloni for frigivne slaver fra USA – slutter sig pga. stammeoprør til Liberia. Dermed vokser den unge stat.

  • 1854-1916

    Liberias territo­rielle udvidelser fører til konflikter med britiske og franske kolonister i Sierra Leone og Fransk Guinea. Militær støtte fra USA betyder dog, at ingen af naboerne tør angribe Liberia.

  • 1927

    Landet indgår en aftale om at eksportere gummi til den amerikanske virksomhed Fire­stone. Aftalen gør USA til Liberias vigtigste handelspartner.

  • 1930

    En rapport fra Folkeforbundet (datidens FN) afslører, at Libe­rias overklasse undertrykker de indfødte folkeslag. Landets præsident, Charles D.B. King, må gå af.

  • 1944

    For første gang får alle borgere i Liberia lov til at stemme ved et parlamentsvalg. Retten udvides otte år efter til også at omfatte landets præsidentvalg.

  • Ca. 1955

    Befolknings­tallet i Liberia er vokset til over en million indbyg­gere. Over 40 pct. af befolkningen er under 14 år, mindre end tre pct. er over 65 år gamle.

  • 1980

    Officeren Samuel Doe tager magten ved et militærkup. Præsidenten og flere ministre bliver henrettet. En borgerkrig bryder ud, og i 1997 bliver oprørslederen Charles Taylor valgt til præsident.

  • 2003

    Kampene blusser op igen, og Taylor flygter. I 2005 indsætter FN fredsbevarende styrker, og borger­krigen slutter.

  • 2017

    Liberia afholder præsident- og parlamentsvalg. Den tidligere fodboldstjerne Geor­ge Weah vælges til præsident, og resultatet anerkendes internationalt. I dag anses Liberia for at være et demokrati.

Læs også:

Søfart

Fransk kavaleri erobrede hollandsk flåde

1 minut
Medicin

Heltemodig englænder trodsede aggressiv pest-epidemi

22 minutter
Guldbarr Hernan Cortes
Arkæologi

Gådefuld guldbarre blev tabt af nådesløs erobrer

3 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din emailadresse for at modtage en email med anvisninger til nulstilling af kodeord.
Ugyldig e-mailadresse

Indtast kode

Vi har sendt en email til med en kode
Fejl: Indsæt kode

Ny adgangskode

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul