Stokketæsk delte USA i to

Sumner begynder at rejse sig op, da Brooks uden tøven hæver sin spadserestok og slår senatoren i hovedet med den. Fortumlet falder Sumner tilbage i sit sæde, mens Brooks hæver stokken igen. Den er af massivt træ og forsynet med en tung knap af guld i enden. Nu regner slagene ned over den siddende mand, der forsøger at værge for sig med hænderne. Blod strømmer fra Sumners øjne og flænger i hovedbunden, og han brøler højt.

“Åh, Gud!” klager Sumner sig, da stokken splintres, uden at det får Brooks til at holde inde. Slagene får Sumner til at miste synet øjeblikkeligt og han fortalte senere:

“Jeg kunne ikke længere se min overfaldsmand, eller noget andet i rummet, jeg reagerede kun i et forsøg på selvforsvar”.

Senatoren forsøger at finde ly mellem de øvrige medlemmers stole i det næsten tomme lokale, men Brooks griber fat i kraven på ham med den ene hånd og tæsker løs på ham med den tunge ende af stokken.

“Giv den abolitionist, hvad han fortjener!” råber en af de andre demokrater fra sidelinjen.

En journalist løber frem med et par andre mænd for at stoppe Brooks, men dennes ven, Lawrence Keitt, der også er medlem af Repræsentanternes Hus, viser sin pistol, imens han råber: “Lad dem være!”

Til sidst lykkes det nogle senatorer at trække Brooks væk. På gulvet ligger Sumner bevidstløs. Blodet væder gulvtæppet rundt om ham og fortsætter med at dryppe, da et par venlige sjæle bærer ham ind på en sofa i et sideværelse, og der hentes en læge.

Imens samler adskillige kongresmedlemmer fra sydstaterne splinter fra Brooks’ stok op fra gulvet, som var det hellige relikvier.

Slavespørgsmål delte USA

45-årige Charles Sumner var den suverænt mest ivrige og højrøstede abolitionist – tilhænger af slaveriets ophævelse – i Kongressen. Som ung jurastuderende var han rejst til Europa, og i Frankrig havde han mødt sorte medstuderende. Det gik op for ham, at forskellen på sorte og hvide i USA umuligt kunne skyldes hudfarven, men derimod manglen på lige muligheder.

Som mange andre i nordstaterne mente han, at slaveriet skulle begrænses til de stater, hvor det allerede var lovligt. Men i takt med at landet voksede, blev spørgsmålet om slaveri mere og mere presserende: Skulle det være tilladt at holde slaver i nye delstater eller ej?

Spørgsmålet blev ikke mindre kontroversielt af, at slavestaterne havde uforholdsmæssig stor indflydelse, fordi hver slave talte som ⅗ borger i forhold til delstatens befolkningstal, på trods af de ikke kunne stemme. Det betød, at slavestaterne fik flere medlemmer af Repræsentanternes Hus og valgmænd i forbindelse med præsidentvalgene.

Striden resulterede i et stort kompromis i 1850, hvor de nye stater New Mexico og Utah fik lov til selv at bestemme, om det skulle være tilladt at holde slaver eller ej. Flertallet af politikerne fra nord var sikre på, at nationens enhed var bevaret for eftertiden, men Sumner var rasende. Slaveriet blev i visse afskygninger tilladt i begge stater og sydstaterne kunne dermed øge deres magt.

Men endnu var flertallet i nord ikke på hans side. Mange virksomheder og deres ansatte var afhængige af produkter sydfra, især bomuld, og de ønskede ikke at brænde for mange broer i forhold til deres partnere sydpå.

Alligevel lykkedes det Sumner med et knebent flertal at blive valgt ind i Senatet for Massachusetts i 1851.

Aktivister med økser

Den nye senator blev hurtigt en forhadt mand i sydstaterne og symbolet på de mest ekstreme abolitionister. Vrede demonstranter i hans hjemby Boston smadrede den 24. maj 1854 dørene til byens domhuset med økser, for at befrie den unge slave Anthony Burns, der var flygtet fra Virginia. Demonstranterne fejlede, men dræbte en fængselsbetjent og i syd var der bred enighed om, at blodet var på Sumners hænder, pga. hans taler imod slaveriet.

USA var allerede på kogepunktet og det næste slag mellem slaveejere og abolitionister skulle stå i Kansas, der var på nippet til at blive ny delstat. I nord støttede organisationer modstandere af slaveriet, der ville flytte til delstaten, men selvtægtsmænd fra sydstaterne strømmede til. De stod bag både overfald og drab på dem, der var imod slaveriet. Ved statens første valg stemte mere end 6.000, selv om kun 1.500 vælgere var registreret.

Resultatet var endnu en stat på slaveejernes hænder, hvor nye love endda så stort på den amerikanske forfatning. Borgere kunne bl.a. idømmes hårdt strafarbejde for ytringer, der bakkede op om abolitionisterne, og der var dødsstraf til dem der hjalp flygtede slaver.

Konflikten fik vidtrækkende politiske konsekvenser. Whigpartiet blev sprængt, da det var tydeligt dets mere moderate kurs overfor sydstaterne havde spillet fallit. De politikere der mente, at der var behov for en mere konfrontatorisk kurs slog sig sammen i en ny gruppering: Det Republikanske Parti.

I starten havde partiet kun tre ud af Senatets 62 medlemmer – herunder Charles Sumner – men det skulle Sumners berygtede tale snart lave om på.

Skøgen ved navn slaveri

Den 19. maj 1856 var selv damernes galleri i Senatet fyldt til bristepunktet for ingen ville gå glip af senator Sumners ord om den politiske udvikling i Kansas.

Og uanset om man så ham som helt eller djævelen selv, skuffede hans taler aldrig. Sumner var berygtet for at gå til stålet og ikke bleg for at blive personlig. Mange mente han virkede som en bedrevidende snob, der talte til andre, som om de var børn.

“En forbrydelse er begået, som er uden fortilfælde i fortidens annaler. Det er voldtægten af et jomfrueligt territorium,” sagde Sumner med slet skjult hentydning til rygter om slaveejere i syd, der voldtog deres slavinder og fik børn med dem.

Flere af sydstatspolitikerne skævede forarget op mod kvinderne i galleriet.

“Striden er ikke længere lokal, men national. Nu, mens jeg taler, samles tykke skyer i horisonten og truer med at formørke landet, som allerede pulserer af hviskende ord om borgerkrig,” fortsatte han.

Hen mod slutningen af den fem timer lange tale, gik Sumner i kødet på navngivne kolleger – blandt andet Andrew Butler, en aldrende politiker, der ikke var til stede, fordi han som følge af en hjerneblødning havde svært ved at tale. Han beskrev Butler som en klovn, fra hvis mund der kun kunne forventes vrøvl. Til sidst gjorde Sumner endda grin med Butlers selvopfattelse som en gentleman:

“Han har taget sig en elskerinde, som, selv om hun er grim i andres øjne, altid har været ham kær – som, selv om hun i resten af verdens øjne er korrumperet, i hans er kysk. Jeg taler om skøgen ved navn slaveri!”

Slaveejerne var chokerede og tre dage senere overfaldt Preston Brooks ham i selvsamme lokale. Sumner blev slået halvt fordærvet og selv Brooks havde brug for lægehjælp efter angrebet, da han var kommet til at slå sig selv over øjet med sin stok.

300 dollars i bøde

Efter angrebet får Sumners venner hjulpet ham hjem fra Senatet, hvor han bliver tilset af adskillige læger. Mens han ligger og svæver mellem liv og død, spreder nyheden om det blodige overfald sig som en præriebrand.
Reaktionerne deler landet i to: I nord er overfaldet et angreb på ytringsfriheden, demokratiet og selve nationen, samt et bevis på, hvordan slaveriets ondskab siver ind overalt.

I syd anses Brooks for at være en helt. Han har forsvaret sin egen, sin slægts og sin stats ære. Overfaldet handler ikke om politik, men om yankees, der hovent og med væmmelse ser på sydens traditioner og levemåde. I ugerne og månederne efter modtager Brooks et utal af stokke, som giverne opfordrer ham til at bruge, hvis Sumner ytrer sig igen.

Det gør han ikke foreløbig. Sumner er så medtaget, at hans plads i Senatet står tom i et par år. I sydstaterne beskyldes han for at overdrive sine skader, men i nordstaterne fører hans lidelser til enorm opbakning til Det Republikanske Parti.

Brooks eneste straf er en bøde på 300 dollars, som han idømmes af en særdeles venligsindet dommer. Han trækker sig frivilligt fra Repræsentanternes Hus, da et flertal finder ham uværdig til at blive siddende. Men ved et ekstraordinært valg i South Carolina, genvælges han noget nær enstemmigt. Lang bliver karrieren dog ikke. Han dør allerede i 1857 af en akut og pinefuld strubehoste.

Men hans udåd har fået dominobrikkerne til at falde.

Ved præsidentvalget i 1856 er republikanerne tæt på at vinde over demokraten James Buchanan. En smal sejr til Buchanan i tre nordstater afgører udfaldet. For sydstaterne står det nu lysende klart: Sydstaterne kan ikke vinde et præsidentvalg uden støtte i nord, mens kandidater fra nordstaterne kan ignorere syden.

Massachusetts lovgivende forsamling genvælger med overvældende flertal Charles Sumner til Senatet, hvor han nu har selskab af 19 andre republikanere. Han forarges i lige så høj grad som mange andre i nordstaterne, da et flertal af stokkonservative højesteretsdommere i 1857 afgører, at slaven Dred Scott ikke kan betragtes som en fri mand, selv om han har boet fire år i en stat, der ikke tillader slaveri.

Dommen skubber yderligere til splittelsen og understreger, at ingen sort – fri eller ufri – kan betragtes som borger i USA og nyde forfatningens beskyttelse. For sydstaterne er afgørelsen en selvfølge, men i nord er det tydeligt, at dommerne uddriver politik med det formål at udbrede slaveriet og styrke sydstaterne.

Det står klart for nordstaterne at noget må gøres. USA er på vej til et åbent opgør.

Krigens første træfning

Året efter stiller slaverimodstanderen Abraham Lincoln op til Senatet. En række debatter mod demokraten Stephen Douglas gør ham landskendt – hadet i syd og elsket i nord. Adskillige gange nævner han overfaldet på Sumner og gør det klart for tilhørerne, at de står over for et valg mellem to vidt forskellige verdenssyn.

Vælgerne ender med at give demokraterne en syngende lussing og den populære Lincoln bliver republikanernes præsidentkandidat ved valget i 1860. Politikere fra sydstaterne truer med at trække deres stater ud af unionen, hvis Lincoln vinder, men truslen holder ikke Charles Sumner tilbage. Han kaster sig ind i valgkampen med støtte til Lincoln, og mange vælgere bakker endda op om hans krav om en fuld ophævelse af slaveriet, selv om deres præsidentkandidat er mere moderat.

I fyldte kirker, på markedspladser og i forsamlingshuse tordner han mod sydstaterne og flere kompromiser:

“I bedes om at overgive jeres principper, jeres stemmer og jeres sjæle for at berolige syden,” advarer han.

Sumners ord er med til at samle norden. Det er forbi med de stemmer, der mener, at slaveriet kan fortsætte i de stater, hvor det allerede eksisterer. Og vælgerne i nord ved, at deres stemmer er de afgørende. Det viser sig i 1860, da Abraham Lincoln vinder præsidentvalget uden støtte fra en eneste sydstat. Dermed er terningerne kastet.

Kort før nytår udtræder South Carolina af unionen, og ti andre stater følger efter. Officielt begynder Den Amerikanske Borgerkrig den 12. april 1861 med bombardementet af Fort Sumter i South Carolina, men både dengang og nu er overfaldet på Charles Sumner i Senatet blevet kaldt for krigens første træfning.

For da Brooks pryglede Sumner med sin stok og næsten slog ham ihjel, var der ingen vej tilbage.