Storhedsvanvid gjorde russisk erobringstogt i Amerika til en katastrofe

Ambition fører Rezanov til hoffet

Nikolai Petrovich Rezanov blev født ind i en adelig familie i 1770’ernes Rusland. Den unge Rezanov havde store ambitioner, og da han meldte sig til hæren som 14-årig, talte han allerede fem sprog.

Efter seks år i militæret blev han retsdommer i Pskov, men provinsen begyndte hurtigt at kede den temperamentsfulde Rezanov, der for enhver pris ville smage magtens sødme.

Ved hjælp af sin charme og sine talegaver smigrede han sig derfor til et sekretærjob ved hoffet i Skt. Petersborg.

Her styrede Katarina den Store sit rige, og i Vinterpaladset kunne Rezanov hurtigt kravle til tops i hierarkiet, hvor han fik mulighed for at pleje selskab med imperiets vigtigste mænd.

Sibiriens pelskonge dukker op

I 1793 mødte den nu 29-årige Rezanov en person, hvis barske liv stod i skærende kontrast til det fornemme hof.

Grigory Shelikhov var kendt som “Kongen af Sibirien”. Sin formue havde han skabt på at jage havoddere i Alaska og sælge pelsen gennem sit handels-kompagni.

Pelskongen ville have zarinaen til at støtte hans kompagni for at forhindre, at Frankrig og Storbritannien skulle presse russerne ud af det nordlige Stillehavsområde.

Katarina var ikke afvisende, men ville først have en mand fra hoffet til at inspicere kompagniets handelsstationer.

Den royale inspektør blev Nikolai Rezanov, som rejste til Irkutsk i det centrale Sibirien. Her fremviste Shelikhov sine garverier, handelshuse og våbenkamre.

De to mænd udviklede et tæt venskab, og i 1795 giftede Rezanov sig med pelskongens 14-årige datter, Anna.

Kort efter døde den drikfældige Sheli­khov, hvilket efterlod Rezanov med ansvaret for et af Ruslands største handels-kompagnier.

Den ambitiøse bureaukrat sørgede ikke længe over sin svigerfars død, men rejste tilbage til Skt. Petersborg for at få zarinaens officielle støtte til at udvide kompagniets aktiviteter.

Briternes øgede tilstedeværelse i det nordlige Stillehavsområde var “en dolk i russernes drømme”, erklærede han og argumenterede for, at hans firma skulle have handelsmonopol og kaldes Det Russisk-Amerikanske Kompagni (RAK).

Først i 1799 lykkedes det: Katarinas efterfølger, den paranoide zar Paul, gav RAK “Hans Majestæts Royale Beskyttelse”.

Nu kunne Rezanov plante det russiske flag på ubeboede steder i Amerika, drive handel med fremmede magter – og med den russiske stat som protektor kunne RAK aldrig gå fallit.

Russere stævner ud i Østersøen

I 1803 var tiden inde. Zaren beordrede to russiske skibe til at sejle ud for at anlægge nye kolonier i Amerika og åbne en ambassade i det isolerede Japan.

Rezanov skulle være “zarens statholder i Russisk Amerika med autoritet over domstole og strafudmåling”, og han skulle skabe et “solidt fundament for lov og orden”.

Før afrejsen blev skibene, Nadezhda og Neva, fyldt med fine gaver til japanerne – elfenbenskopper, porcelænsvaser og portrætter af zaren.

Skibenes besætning var en broget flok, for zaren ønskede at styrke Ruslands økonomiske, akademiske og diplomatiske position i verden. Her var flådeofficerer, videnskabsmænd, kunstnere, præster og toppen af den russiske adel.

Nikolai Rezanov havde fået sin vilje – RAK skulle være en magtfaktor i Stillehavsområdet – men kort før afgang døde russerens unge kone, 22 år gammel:

“Al glæde i mit liv forsvandt straks, da Anna gik bort. Mine to børn er skønne, men de river op i mine sår”, skrev han.

Da skibene stævnede ud fra Skt. Petersborg den 26. juli, var det derfor med en dybt bedrøvet Rezanov ombord på Nadezhda. Han skulle aldrig se sine børn eller sin fødeby igen.

Velankommet til København afslørede Rezanov sin mørke side. På zarens regning indlogerede han sig på byens fineste hotel i tre uger og slog sig løs i nattelivet.

Den tysk-estiske godsejer Hermann von Löwenstern beskrev det i sin dagbog:

“Drevet af nysgerrighed besøger Rezanov samtlige beværtninger og horehuse. Fra hotelværelsets balkon råber han ad alle piger, der krydser torvet, og griner højlydt af sine egne vittigheder”.

Skænderi på åbent hav

Ude på Atlanten kom Rezanov hurtigt i konflikt med Nadezhdas kaptajn, Adam Johann von Krusenstern.

Zaren havde nemlig givet begge mænd indtryk af, at de skulle lede ekspeditionen. Men Rezanov var blot chef for diplomatiet, mens Krusenstern som kaptajn havde magten, når skibet var på søen.

Besætningen foretrak åbenlyst den kompetente Krustenstern frem for den humørsyge Rezanov.

“Vi forlod Rusland i den overbevisning, at Rezanov blot var passager. Da han lagde sin godkendelse fra zaren på bordet, overraskede han Krusenstern.

Det er umuligt at forestille sig at dele skib med ham i længere tid. Han er ofte tankeløs, ond, partisk og opfarende”, mente godsejer Löwenstern.

Da skibene nåede Brasilien, eksploderede skænderierne mellem Rezanov og Krusenstern. Mens forrådskamrene blev fyldt med ananas, citroner og appelsiner, skrev officererne en strøm af klagebreve hjem til Skt. Petersborg.

“Zaren vil blive overrasket over mængden af post fra Brasilien”, noterede Löwenstern i sin dagbog. “Rezanov lægger ikke skjul på, at han fordømmer os allesammen. Må bødlen tage ham!”

Rezanovs opførsel blev så utålelig, at de fleste besætningsmedlemmer vendte sig imod ham. De besluttede at dele officersmessen på Nadezhda i to, så en tommetyk skillevæg isolerede den sure russer fra resten af ekspeditionen.

Da skibene stak til søs for at runde Sydamerikas spids, herskede en ond stemning ombord. Löwen-stern kunne næsten ikke holde situationen ud:

“Ubehagelighederne og stressen har gjort dette til en evighedsrejse. Jeg får kul­de­gys­ninger ved tanken om, at jeg skal være sammen med disse folk i tre år”, skrev han.

Kommentaren gjaldt især Rezanov: “Han går på dækket med bøjet hoved som en køter, der er bange for vand”, bemærkede Löwenstern.

Nøgne kvinder forværrer stemningen

Den 24. april 1804 fik skibene atter land i sigte. De nærmede sig Marquesas, en ø-gruppe i det sydlige Stillehav.

Efter et møde med den lokale høvding skete der noget, som fik sømændene til at juble. Snesevis af nøgne kvinder svømmede ud til skibene og gik med mændene ned under dæk i bytte for glasperler og tøj.

Rezanov tog ikke del i festlighederne. I stedet skældte han senere Krustenstern ud foran besætningen. Det var en ydmygende handling, som fik kaptajn Lisiansky fra søsterskibet Neva til at reagere:

“Du er sindssyg og bør spærres inde i din kahyt”, truede han.

Den kontante udmelding fik Rezanov til at holde lav profil for en stund, og da skibene kort efter nåede til Hawaii, begyndte han igen i sine tanker at ligge vidtløftige planer for et russisk Amerika.

Den lokale konge handlede med RAK i Alaska, og ørigets frodige landskab gjorde et stort indtryk på Rezanov. “Hele Sibirien kan forsynes med sukker fra Owyhee”, skrev han om en af øerne.

Et skår i glæden var dog nyheden om, at Sitka, den vigtigste RAK-koloni i Alaska, året forinden var blevet udslettet af lokale stammer.

Ekspeditionen besluttede derfor at sende det ene skib, Neva, mod nord for at generobre kolonien. Imens fortsatte Rezanov på Nadezhda.

Kamphaner slutter fred på Kamtjatka

Efter endnu en opslidende sørejse fik Nadezhdas besætning atter russisk grund under fødderne den 3. juli 1804, da de nåede Kamtjatka-halvøen. Den lokale guvernør, der dukkede op kort efter, måtte straks mægle mellem de to ledere.

“Jeg er blevet holdt som gidsel ombord i syv måneder”, klagede Rezanov.

“Jeg forbander det øjeblik, jeg fik noget at gøre med Det Russisk-Amerikanske Kompagni”, råbte Krusenstern som svar, før han brød grædende sammen.

Guvernøren indså hurtigt, hvem der var kilden til uroen, og beordrede Rezanov til at undskylde offentligt. Med denne skrøbelige våbenhvile kunne Nadezhda sejle videre til Japan.

Rezanovs forsøg på at åbne en russisk ambassade i Japan slog dog fuldstændig fejl. De forsigtige japanere lod russerne overvintre og vente i et halvt år, før de afviste ethvert samarbejde i 1805.

Afslaget var selvforskyldt, mente Löwenstern. Rezanov havde nemlig fornærmet japanerne ved i fuldskab at tisse ud over rælingen, mens de lokale i Nagasaki så på. Rezanov var en skandale:

“Hele Japan taler om Dem. Folk siger, at De er anderledes end hollænderne. Mere stolt, mere hidsig, og De ser ned på japanerne”, fortalte en tolk ham.

Amerika skal redde ekspeditionen

Det var således en slagen Rezanov, der returnerede til Kamtjatka den 24. maj 1805. Turen havde indtil nu været én lang fiasko. Hvis Rezanov ville tages seriøst i Rusland igen, måtte han tilbage til Amerika og udrette noget spektakulært.

Nadezhda var nedslidt, så Rezanov skaffede et nyt skib, Maria, og planlagde en ekspedition til Nordamerika.

Her ville han besøge RAK-kolonierne og erobre nye territorier. Skibets lastrum blev fyldt med forsyninger, og den 14. juli 1805 lettede Maria anker med bare 25 mand ombord – Krusenstern og de øvrige officerer nægtede at tage med.

Størstedelen af besætningen var barske og ildelugtende lykkeriddere, der drømte om at tjene stort på Alaskas havoddere. Fartøjet var heller ikke for kønt.

Rezanov beskrev indledningsvis Maria som handelskompagniets “nyeste og bedste skib”, men efter kun få dage til søs drattede bovsprydet i vandet, og de alt for tynde master truede konstant med at knække, når det blæste op.

Russernes første møde med deres oversøiske kolonier var de vulkanske Pribilof-øer, 300 km fra Alaskas kyst.

Her måtte Rezanov justere sine forventninger om et velordnet samfund. 15 russiske sæljægere boede i jordhuler, hvor tagene blev holdt oppe af ribben fra hvaler.

I de følgende uger sejlede russerne fra koloni til koloni langs øgruppen Aleuterne, mens Rezanov kontrollerede regnskaber og løste konflikter. Russeren følte sig som “både zar og Gud”, når han ankom og fældede hurtige domme over drukkenbolte og tyveknægte.

På øen Unalaska spurgte Rezanov de indfødte aleuter, hvad de syntes om den lokale RAK-chef, Emilian Larionov.

“Han er som en far for os”, lød svaret, hvorefter en tilfreds Rezanov gav Lario­nov en guldmedalje fra zaren.

I virkeligheden blev de lokale truet til at tage på lange, farlige jagtekspeditioner med russerne, for uden deres kajakker og spyd havde europæerne ikke en chance for at fange de sky havoddere.

De lokale skal kristnes

Den 31. juli ankom Maria til den vigtige RAK-koloni Kodiak nær Alaskas fast­land.

Den russiske kron­koloni bestod af 30 hytter, en smedje og et lagerhus fyldt med 18.000 hav­od­der­pelse til en værdi af ca. to millioner rubler – penge nok til at finansiere hele tre verdensomsejlinger.

Der var ydermere en lille kirke og en håndfuld gejstlige, som anførtes af munken Gideon. At de lokale skulle omvendes til kristendommen, var et krav fra zaren i Skt. Petersborg.

Rezanov gjorde derfor også sit til at bistå aleuternes dannelse ved at fylde den lokale skole med bøger og videnskabelige instrumenter, som han havde købt i London.

I august 1805 sejlede Maria til kolonien Sitka i det sydligste Alaska, hvor RAK-bossen Alexander Baranov havde sit hovedkvarter.

Han fortalte, hvordan kolonien var blevet stiftet i blod. Sammen med 22 russere og 200 aleutere i kajakker slog han i 1799 de lokale tlingit-krigere tilbage efter et stort slag.

Få års lukrativ fiskeri- og pelshandel fulgte, indtil Sitka i 1802 kom under angreb, og 29 russere blev dræbt.

Kun takket være flådeskibet Neva, som Rezanov året inden havde sendt nordpå, genvandt Baranov kontrollen med kolonien.

Siden havde russerne været i konstant alarmberedskab, for de indfødte lurede stadig i skovene bag bo­sæt­telsen.

USA sender våben til de indfødte

Frygten var ikke ubegrundet, for amerikanerne havde udstyret tlingit-krigerne med våben i bytte for havodderpelse.

Det nystiftede USA så nemlig gerne, at de lokale drev russerne på flugt.

“Vi lever på en klippe med vagter og ladte kanoner, så vi er altid klar til at modtage gæs­ter”, skrev Rezanov, der ellers ikke havde meget tilovers for sine landsmænd.

“Jeg har ikke i hele mit liv set så megen fuldskab”, lød det i et brev til Gideon, som var en af de få, der orkede at kom­mu­ni­kere med den vrisne russer.

Rezanov og hans besætning måtte overvintre i Sitka, men i løbet af oktober meldte en ny stor fjende sin ankomst: sulten. De 200 russere i kolonien måtte tage til takke med sælkød, tynd suppe og vodka.

Til sidst var russerne tvunget til at fange krager for at overleve, og den 25. februar 1806 havde Rezanov fået nok:

Otte russere var døde af sult, og 60 lå syge. Han efterlod derfor Maria, riggede et mindre skib til og sejlede mod syd med 40 mænd ombord. Målet var det sagnomspundne og frodige Californien.

Turen går til paradis på jord

Da tågen lettede over San Francisco den 28. marts 1806, kunne indbyggerne i den spanske koloni observere et skib med et slidt russisk flag kaste anker ude på havet.

En lille båd blev sat i vandet, og da den nærmede sig kysten, kunne spanierne se en fin herre stå i stævnen.

Manden var Rezanov – så afkræftet, at han næsten ikke kunne holde sig oprejst. Hans ånde stank af skørbug, han havde lus i håret, og hans mave krampede sig sammen.

Men russeren holdt facaden, da han hilste på San Franciscos kommandant, Don José Dario Arguello.

Efter den endeløse vinter i Alaska syntes kolonien at være et paradis. Spanierne havde spioner i Skt. Petersborg og var udmærket klar over, at russerne drømte om at tage magten i Californien. Alligevel behandlede de deres gæster som konger.

Russerne mæskede sig i lammekød og kirsebær i guvernørens hus, hvor Rezanov også fik øje på hans 15-årige datter – den fortryllende smukke Conchita. Hun var høj, slank og havde den spanske adels lyse hud.

Gennem de følgende tre uger investerede Rezanov al sin charme og forfinede talegaver i at overtale spanierne til at indgå en handelsaftale med de sultende russere i RAK.

Han delte ure, medaljer og elfenben ud til sine værter – gaver, som japanerne ikke havde taget imod.

“Vi må skjule vores desperation. Spanierne er ekstremt mistænksomme over for os russere”, bemærkede Rezanov.

Forhandlingerne førte ikke til noget, men så friede Rezanov til guvernørens datter efter i ugevis at have gjort kur til hende: “Jeg tilbød at tage hendes hånd, og hun accepterede”, skrev han.

Forlovelsen kom bag på spanierne, som dog arrangerede en fest for at fejre begivenheden.

Et bryllup kunne imidlertid ikke komme på tale, før paven havde godkendt giftermålet mellem en katolsk kvinde og en russisk-ortodoks mand.

Eventyret slutter i Sibirien

Efter tre års fiasko var Rezanov lykkelig over sit lille trick – hans frieri beroede nemlig mere på ønsket om at sikre spanske leverancer af mad til de russiske kolonier end kærlighed:

“I denne position kan jeg tjene mit land”, fortalte han i et brev til Ruslands handelsminister.

Det var derfor en opløftet Rezanov, som fyldte sit skib med 200 tons korn før hjemrejsen.

Tilbage i Alaska forsynede han kolonierne med mad, før han krydsede Stillehavet og begyndte den lange rejse tilbage til Skt. Petersborg.

Undervejs drømte han om RAK’s gyldne fremtid, men da Rezanov sad i en slæde på vej gennem Sibirien, ramtes han af lungebetændelse og høj feber. Den 8. marts 1807 kollapsede han uden for byen Krasnoyarsk og døde kort efter.

Nikolai Rezanovs rejse var en fiasko, men brevene fra Californien inspirerede RAK til at prøve lykken.

I 1812 etableredes den lille koloni Fort Ross nord for San Francisco, der skulle blive et sandt kornkammer for pelsjægerne i Alaska.

Ruslands status som kolonimagt var dog kortlivet, og i 1867 vågnede landet brat op fra sin amerikanske drøm.

Dyre krige og frygten for en britiske invasion fik landet til at afhænde Alaska til USA for sølle 7,2 millioner dollars. Med salget døde Rezanovs ambitiøse drøm, før den for alvor var begyndt.