En lejr nær Fredericksburg, 25/12 1862
Min kære søster
Så er det blevet juledag. Solen skinner svagt gennem et lag af tynde skyer, og luften er mild og behagelig.
En sagte brise får bladene på de høje fyrretræer, der vokser ved vores bivuak, til at bevæge sig på en måde, så deres raslen lyder som musik. Her er ro og stilhed, og det bringer sørgmodige og pinefulde tanker frem.
Hvor mange familier samledes ikke på denne dag for et år siden for muntert at fejre julen?
Glade og i godt humør skålede de for de familiemedlemmer, som ikke kunne deltage i fejringen, fordi de befandt sig ved fronten.
På tankens kærlige vinger sendte de alle de mest oprigtige og dybtfølte ønsker for, at deres kære skulle vende sikkert hjem*.
Men dette år mødes de samme familier i sorg for at mindes de kære, som de siden har mistet. Forestil dig, at alle de døde (alle, som er blevet dræbt, siden krigen begyndte) blev lagt i en stor dynge, og at alle de sårede blev stillet op i en samlet gruppe.
Hvis det kunne ske, så ville de dødes blege ansigter og de såredes klage sende rystelser af rædsler gennem hjerterne på de mennesker, som er skyld i denne krig.
Deres hjerter ville skælve af en sådan smerte, at de hellere ville være blandt de døde – eller blandt dem, som vred sig i smerte – end stå foran Gud med sådanne forbrydelser på samvittigheden.
Og så har jeg ikke engang nævnt rædselsskrigene fra de mødre og fædre, som græder over deres sønner, fra de søstre, som græder over deres brødre, fra hustruer, som græder over deres mænd, og døtrene, som sørger over deres fædre.
Alligevel tænker ingen tilsyneladende på den elendighed og ulykke, som spreder sig over landet.
Hvornår vil denne krig dog få en ende? Vil vi også befinde os i en lejr, når den næste jul kommer?
Kort om Taliaferro “Tally” Simpson
Åh, hvor jeg håber, at freden snart vil sænke sig over vores unge, men højtelskede land, og at vi igen snart kan mødes i lykke og glæde.
Men nu har jeg talt nok om mine triste tanker. I stedet vil jeg fortælle dig, at vi for nogle dage siden marcherede ind i byen. Begge hæres forposter befinder sig stadig på de samme positioner, som de indtog før slaget*.
Vores regiment blev indkvarteret på markedspladsen, mens de andre kom til at bo i butikker og i private huse. Byer, som blev plyndret og hærget i antikken, har jeg ofte læst om.
Men ikke før jeg så, hvad der var sket i Fredericksburg, forstod jeg til fulde, hvad det handlede om.
Husene er hullede af granater og kanonkugler**. Det gælder især de bygninger, som ligger tæt på floden. Dørene til butikkerne er brudt op, og alt, hvad der var noget værd, er fjernet.
Regnskabsbøger, notesblokke, breve og papirer fra både private og af offentlig karakter er fjernet for siden at blive spredt ud over gaderne og trampet under fode.
Folks private ejendom er blevet taget i besiddelse og ødelagt.
Nordstatssoldaterne slog sig ned i de store palæer. Her tilranede de sig alt, hvad der var af mad, og hvad der ellers behagede dem. Adskillige huse er brændt ned. Den slags ødelæggelser håber jeg aldrig at blive vidne til igen.
På trods af trængslerne virker folk i byen glade og let til mode. Det er, som om de har affundet sig med situationen. Patrioter af den kaliber er sjældne at finde. De vil gå over i historien.
I byen fik vi besøg af brigadegeneral Patrick*.
Han var omgivet af adskillige adjudanter og bar et flag, som viste, at han kom i fredeligt ærinde.
Vi byttede aviser, og flere af vores mænd købte piber, handsker, og andre sager fra de menige, som roede brigadegeneralens båd over floden.
Soldaterne havde masser af alkohol med, og de lo og talte med vores folk, som om de allesammen havde været venner siden drengeårene.
Mere nyt har jeg ikke at fortælle – bortset fra at jeg er døden nær af længsel efter at høre fra jer derhjemme.
Sydstatsgeneralen Robert E. Lee vandt slaget ved Fredericksburg, men tabte krigen i sidste ende. På trods af hans nederlag blev han hyldet som en helt – og endte bl.a. på frimærker.
I hele tre uger har jeg ikke fået brev, og du kan nok forestille dig, hvor ivrig jeg er efter at høre nyt fra jer allesammen.
Postgangen er meget uregelmæssig. Jeg håber, at jeg snart får et brev. Men jeg kan fortælle, at Dunlap Griffin er død. Han døde i Richmond af de sår, som han fik i det seneste slag.
Kaptajn Hance har det godt. Men Frank Fleming er i en dårlig forfatning. Han blev udnævnt til løjtnant for kort tid siden.
“Den slags ødelæggelser håber jeg aldrig at blive vidne til igen”. Tally Simpson, 1862.
Pres Hix kom for at hente de jordiske rester af sin bror Nap og Johnnie Garlington* i går.
De tager de døde med til Richmond i dag. Derefter vil de straks blive ført hjem. Jeg har modtaget den pakke med tøj, som blev sendt til Columbia. Pakken indeholdt en skjorte, et halstørklæde og to par sokker.
Jeg går ud fra, at det var den pakke, som du tidligere sendte til Columbia, så den kunne blive sendt videre til Barnwell i Richmond. Jeg er dig meget taknemmelig for den.
Hvornår kommer Harry** forresten hjem?
Jeg håber inderligt, at freden snart sænker sig over vores højtelskede land.
Gid vi alle snart må mødes og være glade.
Din ven
Tally
Efterskrift
Julen 1862 blev Tally Simpsons sidste. Han faldt blot 24 år gammel i slaget ved Chickamauga den 20. september 1863. Nord og syd bekæmpede hinanden i yderligere halvandet år.
Først da Sydstaterne overgav sig den 9. april 1865, standsede blodsudgydelserne. Krigen havde da varet fire år og kostet 620.000 amerikanere livet.