Thanksgiving bygger på halve sandheder

Pilgrimme udvandrer fra England

Pilgrimmene, eller pilgrimsfædrene, som de første engelske indvandrere er blevet kendt som, er i USA blevet mytiske figurer. Alene navnet, pilgrimmene, vidner om deres særstatus blandt de bølger af indvandrere, som skulle følge dem over Atlanten.

Pilgrimmene var medlemmer af en engelsk protestantisk sekt, der kaldte sig separatisterne. De mente, at man skulle praktisere sin tro, sådan som de første kristne angiveligt gjorde det, bl.a. skulle enhver menighed have frihed til at vælge den form for gudstjeneste, som de ønskede.

Ideen fik ikke overraskende en kølig modtagelse af den etablerede kirke, og ethvert tilløb til private gudstjenester blev straffet med store bøder og fængsling. To præster, som havde inspireret separatisterne, var endda blevet henrettet for at opildne til religiøst oprør.

Separatisterne følte derfor ikke længere, at det var muligt at dyrke deres tro i England. De ønskede at finde et sted, hvor de kunne opbygge et samfund, som svarede til de første kristne menigheders, hvor Guds ord var bestemmende for alle aspekter af livet. De nye engelske kolonier i Amerika ville være det ideelle sted.

Mayflower ankrer op ved Plymouth

Den 15. august 1620 stævnede Mayflower ud fra Southampton. Af de 102, der sejlede med Mayflower til Amerika, var det faktisk kun 28, som var separatister. Resten var almindelige englændere drevet af desperation eller eventyrlyst.

Separatisterne udgjorde altså kun ¼ af passagererne på skibet, men alligevel er det kun dem, der fortælles om i senere historieskrivning. Det var nemlig separatisterne, som kunne tillægges de amerikanske værdier, ikke eventyrere og småforbrydere.

Efter tre måneders sejlads nåede Mayflower endelig Amerika. Det første sted, de gik i land, var på spidsen af Cape Cod i vore dages Massachusetts ca. 30 km fra, hvor Plymouth blev anlagt. De gik altså ikke – som myten hævder – i land på Plymouth Rock, en stor klippeblok ca. 200 meter fra Plymouth.

Faktisk nævnes Plymouth Rock slet ikke før 1720’erne, og først omkring den amerikanske revolution begyndte myten om landgangen på Plymouth Rock at blive udbredt. På det tidspunkt var historien om pilgrimmene blevet så populær, at det ville være effektfuldt at kunne udpege et særligt kendemærke, hvor de første gang havde betrådt amerikansk jord.

Tidligt udkast til forfatningen

Dagen efter at de havde nået land, underskrev kolonisterne Mayflowerpagten. Det er i høj grad dette dokument, der har sikret dem deres senere heltestatus. Underskriverne af Mayflowerpagten accepterede en lokalregering baseret på flertalsafgørelse, og kolonisterne svor, at de ville følge lokalstyrets love og regler.

Regeringen ville til gengæld kun blive siddende, hvis den havde opbakning fra de borgere, den regerede. Eller med andre ord – en meget demokratisk forfatning.

Dette dokument blev af John Adams, en af de ledende skikkelser bag den amerikanske revolution, udråbt som grundlaget for den amerikanske forfatning.

Mayflowerpagten er siden John Adams’ udtalelse blevet betragtet som det første store skridt mod det amerikanske demokrati. Og pilgrimmene udnævnt til at have besiddet det demokratiske sindelag, som siden revolutionen har været udnævnt til amerikanernes værdi nummer ét.

John Adams og hans samtid overså behændigt, at pilgrimmene i Mayflowerpagten faktisk havde svoret evig troskab til den selvsamme trone, som de lige havde gjort oprør mod og frigjort sig fra. Og de ignorerede også, at de kongetro pilgrimme næppe var samfundsreformatorer, men bare prøvede at få et lokalstyre til at fungere bedst muligt i en ny og hård verden.

Pilgrimme plyndrede indianerne

Da kolonisterne nåede Amerika, kom de med det samme på kant med de lokale wampanoag-indianere, fordi de plyndrede flere gravhøje, et forrådslager og en boplads. Kolonisterne anså plyndringsgodset for at være en slags gave fra Gud.

Men indianerne så naturligt nok anderledes på det, og det kom til væbnet sammenstød. Ingen blev dog dræbt, men pga. pilgrimmenes tyveri forblev forholdet højspændt.

Den 29. december 1620 grundlagde pilgrimmene byen Plymouth. Byggeriet gik hurtigt, men en stor del af kolonisterne var svækkede af sygdomme, som de havde pådraget sig under overfarten.

Mange hostede voldsomt, en del led af skørbug, og i løbet af vinteren blev kolonisterne svagere og svagere. Kun 50 mand overlevede de mørke og kolde måneder, og pilgrimmene var nu tvunget til at søge hjælp hos wampanoag-indianerne.

Da kolonisterne havde afleveret alt det tilbage, de havde stjålet, forbarmede indianerne sig og bragte de udmagrede kolonister mad. Med indianernes hjælp blev kolonisterne igen sunde og raske, og som tak inviterede de repræsentanter fra wampanoag-stammen til høstfest i september 1621.

Menuen stod på gås eller and til Thanksgiving

Høstfesten varede i flere dage med masser af mad, konkurrencer og lege for at fejre en veloverstået høst. Med tanke på venner og familie i England beskrev Plymouths første guvernør, Edward Winslow, høstfesten i sin dagbog:

“Vores høst er i hus. Fire mænd blev sendt ud på fuglejagt, så vi på en særlig måde kan feste sammen, efter at vi har indsamlet frugten af vores arbejde. På én dag dræbte de fire så mange fugle, så vi, med en smule andet ved siden af, kunne bespise selskabet næsten en hel uge.”

Ud fra denne beskrivelse og andre passager i dagbogen kan historikerne udlede, at menuen ved denne høstfest ikke havde meget at gøre med vore dages fyldte kalkun, tranebærsauce, søde kartofler og græskartærte.

Fuglene, som Winslow skriver om, har næppe været kalkuner, da de trods deres ringe intelligens faktisk er sky og svære at fange. Så med tanke på det store antal fugle, der åbenbart blev spist, og på de kæmpe flokke af ænder og gæs, der findes i området, har menuen snarere bestået af andefugle. Hvis de har været fyldte, har fyldet bestået af urter og løg, da englænderne på dette tidspunkt ikke brugte brød til fyld.

Både hvide og søde kartofler havde fundet vej fra Sydamerika til de europæiske middagsborde i 1621, men var endnu ikke normal spise. Især søde kartofler var dyre, da man mente, det var et afrodisiakum – et elskovsfremmende middel – så heller ikke det har stået på menuen.

Græskar er formentlig blevet spist, men ikke i form af græskartærte. Pilgrimmene havde hverken smør, mel eller sukker til at lave en tærte med, og opskriften på den traditionelle græskartærte stammer fra midten af 1700-tallet.

Den traditionelle tranebærsauce blev heller ikke serveret i 1621. På den tid fandtes sukker sandsynligvis slet ikke i kolonien, da det var for dyrt. Hvis der var tranebær til festen, er de blevet spist friske eller serveret i wampanoag-retter.

Menuen til høstfesten bestod først og fremmest af fugle, vildt, majs, majsgrød, majsbrød, lokale frugter og grønsager, nødder og indianske retter.

Thanksgiving ligger forkert

Et andet fejlagtigt indslag i den nutidige Thanksgiving er forbløffende nok selve dagen, der fejres. Ganske vist takkede kolonisterne indianerne for deres hjælp under høstfesten i 1621, men festen var ikke pilgrimmenes Thanksgiving-dag. Først i 1623 holdt indbyggerne i Plymouth dét, de kaldte Thanks­giving: ikke en fest, men en stille taksigelsesdag med bøn og lovprisning.

I 1700-tallet var det da også denne “religiøse” 1623-variant af Thanksgiving, som blev mindet årligt i New England. Hver kolonis guvernør bestemte en dag i efteråret til taksigelse og lovprisning.

Og efterhånden som folk i begyndelsen af 1800-tallet flyttede vestpå, tog de den puritanske højtid med sig. På den måde spredte helligdagen sig efterhånden til hele landet. Og i 1861 fastsatte præsident Abraham Lincoln Thanksgiving til at ligge på den 4. torsdag i november.

Omkring 1880 blev det imidlertid bestemt, at pilgrimmenes første høstfest i 1621 skulle være “Den Første Thanksgiving”. Det skete, fordi amerikanerne ledte efter helligdage, de kunne gøre til deres egne. Og beretningen om nybyggernes allerførste hårde år havde simpelt hen mere saft og kraft end fortællingen om en dag, der blev tilbragt i stille bøn to år efter.

I 1800-tallet var USA stadig en ung nation, der var i færd med at skabe sin egen identitet og kultur. Og nationale helligdage var vigtige i den sammenhæng: Befolkningen skulle have en dag, hvor de kunne samles og hylde de værdier, nationen var funderet på. Det var derfor ikke vigtigt, hvilken betydning Thanksgiving havde på pilgrimmenes tid, men hvilken betydning den havde i 1800-tallets USA.

Indianere kom ind i varmen med Thanksgiving

Først i 1890’erne blev Thanksgiving, hvad den er i dag. Under de årelange konflikter mellem indianere og nybyggere i 1700- og 1800-tallet harmonerede billedet af pilgrimme og indianere, der festede sammen, nemlig ikke med folks virkelighed.

Fortællingerne om indianernes deltagelse i festen blev derfor helt udeladt. Og først da indianerne var blevet totalt overvundet, begyndte amerikanerne igen at dyrke det fredelige samvær mellem pilgrimmene og indianerne, symboliseret ved deres fælles første Thanksgiving.

Indvandrere blev undervist af børn

Ændringerne i fortællingen om Thanks­giving skete samtidig med, at USA selv ændrede sig radikalt. I 1880’erne skyllede nye bølger af immigranter ind over kontinentet, hovedsageligt fra Øst- og Sydeuropa. De havde både andre sprog, religioner og skikke end de første immigranter, som primært kom fra England og Irland, og mange anså dem for at være en trussel mod den amerikanske livsform. De måtte derfor lære at blive gode amerikanere.

Eftersom flere af immigranterne var analfabeter, lærte de om det nye fædreland fra deres børn, som hurtigt tilegnede sig sprog og læsefærdighed i skolen. Pilgrimmene blev derfor i undervisningen af børnene gjort til idealet for, hvordan indvandrere skulle være. Og ugerne op til Thanksgiving blev tiden, hvor man lærte om dem ved læsning og gennem skuespil.

Når børnene i dag trækker i pilgrims­kostume og indianertøj, er det altså ikke for at gengive historien korrekt – de viderefører bare en tradition for lynkursus i amerikanske værdier.