Tømrersvend antænder guldfeberen i Californien

En flok håndværkere bygger en savmølle ved en californisk flod, da noget glimter i det brusende vand. Guld! Feberdrømmen om rigdom er vakt – men for mange ender den som et grufuldt mareridt.

En flok håndværkere bygger en savmølle ved en californisk flod, da noget glimter i det brusende vand. Guld! Feberdrømmen om rigdom er vakt – men for mange ender den som et grufuldt mareridt.

Getty Images

Tømreren James Marshall inspicerede den kanal, som han og hans mænd netop havde gravet. Kanalen skulle lede vand fra floden American River hen til en savmølle, som de var i gang med at bygge for godsejeren John Sutter. Marshall målte kanalens dybde og så noget glimte. Han tænkte ikke videre over det og gik tilbage til de andre.

Næste dag drev nysgerrigheden James Marshall tilbage til kanalen. Hurtigt så han noget metal, der glimtede i det brusende vand. Marshall mærkede sin puls dunke i ørerne, og hjertet sprang et slag over, da han samlede en klump på størrelse med en ært op.

Han syntes ikke, at det skinnede så meget som guld, så måske var det bare jernkisel. Marshall vidste, at jernkisel var skørt, mens guld var blødt. Han lagde klumpen på en stor sten og slog på den med en mindre sten. Klumpen blev flad, men den gik ikke i stykker.

“Drenge, jeg tror ved Gud, at jeg har fundet en guldmine!” Tømreren James Marshall, da han finder det første guld i Californien.

Marshall gik med lange hurtige skridt tilbage til de andre, der arbejdede på savmøllen. “Drenge, jeg tror ved Gud, at jeg har fundet en guldmine!”, udbrød han.

Smittet af Marshalls ophidselse lagde de alt, hvad de havde i hænderne. De skiftedes til at bide i klumpen. En af arbejderne, som havde gravet guld i Georgia, erklærede: “Det her guld er renere end det, jeg fandt i Georgia.”

Straks løb de alle hen til kanalen og vadede ud i det kolde vand, lukkede kanalens skydeport og fandt hurtigt små flager af guld. Snart stod alle mand og gravede i siderne og i bunden med deres lommeknive – hver med sin euforiske drøm om rigdom og en sorgløs fremtid.

Utroligt nok blev de enige om at bygge savmøllen færdig, før de fortsatte jagten på guld. En af mændene skrev i sin dagbog: “Alle mand vendte tilbage til deres sædvanlige job, men det var guld, man talte om.”

Tømreren James Marshall fandt i 1848 en guldklump i kanalen foran den savmølle, han var ved at bygge. Allerede året efter ankom 100.000 lykkeriddere til Californien.

© Library of Congress

Guldfund fortvivler jordejer

To dage senere red James Marshall tilbage til sin arbejdsgiver John Sutter for at fortælle om sit fund. Sutter så med fortvivlelse på fundet. Han indså med det samme, hvad det betød for hans planer.

John Sutter var kommet til Californien i 1839 med store drømme om at skabe et landbrugsimperium. Californien var på det tidspunkt en del af Mexico, og Sutter var blandt de første ikke-mexicanske indvandrere i det yderst tyndtbefolkede område.

Han købte 200 km2 jord i den meget frugtbare Sacramento-dal. Med hjælp fra de lokale indianere byggede han et stort fort af tørrede lersten. Fortet fungerede både som beskyttelse, handelsstation, beboelse, stald og lade. Sutters gods blomstrede. Indianere passede hans marker, og mexicanske cowboys vogtede hans kvæg.

John Sutter forsøgte at opbygge et landbrugsimperium i Californien, men strømmen af guldgravere ødelagde hans store forretning.

© Kunstmuseum Solothurn

I 1847 erobrede USA Californien fra Mexico. Krigen gav John Sutter en uventet gave. 150 soldater fra Utah strandede i Fort Sutter, da de ikke kunne nå over bjergene, inden vinteren satte ind.

Mange af soldaterne var dygtige håndværkere, så Sutter kunne endelig få bygget den kornmølle og den savmølle, som han længe havde ønsket sig. Møllerne ville give ham en altdominerende rolle i området.

Et stort guldfund ville ændre alt. Soldaterne, mexicanerne og indianerne ville forlade ham for at grave guld. Hans møller ville ikke blive færdige, og horder af lovløse guldgravere ville komme ind og ødelægge hans jord, spise hans korn og slagte kvæget. Sutter bad derfor indtrængende Marshall om at holde guldfundet hemmeligt – bare indtil begge møller var færdige.

Californiens majestætiske natur var et yndet motiv for amerikanske malere i 1800-tallet. Her Sierra Nevada-bjergene malet af den tyske immigrant Albert Bierstadt.

© Smithsonian American Art Museum

Californien var et ubeboet paradis

Amerikas vestkyst lå næsten uberørt hen, imens resten blev koloniseret i 1700-tallet. Befolkningstallet forblev småt – indtil guldfeberen brød ud.

Fra midten af 1500-tallet havde spanske kolonister erobreret det meste af Centralamerika, og Californien var kun et stenkast væk. Men da spanierne undersøgte den amerikanske vestkyst, fandt de et område beboet af spredte indianske stammer og tilsyneladende uden de ædelmetaller, som Mellemamerika var rigt på.

Californien var derfor uinteressant for Spanien, der hverken havde ressourcer eller en befolkning til at iværksætte koloniseringen af det enorme område. I stedet fik området lov til at ligge næsten uberørt hen, og først i 1769 – mere end 200 år senere – begyndte en kolonisering af området.

Langs kysten etablerede spanierne og siden mexicanerne små landsbyer, der var vokset op omkring missionsstationerne San Diego, Santa Barbara, Santa Cruz og San Francisco. Men selv i 1790 var der fortsat kun nogle hundrede spansktalende over for 150.000-300.000 californiske indianere.

I 1821 blev landområdet en del af det nye uafhængige Mexico, men i 1848 overtog USA området efter sejr i den mexicansk-amerikanske krig. På dette tidspunkt levede færre end 100.000 ikke-indfødte i Californien – i 1860 var tallet steget til 380.000.

Rygtet begynder at brede sig

Hemmeligheden var alt for fantastisk til at holde på i de seks uger, det ville tage at bygge møllerne. John Sutter blev selv – trods af sine bange forudanelser – grebet af den euforiske tanke, at han pludselig kunne blive styrtende rig.

I breve fortalte han, at der snart ville ske store ting på Fort Sutter. Flere af hans medarbejdere bemærkede, at Sutter opførte sig underligt.

“Alle forlod mig, fra sekretæren til kokken”. Guldfeberen betød, at iværksættere som John Sutter ikke kunne holde på deres arbejdskraft.

I Fort Sutter slap nyheden hurtigt ud. En af mændene, der var i gang med at opføre savmøllen, ankom til fortets butik, hvor han betalte for sine varer med en lille guldklump.

Flere og flere begyndte at blive væk fra deres arbejde for i stedet at lede efter guld. Soldaterne fra Utah var de første, og til sidst tog også indianerne af sted.

“Alle forlod mig, fra sekretæren til kokken. Jeg blev nødt til at starte på at høste hveden alene, mens de andre gravede og vaskede guld. Selv indianerne kunne jeg ikke længere holde på,” skrev John Sutter fortvivlet i sin dagbog.

I de næste par uger spredte nyheden sig fra mund til mund og nåede efterhånden til San Francisco.

Boghandlerne solgte stabler af bøger til mænd med guldfeber. Bøgerne beskrev bl.a. metoder til test af kostbart metal og de hurtigste rejseruter.

© Bettmann/Getty Images

Forretningsmand starter guldfeber

Sam Brannan var en af de første borgere i San Francisco, der fik nys om, at der var sket noget særligt. Brannan tog til Fort Sutter for at åbne en butik med udstyr til guldgravere. “Alt tyder på, at menneskene her er blevet sindssyge! Alle stopper op og spørger sig selv: “Er jeg skør? Er det, jeg ser med mine egne øjne, virkelig guld, eller er det bare min fantasi?’”, skriver Brannan i sin dagbog.

Den 12. maj var Brannan tilbage i San Francisco for at sprede rygtet og få kunder til sin butik ved Fort Sutter. Han gik ned på hovedgaden, hvor han viftede med sin hat, mens han holdt en flaske fyldt med guld højt hævet og råbte: “GULD! Guld fra American River!”

Folk flokkedes om ham, og synet af det kostbare metal var den gnist, der skulle til for at antænde byen. På tre dage forlod to tredjedele af alle mænd San Francisco. De gik fra koner og børn eller solgte deres hus billigt.

I begyndelsen af 1850’erne var San Franciscos havn ofte så proppet, at skibene måtte vente længe, før de kunne komme til kaj.

© Library of Congress

San Francisco gik fra landsby til metropol

Guldfeberens menneskestrøm fik Californiens småbyer til at vokse eksplosivt – ikke mindst San Francisco, der med sin placering ud til vandet var første stop for de fleste håbefulde gulvgravere.

I 1776 byggede spanske soldater et fort ned til San Francisco-bugten. Spanske missionærer flyttede til og grundlagde bosættelsen “Misión San Francisco de Asís”. Langsomt voksede en lille by op, som tog navn efter missionen.

I 1847 havde byen ca. 850 indbyggere, 12 handelskontorer, to hoteller, to aviser og et stort antal beværtninger. To moler var alt, hvad der endnu var bygget af byens havn.

Da guldgraverne i 1849 begyndte at strømme til, ankom 40.000 af dem med skib til San Francisco. Den lille havneby vrimlede med liv, og huse skød op på de stejle bakker.

På blot ét år voksede befolkningen til 20.000, og i 1860’erne rundede befolkningen 50.000. Hoteller, butikker, bordeller og værtshuse åbnede op overalt i byen.

Det var hertil, alle de succesrige guldgravere valfartede, når de skulle spendere deres rigdomme. San Franciscos hurtige vækst øgede behovet for en mere effektiv transport mellem Øst- og Vestkysten.

I 1869 blev den sidste skinne lagt på den transkontinentale jernbane. Nu lå “det vilde vestens Paris”, som byen blev døbt, åben for hele USA.

100.000 strømmer til Californien

Den 29. maj skrev “Californian” – den lille lokalavis på Sutters fort: “Guld! Guld!! GULD!!!” med kæmpe bogstaver på forsiden af det, der skulle vise sig at blive sidste udgave. Avisen lukkede, fordi alle ansatte tog af sted for at finde guld. Fortets soldater deserterede, og arrestens fangevogterne tog fangerne med sig for at grave guld.

En postrytter blev sendt af sted mod østkysten med den store nyhed, og fra hele Californien begyndte amerikanere, mexicanere og indianere nu at strømme til Fort Sutter.

Ca. 6.000 lykkejægere ankom til Californien i 1848, primært fra Oregon-territoriet og fra Mexico. Mange af dem tjente store formuer ved at samle det let tilgængelige guld. De heldige tjente tusindvis af dollars om dagen.

Få måneder efter guldfundet på Sutters fort nåede rygtet til østkysten sidst på sommeren 1848. Da var det for sent at rejse til Californien. Ingen kunne nå at krydse Rocky Mountains og Sierra Nevada, inden vinteren satte ind.

Guldgraverne indførte industrielle metoder for at lette arbejdet med at sigte mudder og småsten fra vha. flodvand.

© Bettmann/Getty Images

I løbet af vinteren voksede rygterne om guldets omfang sig større og større. Så da sneen begyndte at smelte, var tusinder og atter tusinder klar til at begive sig tværs over det enorme kontinent til et næsten ubeboet og ukendt land.

Op mod 60.000 amerikanere drog i vogntog over prærien, gennem skove og over kolde bjergkæder.

Også fra udlandet strømmede folk til. Fra Syd- og Mellemamerika, fra Europa og fra Asien og Australien ankom det ene skib efter det andet til San Francisco fyldt med folk, der søgte lykken.

Alene i 1849 ankom næsten 100.000 mennesker til Californien – de såkaldte “Forty niners”. De fleste slog sig ned i området omkring Fort Sutter.

Guldfundet var enormt. Guldåren var næsten 200 km lang, og 370 tons blev udvundet fra 1848 til 1853. Guldet ville i dag have en værdi på 7,2 milliarder dollars.

En del af guldgraverne blev rigtigt rige. Men langt de fleste fandt næsten intet. De havde opgivet alt for at jage drømmen om rigdom og lykke. Mange overlevede ikke; hver tolvte døde af sult, sygdomme eller af volden i minelejrene.

Værst gik det dog ud over Californiens indianere. Før 1848 boede her 150.000 indianere. I 1870 var kun 30.000 tilbage. Mange steder var der tale om regulært folkemord for at fordrive indianerne fra deres rige land.

Også for John Sutter blev guldfundet en katastrofe. I sin dagbog skrev han: “Fort Sutter er blevet oversvømmet af folk og er blevet en veritabel basar.”

Sutter kunne ikke skaffe arbejdskraft til sit landbrug, og guldgraverne plyndrede hans marker og stjal hans kvæg. I løbet af to år havde Sutter mistet alt, hvad han havde arbejdet for.

Guldjagtens store sejrherre blev nationen USA. Før 1848 boede færre end 15.000 amerikanere og mexicanere i Californien.

Bare syv år senere, i 1855, var mere end 300.000 indvandrere ankommet til området, der senere skulle blive USA's folkerigeste stat.