U.S. Marshals tæmmede det vilde vesten

Han er imidlertid kun lige nået til bunden af kløften, før et skud hvisler forbi hans øre. Reeves kaster sig ned i mudderet, kryber hurtigt i ly bag nogle træer og trækker sin seksløber – en kraftig Colt.

Efter nogle minutters dræbende stilhed ser han pludselig en skikkelse bevæge sig oppe på skrænten, og i samme øjeblik affyrer Bass Reeves to skud. Skuddene har imidlertid afsløret hans position, så sekundet efter besvares ilden.

Reeves kaster sig til siden og spiller død i mudderet. I flere minutter kan han kun høre regn og torden, men så træder skytten frem fra sit skjul. Et lyn lyser hele kløften op, og nu er Reeves ikke længere i tvivl: Det er Bob Dozier – en af det vilde vestens værste forbrydere.

Reeves spænder forsigtigt hanen på sin pistol og venter, til Dozier er kommet helt tæt på. Så rejser han sig op, sigter mod forbryderens pande og beordrer ham til at smide sit våben.

Dozier er ved at vælte bagover af forbløffelse og forsøger at skyde først. Men på et splitsekund har den lynhurtige U.S. Marshal sendt et dræbende skud gennem halsen på morderen.

Død eller levende

Bob Dozier var blot én ud af de tusinder af kriminelle, som U.S. Marshals fik ram på i Indianerterritoriet – en del af det nuværende Oklahoma.

Fra 1874 og indtil 1907, hvor Oklahoma blev en amerikansk stat og dermed fik eget politi og egne domstole, var korpset afgørende for at holde orden i det kaotiske territorium. Bass Reeves var med hele vejen og skulle sætte rekord for antal anholdelser og dræbte forbrydere.

I 1874 var lovløsheden i Indianerterritoriet blevet så slem, at territoriets høvdinge bad præsident Grant om at gribe ind. Indianerne havde nemlig kun lov til at arrestere og dømme deres egne, hvilket betød, at lykkeriddere og tidligere soldater fra borgerkrigen kunne myrde, stjæle og hærge løs, som det passede dem.

Præsident Grant fandt imidlertid en løsning: Indianerterritoriets hvide og sorte kriminelle skulle fanges af USA’s mar­shals og fragtes til en domstol i Arkansas – lige uden for territoriets grænser. Isaac Parker, en dommer kendt for sin hårde stil, blev sendt til Fort Smith i Arkansas, hvor han ansatte 200 nye U.S. Marshals til at patruljere det 192.000 km² store Indianerterritorium.

U.S. Marshals var perfekte til opgaven: Som de føderale domstoles eget politikorps havde de allerede stor erfaring med at anholde mistænkte og aflevere stævninger på tværs af statsgrænserne. Men der var en verden til forskel på velregulerede steder som Massachusetts og det praktisk talt lovløse og tyndt befolkede Indianerterritorium.

Hver marshal patruljerede et område, der var lige så stort som nutidens London, og betjentene skulle både passe på skydegale forbrydere og hævnlystne indianere.

I 1875 holdt Isaac Parker en tale for sine nyansatte marshals i Fort Smith, hvor han sagde de berømte ord:

“Fang dem – døde eller levende”.

Bass Reeves levede blandt indianere

Mellem de 200 spændte nye betjente befandt sig en enkelt afroamerikaner: den 190 cm høje Bass Reeves. Kollegerne spåede ham ikke mange chancer i vildmarken, men den 37-årige Ree­ves var sandsynligvis bedre forberedt på livet som marshal end nogen af de andre.

Han var vokset op i en slavefamilie i Arkansas, hvor han fik sin herres efternavn. Senere blev han sin ejers personlige livvagt, og som det var kutyme under den amerikanske borgerkrig, drog han med sin hvide herre i kamp.

Han var en fantastisk skytte og imponerede selv de racistiske, hvide officerer. Men efter krigen fik han nok. I forbindelse med et heftigt skænderi under et kortspil gav han sin tidligere herre et knytnæveslag i ansigtet og flygtede hovedkulds ind i Indianerterritoriet. Her lærte han at tale muskogee, så han kunne kommunikere med creek-indianerne.

De indfødte lærte ham også at lede efter spor i naturen, så han vha. et hurtigt blik kunne konstatere, hvornår en rytter havde redet forbi. Efter nogle år i vildmarken stiftede Reeves familie og begyndte at arbejde som spejder og stifinder for U.S. Marshals i Arkansas.

Det gjorde han så godt, at tjenesten i 1875 tilbød ham et lukrativt job som U.S. Marshal i det lovløse Indianerterritorium, som han med egne ord kendte så godt, “som en kok kender sit køkken”.

Bass Reeves fik med tiden mulighed for at bevise sine færdigheder. Jim Webb, en hidsig ranchejer, havde i 1883 dræbt en sort prædikant på sin gård, og Reeves fik til opgave at arrestere ham.

Mar­sha­len tog en hvid kollega med sig, for han vidste, at de hvide ofte modsatte sig at blive anholdt af en sort marshal. En tidlig morgen red de op til ranchens stuehus, hvor Webb stod og betragtede dem.

De to marshals havde lagt deres sølvstjerner i lommen og udgav sig for at være rejsende, der blot ville købe lidt morgenmad, men Webb fattede straks mistanke og lod demonstrativt sin højre hånd hvile på seksløberen i bæltet.

Alligevel førte han de to marshals ind i køkkenet og bad dem vente på kokken. Mens de ventede, kiggede Reeves ud gennem et vindue og så Webb hviske fortroligt med en cowboy.

Deres plan var gået i vasken, og Reeves vidste instinktivt, at han måtte handle først, hvis han ville se solen gå ned igen. Kort efter gik de to marshals ud til de to mænd på verandaen, som sad med trukne pistoler på en bænk.

Reeves forsøgte at virke afslappet og talte om vind og vejr, indtil Jim Webb så væk et kort øjeblik. Nu var chancen der. Reeves sparkede lynhurtigt pistolen ud af Webbs hånd og greb ham om halsen med sin venstrehånd, mens højrehånden trak Colt-pistolen og pressede den ind i munden på forbryderen.

“Jeg overgiver mig”, lød det gurglende fra en forskrækket Webb. Den anden cowboy nåede at affyre to skud mod Reeves – der dog begge ramte ved siden af – før den store marshal nåede at vende sin pistol mod angriberen og dræbe ham med et skud i maven.

Til Bass Reeves’ store frustration fik Jim Webb ikke sin velfortjente straf. En ukendt velgører betalte 17.000 dollars i kaution, men den hidsige ranchejer dukkede aldrig op til retssagen. Få år senere skulle Reeves dog få endnu en chance for at lade retfærdigheden ske fyldest.

Fængslet var et rent helvede

Det var ikke så underligt, at Jim Webb havde travlt med at komme væk fra arresten i Fort Smith. I retsbygningens kælder blev fangerne nemlig stuvet sammen i to celler på i alt 300 m², hvor op mod 150 mænd og kvinder fra vildmarken ofte måtte sidde i ugevis. En besøgende, Anna Dawes, var stærkt chokeret over forholdene.

“Dette mørke, overbefolkede hul afgiver den værste stank, du kan forestille dig. Det er et helvede på jord – middelalderligt barbari”, skrev hun i en artikel om arresten.

Og Dawes overdrev ikke: Cellerne var ikke udstyret med toiletter, men spande, og fangerne måtte gå i flere uger uden et bad og et rent sæt tøj.

Stanken af urin, skidt og sved var så slem, at den trængte ind i retslokalet i stueetagen, hvor dommer og advokater forsøgte at holde masken. Desuden var vinduerne i cellerne så små, at dagslyset blev reduceret til evigt tusmørke. Endelig blev fangerne ikke holdt adskilt.

Det betød, at kvægtyve og whiskysmuglere måtte dele celle med mordere og voldtægtsforbrydere. En tur i fængslet var dermed lig med voldelige overfald og chikanerier i en sådan grad, at det kunne føles som en befrielse at komme op til Isaac Parker – dommeren kendt som “Hanging Judge” – og få sin dom.

I 1884 fik Bass Reeves endelig en mulighed for at få ram på Jim Webb, da han fik et tip om, at morderen gemte sig i en købmandsbutik i Arbuckle-bjergene.

Da Reeves og hans medhjælper nærmede sig stedet på hesteryg, så de en bevæbnet Webb hoppe ud gennem et vindue og løbe mod sin hest omkring 100 meter væk. Men da Bass Reeves spærrede vejen, vendte ranchejeren sig og sprintede mod et skovbryn, hvor han stoppede for at skyde med sin riffel.

“Før jeg kunne nå at stige af hesten, havde han skudt en knap af min frakke og affyret endnu et skud, som gennemskar tøjlerne”, fortalte Bass Reeves senere til en avis. Men den erfarne mar­shal var som altid helt kølig. Han hev sin Winchester-riffel op fra sadelhylsteret og tog sigte.

Lyden fra to hurtige skud bragede ud over bjergene, hvorefter Jim Webb lydløst faldt til jorden. Det var med stor tilfredshed, at Bass Reeves undersøgte liget:

“Da jeg samlede ham op, kunne jeg se, at mine to skud havde ramt inden for en halv tomme af hinanden. Han var 400 meter væk, da jeg skød ham”.

Bedriften blev efterfølgende omtalt i en lang række aviser, men det var den hvide kollega, ikke Bass Reeves, der fik æren for at have sat en stopper for Jim Webb. En sort mesterskytte, der fik ram på en hvid cowboy, var alligevel mere, end offentligheden kunne klare.

Kort tid efter fandt Bass Reeves’ navn dog vej til avisoverskrifterne.

Under en patrulje på “the whisky trail” – en rute, der blev brugt til at smugle whisky ind til indianerne – faldt den store betjent i baghold. Han blev pludselig omringet af tre sorte pistolmænd, som tvang ham til at stige af sin hest.

Reeves genkendte dem straks som de lovløse Bruner-brødre og fandt roligt deres arrestordre frem fra sin inderlomme. Reeves spurgte brødrene om datoen, så han kunne ordne papirarbejdet.

“Det er vist dig, der er klar til at blive ordnet”, sagde en af brødrene og greb ud efter sin pistol. Men mar­sha­len var hurtigere på aftrækkeren. Han skød to af brødrene med sin Colt-pistol, hvorefter han greb fast om løbet på den tredje brors våben og slog ham bevidstløs. Efter to minutters arbejde var der tre forbrydere mindre at bekymre sig om i Indianerterritoriet.

Jobbet var dødeligt

Bass Reeves var en dygtig marshal, men at han overlevede sine mange ildkampe med lovløse, må siges at være rent held. Ud af de 200 nye marshals, der lyttede til dommer Parkers velkomsttale i 1875, mistede hele 67 livet i Indianerterritoriet. Betjentene var ofte oppe mod organiserede bander, der skød for at dræbe.

Et eksempel herpå var Dalton-brødrene. Bandens fem brødre begyndte faktisk deres karrierer som ordenshåndhævere og jagtede forbrydere i bl.a. Indianerterritoriet.

Men da den ældste, en U.S. Marshal, blev dræbt i tjenesten, og de andre i en periode ikke fik udbetalt løn, valgte de at skifte side. Brødrene gennemførte et væld af tog- og bankrøverier og dræbte tre U.S. Marshals i processen, før de selv blev skudt og dræbt i 1892.

At arbejdet som marshal krævede meget mere end gode skydefærdigheder, beviste en efterhånden 55 år gammel Bass Reeves i 1893. En Wilson, en 26-årig småkriminel, havde sammen med en kammerat drukket tæt en eftermiddag i Red Dog Saloon i Keokuk Falls.

Herefter stavrede de ud til deres lejr i vildmarken. Dagen efter fandt de lokale et lig flydende i en bæk. To fingre manglede på den ene hånd, og offerets kranie var flækket som efter et øksehug.

Nogle dage senere blev Wilson arresteret af Bass Reeves, som fandt en blodig økse blandt mandens ejendele. Wilson påstod dog, at han havde dræbt en hare med øksen, men den forklaring fik Reeves hurtigt manet i jorden, da han undersøgte mandens lejr.

Han undrede sig over, at der var spor efter to bål, hvoraf det ene var blevet antændt lige op ad et træ. Reeves fjernede asken og gravede lidt.

Ganske rigtigt – nede i den tørre jord fandt han blod. Her havde Wilson hugget sin fælle til døde og forsøgt at skjule blodet ved at tænde et bål. Wilson blev senere dømt til døden i Fort Smith.

Territoriet tages fra indianerne

I 1893 vidste Bass Reeves, at karrieren som U.S. Marshal snart kunne få en ende, men det var ikke alderen, der trykkede. Det var primært hvide farmere, der hungrede efter at slå sig ned og drive landbrug i området.

Allerede i 1889 havde præsident Harrison tilladt, at yderligere 50.000 mennesker kunne ride ind i det nordlige Indianerterritorium og beslaglægge 8.000 km² jord. Et ugemagasin beskrev, hvor hurtigt området blev forvandlet fra vildnis til by:

“Mandag klokken 12 var der nul indbyggere i Guthrie. Før solnedgang var der mindst 10.000. I de mellemliggende timer var gader lagt ud, grunde udstykket, og et kommunalråd formet”.

Regionen var ikke længere en dødsensfarlig vildmark, og i 1893 begyndte regeringen tilmed at udstykke resten af Indianerterritoriet – alle og enhver kunne tage 160 tønder land, hvis de ellers ville dyrke jorden.

Befolkningstallet eksploderede, og de nye byer begyndte at organisere deres egne politikorps. Det betød, at behovet for U.S. Marshals blev mindre og mindre, i takt med at nye byer og lokale lovmænd kom til.

Men på trods af de mange nye indbyggere var Oklahoma endnu ikke formelt blevet en af Amerikas Forenede Stater, og så sent som i 1904 kunne en nu gråhåret og 66 år gammel Bass Reeves stadig ses på hesteryg i Indianerterritoriet. I sin karrieres efterår fandt han endda frem til to mord-eftersøgte texanere.

“Godmorgen, d’herrer”, sagde Reeves.

“Jeg taler ikke med niggere”, lød det fra den ene. Der gik nogle lange sekunder, før den anden texaner spurgte:

“Er du ikke Bass Reeves?”

“Nej”, lød det roligt fra marshalen.

Alligevel trak texanerne deres pistoler og gav Reeves besked på at stige af sin hest.

Texanerne spurgte, om han ville sige nogle sidste ord, før de slog ham ihjel. Reeves svarede, at han havde et brev fra sin kone i inderlommen, og spurgte, om de ville læse det højt.

Han fandt et stykke papir frem fra sin sadeltaske og rakte det til en af texanerne med rystende hænder. Pludselig, og i det samme øjeblik forbryderne så ned på brevet, kastede Reeves sin højrehånd frem og klemte hårdt sammen om den ene texaners hals og greb hans pistol.

“Son of a bitch, du er anholdt”, råbte Reeves, hvorefter den anden forbryder blev så bange, at han straks overgav sig.

Bass Reeves var tjenestens stjerne

Tre år senere, i 1907, red Reeves sin sidste tur gennem vildmarken. I november det år blev Oklahoma officielt en stat og fik sit eget politikorps. Det betød, at U.S. Marshals som føderalt politikorps havde udspillet sin rolle som ordenshåndhæver i vildmarken.

I den forbindelse bragte avisen Weekly Times-Journal et stort portræt af Bass Reeves, U.S. Marshals’ mest dødbringende betjent, der nu skulle på pension:

“Når det føderale styre ophører – når Oklahoma bliver en stat – vil han udskifte seksløberen med en plov og leve af landbrug. I hans hænder har pistolen ellers været et potent redskab til at vriste territorierne fra de lovløse, hestetyvene og sprutsælgerne”.

Avisen smurte tykt på, men den sorte mands gerninger var også enestående: Med mere end 3.000 anholdelser og 14 dræbte forbrydere – alle skudt i selvforsvar – var han den mest effektive Marshal i tjenestens historie. Reeves blev utroligt nok selv aldrig ramt af en eneste kugle.

Det viste sig dog hurtigt, at den gamle betjent ikke uden videre kunne slippe sit fag. Da den 69-årige Bass Reeves havde indleveret sin marshal-stjerne, besluttede han sig nemlig for at blive lokalbetjent i byen Muskogee.

Reeves måtte ty til en stok for at kunne gå sine patruljer, men efter et år kunne en lokal avis alligevel rapportere, at der ikke havde fundet en eneste forbrydelse sted i den gamle mands distrikt.

I 1910 sov Bass Reeves stille ind i en by, hvor lyden af automobiler var begyndt at konkurrere med hestevrinsk og piskesmæld.

Med Bass Reeves forsvandt også en særlig type U.S. Marshal. Efter at han gik på pension, fik tjenesten i stedet karakter af en specialenhed.

Vidnebeskyttelse og bortløbne fanger blev tjenestens topprioriteter. I dag arbejder betjentene typisk i jakkesæt, men udtrykket U.S. Marshals vil dog altid vække associationer til den ranke rytter med en seksløber i bæltet og en sølvstjerne på brystet.