Alt om udvandringen til Amerika: Derfor rejste danskerne mod vest

Det er jo det, alle fortæller: Amerika-brevene fra de mange udvandrede skandinaver; reklamebrochurerne med de flotte billeder af den frodige jord og ikke mindst rederiernes repræsentanter i Norden – agenterne – som garanterer, at lykken venter på alle, der drager til Nordamerika.

Det er svært ikke at lade sig friste til at forlade det fattige liv i Norden, og familien Feilberg er hverken den første eller sidste, der regner med en bedre fremtid i den nye verden.

Millioner af danskere, nordmænd, svenskere og finner har i årenes løb pakket kufferten for at begynde en ny tilværelse i Nordamerika – mange lokket af skruppelløse sælgere, der får procenter, hver gang en ny passager køber billet til Amerika.

Fattigdom florerede i Norden

Tilværelsen i de laveste samfundsklasser var barsk og brutal i 1800-tallets Norden, mest af alt fordi landene i disse år oplevede et befolkningsboom.

Den svenske digter og biskop Esaias Tegnér beskrev i 1833 “freden, vaccinen og kartoflerne” som de vigtigste grunde til befolkningstilvæksten, og hans tese holder historikerne stadig fast i.

En lang fredsperiode betød, at mændene ikke længere omkom i krige, og børnedødeligheden faldt markant på grund af bedre hygiejne og lægebehandling.

Oveni betød effektive dyrkningsmetoder, at befolkningerne i lange perioder havde rigeligt med fødevarer. Også koppevaccinen, som fx Sverige indførte i 1816, fik den generelle dødelighed til at falde.

Men den positive udvikling i landene havde dog en fæl skyggeside: Overbefolkning. Skandinaviske familier fik barn ca. hvert andet år, og det betød, at der hverken var jord eller arbejde nok til alle.

Selv de, der havde et arbejde, måtte kæmpe for livet. Husmænd og daglejere måtte knokle dagen lang uden nogen udsigt til, at deres levevilkår ville blive bedre – ikke mindst fordi de store gård- og godsejere sad på næsten al jorden.

“En fattig arbejder i Värmland kunne aldrig forbedre sin stilling. Den, som var fattig, forblev fattig”, lød det fra en svensk husmand.

Mange fra landet var søgt mod ­byerne i håb om at finde arbejde, men også her var skellet mellem rig og fattig markant.

De fleste tilflyttere endte som ufaglærte arbejdere i de nye fabrikker eller som tjenestefolk – stadig uden udsigt til bedre kår.

I stedet boede de i overbefolkede og usunde lejekaserner. At bryde ud af fattigdommen var praktisk talt umuligt for europæerne.

“Den simple arbejder, der ikke er håndværksmand, har derfor ofte kun valget mellem Amerika og fattiggården”, som en dansker formulerede det i et brev fra Bornholm i 1872.

Men efter 1840 hørte flere og flere skandinaver om “mulighedernes land” på den anden side af Atlanten. Nogle af de første til at drage afsted var norske kvækere fra Stavanger i 1825, efter at de i årevis var blevet forfulgt i hjemlandet.

I 1838 beskrev svenske Carl Friman delstaten Wisconsin som “det herligste land”, og snart bredte drømmen om Amerika sig blandt Nordens fattige.

Alle kunne få jord i Amerika

I Amerika var der arbejde nok. Intet andet sted oplevede en økonomisk vækst som USA, der konstant efterspurgte mere arbejdskraft – og gerne stærke ­nordiske mænd, der kunne knokle.

“De norske folk i almindelighed har et godt omdømme her”, skrev en udvandret nordmand fx i et brev hjem.

I midten af 1800-tallet var det især jernbaneselskaberne, der lokkede ­skandinaver med, at de i Amerika kunne få deres egen jord for en beskeden sum – noget, der var utænkeligt hjemme i Norden.

Selskaberne havde selv fået jorden gratis i forbindelse med konstruktionen af jernbanenettet, og nu kunne de sælge lodderne for 1,25 dollars pr. acre, et stykke jord svarende til en lille fodboldbane.

I USA var interessen for at få dyrket landet i de afsides stater så stor, at den amerikanske regering i 1862 vedtog den såkaldte Homestead Act.

Loven gjorde det muligt for alle mænd over 21 år kvit og frit at få et stykke uopdyrket jord på hele 160 acres, ca. 65 hektar.

De 65 hektar svarede til en stor gård i Norden, og for en fattig nordisk landbrugsarbejder lød tilbuddet om jord som muligheden for at skabe sin egen lykke i et mere frit og lige samfund.

I 1838 skrev Carl Friman fra ­Wisconsin, at “folk kan leve bedre her end i noget andet land, fordi man lettere får noget godt ud af alting. Kornet er meget bedre her, og mælken rigere”.

De mange såkaldte amerikabreve, som de første skandinaviske emigranter skrev hjem, blev drivkraft for masseudvandringen, der fandt sted fra slutningen af 1860’erne.

Amerika-feberen rasede, selvom de allerfattigste landarbejdere næppe havde råd til at betale de 100-150 kr. – en årsløn – for en billet til tredje klasse.

Mange blev grebet af rejselyst, og ­rederiernes agenter stod klar til at overbevise alle om, at udvandringen til USA var det eneste rigtige at gøre.

Agenterne var de rene gribbe

Rederibranchen havde lugtet, at der var store summer at tjene på udvandrerne. Da masseudvandringen tog fart i slutningen af 1860’erne, havde de hurtige dampskibe erstattet sejlskibene.

Dermed tog rejsen fra Europa til Amerika ikke længere to måneder, men kun knap to uger. Den hurtige overfart gjorde rejsen lettere for udvandrerne, men var også en fordel for rederierne, som kunne have flere afgange med det samme antal skibe.

De store dampskibe kunne også rumme langt flere passagerer – især på tredje klasse, hvor emigranterne blev stuvet sammen som kvæg.

For at sælge billetter benyttede rederierne sig af såkaldte udvandringsagenter, der skulle lokke så mange skandinaver afsted som muligt.

Agenterne kredsede rundt som sultne gribbe i kvartererne nær havnen i København, Göteborg og Christiania (Oslo). Hvor end agenterne så en chance, kastede de sig over folk for at sælge drømmen om Amerika.

Og når udvandrerne siden stod med deres billet i hånden på kajen, forsøgte agenterne at sælge alt slags udstyr til overfarten såsom sengetøj, krus, tallerkener og bestik.

En af mest succesfulde udvandringsagenter var skåningen Hans Mattson, der i årene 1866-1881 var ansat af både delstaten Minnesota og jernbane­selskaberne St. Paul & Pacific Railroad og Northern Pacific Railway.

Mattson sørgede bl.a. for at oversætte amerikanske ­pjecer til svensk, så hans landsmænd kunne forstå, hvilke fortræffeligheder USA bød på.

I pjecen “Minnesota og dets fordele for indvandrere” fra 1867 kunne Mattson lokke svenskerne med, at i ­præriestaten var “skoler, kirker, landsbyer og byer sprunget op som med et trylleslag”, og heldigvis var “de sidste spor efter indianerne nu næsten væk”.

Agentsystemet var bygget op omkring hovedagenter med et net af medarbejdere, der indædt forsøgte at overtale skandinaverne til at sælge deres ejendele, så billetten kunne komme i hus.

At forføre kunderne var en lukrativ forretning for hovedagenterne. De havde ofte en længere uddannelse i fx jura og blev hvervet af udenlandske firmaer såsom de store rederier.

Den danske agent Vincent Riber var ansat af det ­britiske rederi State Line, som betalte ­københavneren en årlig gage på lidt over 2.000 kr. Riber fik derudover 10 kr. i provision for hver voksen passager og det halve for børn, han skaffede.

Alene i 1883 solgte Vincent Riber 726 voksenbilletter og 172 børnebilletter, og tjente samlet mere end 10.000 kr. – en tårnhøj løn, der overskyggede, selv en højesteretsdommers indkomst.

Provisionsaflønningen fik mange til at glemme alt om moral og skruppelløst udnytte folks manglende viden.

Det var lige ved at koste fire bornholmere dyrt: De havde allerede hjemmefra indgået en kontrakt om jord i New Zealand, da en agent opsøgte dem i København.

Han overtalte dem til at rejse med sit selskab til Boston, for derfra kunne de nemlig meget nemt komme videre til New Zealand, forsikrede agenten.

Da bornholmerne senere blev opsøgt af en anden agent, der solgte billetter direkte til New Zealand, afviste de ham derfor til at starte med – indtil han viste dem et verdenskort.

Krofatter sendte folk over Atlanten

Da størstedelen af de potentielle udvandrere knoklede på markerne uden for de store byer, sørgede hovedagenterne ofte for at hverve lokale hædersmænd.

Intet var mere effektivt, end når byens købmand eller krofatter begyndte at tale varmt for at udvandre til den nye verden.

Folk på landet stolede på de lange taler om det fantastiske USA, når ordene kom fra respekterede borgere som skolelærere og avisredaktører.

Langtfra alle ­agenter fandt det nødvendigt at fortælle, at de tjente penge på at få folk til at forlade deres hjem.

I Humble sogn på Langeland arbejdede sognefogeden endda som udvandringsagent med stor succes – og sognet havde da også Danmarks højeste udvandringsprocent.

Netværket af agenter eksploderede i 1870’erne og 1880’erne og var snart spredt ud i alle afkroge af Skandinavien.

I Norge beskæftigede de tre rederier National Line, Allan Line og Thingvalla tilsammen ca. 1.400 agenter i 1880’erne.

Københavns hovedagenter havde i 1886 tilknyttet ikke færre end 1.053 underagenter uden for hoved­staden. At det vrimlede med agenter, konstaterede ritmesteren Wilhelm Sommer allerede 20 år tidligere.

“Overalt, hvor jeg er kommet, har jeg desværre set, at befolkningen er grebet af en udvandringsmani fremkaldt af omrejsende agenter og hjemvendte emigranter”, skrev Sommer efter en rundrejse på Sjælland i 1868.

Netop de hjemvendte udvandrere, som fik navnet “yankee’er”, hørte til agenternes vigtigste våben: De blev ikke registreret af myndighederne og drev en lyssky lobbyvirksomhed, hvor de oftest blev aflønnet i form af en gratis rejse hjem, under forudsætning af at de skaffede et antal nye udvandrere.

Når yankee’erne stod i deres Stetson-hatte og fortalte malende om deres eventyrlige oplevelser “over there” med en snert af amerikansk accent, blev deres gam­le landsmænd imponeret.

At lade sig lok­ke af en yankee kunne dog være ­risikabelt. Unge skandinaviske piger fik fx at vide, at de blot skulle skrive un­der på at arbejde et halvt år i USA hos “pæne familier”, så ville de få rejsen betalt.

I virkeligheden var der dog tale om “de liderligste og mest berygtede huse i New York”, lød en advarsel trykt i en dansk lokalavis.

Antallet af yankee’er i Norden er uvist, men historikerne ved, at alene i efteråret 1881 sendte det britiske rederi Allan Line 1.300 svensk-amerikanere gratis hjem til Sverige, hvor de modtog ­provision for hver udvandrer, de fik solgt en billet til.

Rejsen var et mareridt

At agenterne sjældent holdt, hvad de lovede, oplevede mange af de nordiske udvandrere.

Nogle havde solgt alt, hvad de ejede, for at få råd til billetten, men når de gik ombord på skibet mod Amerika, var der hverken de smukke saloner eller overdådige middage, som skandinaverne havde set i de flotte brochurer og i avisannoncer.

For mange af dem blev overfarten til drømmelandet et mareridt.

Langt størstedelen af udvandrerne fra Norden havde kun råd til de billigste billetter på tredje klasse. Her lå de presset sammen i køjer, som stod så tæt, at der ingen plads var til at stille håndbagagen fra sig.

Det værste var dog stanken af bræk, når passagererne i skibets dyb blev søsyge. Toiletforholdene var elendige, så efter et par dage stank der af afføring og urin.

Danske Julie Feilberg, der i 1911 var på vej med fem af sine børn til Canada, havde så svært ved at klare hørmen, at hun og børnene opholdt sig på det vindblæste dæk i dagtimerne.

“Det er ikke morsomt at sidde i otte timer på et dæk i storm og slud uden skjul. Det er bare ikke til at være nedenunder for den kvælende luft og stank”, skrev hun hjem i et brev til Danmark.

Generelt var overfarten anstrengende for børnefamilierne. Svenske Ida Lindgren tog rejsen med sin familie på anden klasse, men også her var rejsen langtfra en fornøjelsestur.

“Kahytten er bælgmørk, så vi har lys tændt midt på dagen”, skrev Ida.

En mørk kahyt var dog bedre end den støj og ballade med tilhørende slagsmål, der jævnligt brød ud i de store sovesale blandt drikfældige mænd, der skulle slå tiden ihjel.

Ifølge danske Hans Jensen, der rejste fra København til New York i 1889, begyndte larmen allerede tidligt på dagen:

“Kl. syv om morgenen blev der liv i køjerne. En harmonika lod sine skrattende toner høre. Svenskerne begyndte at drikke igen af store brændevinsbeholdere, som de havde fået fyldt i Danmark”.

Skandinaverne stimlede tit sammen på overfarten, men mange danskere skrev i breve hjem, at de syntes, svenskerne drak alt for meget og blev grove.

En sådan oplevelse havde 17-årige Christian Andersen i 1894:

“Det er svenskerne, som er så ondskabsfulde. Den anden dag var en svensker blevet så øllet (fuld, red.), at han slog en jyde i det ene øje og forskellige andre steder. Derpå gik han op på dækket og rev tøjet itu på fire danskere”.

Andre gange var stemningen en hel del bedre. Snakken og dansen gik muntert og ubekymret, når harmonikaerne og violinerne spillede op.

“Vi havde det rigtig morsomt på havet. Vi dansede fra morgen til aften. Nordmændene og svenskerne i den ene ende af skibet, og englænderne og irerne i den anden”, skrev norske Karl Hansen Frøseth, som var på vej til Minnesota med sin hustru i 1884.

At have så mange mennesker stuvet sammen under elendige sanitære forhold betød dog, at skibene jævnligt udviklede sig til et sygdomshelvede.

I de store sovesale på tredje klasse, hvor hundredvis af mennesker opholdt sig døgnet rundt, var det næsten umuligt at undgå sygdomme.

Især koleraudbrud forekom, og den livsfarlige mave-tarm-sygdom var passagerernes største frygt. For en hel del nordiske udvandrede endte Amerika-drømmen på havet.

Danske 21-årige Jens Andersen oplevede koleraen på nært hold, da han krydsede Atlanten i 1866.

Næsten 100 af skibet SS Peruvians 758 passagerer endte med at dø af sygdommen, og Jens troede, han skulle samme vej.

Han havde allerede skrevet sit afskedsbrev til familien hjemme på Møn, men efter pleje og karantæne i New York overlevede danskeren.

Værre gik det den svenske familie, han mødte på skibet. Den udvandrede far havde været hjemme i Sverige for at hente sin hustru og tre børn, men allerede inden skibet nåede Amerikas kyst, måtte faren bisætte hele sin familie i havet.

Hjemme i Norden var folk splittede

Den massive udvandring satte tunge spor i hjemlandene – ikke bare i form af brudte familiebånd og savn, men også fordi mange små sogn risikerede at blive opløst, når mange unge udvandrede. Det fjernede udsigten til, at nye generationer ville vokse op i lokalsamfundet.

På statsligt niveau havde folkeflugten mod Nordamerika i begyndelsen været en kærkommen mulighed for de nordiske lande til at få tyndet ud i den store overbefolkning.

I Danmark købte myndighederne endda en enkeltbillet til nogle af landets kriminelle blot for at slippe af med dem. Men efterhånden som emigrationen år for år tog til, voksede bekymringerne.

I konservative og nationale kredse blev udvandrerne set som kujoner, der svigtede deres fædreland; de var intet andet end feje hunde, der tørstede efter at tappe Amerikas mælk og honning i stedet for at smøge ærmerne op og kæmpe for deres eget land.

I Sverige opstod organisationen “Nationalföreningen mot emigrationen” i 1907, som arbejdede for at få unge til at blive i de afsides landområder i stedet for at udvandre. En lignende bevægelse opstod i Norge året efter.

I Finland, som først for alvor oplevede en masseudvandring fra slutningen af 1800-tallet, var myndighederne så negative over for emigrationen, at aviser med positive artikler om udvandring blev beslaglagt.

I Danmark kunne dagbladene skrive og trykke, hvad de ville, men mange aviser ændrede i 1880’erne holdning til emigrationen. I stedet for at trykke beretningerne om Amerikas overdådighed blev overskrifterne mere kritiske.

Langelands Tidende var endnu i 1869 fuld af solstrålehistorier om USA, men da udvandringen kulminerede i Danmark i 1882, var tonen en ganske anden.

Avisen bragte kun sølle to emigrationsartikler – den ene om udvandrernes elendige kår i New York, den anden om en dreng, der havde stjålet fra sin husbond for at kunne komme til Amerika, men fortrød, vendte hjem og “tog sine tæv”.

Udvandringen fandt sin ende

Trods en stigende modstand fra flere og flere sider mistede Skandinaviens lykkeriddere først tørsten efter Nordamerikas påståede fortræffeligheder et stykke ind i 1900-tallet.

Efter børskrakket i 1929 skyllede den økonomiske krise ind over det meste af verden, men intet sted blev værre ramt end USA.

Den økonomiske depression satte en stopklods for masseudvandringen, som allerede var ved at stilne af, efter at den amerikanske regering i 1921 havde indført en kvoteordning.

Strømmen af emigranter havde været massiv i årtier, og landet var ved at være fyldt op.

I alt 2,6 millioner skandinaver havde frem til 1930 forladt deres hjemstavn for at søge lykken i Amerika.

Selvom mange af dem fik succes og skabte sig en fornuftig tilværelse i USA, endte et stort antal også i fortvivlelse. Hårdt slid i hjemlandet var blot blevet skiftet ud med hårdt slid i Nordamerika.

Mange var utvivlsomt skuffede over deres nye tilværelse, men i brevene hjem blev der ofte pyntet på livet i USA, da det blev anset som pinligt ikke at få succes i det forjættede Amerika.

“De fortalte ikke, hvor hårdt det i virkeligheden var at skabe sig en tilværelse langt fra bebyggelse, hvor man ofte kom i karambolage med indianere”, lød det fra danske Hans Rasmussen, der havde bosat sig i Nebraska i 1870’erne.

Også Julie Feilberg erfarede, at lykken ikke blev foræret til nogen. Efter seks års slid på deres jordstykke i provinsen Saskatchewan skrev hun i et brev hjem, at “vi bliver aldrig rige eller engang uafhængige”.

Hun havde ikke fortrudt at tage afsted, men som hos mange andre udvandrere var tvivlen en hyppig gæst:

“Mit sind svinger stærkt mellem frygt og håb, glæde og sorg. Sommetider gribes jeg af en sjælevånd i min rådvildhed og synes, at vi har styrtet børnene ud i noget, vi ikke kan redde dem ud af”.

Julie og Ditlev Feilberg klarede skærene og flyttede aldrig tilbage til Danmark igen. Men som så mange andre nordiske udvandrere endte parret med at indse, at løfterne om guld og grønne skove i Nordamerika var noget helt andet end den benhårde virkelighed, de endte i.