Anthony Comstock trækker kraven op over sine tykke, røde bakkenbarter, så ingen i forsamlingen skal lægge mærke til ham. Den 33-årige borgerkrigsveteran er et kendt navn i det amerikanske samfund, hvor han i snart fem år har slået hårdt ned på, hvad han betegner som “obskøn, uanstændig og liderlig” adfærd.
Siden indførelsen af de såkaldte Comstock-love i 1873 har det været ulovligt at sende seksuelt anstødeligt indhold med posten, og med lovene i ryggen kan specialagenten åbne alle forsendelser og arrestere lovovertræderne.
Arbejdet har den 2. november 1877 ført Comstock til Boston, Massachusetts, hvor forlæggeren Ezra Heywood taler til en forsamling om “seksuel selvbestemmelse”. Comstock har længe ønsket at sætte Heywood bag tremmer for hans syndige tanker om naturlige lyster – og for nylig har agenten afsløret forlæggeren i at sende to obskøne bøger.
“Det var for modbydeligt – jeg var nødt til at forlade lokalet igen”. Anthony Comstock, efter at han overværede et foredrag om kærlighed uden for ægteskabet.
Med en arrestordre i inderlommen finder Comstock plads i salen. Herfra kan han se “begæret lyse ud af hvert et ansigt” hos de fremmødte, mens skamfulde ord som “penis” og “seksuelt samkvem” bliver nævnt på talerstolen.
“Det var for modbydeligt – jeg var nødt til at forlade lokalet igen”, noterede agenten efterfølgende i sin dagbog. Men han tvinger sig ind i salen igen og følger efter Heywood om bag scenen, da talen er færdig. Da forlæggeren ikke vil følge frivilligt med, griber Comstock ham i nakken og slæber ham ned ad trappen. Postagenten kaster sin fange ind i en ventende hestevogn og sender den til byens nærmeste fængsel.
“Djævlens pelsjæger er fanget”, konstaterer sædelighedens forkæmper.
Comstock har fanget endnu en forbryder, men han ved, at der er uendelig mange flere med beskidte tanker derude. Fra 1873 til 1915 bruger han alle sine vågne timer på at opsnuse anstødelige skrifter og billeder – og postagenten helmer ikke, før enhver “sex-galning” er blevet straffet.

“Hr. dommer, denne kvinde fødte et nøgent barn!” siger postagenten Comstock i denne satiretegning fra 1915.
Comstock flyttede til Syndens By
Anthony Comstock voksede op i et stærkt religiøst farmerhjem i New Canaan, Connecticut, hvor moren dagligt læste bibelhistorier, og søndagene gik med kirkegang.
Foragten for seksuel frigørelse fik han ind med modermælken, og fromheden fulgte Comstock, da han under Den Amerikanske Borgerkrig meldte sig til Unionshæren i 1863. Når whiskyflasken blev rakt rundt ved bålet, hældte Comstock demonstrativt sin ration ud på jorden i stedet for at give den væk. Sådan fik han flere fjender end venner – men det rørte ham ikke.
“Kan jeg ofre principper og samvittighed for at blive populær? ALDRIG!” skrev han i sin dagbog.
For Comstock var alkohol ligesom seksuelt begær en prøvelse, mennesket måtte modstå. Derfor blev han chokeret, da han som 22-årig i 1867 flyttede til New York for at finde arbejde. Millionbyens unge mænd savlede over erotiske billeder og bøger, og i barerne sendte servitricerne flirtende blikke.
Unge havde sex uden for ægteskabet, mens skumle typer i smug solgte “gonorréposer” – kondomer – og såkaldte dameskjold (pessarer) og vaginale sprøjter, der forhindrede sygdomme og graviditet.

1800-tallets pessar bestod typisk af en svamp eller en læderhætte, der blev sat op i underlivet af kvinden.
I den kristne ungdomsorganisation Young Men’s Christian Association (YMCA) fandt Comstock opbakning til at sætte hårdt ind imod forfaldet i New York. Organisationen havde forbindelse til magtfulde personer, herunder politikere.
Allerede i 1868 fik Comstock og YMCA presset en lov igennem i New York, som forbød fremstilling, salg og annoncering af “enhver obskøn og uanstændig bog”, hvilket også omfattede kortere skrifter og frække billeder. End ikke skriblerier om emner som prævention og abort kunne accepteres.
Efter et stort lobbyarbejde vedtog den amerikanske kongres i 1873 “Act of Obscene Literature and Articles of Immoral Use”, som fremover blot gik under navnet Comstock-lovene. Nu skulle hele landet finde tilbage til anstændigheden.

New York Society for the Suppression of Vice (NYSSV) blev grundlagt af Comstock i 1873 og eksisterede helt til 1950 – længe efter hans død.
Posten blev overvåget
Næppe havde præsident Ulysses S. Grant underskrevet den nye lov, før Comstock blev sat i spidsen for at håndhæve den. Hans net af snushaner havde myndighed til at ransage, beslaglægge og arrestere. For at anspore dem fik de 50 pct. af bødeindtægterne.
Comstock var især begejstret for, at han nu havde bemyndigelse til at læse amerikanernes post, for via postvæsenet kunne folk jo “i hemmelighed” sende obskønt materiale.
Hver gang en af Comstocks spioner gav ham et tip om en person, som sendte pornografi eller uanstændige bøger med posten, flåede han brevet eller pakken op for at fælde gerningsmanden. De beslaglagte billeder og bøger blev jævnligt brændt.
“Han havde den mest obskøne figur – en kæmpestor penis placeret i en telefonboks”. Comstock om en stødende installation, han så på en bar i Brooklyn.
Censurkongen og hans moralpoliti stod også klar ved bladkioskerne for at nærstudere, om aviser og magasiner trykte sjofelheder. Allerede i foråret 1873 fjernede aviser som The New York Herald og The Sun annoncer for jordemødre, fordi det blev anset som obskønt af Comstock.
Barer og værtshuse blev også overvåget og renset for upassende udsmykning. De mindste fallossymboler blev fjernet, og hos en barejer i Brooklyn mødte Comstock et uhyrligt syn.
“Han havde den mest obskøne figur – en kæmpestor penis placeret i en telefonboks. Han ville udstille den ækle genstand for at tiltrække handel eller et bestemt klientel”, rasede agenten.
Handlen med frække billeder foregik i det skjulte for at undgå bøder, og Comstock og hans folk måtte agere agent provocateurs for at lokke lovovertræderne frem. De gik ind hos cigarhandlere og barberer, der ofte stod bag det ulovlige salg, og spurgte efter nøgenfotos. Når fx en cigarhandler tilbød dem et cigaretui med et frækt billede indeni, blev synderen arresteret.
Samme taktik anvendte Comstock i 1877, da han fældede forlæggeren Ezra Heywood. Specialagenten havde under falsk navn sendt ham et brev og rost hans arbejde som fortaler for seksuel frigørelse. Ved samme lejlighed bad Comstock om at få tilsendt to bøger med posten – obskøne bøger.
Da Comstock modtog bøgerne, kunne han på egen hånd arrestere Heywood i Boston. Retten idømte forlæggeren to års fængsel og en bøde på 100 dollars.
Comstock frygtede mannequiner og lægebøger
I næsten 50 år jagtede Anthony Comstock alt, hvad han tolkede som moralsk upassende. Selv mannequindukker og anatomiske lærebøger fandt censurkongen anstødelige.

Dildoer forgiftede sjælen
Comstock betegnede “gummigenstande med uanstændigt formål”, som “selv-forgiftning til kvinders brug”. Retsvæsenet gav ham ret og idømte dildosælgere bødestraffe. Han konfiskerede i alt 30.000.

Lægebøger kom under lup
“Vejen til bordellet går gennem bogen”, udtalte Comstock. Han gik ikke alene efter bøger med frække historier, men også fagbøger. Selv anatomibøger til medicinstuderende blev det forbudt at sende med posten.

Mavedans var ren råddenskab
Ved verdensudstillingen i Chicago i 1893 så Comstock “den mest skamfulde demonstration af moralsk fordærv”, da han overværede mavedans. Det blev bestemt, at danserne ikke måtte gå i halvgennemsigtige mavebluser.

Ingen penisser på akademiet
I 1906 forsøgte Comstock at forbyde nøgenstudier på kunstakademiet. Han fandt det uhyrligt, at studerende tegnede kroppe ud fra nøgenfotos – især at unge kvinder så på penisser. Retten afviste dog.

Mannequiner fik mænd i uføre
I sine sidste 10 år blæste Comstock til kamp mod mannequindukker, som bar korsetter og hofteholdere, i butiksvinduerne. Han ønskede et forbud mod de sjofle dukker i hele landet, men kampagnen fejlede.
Kvinder kom i kløerne på Comstock
Mens Comstock i de første år gik mest efter amoralske mænd, blev han efter fængslingen af Ezra Heywood stærkt optaget af de såkaldte free lovers, der ligesom Heywwod mente, at staten skulle blande sig uden om folks lyster.
“Det er en svag, doven, uduelig og korrupt type mennesker, blottet for almindelig anstændighed”, erklærede Comstock, der mente, at sådanne folk “hørte hjemme i en svinestald”.
Kvinderetsforkæmperen Sarah Chase, som holdt foredrag om seksualitet, var en af dem. I 1878 arresterede specialagenten hende for at sælge en sprøjte, der ud over at forhindre sygdomme kunne bruges som præventionsmiddel. Chase slap dog for straf, da det ikke kunne bevises, at hun solgte sprøjten til løsagtige kvinder. For at håne den berygtede agent markedsførte Chase efterfølgende kanylen som “Comstock-sprøjten”.

Ann Trow Lohman, bedre kendt som Madame Restell, var en kendt udfører af abort i USA. Hun blev arresteret flere gange og fremstillet som en morder i pressen.
Kvinder med mindre pondus end Chase bukkede dog ofte under for Comstocks indædte jagt. Den 65-årige Ann Trow Lohman, der hjalp kvinder med abort, fik i 1878 besøg af en tøndeformet mand, som hun ikke genkendte. Herren – Comstock i forklædning – ønskede et præventionsmiddel, så hans hustru ikke blev gravid. Restell solgte ham nogle piller og en mikstur.
Ugen efter dukkede manden op igen flankeret af to betjente og to journalister for at arrestere Lohman.
“Hvor jeg dog frygter i morgen”, sagde hun til sin svigersøn, dagen før hun skulle for retten.
Lohmans angst for at tilbringe sine sidste år i fængsel var så stor, at hun tog livet af sig selv samme nat.
Selvmordet betød intet for Comstocks gode forbindelser til den stærkt religiøse fløj af amerikanske politikere. Vel var hans metoder ublu, men resultaterne talte for sig selv.
I 1893 havde han fået dømt flere end 1.000 amerikanere, 800.000 uartige billeder var konfiskeret og ca. 100.000 genstande af sjofel karakter beslaglagt.

Under J. Edgar Hoover (th.) nærstuderede FBI også Hollywood-film for at lede efter moralsk forkasteligt indhold.
Lovene spøgte i 100 år
Selvom Comstock døde i 1915, tog han ikke sine love med sig i graven. Hans censur levede videre i yderligere et halvt århundrede – og ingen ringere end FBI-chefen J. Edgar Hoover tog metoderne til sig.
Ved sin død havde Anthony Comstock mistet en del af sin autoritet i det amerikanske samfund. Alligevel tog det mere end 50 år, før hans censur forsvandt.
Ikke alene overlevede Comstock-lovene i årtier med kun ganske få lempelser undervejs – FBI-chefen J. Edgar Hoover tog også Comstocks metoder til sig. Som ung jurastuderende havde Hoover fundet inspiration hos postagenten, og da han blev chef for FBI, indså han, at overvågning af kommunikationen var et vigtigt værktøj til at kontrollere landet. Hoover udbyggede endog metoderne, så de også talte aflytning.
Med tiden steg presset dog på Comstock-lovene. I 1950’erne lancerede Hugh Hefner sit Playboy-magasin, men selvom postvæsenet først konfiskerede bladet på grund af det obskøne indhold, anlagde Hefner sag – og vandt. Dommen blev dødsstødet for postvæsenets censursystem.
Men først i 1972 blev Comstocks love helt ophævet, da de sidste begrænsninger for prævention blev kendt forfatningsstridige af den amerikanske højesteret.
Censurkongen faldt fra tronen
Hvor Comstock i begyndelsen havde jagtet folk på samfundets bund, steg magten ham efterhånden til hovedet, og fra slutningen af 1800-tallet kunne også overklassen mærke hans ånde i nakken. Selv fine kunstgallerier stormede Comstock nu for at hive uanstændige værker ned fra væggene. Men denne nidkærhed blev hans undergang. Overklassen, der levede efter sine egne normer, sagde fra, og moralens vogter mistede sin politiske opbakning.
I 1913 hævdede New Jersey-avisen Passaic Daily News ligefrem, at Comstock “har gjort sig selv til grin i byen så mange gange, at hans togter er holdt op med at vække nogen interesse”. Satiretegnerne fremstillede ham som munk, og folk morede sig med at kalde ham for “Sankt Anthony”.

Comstocks konstante forsøg på forbud betød, at han blev latterliggjort i pressen. Her fremstilles han som en from munk, der er bange for mannequindukker.
I 1915 trådte 71-årige Comstock endelig tilbage, og tre måneder senere døde han af lungebetændelse. Ifølge ham selv havde han efter 42 år på sin post konfiskeret i alt 160 tons obskøne bøger og andre materialer samt fået 2.740 mennesker dømt til sammenlagt 566 års fængsel.
At 15 af de arresterede begik selvmord, bekymrede ikke Comstock – i en årsrapport skrev han, at når han hørte om dødsfaldene, var det som at “læse en knaldroman”.

“Fanny Hill” udkom i en ulovlig piratudgave i 1887, som indeholdt særdeles eksplicitte tegninger af hovedpersonens erotiske oplevelser.
200 år gammel Fanny ændrede loven
Siden opfindelsen af bogtrykkerkunsten har erotisk litteratur og porno været et emne for lovgivningen i den vestlige verden. Comstock havde kolleger i mange lande, hvor bøger blev forbudt og kunst dækket til. Alene en oversættelse af “Højsangen” fra Det gamle testamente kunne give fængsel i middelalderens Spanien.
Bogen om den prostituerede “Fanny Hill” fra 1748 kom til at få en uforudset rolle i opgøret med censuren. Den blev strengt forbudt overalt ved udgivelsen, men midt i 1960’erne begyndte flere forlag at driste sig til at trodse lovgivningen. Der gik ikke længe, før bogen var en bestseller. Alene i Danmark solgte “Fanny Hill” 400.000 eksemplarer.
De ulovlige udgivelser førte til retssager i flere lande og medførte et skred i lovgivernes indstilling til pornografien. Danmark fjernede loven mod erotisk litteratur i 1967 som det første land, og hurtigt fulgte flere andre efter.