USA’s moralpoliti erklærede krig mod liderlighed

Med en arrestordre i inderlommen finder Comstock plads i salen. Herfra kan han se “begæret lyse ud af hvert et ansigt” hos de fremmødte, mens skamfulde ord som “penis” og “seksuelt samkvem” bliver nævnt på talerstolen.

“Det var for modbydeligt – jeg var nødt til at forlade lokalet igen”, noterede agenten efterfølgende i sin dagbog. Men han tvinger sig ind i salen igen og følger efter Heywood om bag scenen, da talen er færdig. Da forlæggeren ikke vil følge frivilligt med, griber Comstock ham i nakken og slæber ham ned ad trappen. Postagenten kaster sin fange ind i en ventende hestevogn og sender den til byens nærmeste fængsel.

“Djævlens pelsjæger er fanget”, konstaterer sædelighedens forkæmper.

Comstock har fanget endnu en forbryder, men han ved, at der er uendelig mange flere med beskidte tanker derude. Fra 1873 til 1915 bruger han alle sine vågne timer på at opsnuse anstødelige skrifter og billeder – og postagenten helmer ikke, før enhver “sex-galning” er blevet straffet.

Comstock flyttede til Syndens By

Anthony Comstock voksede op i et stærkt religiøst farmerhjem i New Canaan, Connecticut, hvor moren dagligt læste bibelhistorier, og søndagene gik med kirkegang.

Foragten for seksuel frigørelse fik han ind med modermælken, og fromheden fulgte Comstock, da han under Den Amerikanske Borgerkrig meldte sig til Unionshæren i 1863. Når whiskyflasken blev rakt rundt ved bålet, hældte Comstock demonstrativt sin ration ud på jorden i stedet for at give den væk. Sådan fik han flere fjender end venner – men det rørte ham ikke.

“Kan jeg ofre principper og samvittighed for at blive populær? ALDRIG!” skrev han i sin dagbog.

For Comstock var alkohol ligesom seksuelt begær en prøvelse, mennesket måtte modstå. Derfor blev han chokeret, da han som 22-årig i 1867 flyttede til New York for at finde arbejde. Millionbyens unge mænd savlede over erotiske billeder og bøger, og i barerne sendte servitricerne flirtende blikke.

Unge havde sex uden for ægteskabet, mens skumle typer i smug solgte “gonorréposer” – kondomer – og såkaldte dameskjold (pessarer) og vaginale sprøjter, der forhindrede sygdomme og graviditet.

I den kristne ungdomsorganisation Young Men’s Christian Association (YMCA) fandt Comstock opbakning til at sætte hårdt ind imod forfaldet i New York. Organisationen havde forbindelse til magtfulde personer, herunder politikere.

Allerede i 1868 fik Comstock og YMCA presset en lov igennem i New York, som forbød fremstilling, salg og annoncering af “enhver obskøn og uanstændig bog”, hvilket også omfattede kortere skrifter og frække billeder. End ikke skriblerier om emner som prævention og abort kunne accepteres.

Efter et stort lobbyarbejde vedtog den amerikanske kongres i 1873 “Act of Obscene Literature and Articles of Immoral Use”, som fremover blot gik under navnet Comstock-lovene. Nu skulle hele landet finde tilbage til anstændigheden.

Posten blev overvåget

Næppe havde præsident Ulysses S. Grant underskrevet den nye lov, før Comstock blev sat i spidsen for at håndhæve den. Hans net af snushaner havde myndighed til at ransage, beslaglægge og arrestere. For at anspore dem fik de 50 pct. af bødeindtægterne.

Comstock var især begejstret for, at han nu havde bemyndigelse til at læse amerikanernes post, for via postvæsenet kunne folk jo “i hemmelighed” sende obskønt materiale.

Hver gang en af Comstocks spioner gav ham et tip om en person, som sendte pornografi eller uanstændige bøger med posten, flåede han brevet eller pakken op for at fælde gerningsmanden. De beslaglagte billeder og bøger blev jævnligt brændt.

Censurkongen og hans moralpoliti stod også klar ved bladkioskerne for at nærstudere, om aviser og magasiner trykte sjofelheder. Allerede i foråret 1873 fjernede aviser som The New York Herald og The Sun annoncer for jordemødre, fordi det blev anset som obskønt af Comstock.

Barer og værtshuse blev også overvåget og renset for upassende udsmykning. De mindste fallossymboler blev fjernet, og hos en barejer i Brooklyn mødte Comstock et uhyrligt syn.

“Han havde den mest obskøne figur – en kæmpestor penis placeret i en telefonboks. Han ville udstille den ækle genstand for at tiltrække handel eller et bestemt klientel”, rasede agenten.

Handlen med frække billeder foregik i det skjulte for at undgå bøder, og Comstock og hans folk måtte agere agent provocateurs for at lokke lovovertræderne frem. De gik ind hos cigarhandlere og barberer, der ofte stod bag det ulovlige salg, og spurgte efter nøgenfotos. Når fx en cigarhandler tilbød dem et cigaretui med et frækt billede indeni, blev synderen arresteret.

Samme taktik anvendte Comstock i 1877, da han fældede forlæggeren Ezra Heywood. Specialagenten havde under falsk navn sendt ham et brev og rost hans arbejde som fortaler for seksuel frigørelse. Ved samme lejlighed bad Comstock om at få tilsendt to bøger med posten – obskøne bøger.

Da Comstock modtog bøgerne, kunne han på egen hånd arrestere Heywood i Boston. Retten idømte forlæggeren to års fængsel og en bøde på 100 dollars.

Kvinder kom i kløerne på Comstock

Mens Comstock i de første år gik mest efter amoralske mænd, blev han efter fængslingen af Ezra Heywood stærkt optaget af de såkaldte free lovers, der ligesom Heywwod mente, at staten skulle blande sig uden om folks lyster.

“Det er en svag, doven, uduelig og korrupt type mennesker, blottet for almindelig anstændighed”, erklærede Comstock, der mente, at sådanne folk “hørte hjemme i en svinestald”.

Kvinderetsforkæmperen Sarah Chase, som holdt foredrag om seksualitet, var en af dem. I 1878 arresterede specialagenten hende for at sælge en sprøjte, der ud over at forhindre sygdomme kunne bruges som præventionsmiddel. Chase slap dog for straf, da det ikke kunne bevises, at hun solgte sprøjten til løsagtige kvinder. For at håne den berygtede agent markedsførte Chase efterfølgende kanylen som “Comstock-sprøjten”.

Kvinder med mindre pondus end Chase bukkede dog ofte under for Comstocks indædte jagt. Den 65-årige Ann Trow Lohman, der hjalp kvinder med abort, fik i 1878 besøg af en tøndeformet mand, som hun ikke genkendte. Herren – Comstock i forklædning – ønskede et præventionsmiddel, så hans hustru ikke blev gravid. Restell solgte ham nogle piller og en mikstur.

Ugen efter dukkede manden op igen flankeret af to betjente og to journalister for at arrestere Lohman.

“Hvor jeg dog frygter i morgen”, sagde hun til sin svigersøn, dagen før hun skulle for retten.

Lohmans angst for at tilbringe sine sidste år i fængsel var så stor, at hun tog livet af sig selv samme nat.

Selvmordet betød intet for Comstocks gode forbindelser til den stærkt religiøse fløj af amerikanske politikere. Vel var hans metoder ublu, men resultaterne talte for sig selv.

I 1893 havde han fået dømt flere end 1.000 amerikanere, 800.000 uartige billeder var konfiskeret og ca. 100.000 genstande af sjofel karakter beslaglagt.

Censurkongen faldt fra tronen

Hvor Comstock i begyndelsen havde jagtet folk på samfundets bund, steg magten ham efterhånden til hovedet, og fra slutningen af 1800-tallet kunne også overklassen mærke hans ånde i nakken. Selv fine kunstgallerier stormede Comstock nu for at hive uanstændige værker ned fra væggene. Men denne nidkærhed blev hans undergang. Overklassen, der levede efter sine egne normer, sagde fra, og moralens vogter mistede sin politiske opbakning.

I 1913 hævdede New Jersey-avisen Passaic Daily News ligefrem, at Comstock “har gjort sig selv til grin i byen så mange gange, at hans togter er holdt op med at vække nogen interesse”. Satiretegnerne fremstillede ham som munk, og folk morede sig med at kalde ham for “Sankt Anthony”.

I 1915 trådte 71-årige Comstock endelig tilbage, og tre måneder senere døde han af lungebetændelse. Ifølge ham selv havde han efter 42 år på sin post konfiskeret i alt 160 tons obskøne bøger og andre materialer samt fået 2.740 mennesker dømt til sammenlagt 566 års fængsel.

At 15 af de arresterede begik selvmord, bekymrede ikke Comstock – i en årsrapport skrev han, at når han hørte om dødsfaldene, var det som at “læse en knaldroman”.