National Archives and Records Administration/Wikimedia Commons
Bush, fru Bush og Jeltsin

USA’s præsident: Stop med at fodre min hund!

Almindeligvis handler den amerikanske præsidents befalinger om USA’s økonomi, udenrigspolitik og andre tunge emner, men den 6. februar 1992 dikterede præsident George H.W. Bush et indgreb om sin hund.

Den amerikanske præsident har mulighed for at indføre nye love pr. dekret – kaldet executive order. Men den 6. februar 1992 sendte George H.W. Bush dog ikke sine seneste beslutninger til politikerne i Kongressen. Dekretet gik til de knap 400 ansatte i Det Hvide Hus i Washington.

Her arbejder og bor USA’s præsident med sin familie og sine kæledyr. Bush den Ældre indledte sit dekret med ordene:

“På det seneste er Ranger blevet sat på slankekur. Enten bliver kuren en succes, ellers også melder vi Ranger til The Houston Fat Stock Show”.

Ranger var præsidentens springerspaniel, og The Houston Fat Stock Show er et stort dyrskue i Texas.

Problemet med Rangers overvægt opstod, fordi den altid logrende hund var meget elsket i Det Hvide Hus og derfor fik mange godbidder af velmenende ansatte. Men det ville Bush nu sætte en stopper for med en præsidentiel ordre.

Alle ansatte svor en hunde-ed

Hunden fik et skilt om halsen, hvorpå der stod “fodring forbudt”. I sit dekret beordrede Bush desuden alle sine ansatte til at sværge følgende ed:

“Vi lover ikke at fodre Ranger. Vi vil ikke give ham kiks. Vi vil ikke give ham mad af nogen slags”.

Bush, Jeltsin og hunde

Ranger (th., vistnok) og dens mor, Millie, var to af Bush den Ældres kæledyr. Han havde endnu en hund samt en kat, mens han var præsident (1989-1993).

© National Archives and Records Administration/Wikimedia Commons

Bush forbød også Rangers normale praksis med at vandre alene rundt i Det Hvide Hus. Det vides ikke, om præsidentens befaling blev overholdt – den var trods alt skrevet med lige dele alvor og humor. I dekretet stod der fx:

“Jeg vil naturligvis holde jer opdateret om Rangers kamp mod overvægten. Lige nu ligner han et luftskib, et venligt og sødt luftskib, men ikke desto mindre et luftskib”.

Kæledyr er intet særsyn i Det Hvide Hus. Ud af de 46 hidtidige præsidenter havde kun Trump og Polk ingen. Hunde er de populæreste blandt præsidenter, men to havde en alligator, tre en bjørn, og Calvin Coolidge en dværgflodhest.