Franklin Pierce blev af slaveriets modstandere kaldt “et dejfjæs”.

© My American History

USA’s værste præsidenter

Den amerikanske præsident kaldes verdens mest magtfulde mand. Men ser man på rækken af præsidenter, er det tydeligt, at magt og dygtighed ikke nødvendigvis hænger sammen.

28. oktober 2011 af Hans Henrik Fafner

Amerikansk historie har mange eksempler på præsidenter, som i bedste fald var inkompetente, i værste fald ligeglade med deres store ansvar.

Slaveriets ophævelse blev flere gange forkludret af kortsynede præsidenter, og nogle historikere mener, at USA måske kunne have undgået den blodige borgerkrig 1861-65, hvis præsidentembedet i den kritiske periode havde været besat med den til enhver tid bedst kvalificerede.

1841-45: “His Accidency” - William H. Harrison

Da præsident William H. Harrison i 1841 døde efter kun én måned på posten, foreskrev loven egentlig et nyvalg.

Men i stedet tog vicepræsident John Tyler i al hast sig selv i ed som præsident og skabte dermed en helt ny præcedens.

Skridtet skabte ham mange fjender, og det faktum, at han var blevet præsident ved et tilfælde, fik hans kritikere til hånligt at kalde ham “His Accidency” – Hans Tilfældighed.

1850-53: Den konfliktsky bogorm - Millard Fillmore

Fillmore gav indrømmelser til slaveejerne, da en krig med sydstaterne truede.

Vicepræsident Millard Fillmore kom til magten, da hans chef døde i embedet.

Fillmore frygtede en krig med sydstaterne og ønskede at købe tid. Derfor gik han stik mod tidsånden ved at støtte et kompromis, som gav slaveejerne større magt.

Men kompromiset blev af mange opfattet som fejt. New York Times skrev: “Det er Fillmores ulykke, at han ser slaveriet som en politisk sag, og ikke en moralsk”.

Mens bogormen Fillmore tog afslappet på slaveriet, blev han chokeret over, at Det Hvide Hus manglede et bibliotek. Det kastede han sig med ildhu over at opbygge, mens verden gik sin skæve gang udenfor.

LÆS MERE: Bliv klogere på præsidentvalg i USA

1853-57: “Dejfjæs” ville i krig - Franklin Pierce

Franklin Pierce blev af slaveriets modstandere kaldt “et dejfjæs”.

© My American History

Franklin Pierce var nordstatsmand, men hans sympati lå hos sydstaterne. Sådan en mand kaldte slaveriets modstandere for “et dejfjæs”.

I 1854 støttede Pierce bl.a. en lov, som gjorde det muligt for Nebraska og Kansas at indføre slaveri.

Han blev dog især upopulær på at foreslå en angrebskrig mod Spanien, hvis landet nægtede at sælge Cuba til USA.

1857-61: I krig på grund af et rygte - James Buchanan

“Utah-krigen” ødelagde tilliden til præsident Buchanans dømmekraft.

Som nytiltrådt præsident fik James Buchanan i 1857 fejlagtige rapporter om, at mormonerne i Utah-territoriet ville gøre oprør.

Han undersøgte ikke sagen nærmere, men gav i stedet hæren marchordre.

Heldigvis sneede tropperne inde i Wyoming, inden krigen kom i gang, og imens blev hele sagen løst ad forhandlingens vej. Men i Washington var splittelsen mellem politikerne total – nationen styrede mod en borgerkrig.

1865-69: “Dette er et land for hvide mænd” - Andrew Johnson

I ugerne lige efter borgerkrigen blev Andrew Johnson taget i ed som præsident.

Hans vigtigste opgave var at samle den splittede nation, men han viste sig snart som en arg modstander af lige borgerrettigheder for alle og nedlagde veto mod en lov, som gav de nu frigivne slaver statsborgerskab.

For som han skrev i et brev: “Dette er et land for hvide mænd, og, ved Gud, så længe jeg er præsident, vil jeg regere for de hvide mænd”.

1869-77: Krigshelten var en katastrofe - Ulysses S. Grant

Grant blev et omvandrende bevis på, at ikke alle generaler egner sig til politik.

Borgerkrigens store nordstatsgeneral Ulysses S. Grant lagde godt ud, da han i 1869 tiltrådte som præsident.

Ny lovgivning styrkede borgerrettighederne, og han bekæmpede Ku Klux Klan.

Men han skaffede også gamle venner fra hæren gode job i Washington. Nogle af vennerne var totalt ukvalificerede, og andre tog af kassen, så Grants to perioder som præsident overskyggedes af nepotisme og korruptionsskandaler.

Grant måtte bære den tort, at kombinationen af inkompetence og uhæderlighed fik betegnelsen “grantisme”.

1921-23: Lod vennerne rage til sig - Warren G. Harding

Harding magtede ikke konflikter og søgte adspredelse ved spillebordene.

Præsident Warren G. Harding havde masser af visioner, men kun få blev til noget, da han var konfliktsky og hadede politisk kævl.

I stedet brugte han sin tid på golf, poker og elskerinder, mens skandalerne hobede sig op. Hans indenrigsminister modtog fx bestikkelse fra et olieselskab, som han gav monopol på rige oliekilder.

Præsidenten vidste alt, men gjorde intet. Harding manglede handlekraft, men ikke selverkendelse:

“Jeg passer ikke til dette embede, jeg skulle aldrig have været her”, sagde han til sine rådgivere.

1929-33: Virkede afstumpet og følelseskold - Herbert Hoover

Præsident Hoover kom til at lægge navn til de slumbyer – “hoover-villes” – som opstod omkring USA's storbyer under krisen.

Herbert Hoovers tiltræden som præsident faldt sammen med begyndelsen på 1930’ernes dybe økonomiske krise.

Hoover sænkede skatterne, men nægtede at bruge statens penge på at hjælpe de mange sultende arbejdsløse. Det gjorde ham ekstremt upopulær.

Da Hoover samtidig var udstyret med en ualmindeligt ringe kommunikationsevne, kom han den ene gang efter den anden til at fremstå som afstumpet og følelseskold.

Hans beslutning om at gå i handelskrig med Europa gjorde USA’s økonomiske krise endnu dybere og betragtes af økonomer og historikere som hans største brøler.

Måske er du interesseret i...

Læs også