Vådeskud udløste Amerikas frihedskamp

Hundredvis af rødfrakker marcherer den 19. april 1775 gennem nattemørket i den nordamerikanske koloni Massachusetts.

De har kurs mod byen Concord – en velkendt højborg for oprørske kolonister, der drømmer om uafhængighed af Storbritannien.

Selvom de britiske soldater allerede befinder sig dybt inde i fjendeland, er rødfrakkerne ubekymrede, for de tilhører verdens mest frygtede elitetropper, som ingen amerikansk milits af bønder og skolelærere endnu har turdet skyde på.

På vejen skal briterne gøre holdt i byen Lexington og arrestere to oprørsledere og herefter fortsætte til Concord for at finde og destruere illegale våben.

Snart går det op for de lange rækker af marcherende tropper, at deres hemmelige mission er afsløret: På bakketoppe blusser bavne op, og kirkeklokker begynder at kime.

Rødfrakkerne fortsætter ufortrødent deres march – selvom oprørslederne har taget flugten, kan kanoner, krudttønder og resten af rebellernes forsyninger ikke flyttes så hurtigt.

Efter tre timers march afløses den kulsorte nat af daggryets første lys, og nu opdager briterne til deres forbløffelse, at missionen måske bliver sværere, end de havde forestillet sig: Militsmænd løber langs landevejen, som rødfrakkerne marcherer på.

Amerikanerne forsøger tydeligvis at overhale og holder sig akkurat uden for skudvidde. Rødfrakkerne føler sig dog sikre på, at deres 735 mand er rigeligt til at afskrække militsen fra at angribe.

For en sikkerheds skyld stopper de dog op og lader deres musketter.

Mange af de britiske tropper håber ligefrem, at det vil komme til kamp, så de kan give oprørerne en lærestreg.

Under deres månedlange ophold i Boston har soldaterne tålt mange fornærmelser og er adskillige gange blevet ydmyget af civile amerikanere – uden at officererne har givet dem lov til at slå ned på opsætsigheden.

Chancen for hævn byder sig, da rødfrakkerne marcherer ind i Lexington. På lang afstand ser rødfrakker, at byens 60-70 mand store borgermilits har taget opstilling på fælleden.

Udsigten til at komme kraftigt i undertal får deres kommandant, kaptajn John Parker, til at give sine folk en sidste instruktion:

“Lad de britiske tropper passere. Genér dem ikke, medmindre de forulemper jer. Stå fast, og skyd ikke, medmindre de skyder på jer. Men hvis de ønsker krig, så lad den begynde her”.

Briternes tre forreste kompagnier marcherer ind på fælleden, mens de udstøder deres kampråb, “huzza!”.

En løjtnant råber, “læg jeres våben, I forbandede rebeller”.

Hans overordnede, major John Pitcairn, forsøger at forhindre blodsudgydelser ved at ride op til fortroppen og få den til at stoppe. Samtidig befaler han amerikanerne at lægge deres våben og gå hjem.

Kaptajn Parker giver sine mænd ordre til at beholde deres våben, men forlade fælleden uden at skyde.

Situationen er på vej til at løse sig, da et skud pludselig flænger luften. Om det er et vådeskud eller en overivrig britisk soldat eller militsmand, der trykker på aftrækkeren, ved ingen i dag. Men skuddet får øjeblikkeligt konsekvenser.

Rødfrakkerne løfter deres musketter og affyrer en salve mod militsen, så den flygter i panik. Briterne stormer frem og gennemborer sårede amerikanere, før Pitcairn genvinder kontrollen over sine folk og får dem tilbage i geled.

Da krudtrøgen letter, ligger 8 militsmænd døde på fælleden, og 10 andre er sårede. Den årelange konflikt mellem amerikanske kolonister og den britiske regering har for første gang ført til kamphandlinger.

Træfningen i Lexington skal dog vise sig kun at være begyndelsen på en lang og blodig dag, der tvinger de ellers så uovervindelige rødfrakker ud på et ydmygende tilbagetog.

Amerikanerne tog tilløb til krig

Storbritannien havde haft besiddelser i Nordamerika siden 1607, og i 1700-tallet var de vokset til 13 kolonier, som dækkede store dele af kontinentets østkyst.

Kolonierne nød en høj grad af selvstyre, men protesterede jævnligt mod de love, som sørgede for, at Stor-britannien tjente enorme summer på handlen med dem.

Skatter og afgifter steg i kølvandet på en ni år lang krig mellem Storbritannien og Frankrig, som rasede i Amerika fra 1754 til 1763.

Krigen resulterede i britisk sejr, men en tom statskasse, og de knap to millioner kolonister i Amerika – hvoraf de fleste var udvandrede eller deporterede briter – skulle fylde den igen.

Kolonisterne levede allerede med et væld af forhadte love, fx forbuddet mod at importere billigt sukker fra lande uden for Det Britiske Imperium.

Men briterne fandt på nye opfindsomme afgifter – fx indkvarteringsloven af 1765, der pålagde kolonierne at betale for logi og bespisning af britiske tropper.

Rødfrakkerne blev efterhånden mere opfattet som besættelsesmagt end værn mod indianere og franskmænd. De mest utilfredse kolonister dannede undergrundsbevægelsen “Sons of Liberty” – Frihedens sønner – som i det skjulte arbejdede for et uafhængigt Amerika.

I 1773 nåede konflikten kogepunktet, da bevægelsens medlemmer sneg sig ombord på handelsskibe i Bostons havn og smed britisk te i vandet som protest mod den systematiske udbytning af amerikanerne.

Regeringen i London svarede igen med en lovpakke, der slog hårdt ned på oprørere og gav de britiske tropper i Nordamerika flere beføjelser. Undergrundsbevægelsen begyndte at forberede sig på krig ved at plyndre britiske våbendepoter for at opbygge hemmelige arsenaler.

Når krigen brød ud, skulle kanoner og ammunition udleveres til de borgermilitser, som alle 13 amerikanske kolonier havde oprettet.

Et af disse arsenaler blev placeret i byen Concord 30 km fra Boston, hvor briterne havde udstationeret 4.000 rødfrakker for at bevare grebet om kolonien Massachusetts.

VIDEO: Briterne var klar til angreb fra start:

I april 1775 fik Bostons kommandant, general Gage, nys om arsenalet i Concord og sendte godt 700 soldater ud for at ødelægge de kanoner, som en loyal kolonist havde sladret om.

Gage vidste, at han legede med ilden, og ville for alt i verden undgå, at ransagningen udløste krig:

“Sørg for, at mændene ikke plyndrer indbyggerne eller ødelægger privat ejendom”, formanede han sine officerer.

Gage sendte sine bedste enheder i felten og beordrede, at de skulle marchere om natten for at tage oprørerne på sengen, før de flyttede arsenalet i Concord.

Den 18. april – dagen før aktionen – summede Boston af liv. Britisk kavaleri sadlede sine heste, robåde blev sat i floden, og officerer blev set i dybe samtaler ude på byens moler – langt fra nysgerrige ører.

En spion i inderkredsen om general Gage opsnappede dog planen og advarede undergrundsbevægelsen.

Kirketårn sendte hemmeligt signal

Før en eneste rødfrakke havde forladt Boston, vidste det halve Massachusetts, at briterne ville slå til mod Concord. Sølvsmeden Paul Revere var en af de første til at høre om aktionen. Han boede midt i Boston og var yderst aktiv i Sons of Liberty.

Så snart han hørte om general Gages planer, satte han gang i en nøje aftalt procedure, der skulle alarmere borgermilitserne i byens opland.

Klokken 22 sendte Revere to mænd op i spiret på Old North Church for at tænde advarselslys. Rebellerne i oplandet vidste nemlig, at ét lys betød, at briterne forlod byen via den sydlige port, mens to lys betød, at de ville ro over floden nordvest for byen. Reveres hjælpere tændte to lys.

Lyset var også et signal til, at rebellerne skulle sadle en hurtig hest, så Revere kunne haste ind i landet med nyt fra Boston. Herefter lod Revere sig i al hast ro over floden af medsammensvorne, sprang i sadlen og red mod Lexington og Concord.

Undervejs stoppede han ved kroer og gårde og bad dem mobilisere områdets borgermilits. Snart var flere ryttere på vej gennem natten for at vække alle våbenføre mænd i området.

I Lexington nåede Revere at advare de to eftersøgte oprørsledere, før briterne rykkede ind og kom i kamp med byens milits. Lyden af skud fik den ene af dem til begejstret at udbryde:

“Det er en glorværdig dag for Amerika”, for nu havde hans landsmænd taget de første beslutsomme skridt mod frihed fra briternes tyranni.

Mens nogle af rødfrakkerne skød løs i Lexington, hastede andre mod Concord. Aktionens øverstkommanderende, oberst Smith, havde delt sine tropper for at nå hurtigt frem til oprørernes hemmelige arsenal.

Han sendte tropper til byens nordlige bro, så militsmænd ikke kunne komme byen til undsætning ad den vej. Herefter begyndte ransagningen.

Tæv i Concord

Til briternes store ærgrelse fandt de kun nogle vogne og enkelte håndvåben. Oprørerne havde nået at tømme det store krudtdepot, som spionen havde fortalt om.

Soldaterne opførte sig som sande gentlemen, men ved udsigten til at blive komplet til grin greb en officer Concords krovært og tævede ham med sit pistolskæfte, indtil han afslørede, at oprørerne ikke havde nået at grave tre store kanoner op, som de havde gemt på en mark.

Mens ransagningerne stod på, ankom flere militser til et samlingspunkt nord for byen. Da de nåede op på 400 mand, satte de i velordnet march mod broen, som kun blev bevogtet af ca. 100 britiske tropper.

De forreste militsmænd bar musketter med påsatte bajonetter og lignede på ingen måde den uorganiserede pjaltehær, rødfrakkerne havde forventet at møde.

Briternes første salve dræbte to militsmænd, men amerikanerne fortsatte fremad på snorlige rækker, stoppede op og affyrede flere salver. “Deres ild var så tung, at vi blev nødt til at vige”, forklarede en britisk menig senere.

Rødfrakkerne trak sig tilbage og måtte have hjælp af hele den britiske styrke for at afvise angrebet. Klokken 12 opgav oberst Smith at finde flere våben i Concord og beordrede sine tropper til at marchere tilbage mod Boston.

I bakker og skove langs vejen ventede 1.500 militsmænd, som i løbet af nogle timer skulle vokse i styrke til over 4.000 mand. De forvandlede briternes retræte til et blodbad.

Halvanden km øst for Concord faldt rødfrakkerne i det første baghold.

“Bakkerne på hver side af vejen myldrede med rebeller”, fortalte en britisk soldat senere. Seks af hans kammerater døde i kampene, før et bajonetangreb tvang militsen til at flygte ind i skoven.

Smith ledte sine tropper fremad, men kort efter haglede musketkugler på ny ned over briterne. Amerikanerne skød fra deres gemmesteder i skoven og fældede yderligere 30 rødfrakker.

Også den blodindsmurte kaptajn Parker fra Lexington lå i baghold, så hans mænd kunne tage hævn for tabene, de havde lidt ved daggry. Smiths kavaleri jog dem dog hurtigt væk fra bakketoppen, hvor de havde taget opstilling.

Briterne overvejede at overgive sig

Den vedvarende beskydning fra fjender, der straks efter forsvandt i buskadset, tærede på briternes kampmoral. De før så velordnede geledder var for længst afløst af kaotisk flugt mod Boston.

Ingen adlød længere ordrer, og alle småløb. Nogle af officererne overvejede sågar at hæve det hvide flag:

“Vi kunne vælge at nedlægge våbnene eller blive skudt en efter en”, skrev en britisk officer, der befandt sig blandt de paniske soldater. Men så hørte han opmuntrende råb fra sine landsmænd.

Ude i det fjerne fik de øje på lange, lige rækker af britiske tropper på bakketoppen uden for Lexington. To sorte kanoner glimtede i eftermiddagssolen og gav de udmattede mænd nye kræfter.

General Gage var blevet alarmeret over at høre, at borgermilitsen kendte alt til hans hemmelige aktion mod Concord. Fem timer efter at de første tropper havde forladt Boston, sendte han derfor yderligere 1.000 mand afsted for at dække Smiths retræte.

Så snart amerikanerne kom på skudhold, bragede briternes kanoner i Lexington løs og satte midlertidigt en stopper for militsens angreb.

Briterne tog sig tid til at operere de værst sårede, før undsætningsstyrkens leder, general Percy, gav ordre til, at to stærke flanker skulle beskytte hovedstyrkens tilbagetrækning, mens kanonerne hele tiden skulle holdes skudklare og køres i position, hvis større grupper militsmænd dukkede op igen.

Og det gjorde de. General Percy måtte forbløffet og imponeret konstatere:

“Rebellerne angreb os på en meget spredt og usædvanlig måde, men med mod og udholdenhed. De vidste udmærket, hvad de skulle gøre. Folk, der havde stemplet militsen som uorganiserede bøller, tog grueligt fejl. Den råder over mænd, som var i kamp mod indianerne og canadierne, og da dette land er dækket med skov og bakker, giver militsens kampmetoder den en stor fordel”.

Ved landsbyen Menotomy udviklede guerillakrigen sig til voldsomme gadekampe. Her blev briterne beskudt fra vinduer og udhuse og svarede igen med at storme bygningerne og dræbe alle, de mødte.

Byens kro blev gennemhullet af 100 skud fra britiske musketter, og i et nærliggende hus betalte 11 militsmænd med deres liv, da briterne stormede ind og stak dem ned med bajonetter.

Rødfrakkerne mistede 40 mand under de hidsige kampe, som skulle vise sig at blive dagens blodigste. Amerikanernes tabstal på 25 dræbte og kun 9 sårede viser, at rødfrakkerne var blevet mere skånselsløse af dagens ydmygelser.

Broen var ødelagt

Amerikanerne skyggede rødfrakkerne og slog til, når landskabet gav dem mulighed for at ligge i baghold. Også militsmænd til hest begyndte at plage de trætte briter. En af dem var 54-årige Hezekiah Wyman, som rødfrakkerne snart kom til at frygte.

Wyman var en dygtig jæger og skarpskytte, og den høje, gråhårede herre angreb gentagne gange. Hver gang sad han af uden for de britiske musketters rækkevidde og støttede sin lange jagtriffel på sadlen.

Så ventede han og tog nøje sigte. Når briternes fortrop nærmede sig, fældede han den nærmeste soldat, svang sig op på hesten igen og red videre.

Under konstant beskydning fortsatte briterne til broen over Charles-floden i landsbyen Cambridge. Kom de over den, ville de være i sikkerhed. Men til soldaternes forfærdelse var broens planker blevet fjernet af militsen, og nu risikerede de at blive fanget mellem floden og 3-4.000 fjender.

General Percy beordrede omgående sine tropper nordpå ad en grus­vej, der ledte til Charlestown. Herfra kunne rødfrakkerne sejles over til Boston af den britiske flåde.

Den sidste del af retræten foregik i ilmarch og endte på toppen af Bunker Hill – en bakke med udsigt over Boston. Her havde friske britiske tropper taget opstilling, og bag deres rækker kastede Smiths og Percys udmattede mænd sig i græsset.

I løbet af få minutter lå hundredvis af mænd i græsset og sov. De havde marcheret 64 km på mindre end et døgn og været under beskydning i otte timer.

Kampene havde kostet 73 britiske soldater livet, 174 lå sårede, og 53 savnedes efter en aktion, som ingen havde troet ville blive vanskelig.

Kampene ved Lexington og Concord havde demonstreret, at borgermilitsen kunne hamle op med rødfrakkerne. Sejren gav amerikanerne modet til at kaste sig ud i væbnet oprør mod mægtige Storbritannien.