Midt ude i Utahs knastørre Salt Lake-ørken har arkæologer undersøgt resterne af en over 12.000 år gammel bosættelse fra stenalderen.
Blandt dyreknogler, spydspidser og stenredskaber er der også dukket små frø fra tobaksplanter op i så store mængder, at det kun kan have betydet, at de blev nydt af beboerne.
“Folk i fortiden var de ultimative botanikere og opdagede de berusende værdier ved tobaksplanten, kort efter at de ankom til Amerika”, forklarer arkæolog Daron Duke, der har deltaget i udgravningerne. Hvorvidt beboerne har nydt tobakken dagligt eller i forbindelse med deres religion, ved forskerne endnu ikke.
VIDEO – se fundstedet i Utahs ørken:
Tobakken blev tygget
Det har været muligt at datere fundene takket være kulstof-14-prøver af træ, der blev brugt som brænde stenalderbosættelsens ovne.
Prøverne afslører, at det forkullede brænde er ca. 12.300 år gammelt, og arkæologerne formoder derfor, at tobaksfrøene, der blev fundet i samme lag, er lige så gamle. Det gør stenaldermenneskene på bopladsen til de ældste kendte tobaksnydere nogensinde.
Mens Mellem- og Sydamerikas mayaer og aztekere langt senere yndede at ryge tobakken som led i religiøse ceremonier, antager arkæologerne, at stenalderfolkene i Utah tyggede den.
Blade fra tobaksplanten lader til at være blevet rullet sammen og derefter tygget, hvorefter frøene blev spyttet ud.