Vestens sidste lovløse

De er hærdede mænd, vant til livet som kvægdrivere på hesteryg, udmarvende rejser over enorme afstande og truslen fra indianere. De er sønner af Det Vilde Vesten.

Mændene tøjrer hestene foran saloonen og går ind i det næsten mennesketomme lokale.

De sætter sig, så de har udsigt til Montpelier Bank på den modsatte side af gaden. Efter en drink rejser Cassidy sig og går en tur. Han passerer banken og indprenter sig, hvor personalet sidder, og hvor mange de er.

Tilbage i saloonen instruerer han de andre. Og så venter de, mens den ene drink tager den anden. Lige inden bankens lukketid kommer to velklædte ansatte ud på gaden, hvor de stopper op og småsludrer.

Så er det nu.

Cassidy og Lay går hastigt ud af saloonen. Med revolverne gemt under jakken styrer de lige mod de to mænd, tvinger dem med ind i banken igen og placerer dem med ansigtet ind mod væggen. Røverne fylder hastigt en sæk med penge og guld, inden de løber ud på gaden.

Meeks holder hestene klar. De lovløse springer op og galoperer ud af byen. Bag dem er bankmændene løbet ud på gaden. “Røvere! Stop dem!” råber de.

Men de lokale ser bare forvirrede på hinanden, og ingen foretager sig noget. Sherif Davis har vagten, og der går en rum tid, inden han får mobiliseret en flok mænd til forfølgelsen. Da er det for sent.

Cassidy og hans mænd er over alle bjerge – på vej mod en øde dal på grænsen mellem Utah, Wyoming og Colorado, et af bandens vigtigste gemmesteder: Brown's Hole.

Butch Cassidy og The Sundance Kid indleder samarbejdet

Harry Alonzo Longabaugh er en høj mand på 185 centimeter. Han har et kraftigt overskæg, mørkt hår og en aura af autoritet omkring sig. Han er vant til at klare sig selv.

Siden han som bare 20-årig røg 18 måneder i Sundance-fængslet i Wyoming for hestetyveri, er han blevet kendt som The Sundance Kid – eller bare Sundance – blandt Vestens lovløse.

Han havde egentlig aldrig forestillet sig en kriminel løbebane. Det blev bare sådan. Han havde sultet i flere dage, havde ingen penge og kunne ikke finde arbejde, så han stjal hesten, en seksløber og noget mad på en ranch.

Siden er det gået fremad. Sundance er blevet en dygtig cowboy, en fantastisk rytter, som formår at styre store kvægflokke og kan få job, når han vil.

Rancherne spørger ikke, om folk er tidligere straffede, de ser blot mændene lidt an. Og de risikerer heller ikke noget ved det. De lovløse stjæler aldrig fra deres arbejdsgivere. Det er imod deres æreskodeks.

I stedet går røverierne ud over banker og pengetransporter. Kort efter bankrøveriet i Montpelier bliver Sundance rekrutteret af Butch Cassidy, som indlemmer ham sin løst sammensatte bande – The Wild Bunch – på 20-30 mand.

De sidste ti år har de hærget Vesten, skabt sig et navn og udviklet et avanceret net af gemmesteder i hytter og klippehuler, fra nord til syd i hele Vesten. Mændene skiftes til at lave røverier. Butch Cassidy deltager ikke altid selv, men han er som regel med i planlægningen.

Han er bandens hjerne, og alle ved det. Cassidy er eftersøgt i en række stater, og hans ansigt pryder efterlysningsplakater overalt på togstationer og i salooner. Dusøren er på 4.000 dollar, død eller levende.

Med Sundances indtræden bliver The Wild Bunch endnu vildere. Han spiller fint sammen med Butch, og de to mænd bliver hurtigt Vestens mest berømte duo – ledere af en flok utæmmede og notorisk skydegale cowboys.

Toget er ladet med penge

Den store kulmine Castle Gate i det østlige Utah er bandens næste mål. Cassidy udvælger igen Elza Lay og Bob Meeks til aktionen. Bandelederen har tidligere afstået fra røverier i sin hjemstat Utah, hvor han er et alt for kendt ansigt. Men byttet er for fedt til at lade ligge.

Castle Gate er en driftig mine, og hver måned kommer et tog med arbejdernes lønninger. Det er en invitation.

Lidt over middag den 21. april 1897 lyder et damplokomotivs karakteristiske tøffen ved minebyen Castle Gate. Lay, Meeks og Cassidy står klar på deres poster. De lokale i det lille samfund har i den forløbne uge lagt mærke til en tilsyneladende småskør cowboy, som har indøvet mærkelige tricks med sin hest.

Men de har ikke genkendt Cassidy, som har lært hesten ikke at være bange for et hvæsende lokomotiv, men tværtimod at stå helt rolig ved siden af det. Nu sidder manden på hesten oppe på selve perronen.

Toget ruller langsomt ind og bremser op med et højt hvin. Et par mænd langer postsække over på ventende hestevogne, men Cassidy kan endnu ikke se noget, som ligner pengesække.

Pludselig får han øje på tre minearbejdere et halvt hundrede meter borte. Hver mand har en pengesæk under armen. Cassidy sporer sin hest og følges af Elza Lay. De når frem til mændene på få sekunder, og Cassidy stikker sin revolver i nakken på den forreste mand, som instinktivt forsøger at løbe.

Lay må slå ham hårdt med seksløberens skæfte, inden de tre minearbejdere modvilligt afgiver sækkene. I det samme kommer to mænd ud fra en nærliggende købmandsbutik. “Gå ind igen, røvhuller, eller jeg pløkker jeres hjerner fulde af bly!” brøler Lay.

De to chokerede mænd adlyder. Heller ikke andre vidner skal have noget i klemme ved at prøve at stoppe de lovløse, som bakser et øjeblik med at få de tunge pengesække op på hestene, inden de rider bort – alt hvad remmer og tøj kan holde.

Med denne vilde fart vil hestene hurtigt blive udmattede, men det gør ikke noget, for nogle få km borte står Meeks klar med friske heste.

Røverne sætter kurs mod en hytte i det isolerede prærieområde Robbers Roost, og de er snart i sikkerhed. I Castle Gate forsøger en minefunktionær at telegrafere til sheriffen, men forgæves. The Wild Bunch har kappet telegraftråden.

Ordensmagten ved udmærket, at banden gemmer sig i det enorme prærieområde, men kan ikke rigtig gøre noget ved det. Sheriffen mangler både mandskab og lokalkendskab. Dagen efter røveriet skriver Utahs førende avis, The Tribune:

“Hvis det er banden fra Robbers Roost, der står bag gårdsdagens røveri, kan kulselskabet glemme alt om at se pengene igen. Røverne er for velorganiserede, og prærien for stor og øde. Det vil ende galt for sheriffens folk, hvis de forsøger at opspore røverne”.

I Robbers Roost er Cassidy og hans kumpaner i højt humør. De har hjembragt et bytte på over 7.000 dollar og føler sig nærmest uovervindelige.

De ved dog godt, at det vil være klogt at holde lav profil et stykke tid. Sundance og flere andre bandemedlemmer har sluttet sig til Cassidy, Lay og Meeks, og mændene hygger sig med at fortælle røverhistorier og prale af tidligere bedrifter, mens lejrbålet knitrer og stjernerne glimter langt over dem.

Efter et par måneders lediggang i ødemarken trænger mændene gevaldigt til en tur i byen. Nu skal nogle af de mange rare penge brændes af.

Butch Cassidy og The Sundance Kid festede i tre døgn

Morgensolen stråler over Baggs i Wyoming, da otte mand fra The Wild Bunch rider ind i byen med Cassidy og Sundance i spidsen.

De har for en gangs skyld ikke tænkt sig at være diskrete. Tværtimod! De skyder op i luften, hujer og griner – nu skal kuppet fejres med manér. Mændene holder hestene an foran Jack
Ryans Saloon og vælter ind.

Jack Ryan smiler bag sin bardisk og ser tilfreds på nye gæster. Det er tydeligvis ikke søndags-
skolebørn, som besøger hans etablissement. De skyder vildt omkring sig, råber og skriger, men Ryan ved, at lovløse normalt ikke røver salooner.

Hans positive forventninger bliver snart bekræftet, da han bliver rigeligt kompenseret med én dollar pr. skudhul i loftet. Alene det bliver til rigtig mange penge for den glade ejer.

Mændene fester igennem i tre døgn og bruger en formue på saloonen. Ryan ved lige så godt som alle andre, hvor pengene kommer fra, men han er ligeglad. Han bliver godt betalt og vil blive en vigtig allieret for banden fremover.

Foreløbig må de otte lovløse dog afbryde festen, da de erfarer, at distriktets sherif og hans mænd er på vej mod Baggs. Røverne rider straks til deres gemmested, kaldet Hole in the Wall.

The Wild Bunch har en herlig tid de følgende måneder, hvor de fester og bruger af pengene i de små præriebyer, men eventyret kalder snart igen.

I august 1897 beslutter Sundance sig for at trække nordpå sammen med Kid Curry og Walt Punteney. De vil røve banken i Red Lodge, Montana. Det er en smal sag, mener gruppen.

De har endda så meget selvtillid, at de kontakter sheriffen og foreslår ham at forlade byen et par dage mod betaling. Sherif Dunn accepterer, men i smug arrangerer han i stedet en varm velkomst.

En stille morgen, den 22. september 1897, gør den lovløse trio holdt i Lavina, i det sydlige Montana, for at købe forsyninger. De aner ikke, at ordensmagten er lige i hælene på dem. Efter at have klaret indkøbene, som de betaler med en check fra et tidligere røveri, rider de igen ud af byen og slår lejr ved bredden af en brusende flod.

Sundance og Punteney er på vej ned efter vand, da sheriffens velbevæbnede folk pludselig dukker op mindre end 100 meter væk.

“Overgiv jer frivilligt!” brøler sherif Dunn. Men det har de lovløse aldeles ikke tænkt sig. Sundance og Punteney springer i dækning og åbner ild med seksløberne, mens Logan fyrer løs på sheriffen og hans mænd med sin Winchester-riffel.

Under den korte, men intense ildkamp bliver Logan skudt i hånden, og Sundance ramt i armen, inden de tre røvere må overgive sig.

De er nu fanget hos sheriffen og hans følge af professionelle dusørjægere, som indkasserer den betragtelige sum af 1.875 dollar. Efter nogle uger hos sherif Dunn bliver røverne overført til Lawrence County Jail, hvor de møder et andet bandemedlem, Tom O'Day.

En dommer kræver 10.000 dollar i kaution, og alt ser temmelig sort ud for røverne. Men den 31. oktober flygter de alle fire fra det dårligt sikrede fængsel. De snupper nogle heste og splitter sig op for at forvirre forfølgerne mest muligt.

O'Day og Punteney bliver hurtigt fanget igen, men Kid Curry og Sundance slipper sydpå til Wyoming. Sundance får hurtigt arbejde på en vens ranch i Little Snake River Valley, nær Baggs.

Her puster han ud de næste måneder med almindeligt cowboyarbejde.

Denne gang havde Sundance været meget tæt på en lang fængselsstraf. Han mærker, at ordenshåndhæverne er blevet mere effektive.

Mændene i banden har vænnet sig til, at nogle af dem bliver fanget eller skudt fra tid til anden. Det har aldrig afskrækket dem, men nu mærker de et ekstra pres. Rygtet siger, at det navnkundige Pinkerton Detektivbureau holder øje med dem, og det huer dem ikke.

Detektiverne fører nøje logbog over alle kendte lovløses bevægelser, og den 2. juni 1899 får bureauet en ny sag at arbejde med.

Jagten går ind

Nær Wilcox Station i Wyoming bliver toget med en pengetransport fra Union Pacific Railway røvet af seks maskerede mænd, anført af Sundance og Flatnose Harvey. De truer sig adgang til vognen med pengeboksen, som de efterfølgende sprænger med dynamit.

Braget giver genlyd langt væk, og mens vognen stadig ryger, bliver den tømt for penge og guld til den uhyrlige sum af 50.000 dollar. Røverne fylder deres sække og flygter ud over prærien, hvor de hurtigt splitter sig op som sædvanlig.

Tre mand rider mod Hole in the Wall i Big Horn-bjergene mod vest, og andre tre styrer sydpå. Tilbage ved toget er både passagerer og ansatte chokerede oven på den voldsomme eksplosion.

Det lykkes dog at få det svært beskadigede tog sat i bevægelse, og ved næste station bliver et telegram sendt af sted til Union Pacifics hovedkvarter i Omaha, Nebraska: “Hold-up én mil vest for Wilcox. Postvogn sprængt i luften, pengeboks tømt. Ingen sårede”, lyder den kortfattede besked.

Union Pacific har sit eget vagtkorps, men selskabets ledelse er rasende over det store røveri og vælger at tilkalde Pinkertons detektiver, som dermed bliver direkte involveret i jagten.

Sideløbende sætter dusørjægere med blodhunde efter de lovløse. Selv et helt kompagni fra kavaleriet kastes ind i forfølgelsen.

Aldrig har The Wild Bunch oplevet noget lignende. Flatnose, Sundance og et tredje bandemedlem er flygtet sydpå. Undervejs bliver de angrebet af dusørjægere og må ved flere lejligheder skyde sig fri.

De har som altid placeret friske heste på en i forvejen veltilrettelagt flugtrute, og til sidst lykkes det dem at slippe helt fri af forfølgerne. Røverne er i sikkerhed og har penge nok til at nyde livet og slappe af i lang tid.

Pinkertons detektiver må se sporet blive koldt, men er alligevel fortrøstningsfulde. De ligger nu inde med en omfattende logbog med præcise notater og signalementer.

Løkken strammes om Butch Cassidy og The Sundance Kid

Århundredet er skiftet fra det 19. til det 20., inden banden slår til igen. Det er den 19. september år 1900. Sundance, Cassidy og Will Carver galoperer hen over prærien, mens morgenkulden bider i kinderne.

Røverne holder sig helt til de gamle vaner. Da de rider ind i byen Winnemucca i staten Nevada, binder de hestene ved saloonen nærmest banken. Her får de et par drinks og venter roligt et par timer, inden de præcis kl. 12 beslutsomt går ind ad bankens hoveddør med deres revolvere trukket.

Carver holder døren, mens Sundance og Cassidy genner en håndfuld ansatte og kunder op ad væggen. “Gentlemen! Op med hænderne! Hurtigt, og ingen larm!”

Mens Sundance dækker hoveddøren, sparker Cassidy døren op til bankdirektørens kontor. Direktøren er ved at forhandle med en hestehandler, og de to mænd ser overraskede op. Cassidy er blevet vild i øjnene, høj af adrenalin, og han trækker en lang kniv.

“Mine herrer! I kan få en meget tæt barbering, hvis I ikke makker ret”, hvæser han. Bankdirektøren skynder sig at række tre sække med penge og guld frem mod Cassidy, mens hestehandleren sidder som forstenet.

Snart er Cassidy ude ved de andre igen. De lovløse hiver fem gidsler med sig ud i baggården, inden de hopper over hegnet, binder byttet fast til hestene – og forsvinder i en støvsky. Hele røveriet klappede perfekt og tog under ti minutter.

Nu er det eneste problem, at guldet er tungt. Og når forfølgerne får samlet sig, kan de måske indhente dem. Røverne beslutter sig for at begrave guldet og hente det senere.

De tre mænd rider dernæst mod nord, så hurtigt remmer og tøj kan holde. Først da de har krydset grænsen til Idaho, slår de lejr. En ny stat betyder nemlig nye love, nye sheriffer, og problemer med koordinationen af efterforskningen. Det giver de lovløse lidt ro.

De sætter sig og tæller de kontante penge fra røveriet. En del tager de fra til en købmand i nærheden. Banden har tidligere tvunget ham til at udlevere hatte og mad, fordi de ikke havde penge på daværende tidspunkt, men Butch Cassidy har højtideligt lovet at komme tilbage og betale senere.

Han vælger nu at give den forbløffede købmand dobbelt så meget, som han skylder. Cassidy og Sundance siger dernæst farvel til Will Carver og rider videre alene. I mellemtiden arbejder Pinkerton-detektiverne allerede tæt sammen med banken i Winnemucca. Dusøren på de lovløse bliver hævet til 10.000 dollar pr. mand.

Afskedsfest i Texas

Cassidy og Sundance er begyndt at overveje deres fremtid nøje. De ved, at deres bevægelser bliver fulgt meget tæt af detektiver og dusørjægere over hele landet, og en ny tanke begynder at tage form i deres hoveder. De har masser af guld og kontanter og kan få en god start i et nyt land.

Til sidst bliver de enige om at tage til Argentina. De aftaler oven i købet, at de i Sydamerika skal over på den rigtige side af loven. Et par måneder senere finder Pinktertons detektiver et varmt spor. De får bekræftet nogle løse rygter om, at saloon-ejeren Ryan, som blev rig på at huse de lovløses fester, er begyndt at handle med “sort guld” – helt bogstavelig talt.

Store mængder mørkfarvet guld har skiftet hænder i Ryans nye, flotte Home Ranch Saloon, og detektiverne gætter sig til, at guldet må være blevet sværtet af en dynamiteksplosion. Det leder til The Wild Bunch.

Cassidy og Sundance er på vej ud af landet. Men først vil de mødes med deres gamle kumpaner i Fort Worth, Texas, for at få sagt ordentligt farvel. Bandens hårde kerne samles for sidste gang: Butch Cassidy, The Sundance Kid, Benjamin Kilpatrick, Will Carver og Kid Curry. Sidstnævnte har, som den eneste, menneskeliv på samvittigheden.

De fem indlogerer sig på et billigt hotel i byens forlystelseskvarter. Fort Worth er en vigtig stationsby, hvor store kvægflokke samles for at blive transporteret videre med tog. Byen myldrer af liv, og røverne kan være ret sikre på at bevare deres anonymitet. De fester igennem med sprut, bordelbesøg og historier fra gamle dage.

Ingen genkender dem. Byen er så vant til fremmede, fulde cowboys. Det havde virket mere mærkeligt, hvis de havde opført sig pænt. De nye tider mærkes i Fort Worth. Enkelte biler kører rundt i gaderne.

Bandemedlemmerne kigger nysgerrigt, men skeptisk på de osende, larmende og langsomtkørende maskiner. De selv vil aldrig kunne forestille sig et bedre transportmiddel end deres heste.

Til gengæld begejstres de over, at det flere steder er muligt at blive fotograferet. Den 21. november år 1900 beslutter de – under indflydelse af et vist kvantum alkohol – at få taget et gruppebillede til minde om den vilde tid, de har haft sammen.

De stiller op i deres stiveste puds. Billedet (bragt længere oppe i artiklen) er siden blevet en klassiker. Fotografen er så stolt af sit arbejde, at han sætter et ekstra eksemplar ud i vinduet som reklame. Et par uger senere går detektiv Fred Dodge forbi på fortovet.

Da han har passeret fotografens vindue, stivner han pludselig og snurrer så rundt på hælen. Han går tilbage og kigger igen. Kan det virkelig være rigtigt?! Butch Cassidy ser ham lige ind i øjnene. Og så iført søndagstøj! Sikke en mundering – langt fra det støvede cowboykluns, bandelederen ellers altid har opereret i.

Fred Dodge alarmererer omgående Pinkerton, udspørger fotografen og bestiller 50 eksemplarer af billedet, som han sætter op alle vegne sammen med en efterlysningstekst.

Detektiven ved ikke, at banden har genkendt ham på gaden og splittet sig op. The Wild Bunch er atter over alle bjerge. Denne gang for altid.

Turister i New York

Butch Cassidy og The Sundance Kid er på vej til New York, men ad hver sin rute. Sundance skal nemlig først forbi en kvinde i Pennsylvania. Hun hedder Ethel Place og er en af hans gamle flammer. Da hun ser ham, accepterer hun hans tilbud om at tage med til Sydamerika.

Parret ankommer til New York i midten af januar 1901 og indlogerer sig på et luksushotel under navnene Harry og Ethel Place. Nu er det bare at vente på Cassidy. Risikoen for at blive opdaget i den pulserende storby er lille.

De tager ture i hestedroscher, vandrer i parkerne og langs vandet og nyder et for Sundance hidtil ukendt fænomen: frisk havluft.

Da Cassidy ankommer nogle dage senere, indlogerer de sig alle tre i en suite på Manhattan, hvorfra de har udsigt til de travle gader.

Det er endnu en gang lykkedes at snyde Pinkertons detektiver, som forgæves gennemtrawler hver eneste lille flække i Vesten.

Detektivbureauets ejer, William Pinkerton, skriver senere til sin bror Robert og brokker sig over, at de lovløse legede turister i New York, mens hans detektiver tabte kostbar tid langt ude vestpå.

Den 20. februar 1901 går Cassidy, Sundance og Ethel ombord på damperen Herminius. De tre amerikanere indleder et nyt liv i landflygtighed, mens de ser Frihedsgudinden blive mindre og mindre i det fjerne. Kursen er sat mod Buenos Aires i Argentina.