Fest hos Amerikas overklasse, ca. 1890

Vilde fester og overdådig luksus splitter USA

Gæsterne til New Yorks luksusfester ryger cigaretter rullet af 100-dollarsedler og spiser østers med indlagt perler i "den gyldne æra" sidst i 1800-tallet. Men kun få gader væk eksploderer antallet af fattige, og de riges ødselhed får rygterne om revolution til at brede sig.

Gæsterne til New Yorks luksusfester ryger cigaretter rullet af 100-dollarsedler og spiser østers med indlagt perler i "den gyldne æra" sidst i 1800-tallet. Men kun få gader væk eksploderer antallet af fattige, og de riges ødselhed får rygterne om revolution til at brede sig.

Imageselect, library of Congress, Serial and Government Publications division

... Og læs artiklen om det overdådige USA her:

Hotel Waldorf i New York er forvandlet til det franske kongeslot Versailles.

Spejle og kostbare gobeliner hænger på væggene, 6.000 farvestrålende orkidéer pryder festlokalerne, og musik og latter blander sig med lyden af klirrende juveler.

700 gæster fra storbyens elite er samlet på hotellet om aftenen 10. februar 1897 – alle klædt ud som historiske personer fra 1500-, 1600- og 1700-tallet.

På en gylden trone tager værtinden, Cornelia Bradley-Martin, imod sine gæster klædt ud som den skotske dronning Maria Stuart og iført en overdådig rubinhalskæde, der engang har tilhørt den franske kongefamilie.

Ved Cornelias side står hendes mand, der er maskeret som en fransk 1700-talskonge iført pink brokade og hvide silkestrømper i røde sko med diamantspænder.

Cornelia Bradley-Martin

Cornelia Bradley-Martin var klædt ud som den skotske dronning Maria Stuart til ballet i 1897.

© Bridgeman

Ægteparret Bradley-Martins kostumebal har i ugevis været på alles læber – ikke mindst fordi aviserne har spredt rygter om bombetrusler og voldelige angreb fra anarkister og andre, der er vrede over det dyre bal midt i armod og massiv økonomisk krise.

Waldorfs ledelse har derfor skærpet sikkerheden: Alle de nederste vinduer er blokeret med plader, og ca. 200 politifolk danner ring om bygningen.

Indenfor cirkulerer en håndfuld detektiver diskret, og værtsparret ledsages af to bodyguards. Gæsterne gyser frydefuldt – en skandale er under opsejling, og heldigvis er de inviteret med til den.

Gamle penge var bedst

Ikke mindre end 1.000 invitationer var sendt ud til Bradley-Martins berygtede kostumebal i vinteren 1897. Men det betød ikke, at hvem som helst fra New Yorks overklasse var indbudt.

Selvom byen ved 1800-tallets slutning var hjemsted for USA’s rigeste, gav stor rigdom ikke automatisk adgang til den fineste del af selskabslivet.

Afgørende for adgangen var, hvor formuen kom fra, og hvor længe den havde fulgt med slægten. Sådan var reglerne blandt Europas aristokrater – og dem ville USA’s rige gerne ligne.

Avis-illustration sat i 1890'ernes New York

Aviserne dækkede ivrigt maskeballerne i 1890’ernes New York.

© Imageselect, library of Congress, Serial and Government Publications division

Derfor var det bedst for amerikanerne at have “gamle” formuer.

To personer gjorde sig til dommere over, hvem der havde ærværdige “gamle penge”, og hvem der skulle foragtes som “nyrige opkomlinge”: Caroline Webster Schermerhorn Astor fra den ekstremt rige Astorfamilie og etiketteeksperten Ward McAllister.

Tysker grundlagde formue i USA

Caroline Webster Schermerhorn Astor var født i en familie, der havde skabt sig en formue på shipping og tilhørte “the old Knickerbockers” – efterkommere af de oprindelige hollandske familier, som var ankommet til Manhattan i 1600-tallet.

Mænd af “Knickerbocker”-herkomst havde ikke almindelige jobs. Selvom Knickerbockerne måske flirtede lidt med New Yorks forretningsliv, levede de mest af afkastet fra landbesiddelser, som tidligere generationer havde købt.

Caroline Schermerhorn havde giftet sig ind i den rigeste af “gamle-penge”-familierne – Astorerne – som ejede enorme dele af Manhattan.

Formuen var grundlagt af tyskeren John Jacob Astor, der i 1780’erne var emigreret til New York. Her opkøbte han så meget land, at han blev USA’s første multimillionær.

“Jamen, der findes kun omkring 400 fashionable mennesker i New York.” Ward McAllister

Johns sønnesøn William Backhouse Astor, der var Carolines mand, nød godt af den eksorbitant store familieformue.

Mens William brugte meget tid på sin yacht sammen med skiftende kvinder, besluttede Caroline at skabe et New York-aristokrati, der kunne hævde dominansen over for de nyrige.

Fru Astor allierede sig med advokaten Ward McAllister, som havde lært sig europæisk royal etikette og korrekt påklædning til enhver lejlighed.

McAllister udarbejdede et sindrigt sæt af regler, som var nødvendige at kende ved et middagsbord i de fineste kredse. Ifølge advokaten hørte præcis 400 mennesker til disse kredse.

“Jamen der findes kun omkring 400 fashionable mennesker i New York”, fortalte han i 1888 avisen New-York Tribune.

“Ud over det antal finder du enten folk, der ikke befinder sig komfortabelt i en balsal, eller som gør andre ukomfortable”, forklarede McAllister.

Særligt en gruppe mennesker i New York var interesserede i overklassens selskabsliv: journalisterne.

Pressen fulgte livet i de riges klub

New York-pressen dækkede ivrigt fru Astors selskaber for de 400 udvalgte notabiliteter.

Magasinet Town Topics berettede fx, hvordan fru Astor ofte modtog gæsterne iført sort paryk og stående foran sit eget portræt i fuld størrelse.

Hendes tjenerstab på 18 personer serverede 20-retters menuer, som ca. 125 cateringkokke leverede til huset.

Mens avisernes satiretegnere gjorde grin med McAllister, måbede journalister over de velhavendes afsindige kapløb om rigdom, luksus og ødselhed:

“Borgerskabet i New York er blevet verdens mest ekstravagante”, skrev journalisten James D. McCabe i bogen “New York i gaslyset” – “enorme summer bruges årligt på al slags pjank og adspredelse”.

Mand i kostume, ca. 1890

Fabrikation af historiske dragter skulle give arbejde til hjemlandets skræddere.

© Getty Images

Adspredelserne omfattede bl.a. en fødselsdagsfest for en hund, som i gave modtog et diamanthalsbånd. Til en anden fest lå et bjerg af sand på gulvet, og på værtens signal gav gæsterne sig til at grave efter juveler.

Blandt deltagerne i byens udskejelser var Vanderbilterne. Men selvom familien befandt sig i millionærernes topklasse, tilhørte den ikke fru Astors 400 udvalgte.

Vanderbilterne var nemlig blevet rige på bl.a. investeringer i jernbaner, og den slags formuer var ifølge Caroline Astor “nye penge”.

Men Alva, der var gift med William Kissam Vanderbilt, var ikke tilfreds med at være uden for det gode selskab.

Hun udtænkte derfor en plan: Adgangen til fru Astors cirkler skulle banes via opførelsen af et pragtpalæ i europæisk stil.

Luksusslot overtrumfede alt

Vanderbiltfamilien købte en grund på hjørnet af 660 Fifth Avenue og 52nd Street, og Alva tilkaldte sin yndlingsarkitekt, Richard Morris Hunt.

Arkitekten var uddannet i Paris og havde udviklet en overdådig og storladen byggestil, som faldt i rige amerikaneres smag.

Utallige håndværkere og kunstnere arbejdede i flere år, mens et eventyrslot i hvid kalksten og marmor langsomt rejste sig.

Slottet blev indrettet med bl.a. antikke gobeliner, kandelabre, gulve, paneler, pejse, rustninger og alabaster-badekar, som Alva Vanderbilt og Richard Morris Hunt havde købt på rejser i Europa.

I 1882 – efter ca. fire års arbejde – stod pragtbyggeriet endelig færdigt. Byens nobiliteter var betagede, men Alva var skuffet.

Drømmepaladset, der blev kaldt Le Petit Chateau (det lille slot), havde ikke åbnet de døre, hun havde regnet med. For at opnå målet behøvede fru Vanderbilt en fest.

Her lå de riges drømmepalæer:

Fru Astor måtte overgive sig

I 1883 sendte Alva 1.200 invitationer ud til et maskebal, der skulle lokke selv de mest forbenede “old Knickerbockers” ind i Vanderbilt-hjemmet.

“Vanderbilt-ballet har sat New Yorks selskabsliv på den anden ende”, skrev The New York Times, “siden det blev annonceret, har det forstyrret nattesøvnen og optaget enhver tanke (...) hos samfundets sociale spidser”.

Men Caroline Astor måtte sande, at hun i modsætning til resten af New Yorks overklasse ikke havde fået en invitation til Alva Vanderbilts bal.

Ward McAllister blev tilkaldt. På en delikat mission sneg han sig i aftenmørket 26. marts 1883 op ad Fifth Avenue til nr. 660 – Vanderbilts Le Petit Chateau.

Kort efter sneg advokaten sig tilbage til fru Astors hjem i nr. 350. Her overbeviste McAllister sin arbejdsgiver om, at hun var sat skakmat: Hvis Caroline ville inviteres, måtte hun først invitere Alva Vanderbilt ind i sit eget hjem.

“Det er alt for åbenlyst, at penge ingen betydning har her. Der er alt for mange af dem.” En franskmand

Senere samme aften gik en droske afsted til fru Vanderbilt. En lakaj overbragte et kort med to ord, “Mrs. Astor” – nok til, at en ny verden åbnede sig for Alva.

Næste dag aflagde hun visit hos Caroline Astor, som til gengæld modtog den ønskede invitation til maskeballet.

10 år senere havde fru Astor også bygget et nyt palæ på Fifth Avenue, helt oppe ved Central Park – et område, som var så eksklusivt, at det blev for meget for en gæst fra Europa.

Franskmand fik nok

I 1895 var en franskmand lamslået ved synet af “Millionaires’ Row” – det stykke af gaden Fifth Avenue, som lå ved Central Park. Her havde flere rige newyorkere bosat sig i nyopførte palæer.

“Det er alt for åbenlyst, at penge ingen betydning har her. Der er alt for mange af dem her”, skrev franskmanden frastødt. “De endeløse rækker af luksuspalæer udbasunerer den forrykte overflod.

Ingen butikker, undtagen et par kjolemagere og nogle billedforhandlere (…) kun enkeltstående boliger, der hver især fordrer en indkomst, man end ikke tør regne på”.

Fifth Avenue, 1890'erne

New Yorks rige flokkedes på byens mondæne gade Fifth Avenue.

© Getty Images

For franskmanden var den middelmådige smag kvælende:

“På gulvene i de store sale, som er alt for højloftede, ligger for mange værdifulde persiske tæpper, der er for mange gobeliner, for mange malerier på væggene i opholdsværelserne. I gæsteværelserne er møblerne for udsøgte og for mange, og på middagsbordene er der for mange blomster, for meget sølvtøj og for meget krystalglas”.

De hovedrige newyorkere var imidlertid ligeglade med europæerens dom og nød fortsat tilværelsen. Ikke mindst i sommerresortet Newport.

En rig kvinde bedyrede, at hun “altid satte 300.000 dollars af til hver sæson i Newport til underholdning” – til sammenligning var den gennemsnitlige årsløn for en industriarbejder 564 dollars i 1890.

Ingen bekymrede sig om penge. Kun de fattige.

Børsen på Wall Street krakkede

Mens ekstravagante fester og ekstrem luksus fyldte de riges liv, levede en stor del af New York i en verden præget af arbejdsløshed, fattigdom og social utryghed.

Byen oplevede nemlig to økonomiske dyk i perioden 1870-1900. Første gang i 1873, da børsen på Wall Street krakkede og måtte lukke i 10 dage.

“Panik i Wall Street får prominente firmaer til at falde, finanskrisen spreder sig til alle dele af landet”, rapporterede avisen The New York Herald.

Krakket førte til masseafskedigelser blandt New Yorks arbejdere, der i protest demonstrerede i gaderne og endte i klammeri med politiet. Tyve år senere ramte et krak endnu en gang børsen i Wall Street.

Forretninger og virksomheder lukkede på stribe. Tusinder af immigranter og ufaglærte arbejdere stod pludselig uden job og kunne ikke forsørge familierne.

Elendigheden var massiv – fx havde storbyen 20.000 hjemløse mennesker, der overnattede på bænke i parker og på gader.

De rige newyorkere lod sig dog ikke påvirke af elendigheden blandt de dårligst stillede i storbyen.

Hestevogne med lakajer i livré kørte fortsat op og ned ad avenuerne og satte fornemme passagerer af foran palæer, hvorfra munter musik strømmede ud.

Men tidsånden var ved at ændre sig. Jernbanemoguler, oliebaroner og stålkonger, der hidtil var blevet hyldet som landets store sønner, tabte mere og mere anseelse.

Deres levevis blev betragtet som upassende og pragtpalæerne opfattet som et bevis på usmageligt frås.

“Deres fritidsvillaer anbragt på bjergsider eller ved kysten, deres kæmpestore yachts med en stab, der afventer ejernes sjældne besøg (...)” Amerikansk journalist

“Hvis vores civilisation skal ødelægges, som nogen har forudsagt, så bliver det ikke af barbarer nedefra. Vores barbarer kommer oppefra”, bemærkede en aviskommentator i 1894.

Pressen beskrev mere og mere de riges ødselhed som udemokratisk:

“Deres fritidsvillaer anbragt på bjergsider eller ved kysten, deres kæmpestore yachts med en stab, der afventer ejernes sjældne besøg – alt dette er ikke i harmoni med ånden i de amerikanske institutioner”, skrev en journalist.

Strejker og uroligheder ramte USA

Afgrunden mellem New Yorks mange fattige og ubegribelig rige blev dybere og dybere, mens den værste økonomiske krise siden borgerkrigen hærgede nationen.

Krisetegnene i USA var mange. I 1892 satte staten Pennsylvania sin milits ind mod strejkende stålværksarbejdere i byen Homestead.

To år senere bredte en omfattende strejke sig blandt ansatte ved jernbanerne.

Strejken brød ud i Chicago, hvor arbejdere, der producerede jernbanevogne på Pullman-fabrikkerne, protesterede mod afskedigelser og drastiske nedskæringer af lønninger.

Fattige amerikanere i New Yorks slumkvarterer, slut 1800-tallet

Slumkvarterernes boliger var fattige på frisk luft og dagslys.

© Getty Images

Mange gik til bunds i New York

Millioner af forarmede emigranter fra specielt Europa søgte lykken i USA i slutningen af 1800-tallet.

Mange indvandrere ankom med skib til New York, hvor de blev sluset ind i byens slumkvarterer, der i 1880’erne strakte sig fra det ydre Brooklyn og ind til Lower Manhattan.

Her levede tusindvis af ludfattige familier i små, uhumske lejligheder med dårlig udluftning og næsten ingen dagslys.

Mens rige newyorkere modtog ekstremt høje salærer som bankfolk og forretningsledere, kunne de fattige putte to-tre dollars i lommen om dagen ved at skovle skidt på byggepladser, hente affald eller sy tøj på fabrikker.

Mange knoklede i tøjindustriens sweatshops – små fabrikslokaler, hvor hundredvis af ufaglærte arbejdede i 12-timersskift til en ussel løn.

Fattige børn kunne også bidrage til familiernes indkomst ved at sælge aviser eller pudse sko.

Formanden for jernbanearbejdernes fagforening, Eugene V. Debs, opfordrede til national boykot af Pullmans vogne.

Da op imod 125.000 ansatte ved jernbanerne fulgte opfordringen, lå en stor del af landets togtrafik stille – lige indtil præsident Grover Cleveland indsatte militære tropper og ophævede boykotten.

Efterhånden nåede rygter om folkelig opstand, revolution og klassekrig i USA til udlandet – nyheder, som ikke styrkede det amerikanske aktiemarked.

Men det var der råd for, mente landets allerrigeste, bl.a. ægteparret Bradley-Martin, der tilhørte fru Astors 400 udvalgte. Amerikanerne skulle bogstavelig talt feste sig ud af problemerne.

Til det formål ville Bradley-Martin-parret i begyndelsen af 1897 holde et overdådigt kostumebal på Hotel Waldorf.

Rigt ægtepar havnede i unåde

Bradley-Martin havde ikke de fjerneste skrupler ved at bruge nogle hundrede tusind dollars på et bal.

Parret så sig selv som velgørere, der med festen kunne løfte den kedelige stemning og bedre den dårlige økonomiske situation, som udsprang af hhv. social uro og sammenbrud på aktiemarkedet.

Men da fru Bradley-Martin sendte et tip om kostumeballet ud til pressen, begyndte problemerne.

Avisredaktører, politikere og prædikanter udtrykte forargelse over den vulgære opvisning af rigdom på et tidspunkt, hvor ufattelig mange mennesker led økonomisk nød.

Præster opfordrede medlemmer af deres menigheder til ikke at møde op til festen. Kritikere hævdede, at det planlagte bal ville være et orgie i frås og skørlevned, mens masserne sultede.

Fx fandt en rektor det uansvarligt at bære ved til et bål, der kunne føre til revolution og samfundsomstyrtelse.

Salonen i familien Vanderbilts “Le Petit Chateau” lignede en sal i et europæisk slot.

© aLtairisfar/architectural record, Getty Images & Shutterstock

Den forestående rigmandsfest blev også for meget for en pastor i Brooklyn.

“Gud have medlidenhed med de frysende, sultende fattige i disse dage, og må en cyklon af retfærdighed ramme dette bal af egoisme”, tordnede han.

En anden pastor advarede:

“Jeg mener, at dette bal er en tilskyndelse til anarki!”

En politiker gik endnu videre. Han mente, at det ville være velfortjent, hvis en anarkist kastede en bombe midt under Bradley-Martin-ballet og sprængte de “dansende lapse og deres damer til konfetti og rød klistermasse”.

Besøg af skattevæsenet blev dråben

Kritikken formåede dog ikke at forhindre Bradley-Martin-ballet, der blev en lang festmaraton med middag, druk og dans.

Arrangementet varede til kl. 4 om natten, hvor sanseløst berusede millionærer blev slæbt ud i drosker og kørt hjem.

Ud over ekstreme mængder whisky, cognac og vine konsumerede Bradley-Martins gæster 60 kasser Möet & Chandon-champagne, datidens dyreste bobler.

Men hvis Bradley-Martin-ægteparret havde troet, at kritikken ville fordampe efter ballet, måtte de tro om igen.

Præster fordømte fx det overdrevne forbrug under festen.

Ballets værter holdt kritikken ud i to år. Men da New Yorks skattemyndigheder i lyset af den åbenlyse rigdom fordoblede ægteparrets skattebidrag, blev det for meget for Bradley-Martin’erne.

De tømte deres hus og sendte møblerne over Atlanten til London.

Derpå tog ægteparret afsked med over 60 venner ved en banket på Hotel Waldorf Astoria, hvor gæsterne fik serveret skilpaddesuppe, silderogn og forårslam, mens hotelorkestret spillede populære spanske og afroamerikanske numre som “When You Ain’t Got No Money, You Needn’t Come Round” – “Hvis du ingen penge har, behøver du ikke at komme”.

Derefter forlod Bradley-Martin New York og flyttede til England.