Rodney King lurer i skyggerne
Før O.J. Simpson blev berygtet, var han berømt for sin næsten overnaturlige fart på den amerikanske fodboldbane. Senere fulgte en karriere som sportskommentator og filmskuespiller, inden han en sommerdag i 1994 ryddede alverdens forsider som hovedmistænkt i knivdrabet på ekskonen Nicole Brown Simpson og hendes elsker, Ronald Goldman.
Ekskonen havde tidligere beskyldt O.J. for hustruvold, og blodstænk omkring ligene matchede hans blodtype.
Inden “The People v. O.J. Simpson” starter med disse gruopvækkende scener, præsenteres seeren dog for de virkelige optagelser af Los Angeles’ politis vold mod den sorte taxachauffør Rodney King i 1991. Optagelserne og den efterfølgende frifindelse af betjentene bag overfaldet kastede USA ud i massive raceuroligheder.
Da retssagen mod O.J. rullede fra januar til oktober i 1995, var Rodney King-sagen stadig frisk i erindringen hos særligt den afroamerikanske befolkning. O.J.s hold af advokater argumenterede for, at deres klient var det seneste offer for en ond, racistisk kultur i Los Angeles’ politi. Beviserne, som pegede på O.J. – hans blod fundet nær ligene samt en blodig læderhandske på hans egen ejendom – var blevet plantet af politiet for at få ham til fremstå som den skyldige.
Forsvarsadvokaterne plantede dog også selv materiale for at overbevise juryen om O.J.s stærke tilhørsforhold til afroamerikansk kultur – selvom O.J. mest brugte sin tid med hvide venner og gjorde en dyd ud af altid at sige: “Jeg er ikke sort, jeg er O.J.”.
I et af seriens bedste øjeblikke skal juryen besøge Simpsons hjem, før retssagen begynder. Kort inden udskifter forsvarsadvokaten Johnnie Cochran alle indrammede billeder af O.J. og hans hvide venner i huset med fotos af O.J. sammen med afroamerikanere. Afrikanske masker og kunstværker knyttet til borgerrettighedsbevægelsen ender på væggene, og transformationen fra hvid kæledægge til afroamerikansk rollemodel er komplet.
Det kan virke som selvskabt Hollywood-dramatik, men hele optrinnet fandt sted i virkeligheden, og det samme kan siges om det meste af serien. Fra O.J.s nedsmeltning i vennen Robert Kardashians lejlighed, hvor han truer med at begå selvmord, til juryens indespærring på et hotel i de 265 dage, retssagen står på.
Alt sammen er nøjagtige gengivelser af det medie- og retssalscirkus, der udspillede sig efter O.J.s anholdelse – sat i scene af hovedpersonen selv og hans hold af flamboyante og skruppelløse advokater.
“Århundredets retssag” er et sublimt drama
“The People v. O.J. Simpson” vækker ikke blot den berømte retssag til live med en særdeles stærk sans for de historiske detaljer. Den udfolder også en større pointe om et korrupt retssystem og en strukturel racisme, som stadig plager USA i dag.
Klippet af O.J. Simpson, der ikke kunne få handsken på, gik verden rundt:
Serien tager sig et par friheder undervejs, særligt når det gælder O.J. Simpsons nære ven og forsvarer, Robert Kardashian. Det var fx ikke Kardashian, der ringede til Robert Shapiro og overtalte ham til at forsvare O.J. Simpson i retten, som det skildres i serien.
Overordnet har der dog ikke været meget behov for at pynte på fortællingen, når virkeligheden overgår fantasien og tilmed er så dramatisk.