Watergate-komplekset var berømt for sin arkitektur. Men siden indbruddet er navnet først og fremmest forbundet med den største skandale i amerikansk historie.

Watergate-skandalen: To journalister fælder Richard Nixon

I 1972 er Richard Nixon en af de mest populære præsidenter i USA's historie. Men så bryder helvede løs. Et indbrud i demokraternes partikontorer sætter Washington Post på sporet af en skandale, der efterfølgende bliver kendt som Watergate-skandalen.

18. juni 2015

Taget på fersk gerning i Watergate-bygningen

17. juni 1972, ca. 02:30 Watergate-bygningen, Washington:
Det nyopførte bygningskompleks er hovedstadens mest fashionable adresse og huser kontorer, lejligheder og et hotel.

“Stop! Kom ud!” råber betjent John Barrett og retter sin pistol mod skikkelsen, han netop har set bevæge sig bag en glasvæg.

Sammen med to kollegaer er Barrett kort forinden blevet tilkaldt til Watergates hotel og kontor-bygning. En nattevagt har opdaget, at lukkemekanismen i flere døre er blokeret af tape. Sporet af tapestrimler fører fra parkeringskælderen og op til indgangen til det demokratiske partis hovedkontor på 6. sal.

“Kom ud!” råber Barrett igen. Det rumsterer inde bag glasset, og ud træder ikke bare én, men hele fem mand med hænderne i vejret.

Betjentene kan se, at de har gjort en usædvanlig fangst, for indbrudstyvene er alle iklædt jakke og slips. Arrestanternes udrustning er lige så mærkværdig: flere sæt gummihandsker,
walkie-talkier, et par kameraer, tåregas-pistoler og avanceret elektronisk aflytningsudstyr. Tyvene bliver lagt i håndjern og ført bort.

Nixons bagmænd står bag Watergate-indbrud

17. juni 1972, 09:00 Washington:
Den 29-årige journalist Bob Woodward sover tungt i sin etværelses lejlighed i det ydre Washington, da telefonen ringer. Woodward tumler ud af sengen og famler efter telefonrøret. Han havde egentlig forestillet sig, at han skulle sove længe denne lørdag.

Opkaldet er fra nyhedsredaktøren på Washington Post. Fem indbrudstyve er blevet arresteret i Watergate-bygningen. Kan Woodward komme ind på avisen med det samme?

Som nyansat reporter på den ansete avis er Woodward konstant på udkig efter historier, der kan vise hans værd. Han er ung, fraskilt og fuld af arbejdsiver. Men nattens begivenhed lyder som en banal kriminalsag i småtingsafdelingen, tænker han på turen ind til avisen.

På redaktionen opdager Woodward dog hurtigt, at sagen ikke hører til hverdagens trivialiteter. Langtfra. For flere af de anholdte har en baggrund i efterretningstjenesten CIA, og ikke nok med det: En af de arresterede er James McCord, sikkerhedschef i komiteen til genvalg af præsidenten.

Amerikanerne skal til valg den 7. november, og komiteen har til opgave at sikre Nixon fire år mere i Det Hvide Hus.

Woodward teamer op med Bernstein i Watergate-sag

19. juni 1972, morgen Washington Post, Washington:
Historien om indbruddet er blevet bragt i de andre store aviser. Forbundspolitiet FBI undersøger sagen, men få mener, at den får betydning for det kommende valg. Bob Woodward sidder bøjet over skrivebordet. Han skriver på en liste over personer, der kan bringe ham videre i Watergate-sagen. Indbruddet har vakt Woodwards nysgerrighed. Der er begået en kriminel handling, og aflytningsudstyret antyder, at motivet er politisk.

Øverst på sin kildeliste har Woodward skrevet “Howard Hunt”. Navnet stammer fra en lommebog, politiet har fundet på et hotelværelse, hvor en af de arresterede boede før indbruddet i Watergate-bygningen.

I bogen står “E. Howard Hunt” anført som tilknyttet “W. House” – muligvis i betydningen “White House”, Det Hvide Hus. Et opkald til personaleafdelingen i Det Hvide Hus afslører, at manden arbejder som ekstern konsulent for præsidentens stab. Indtil 1970 var Hunt desuden ansat ved CIA.

Woodwards efterfølgende samtale med Hunt bliver imidlertid kort:

“Hvordan kan det være, at dit navn optræder i en adressebog hos to af de mænd, der er anholdt i Watergate?” spørger journalisten.
“Du godeste!” udbryder Hunt og bliver stille et øjeblik. Derefter siger han kort, at han ikke har kommentarer til en verserende sag, og smækker røret på.

En kontakt i regeringsapparatet kan dog fortælle, at FBI mistænker Hunt for at være indblandet i Watergate-sagen. Sent på eftermiddagen sætter Woodward sig til tasterne og skriver en indledning til morgendagens artikel om sagen: “Konsulent i Det Hvide Hus har forbindelse til de mistænkte i Watergate-indbruddet”.

Woodward er godt tilfreds med artiklen, og han bliver ikke begejstret, da redaktionssekretariatet sender teksten videre til gennemskrivning hos den 28-årige Carl Bernstein. Til daglig dækker Bernstein retsstof og lokalpolitik, men han skriver også lange, fabulerende historier om mennesker og begivenheder i hovedstaden, og så anmelder han rockmusik. En alt for flippet type for den tidligere flådeofficer Woodward.

Indtil nu har de to journalister undgået hinanden, men da Bernsteins ændringer kommer retur, kan Woodward se, at teksten er blevet meget bedre. Fra det øjeblik er Bob Woodward og Carl Bernstein et uadskilleligt team i jagten på sandheden bag Watergate-indbruddet.

Watergate-sagen får nyt liv

25. juli 1972 Washington Post, Washington:
Watergate-sagen ligger næsten stille. Politiundersøgelserne skrider kun langsomt frem, og Det Hvide Hus nægter at udtale sig.

Temperaturen nærmer sig 30 grader, og Carl Bernstein ærgrer sig over, at han ikke er taget på ferie ligesom Bob Woodward.

I mangel på stof har redaktøren sendt Bernstein tilbage til dækningen af lokalpolitik. Det er derfor en kærkommen nyhed, da Bernstein i en artikel i New York Times læser, at de mistænkte i Watergate-sagen foretog en række mystiske telefonopkald i dagene op til indbruddet. Dels til præsidentens kampagnestab, dels til en advokat i Miami.

Bernstein har flere kilder i telefonselskabet Bell, og de kan efter få timers undersøgelser bekræfte, at opkaldene er foretaget af de fem anholdte mænd. Kontakterne i Bell har endnu en interessant oplysning: Opkaldslisterne er netop blevet sendt til en offentlig anklager i Florida, der har bedt om at få dem udleveret.

Beskeden skærper Bernsteins nysgerrighed. Han beslutter sig for at opklare, hvorfor myndighederne i fjerne Florida vil vide, hvem mændene fra Watergate-bygningen har ringet til. Bernstein griber telefonen og får snart bid: En offentlig anklager i Miami bekræfter, at listerne er bestilt for at kontrollere, om de anholdte i Watergate-sagen også er indblandet i lovovertrædelser i Florida. Hvis Bernstein lover at holde sin kilde hemmelig, kan advokaten give endnu et spor. Bernstein lover fuld anonymitet og holder spændt pennen klar på blokken.

“Vi har også bestilt bankudtog fra de anklagede, og oversigterne viser nogle interessante transaktioner”.
“Transaktioner hvorfra?” spørger Bernstein.
“Fra Mexico City”, svarer anklageren. “Du må komme til Miami, hvis du vil høre mere”.

Mystiske checks leder tilbage til præsidentens mænd

28. juli 1972 Miami, Florida:
Mens Woodward vender tilbage fra ferie, flyver Bernstein til Miami for at finde ud af, hvad den offentlige anklager har fundet.

Manden foran Carl Bernstein er en lavstammet fyr med et rødblusset ansigt og en endnu mere rød næse. Albuerne på hans blå blazer er flossede, og han virker ikke glad for, at reporteren har valgt at komme til Miami.

“Lad os få det hurtigt overstået”, siger anklageren og viser vej ind på sit kontor. Her åbner han hurtigt et arkivskab med kode og finder fem checks frem fra en mappe.

“Du må ikke låne min kopimaskine. Nogen kunne spore kopierne tilbage til mig”, insisterer anklageren, mens han løfter armen for at kigge nervøst på sit ur. Den bevægelse bliver gentaget mange gange under Bernsteins besøg.

“Okay, jeg skriver dem af i hånden”, svarer reporteren. Han giver sig til at tegne checkene på sin blok. Fire af dem er mexicanske og er på i alt 89.000 dollars. Den sidste er fra First Bank and Trust Co. i Florida. Den er udstedt til en Kenneth Dahlberg og lyder på 25.000 dollars.

Tilbage på sit hotel ringer Bernstein til Woodward. De to bliver enige om at opspore den mystiske Dahlberg. Woodward sender bud til Washington Posts arkiv, og kort efter ligger et billede på hans skrivebord.

Fotoet viser en storsmilende mand ved navn Kenneth Dahlberg ved siden af en lokal politiker fra Minneapolis, Minnesota. Nu er det en smal sag at ringe til den lokale nummeroplysning i Minneapolis og få mandens telefonnummer.

“Det er Bob Woodward fra Washington Post. Jeg ringer angående de checks, der er udbetalt til de anholdte i Watergate-sagen”.
Tavshed.
“Dit navn er på en af de fem checks…”

Fortsat tavshed. Da Dahlberg endelig begynder at tale, lyder han rystet. Han fortryder og lægger på, men ringer kort efter tilbage.

“Pengene er indsamlede kampagnebidrag. Jeg har ingen idé om, hvor checken er endt… Jeg burde ikke fortælle dig dette, men jeg afleverede den i sin tid til Maurice Stans”.

Navnet får Woodward til at knuge om pennen. Maurice Stans er økonomisk ansvarlig for præsidentens valgkomite. Der er knyttet endnu en tråd fra Watergate og direkte tilbage til folk meget tæt på præsidenten.

Da Woodward afleverer dagens historie, kigger redaktøren vantro på manuskriptet.

“Vi har aldrig haft en historie så stor som denne! Aldrig!”

Bogholder kommer med ledende spor i Watergate-sagen

14. september 1972 Washington:
En uafhængig revisionsrapport har afsløret, at Nixons valgkomite har forsøgt at hvidvaske kampagnemidler via Mexico.

For at følge pengesporet er Bernstein og Woodward begyndt at ringe på dørene hos ansatte i Nixons valgkomite. Ved at invitere sig selv ind i folks stuer håber de to reportere, at de kan opklare, hvor ordren til indbruddet i Watergate kom fra.

Bernstein sidder i entreen hjemme hos en af bogholderne ansat i valgkomiteen. Hun ryster på hånden og er synligt nervøs, da hun skænker kaffe op til journalisten.

“Jeg kender intet til, hvordan spionagen foregik. Jeg ved kun, hvem der fik pengene, og hvem der godkendte det”, hvisker hun og ser ud til straks at fortryde sine ord.

Bogholderen nægter at sætte navne på folk. I stedet opfordrer Bernstein hende til blot at nævne forbogstaverne på de personer, som hun opfatter som ansvarlige.

Da bogholderen tøver, forsøger Bernstein at sætte hende i gang ved selv at foreslå L. Hun afbryder og siger langsomt: “L og M og P, og det er alt, hvad jeg vil give dig”.

De tre forbogstaver passer fint ind i den rebus, Bernstein og Woodward forsøger at løse. L kan stå for Gordon Liddy, M for Jeb Stuart Magruder, og P for Herbert Porter. Alle tre er centrale personer i Nixons valgkomite og i forvejen i de to journalisters søgelys.

Bernstein tager en sidste tår, sætter koppen fra sig og siger tak for kaffen. Nettet strammes om Det Hvide Hus.

Watergate-sagen holdes i live trods jordskredssejr

December 1972 Om bord på et fly mod Los Angeles:
Nixon har vundet en jordskredssejr over demokraterne. Presset på Washington Post for at droppe Watergate-sagen er stort, men avisen graver videre.

“All in”, siger Bernstein og skubber selvsikkert sine jetoner ind på midten af bordet. Han og Woodward har kastet sig ud i et spil poker i loungen om bord på en jumbojet mod Los Angeles.

Her skal de møde en mand, der forhåbentlig kan fortælle dem, hvor langt oppe i statsapparatet ordren til indbruddet i Watergate kom fra. Bernstein er 30 dollars foran, da flyet endelig lægger an til landing.

På en café i udkanten af Los Angeles mødes de to journalister med Donald Segretti, en 31-årig fyr med et bredt smil og et venligt, nærmest naivt ansigtsudtryk. Men skinnet bedrager, for flere kilder har udpeget Segretti som “manden på gulvet”, der har rekrutteret folk til det beskidte arbejde omkring Nixons valgkampagne – demonstrationer, falske breve og sabotage mod politiske modstandere.

“Jeg ønsker bare fred og ro omkring min familie”, siger han og nægter at udtale sig til citat.

Segretti indrømmer dog, at han er blevet hyret af Nixons folk, og at han har modtaget betaling fra præsidentens kampagnestab. Desuden er Segretti sikker på, at hans overordnede blev styret fra endnu højere sted.

“Fra hvem?” spørger Woodward.
“Well, jeg forstod, at ordrerne som regel kom fra Haldeman”, siger Segretti og virker beklemt.

De to reportere kigger på hinanden. Nu kan de kriminelle forbindelser ikke komme meget tættere på præsidenten selv. Som stabschef og personlig ven er Bob Haldeman en af Nixons mest betroede folk.

Deep Throat bliver Watergate-sagens vigtigste kilde

24. januar 1973 En parkeringskælder i Washington:
Retssagen mod de tiltalte for Watergate-indbruddet foregår bag lukkede døre. Imens fortsætter Woodward og Bernstein deres egne undersøgelser.

Parkeringskælderen er bidende kold og sparsomt oplyst. Men her under hovedstadens gader kan Woodward uforstyrret mødes med den person, der er blevet hans vigtigste kilde i optrævlingen af Watergate-sagen.

Manden har en høj position i statsapparatet og kan levere præcise informationer om, hvad myndighederne afdækker i opklaringen af Watergate-sagen. Til gengæld vil han ikke have sit navn frem.

Woodward og Bernstein omtaler ikke den hemmelige kilde i deres artikler. Offentligheden hører først om ham i sommeren 1974, hvor de to journalister udgiver en bog om deres opklaringsarbejde. Selv her afslører de ikke hans identitet, men kalder ham i stedet “Deep Throat”. Navnet er hentet fra titlen på en pornofilm, der i 1972 havde vakt stor opmærksomhed i USA.

Møderne i parkeringskælderen aftales via et sindrigt signalsystem, som kun de to kender til. Hvis Woodward ønsker et tale med Deep Throat, flytter han sin potteplante ud på kanten af sin altan. Når Deep Throat omvendt ønsker at møde journalisten, sørger han for, at Woodwards morgenavis har en lille cirkel omkring sidetallet på side 20. Cirklen betyder, at Deep Throat venter i parkeringskælderen samme aften. Hvordan hans kilde får fat i avisen og sætter cirklen, finder Woodward aldrig ud af.

Denne isnende januar-aften har Deep Throat vigtige informationer med til Woodward. Han udpeger selveste direktøren for Nixons valgkomite som den ansvarlige for indbruddet hos demokraterne.

“Mitchell stod med sikkerhed bag selve Watergate-operationen”, siger han. “Det Hvide Hus ved det, FBI ved det. Det Hvide Hus er i gang med at sløre det hele, så de er sikre på, at kongressen ikke kan undersøge det”.

Beskeden er typisk for Deep Throat. Han kommer aldrig med beviser, men han bekræfter typisk Woodward og Bernstein i deres antagelser og sender dem derefter i nye interessante retninger. Den sikre baggrundsviden kan bruges til at presse andre kilder til at tale.

Washington Post bløder på grund af Watergate

30. april 1973, kl. 11:55 Washington Post, Washington:
Nixon ligger stadig højt i meningsmålingerne, og Washington Post betaler en høj pris for forfølgelsen af Watergate-sagen. Avisens aktier er faldet med 50 pct.

Chefredaktør Benjamin Bradlee sludrer med en bekendt på sit kontor. Benene er plantet på bordet, og under samtalen forsøger Bradlee nonchalant at kaste en legetøjsbold over i en basketballkurv på væggen.

Bradlees tilsyneladende ro er påtaget. Med det store pres på avisen er det alt andet end nemt at have en topstilling på Washington Post i øjeblikket. Pludselig slår en medarbejder døren op.

“Har du hørt det?! Nixon har accepteret, at Ehrlichmann, Haldeman og Dean tager deres afsked!”

I et splitsekund taber Bradlee kæben, så lyser ansigtet op i ren begejstring. Han lægger kinden på skrivebordet og slår hårdt i bordpladen med en knyttet næve.

“Hvad siger I så?!” råber han, før han springer op af stolen og stormer ind i det store redaktionslokale.
“Ikke dårligt, Bob!! Slet ikke dårligt, Bob”, råber han i retning af Woodward.

Kort forinden har den anklagede John McCord brudt den tavshed, som de fem arresterede fra Watergate-bygningen har opretholdt i næsten et år. I retten har han afgivet fuld forklaring.
McCord forklarede, at han inden indbruddet fik besked om, at handlingen var godkendt af højtstående folk omkring præsidenten.

Den anklagede er desuden overbevist om, at endnu flere måtte kende til indbruddet, selv om de nu påstår noget andet. Heriblandt præsidentens stabschef Bob Haldeman, chef for præsidentens kampagnestab John N. Mitchell, juridisk rådgiver John Dean samt den indenrigspolitiske rådgiver John Ehrlichman.

Det Hvide Hus har ifølge McCord også benyttet sig af både bestikkelse og afpresning for at få de anholdte til at holde mund. Forklaringen er en bombe under præsidenten, og de tre topmedarbejderes afgang er den første indrømmelse af, at alt ikke er foregået efter bogen i Det Hvide Hus.

I de næste minutter slår alle journalisterne på Washington Post ring om Bradlee og Woodward. Avisen har hele tiden haft ret i sine anklager, og lettelsen på redaktionen er stor.

Nixon har optaget sig selv under hele Watergate-forløbet

14. juli 1973 Woodwards hjem, Washington:
Efter John McCords tilståelse har kongressen nedsat en undersøgelseskomite. Den skal finde frem til de ansvarlige for indbruddet i Watergate-bygningen.

Bernstein og Woodward undrer sig over, at én nøgleperson endnu ikke er blevet afhørt af undersøgelseskomiteen. Alexander Butterfield er stabschef Haldemans assistent og har ansvaret for en stribe rutineopgaver i Det Hvide Hus. Deep Throat og en kilde i Nixons kampagnestab har udpeget ham som indblandet i Watergate-sagen.

Indtil nu har Woodward og Bernsteins kontakter blandt undersøgelseskomiteens efterforskere undskyldt sig med mangel på tid.

Bob Woodward tilbringer en rolig lørdag eftermiddag, da telefonen ringer. I den anden ende er en af efterforskerne.

“Tillykke. Vi har nu interviewet Butterfield. Han har fortalt hele historien”.
“Hvilken historie?” spørger Woodward.
“Nixon har optaget sig selv på bånd igennem hele forløbet”.

Rygter om hemmelige lydoptagelser af præsidentens samtaler har løbet i et stykke tid, men nu er deres eksistens blevet bekræftet. Via båndene er det endelig muligt at få afklaret, hvilken rolle Nixon spillede i Watergate-sagen. Måske har han selv produceret det bevismateriale, der vil fælde ham.

Nixon og Kissinger bryder sammen

7. august 1974, aften Det Hvide Hus, Washington:
I over et år har Nixon nægtet at udlevere lyd-optagelserne fra Det Hvide Hus. Men nu er samtlige 64 bånd i undersøgelseskomiteens hænder.

Nixon traver frem og tilbage i Lincoln-værelset i Det Hvide Hus. Hans eneste tilhører er udenrigsminister Henry Kissinger. Nixon ved, at løbet er kørt. Der er gået to år siden indbruddet i Watergate-bygningen, men nu er det ikke længere muligt at forhale opklaringen eller bortforklare det hele.

Synet af præsidenten ryster Kissinger. Nixon ligner en, der er ved at gå fra forstanden. Igen og igen beder han udenrigsministeren om at opregne deres fælles triumfer på den internationale scene.

Kissinger forsøger at overbevise præsidenten om, at der venter ham et strålende eftermæle. At hele Watergate-skandalen blot vil blive husket som en ubetydelighed i et langt og succesfuldt liv i det amerikanske folks tjeneste.

Til sidst bliver det følelsesmæssige pres for hårdt for den ellers kynisk anlagte udenrigsminister. Kissinger bryder sammen i gråd, og øjeblikket efter løber tårerne også ned ad kinderne på præsidenten.

Da udenrigsministeren omsider rejser sig for at gå, råber Nixon efter ham:

“Bliv hos mig, og lad os bede til Gud sammen!”

Kissinger er jøde, men alligevel knæler han lydigt ned ved siden af præsidenten. Sammen beder de lydløst. Snart begynder Nixon igen at hulke for til sidst at udstøde skrig af sorg.

Næste dag meddeler præsident Richard Nixon sin afsked. For første gang i historien går en præsident af midt i en valgperiode.

Den 9. august stiger Nixon om bord på Air Force One, og flyet sætter kursen mod hjemstaten Californien. I luftrummet over Missouri skifter den store Boeing-maskine kaldesignal til SAM 27000. Vicepræsident Gerald Ford har netop aflagt ed som den nye beboer i Det Hvide Hus, og Nixon har ikke længere ret til at bruge præsidentens kaldesignal. Han lander som almindelig borger.

Nixon bruger resten af sit liv på at lægge afstand til Watergate-skandalen. Helt til sin død i 1994 nægter han at have været direkte indblandet i de ulovligheder, hans nærmeste medarbejdere blev dømt for.

Nixons folk røg bag tremmer efter Watergate

Telefonaflytninger, åbning af breve og overvågning var flittigt brugte metoder for Nixons folk, ikke mindst under valgkampen i 1972. Ulovlighederne udførtes af en gruppe tidligere CIA-folk kaldet “blikkenslagerne”, og deres ordrer kom fra toppen i Det Hvide Hus.

De fem blikkenslagere fra Watergate sad i fængsel i op til 15 måneder. Af Nixons inderkreds fik John Mitchell den længste straf. Han var chef for valgkomiteen og sad inde i 19 måneder. Præsidenten selv blev aldrig straffet. Efterfølgeren Gerald Ford benådede ham som sin første embedshandling.

Måske er du interesseret i...

Læs også