“Begivenhederne i denne fortælling er fiktive, men… Disse. Mennesker. Eksisterede”.
Med disse ord indledes Netflix’ umanerlig underholdende western “The Harder They Fall”, der er inspireret af nogle af de mest ikoniske afroamerikanske cowboys og forbrydere i 1800-tallets USA. “Inspiration” er nøgleordet her, for der skal spejdes meget langt for at finde noget som helst i filmen, der er trukket direkte ud af de amerikanske historiebøger.
“The Harder They Fall” er mere farverig tegneserie end troværdigt tidsbillede af det vilde vesten. Hovedpersonernes træfsikkerhed får Lucky Luke til at minde om en halvblind amatør, og mængden af lig hober sig op i springvand af blod. Legen med den historiske virkelighed er dog netop pointen med “The Harder They Fall”.
Filmen er ifølge instruktøren Jeymes Samuel en hyldest til de virkelige afroamerikanere, der er blevet udvisket i historikernes og Hollywoods hvidvaskning af det vilde vesten.
“Afroamerikanerne er blevet ignoreret i historien om det vilde vesten og Hollywoods repræsentation af, hvad det vilde vesten var”, udtalte instruktøren til avisen The New York Times efter premieren.
Se traileren til “The Harder They Fall”
Hver fjerde cowboy var sort
“The Harder They Fall” begynder på klassisk westernmanér: Midt ude i det øde, vilde vesten ligger et lille træhus med røgen ud af skorstenen. Indenfor sidder en afroamerikansk familie samlet til bordbøn.
Pludselig banker det på døren, og en høj, sort mand med ansigtet dækket af skyggen fra cowboyhatten træder ind med en gylden pistol i hver hånd. Koldblodigt dræber han moren og faren, hvorefter han skærer et kors i panden på den skrigende søn.
Hævneren er bandelederen Rufus Buck, der styrer byen Redwood med hård hånd sammen med sin bande af lovløse, sorte forbrydere. Som voksen begiver den forældreløs søn sig selv ud ad en kriminel løbebane som tyv og bandeleder.
Hans navn er Nat Love, og missionen er klar: Han vil finde den mand, som slog hans forældre ihjel, og filmen kan selvfølgelig ikke andet end at ende med et blodigt opgør mellem Nat Love og Rufus Buck.
Bandeleder levede ikke så længe
Filmen: Rufus Buck bliver forrådt af sine egne
Bandemedlemmet Wiley forråder sin leder, Rufus Buck, ved at angive ham til politiet. Bucks bande redder deres leder ud af det tog, der transporterer ham til fængslet.
Virkeligheden: Betjente fik skovlen under bandelederen
Rufus Buck nåede aldrig at blive forrådt af sine egne. I en alder af højst 21 år blev hans kriminelle løbebane stoppet i 1896 efter en 24 timer lang skudveksling med myndighederne.
Handlingen er ikke synderlig original, men det er befriende kun at se afroamerikanere fyre rappe replikker af og trække seksløberne foran kameraet, for selvom filmens plot er fri fantasi, så var det virkelige vilde vesten rig på sorte cowboys og banditter.
Historikere anslår, at op mod én ud af fire cowboys var sorte i slutningen af 1800-tallets USA. Under Den Amerikanske Borgerkrig (1861-1865) blev de sorte slaver sat til at passe kvæget, mens husets patriark drog i krig. Efter slavernes frigivelse i 1865 ernærede mange afroamerikanere sig som selvstændige kvægpassere.
En af dem var Nat Love. I modsætning til filmen var Nat Love ikke kriminel, men en tidligere slave, som blev lovlydig cowboy og kendt under navnet “Deadwood Dick” på grund af sine evner i rodeo-konkurrencer.
Hovedpersoner mødte aldrig hinanden
Filmen: Vicesherif går i ledtog med forbryderbande
Da Rufus Buck undslipper den fangetransport, som vicesherif Bass Reeves har placeret ham i, slår Reeves sig sammen med Nat Loves bande for at gøre en ende på Bucks bande.
Virkeligheden: Bass Reeves jagtede ikke Rufus Buck
Bass Reeves’ og Rufus Bucks veje mødtes aldrig i virkeligheden. Men i sin glorværdige karriere i sidste halvdel af 1800-tallet nåede USA’s første sorte sherif at sætte 3.000 forbrydere bag lås og slå.
Nat Loves fjende, Rufus Buck, portrætteres i filmen som en mand godt oppe i 50’erne. I virkeligheden var den sorte serieforbryder 18 år, da han spredte skræk og rædsel med sin bande i Arkansas og Oklahoma. Banden plyndrede, voldtog og slog syv mennesker ihjel over en periode på to uger, før de blev anholdt. Alle fem bandemedlemmer blev hængt.
I filmen er “Cherokee Bill”, der skildres som den hurtigste aftrækkerhånd i hele vesten, bl.a. medlem af Bucks bande. I virkeligheden mødte de aldrig hinanden, men det er rigtigt nok, at han brugte sin pistol flittigt. Frem til sin anholdelse i 1896 skød og dræbte “Cherokee Bill” otte mænd, heriblandt sin egen svoger.
Saloonejer er skrumpet gevaldigt ind
Filmen: Barmutter bliver bandemedlem
Nat Love har et godt øje til den smukke forretningskvinde Stagecoach Mary, der driver flere succesfulde salooner. Til sidst slutter hun sig til banden og indleder jagten på Rufus Buck.
Virkeligheden: Forretningskvinde jagtede banditter på porten
Stagecoach Mary var indehaver af en række succesfulde salooner i 1890’erne. I modsætning til den tynde skuespillerinde i filmen var hun dog en ordentlig madame på 1,82 meter og 90 kg.
Historisk portræt går galt i byen
“The Harder They Fall” er voldelig som en splatterfilm, farverig som en poleret TV-reklame og frustrerende ligeglad med historiske fakta om den periode og de karakterer, den beskriver.
Alligevel skal filmen have ros for at sætte fokus på nogle af de mest ikoniske afroamerikanere i det vilde vesten, som historien har glemt. Men hvis du forventer en nøjagtig historisk gengivelse af karakterernes liv, er du gået helt galt i westernbyen.
