Polfoto/Granger, Getty Images & Shutterstock

Wyatt Earp stod i spidsen for blodigt opgør

I oktober 1881 er brødrene Virgil, Morgan og Wyatt Earp sheriffer i den lille westernby Tombstone i Arizona. Men egenrådige cowboys nægter at respektere den dominerende trio, og ved kvægfolden O.K. Corral trækker det op til skyderi. Her får du den sande historie om Vestens mest berømte revolverduel.

Wyatt Earp går rundt i saloonen “Alhambra”. På denne oktoberaften i 1881 inspicerer han som sædvanligt spillebordene.

Han sørger for, at gamblingen forløber efter reglerne, mens saloonen serverer sandwich og suppegryde til et sammensurium af minearbejdere, cowboys og småhandlende i minebyen Tombstone.

Mørket har lagt sig over de små huse og byens godt 4.000 indbyggere. Fulde folk vakler hjemad, og herreløse hunde lusker omkring efter mad.

Wyatt Earp er en af byens stærke mænd. Hans storebror, Virgil Earp, er sherif, og sammen med lillebroderen, Morgan, er Wyatt uformelle vicesheriffer. Denne aften er både Wyatt og Morgan på Alhambra.

Gambling er ikke velset i de puritanske nybyggersamfund, men byrådet accepterer, at Earp-familien driver deres pokerforretning på byens salooner. Så længe de benhårde revolvermænd opretholder lov og orden, kan de gøre stort set, hvad der passer dem.

Læs med og få alle detaljerne om den legendariske revolverduel bag kvægfolden O.K. Corrall den 26. oktober 1881.

Brødre sad på magten i Tombstone

© Polfoto/Granger & Bridgeman/Shutterstock

Virgil Earp

Sherif i Tombstone. Veteran fra den amerikanske borgerkrig, hvor han kæmpede for nordstaterne.

© Polfoto/Granger & Bridgeman/Shutterstock

Wyatt Earp

Vicesherif. Virgils lillebror. Styrede en stor del af gamblingen på Tombstones salooner.

© Polfoto/Granger & Bridgeman/Shutterstock

Morgan Earp

Vicesherif. Lillebror til Virgil og Wyatt.

© Polfoto/Granger & Bridgeman/Shutterstock

Doc Holliday

Uddannet tandlæge. Gambler, revolvermand og trofast støtte af Earp-familien.

Hen mod midnat går Wyatt Earp rundt til sine dealere og indkasserer dagens overskud. Gæsterne drikker lystigt og glemmer hverdagen, mens de smiler til de letlevende damer. Her på grænsen til Mexico er livet hårdt.

Apacheindianere hærger området, og flere hvide mænd er blevet overfaldet nær byen de seneste uger. Tombstone er en fredelig oase. Her må ingen bære skydevåben, og Earp-brødrene slår hårdt ned på ethvert optræk til lovbrud.

I et hjørne af den tæt pakkede saloon sidder Ike Clanton. Sammen med en anden cowboy – Tom McLaury – red han ind i byen samme morgen, og de venter flere venner fra prærien den følgende dag.

De har ikke deres skydevåben med på saloonen, men i strid med reglerne har de heller ikke indleveret dem. Områdets cowboys er dødtrætte af Earp-brødrene, som de mener opfører sig som konger af Tombstone.

Familien Clanton ligger i konflikt med familien Earp, og det er kommet til flere sammenstød.

På Alhambra har Ike Clanton endnu ikke taget notits af Earp-brødrene. Han har drukket tæt, siden han ankom til Tombstone, og spiser roligt sin aftensmad i et hjørne af saloonen, inden han bestiller en ny whisky.

Clanton-brødrene var Earps rivaler

© Polfoto/Granger & Arizona Historical Society

Ike Clanton

En af de ældste brødre i Clanton-familien.

© Polfoto/Granger & Arizona Historical Society

Billy Clanton

Lillebroder til Ike Clanton.

© Polfoto/Granger & Arizona Historical Society

Frank McLaury

En af de ældre brødre i McLaury-familien.

© Polfoto/Granger & Arizona Historical Society

Tom McLaury

Lillebror til Frank.

Ike Clanton spreder løgne om Earp-brødrene

Doc Holliday har også drukket hele dagen. Den garvede tandlæge, revolvermand og gambler stinker af sprut, da han træder ind på Alhambra. Han er blandt Earp-brødrenes loyale støtter og bakker dem altid op, når det spidser til i Tombstone.

Pludselig får Doc Holliday øje på Ike Clanton, og de to fyldebøtter farer højrøstet i flæsket på hinanden. Ingen af dem er bevæbnet, men de råber og skriger ad hinanden.

Alhambras øvrige gæster tager sig ikke synderligt af dem. Alle gæster er godt beduggede, og sikkert er kun, at Holliday midt i diskussionen råber “forbandede løgner” efter Ike.

Voldsomme skænderier hører til dagens uorden på salooner overalt i Det Vilde Vesten, og brødrene Earp ser umiddelbart ingen grund til at gribe ind.

De to kamphaner skal bare have lov til at rase ud. Men diskussionen fortsætter med uformindsket styrke, og trusler flyver gennem luften.

Ike Clanton er kendt for at være stor i slaget – især når han er fuld – og selv om han er ubevæbnet denne aften, truer han både Doc Holliday og Earp-brødrene.

Når de hårde cowboys tog til byen, var en druktur som regel en del af programmet.

© Polfoto/Corbis

Cowboys levede på kant med loven

Virgil Earp støtter familien Clanton

Imens sidder sheriffen Virgil Earp på “The Occidental Saloon” i nærheden. Han slapper af med kortspil og sjusser efter en lang dag på hesteryg – på jagt efter en flok undslupne fanger.

Han har været af sted med Johnny Behan, som er sherif for hele amtet Cochise County i Arizona Territory og dermed Virgils overordnede.

Hen mod midnat bliver freden brudt af råberi ude fra gaden. Virgil går ud for at se, hvad der foregår, og får øje på Doc Holliday og Ike Clanton, der har taget deres skænderi med udenfor.

“I bliver begge arresteret, hvis I ikke falder ned!” råber Virgil Earp.

Sheriffens ankomst dæmper gemytterne, og Doc Holliday går af sted mod en ny saloon. Ike Clanton lusker først hjemad mod sit hotel, men er stadig så høj på adrenalin efter den ophedede diskussion, at han beslutter at fortsætte sin druktur.

Minebyen Tombstone blev grundlagt i 1877, og allerede fire år senere rummede den bl.a. fire kirker, en bowling-bane, et ishus, en skole, to banker, tre aviser og hele 110 salooner.

© Polfoto/Granger

Cowboyen trasker ind på The Occidental Saloon, hvor Virgil Earp har genoptaget sit pokerspil med Johnny Behan. Behan er måske nok i samme branche som Earp, men i konflikten mellem Earp og Clanton står han på Clanton-familiens side. Så Behan byder Ike Clanton velkommen ved spillebordet.

Virgil Earp er pludselig omgivet af folk, som er utilfredse med Earp-familiens jerngreb om byen, men sheriffen er ikke nervøs.

Han bruger ofte kortspil til at mødes afslappet med folk, han har personlige problemer med. De tre mænd drikker whisky og gambler i fordragelighed, indtil daggry langsomt fortrænger mørket.

Ike Clanton langer ud efter Doc Holliday

Morgenen er isnende kold, da selskabet vakler ud på gaden klokken seks onsdag den 26. oktober 1881. Ingen af mændene er ædru, og Ike Clanton er plakatfuld.

Han begynder igen at bringe gamle uoverensstemmelser frem. Denne gang er Virgil Earp i skudzonen, men sheriffen er vant til fulde folk, og han lader sig ikke så let provokere.

Ike Clanton er imidlertid kamp­lysten og trodsig, og han begynder igen at råbe op om Doc Holliday.

“Den forbandede idiot må komme ud og slås”, raser han.

Forbud mod at bære våben i byen var en velkendt lov i Vestens småbyer. Sheriffen var naturligvis undtaget og lod ofte revolveren tale.

© icollector.com

Vestens sherif var byens konge

Virgil svarer, at han vil i seng, og at han ikke vil se noget ballade fra Ike Clanton. Men den beduggede cowboy bliver ved.

“Vil du ikke tage beskeden med?” råber han efter sheriffen.

Virgil Earp vender sig.

“Selvfølgelig ikke!”

“Du bliver måske nødt til at slås, inden du ved af det”, råber Ike Clanton. Virgil Earp ignorerer truslen og går derfra, men den garvede sherif er i tvivl. Er det blot tomme trusler fra en fuld mand? Eller bør han tage affære?

Virgil går hjem og får nogle timers søvn, mens Ike Clanton vakler rundt i byens gader og fortæller alle og enhver, at han snart gør det af med Doc Holliday og Morgan og Waytt Earp.

Wyatt Earp kommer i slagsmål

To timer senere er bartenderen fra Oriental Saloon, Ned Boyle, på vej hjem. Han er træt efter en lang nat med mange stordrikkende gæster og gamblere.

Men pludselig spærrer han øjnene op. Ike Clanton kommer gående med en revolver synligt i bæltet. En klar overtrædelse af sheriffens regler. Det ved alle.

Den iltre Ike Clanton er en god kunde, og Ned Boyle beder ham venskabeligt om at gå hjem og sove branderten ud. Men Ike vil ikke gå.

“Jeg venter på Earp-brødrene og Doc Holliday. Når jeg ser dem, åbner ballet”, snerrer den svært berusede cowboy.

Boyle er vant til Clantons grove facon, og han har hørt ham true folk før. Alligevel bliver han bekymret. Denne gang ligner han én, der mener det. Og i øvrigt er han ulovligt bevæbnet. Boyle siger farvel og skynder sig hen for at vække Tombstones sheriff.

Virgil Earp er ikke glad for at blive vækket så tidligt på dagen. Han forbander Ike Clanton og sover videre i nogle timer. Først ved middagstid mødes han med sine brødre Wyatt og Morgan. De bliver nødt til at afvæbne Ike Clanton og er enige om, det må være et let job, når cowboyen er så fuld.

Brødrene bryder op. Wyatt Earp går ad Allen Street, mens Virgil og Morgan kigger efter Ike på Fremont Street – og finder ham på hjørnet ved 4th Street. Clanton står med ryggen til dem med sin riffel i favnen og sin seksløber i bæltet, mens han spejder ned ad gaden med blanke øjne.

Virgil Earp går op til ham bagfra og tager hans riffel i et snuptag. Clanton griber instinktivt efter sin pistol, men Virgil er hurtigere. Han giver Ike et hårdt slag i hovedet med sin revolver, og cowboyen falder om på gaden.

Wyatt Earp slutter sig til sine brødre, og de tre mænd overbringer den fulde cowboy til Tombstones domhus.

Dommeren følger præcedens. Trusler bliver ingen dømt for i Det Vilde Vesten, men Clanton har klart overtrådt loven ved at bære skydevåben i byen. Cowboyen får en bøde på 25 dollars og besked om, at han kan få udleveret sine våben på sit hotel senere.

Jernbanen var endnu ikke nået til Tombstone, så rejsende måtte benytte sig af diligencen.

© Arizona State Library

Virgil Earp anser freden for genoprettet. Men Wyatt Earp er rasende. Clanton har truet Earp-familien på livet og bevæbnet til tænderne været på jagt efter dem i byens gader. Nu lader de ham bare gå og giver ham tilmed hans våben tilbage.

Wyatt går ud i middagssolen og ser sig hidsigt omkring. Rygtet om, at noget er under opsejling, svirrer allerede. Hele byen kender til tvisten mellem Earp- og Clanton-familierne, og alle er spændte. Revolverkampe er sjældne, men ikke utænkelige i de små westernbyer.

Pludselig kommer Clantons makker, Tom McLaury, gående. Wyatt Earp er kendt for at se verden i venner og fjender, og McLaury-familien er en fjende. De to mænd veksler lavmælt et par ord, og fra afstand hører vidner kun den ellers altid rolige Tom McLaury sige:

“Selv om jeg aldrig har gjort dig noget, er jeg klar til at slås med dig til enhver tid!”

De ord får Wyatt Earp til at fare i flint. Han trækker sin seksløber og retter den mod cowboyen. Med en hurtig bevægelse slår han McLaury ned med pistolskæftet.

Cowboyen ligger blødende i støvet, men Wyatt er ikke færdig. Han giver ham endnu et par slag. Så går han roligt væk fra den blødende mand.

Tom McLaury er ikke ude på ballade. Med hjælp fra en forbipasserende kommer han på benene og fortsætter sine ærinder i byen, men situationen er spidset til. To cowboys har fået prygl af Earp-brødrene, og nu er endnu to af sheriffens modstandere på vej til Tombstone.

Frank McLaury og Billy Clanton er brødre til de forslåede cowboys. Så snart de rider ind i byen, hører de om dagens hændelser, og de to beslutter ikke at aflevere deres våben.

Wyatt Earp og brødrene indtager Cochise County

Sheriffen for Cochise County, Johnny Behan, håber stadig, han kan forhindre, at konflikten mellem Earp-brødrene og de besøgende cowboys optrappes.

Han har hørt, at Clanton- og McLaury-brødrene bærer skydevåben, og at de tilmed har forsøgt at købe flere våben og mere ammunition.

Han må tale med dem, og ved en lille indhegnet, ubebygget grund bag kvægfolden “O.K. Corral” finder Behan Ike og Billy Clanton, Tom og Frank McLaury og deres kammerat, Billy Claiborne.

“Er I sammen?” spørger Behan

De fire nikker afslappet, men Clairborne siger, at han ikke har noget med sagen at gøre.

“Så må I fire andre komme med på kontoret. Så afvæbner jeg jer dér”, siger Behan bestemt.

Behan ved, at de fire cowboys ikke bare kan glemme dagens episoder. De hårde kvægdrivere føler sig ydmyget af Earp-brødrene, men Behan er på god fod med dem og regner med at klare situationen, hvis han afvæbner Clanton- og McLaury-brødrene, inden Virgil, Morgan og Waytt Earp dukker op.

Kvægfolden på Allen Street, der har lagt navn til det legendariske skyderi, brændte ned i 1882.

© Adler Publishing

De fire cowboys har intet imod Behan. De går med til at lade sheriffen visitere dem og bagefter aflevere deres våben. Behan går i gang, men pludselig skifter Frank McLaury mening.

“Nu har jeg haft et øjeblik til at tænke over det. Og jeg vil kun aflevere mit våben, hvis den person, der har slået min bror, også afleverer sit”, siger han bestemt.

Johnny Behan stivner. Sheriffen stirrer på Frank McLaury, der er kendt som en stolt mand. De ved begge, at det er umuligt. Wyatt Earp vil aldrig gå med til at aflevere sit våben, mens situationen er så spændt, og så længe Virgil er sherif, bliver han ikke tvunget til det.

Ude på Fremont Street er folk begyndt at stimle sammen, og de anstrenger sig for at høre, hvad der bliver sagt.

“Jeg vil ikke have noget skyderi. I må give mig jeres våben eller forlade byen øjeblikkeligt!” siger Behan alvorligt.

“I får ikke problemer med os, Johnny. Vi smutter ud af byen nu”, svarer en af de fire mænd, men i samme øjeblik får tilskuerne øje på Earp-brødrene, som kommer rundt om hjørnet med deres loyale ven Doc Holliday.

“Så kommer de!” råber en.

Johnny Behan drejer om og går ud på gaden for at møde Earp-brødrene og Doc. Han ser, at både Morgan og Wyatt har revolvere i hænderne, men som sherif for hele amtet er Behan formelt lovens øverste repræsentant. Han konfronterer Virgil Earp og hans tre hjælpere.

“Gentlemen. Jeg er sherif i dette amt, og jeg vil ikke tillade nogen form for ballade, hvis jeg kan forhindre det”, siger han usikkert.

Earp-brødrene ignorerer ham og går forbi. Johnny Behan kigger skuffet efter dem.

“Vi vil bare afvæbne de cowboys”, snerrer Virgil Earp over skulderen. Earp-brødrene kan ikke trække sig nu. Hele byen har set dem gå hen mod de fem cowboys, og retræte vil være et svaghedstegn. Der er kun én udvej.

Wyatt Earp er heldig under skudduellen

De to grupper står pludselig kun få meter fra hinanden. Begge McLaury-brødre står ved deres heste og afventer situationen. De har jo lige talt med Behan om en løsning, og de mener, at Earp-brødrene skal blande sig udenom.

I det øjeblik går det op for sherif Behan, at et skyderi er uundgåeligt. Han skynder sig ind på den tomme grund for at fjerne Billy Claiborne, som jo har sagt, at han ikke er part i sagen. De andre cowboys står tilbage som stenstøtter.

“Hænderne op drenge. Jeg har i sinde at afvæbne jer”. Virgil Earp

Ude på Fremont Street ser tilskuerne Virgil Earp træde ind på den tomme grund. Han har Wyatt Earp på sin højre side. Morgan står lidt bag dem, og Doc en smule længere væk.

Tom McLaury tager et skridt hen imod sin hest. Doc trækker et haglgevær frem fra sin jakke. Et øjeblik er alt stille.

De otte mænd stirrer på hinanden. Vogter over den mindste bevægelse. Så bryder Virgil Earp stilheden.

“Hænderne op drenge. Jeg har i sinde at afvæbne jer”.

“Vi vil…” når Frank McLaury at sige. Så lyder to skud. Og hurtigt giver en byge af skud genlyd bag O.K. Corral.

VIDEO: Se den legendarisk skudduel i Tombstone (1993)

Video

Wyatt Earp rammer hurtigt Frank McLaury. Samtidig skyder Billy Clanton efter Wyatt, men rammer ikke. Virgil bliver overrumplet af begivenhederne, og han vifter med sin sølvbeslåede spadserestok.

“Hold inde! Det var ikke meningen!”

Men det er for sent til ord. Virgil bliver ramt i låret og går ned. Den ellers rapkæftede Ike Clanton er rådvild. Han stavrer over mod Wyatt Earp for at overbevise ham om, at han er ubevæbnet, og forhindrer derved tilfældigvis Billy Clanton i at få et skud ind på vicesheriffen.

Så kommer Morgan ind i kampen. Han fyrer løs på Billy Clanton, som bliver ramt, men den sårede cowboy skyder videre.

Virgil kommer igen på benene. Han sender en kugle mod Frank McLaury, som bliver ramt og instinktivt flygter mod gaden. Kun få sekunder er gået, og Frank, Billy og Virgil er allerede sårede. Næste offer er Morgan Earp.

“Jeg er ramt!” råber han. Han har fået en kugle i den ene skulder.

Doc Holliday står ved lågen ud til gaden, mens kuglerne flyver omkring på den tomme grund. Han er bemærkelsesværdig rolig, mens han med sit haglgevær sørger for, at ingen blander sig. Samtidig venter han på sin chance.

Så får Wyatt Earp vristet sig fri af den handlingslammede Ike Clanton med ordene: “Slaget er i gang! Kom ind i kampen, eller kom væk!”

Ike Clanton flygter uskadt ned ad gaden, mens Wyatt Earp skyder på den hest, som Tom McLaury dækker sig bag.

Hesten vrinsker højt og rykker sig en smule – akkurat nok til at give Doc Holliday den åbning, han skal bruge. Han affyrer haglgeværet. En byge af hagl rammer Tom McLaury i overkroppen. Den ilde tilredte cowboy vakler ud på gaden og kollapser.

Nu er kun den sårede Billy Clanton tilbage på grunden, og Virgil og Wyatt Earp skyder let den 19-årige cowboy ned. Hårdt såret af flere kugler i maveregionen formår Billy at returnere ilden. Men skuddene går langt over målet. Han er for svag til at tage sigte.

Frank McLaury er såret af flere skud og nu den eneste cowboy tilbage i kampen. Han forsøger at dække sig bag sin hest på Fremont Street, mens han skyder løs mod Earp-brødrene.

Men forgæves. Han rammer ikke noget, og hesten vrister sig fri og galoperer væk. Den blødende cowboy er nu alene. Og Doc Holliday kommer hen imod ham.

“Nu har jeg dig!”, råber Frank McLaury selvsikkert og sigter på Doc.

“Fyr løs! Så er du en skat”, svarer Doc, der har trukket sin revolver.

Franks kugle strejfer Docs hofte, og den gale tandlæge skriger rasende:

“Den gik lige igennem!”

Så besvarer Morgan Earp og Doc Holliday ilden. Frank McLaury dør i en kugleregn.

Blot 30 sekunder efter det første skud er skudduellen ved O.K. Corral overstået. 30 skud er affyret. Tre cowboys ligger på gaden. Virgil Earp, Doc Holliday og Morgan Earp har alle skudsår, og Ike Clanton er flygtet.

Wyatt Earp er eneste uskadte tilbage på kamppladsen. Forsigtigt kommer Tombstones borgere frem fra deres skjul og hen til den blodige scene. Johnny Behan går direkte hen til Wyatt Earp og meddeler, at han er arresteret.

“Jeg vil ikke anholdes i dag”, svarer Wyatt Earp roligt. “Men jeg bliver i byen,” tilføjer han, vel vidende at et retsopgør er på vej.

Halvdelen af Tombstone er til begravelsen

Dagen efter ligger tre åbne i kister i vinduet hos bedemanden “Ritter and Ream”. Ansigterne af de døde cowboys er synlige for enhver. Foran hænger et skilt med påskriften “Myrdet i Tombstones gader”.

Da de afdøde cowboys skal begraves, består ligtoget af 26 vogne, 300 gående og et ukendt antal ryttere. 2.000 borgere følger respektfuldt med fra vejsiden.

Earp-brødrene vandt skyderiet, men de har mange fjender i Tombstone.

Ligene af Billy Clanton og Frank og Tom McLaury blev udstillet hos bedemanden. Brødrene havde mange venner, der ville have hævn.

© Polfoto/Granger

Efterspillet for Virgil, Morgan og Wyatt Earp

Opgøret mellem Earp-brødrene og områdets cowboys sluttede ikke med de 30 skud bag O.K. Corral. De dræbtes mange venner var rasende over, at Earp-brødrene ikke blev dømt for skyderiet, og i de følgende måneder var Earp-familien jaget vildt.

Den 28. december blev Virgil Earp skudt ned i en gyde i Tombstone. Han overlevede, men selv om Ike Clantons hat blev fundet ved gerningsstedet, blev ingen dømt. I marts 1882 blev Morgan Earp skudt under et spil pool, og heller ikke her faldt dom.

Så besluttede Wyatt Earp at tage sagen i egen hånd. Sammen med broren Warren Earp, Doc Holliday og seks andre kendte revolvermænd ville han finde og dræbe sine fjender.

Da den invaliderede Virgil Earp og hans kone skulle rejse ud af Arizona for at komme i sikkerhed, begyndte blodbadet. På togstationen i Tucson ventede en gruppe cowboys for at dræbe Virgil. Men Wyatt og hans mænd var i overtal, og i ildkampen døde cowboyen Frank Stilwell.

Wyatt Earp brugte listen over mistænkte fra sagerne om overfaldene på hans brødre som dødsliste og red ud for at tage hævn – skarpt forfulgt af en gruppe på over 20 vicesheriffer, som sheriffen Johnny Behan havde udnævnt til formålet.

Forfølgergruppen bestod af cowboys og småkriminelle som fx Johnny Ringo, der havde været mistænkt i sagen om mordet på Morgan Earp, men de kunne ikke opspore Wyatt Earps hævnere.

Sagen fik stor bevågenhed i USA's aviser, og Wyatt Earp kom under voldsom kritik for at tage loven i egen hånd. Anklageren i Tucson udstedte en arrestordre på Wyatt Earp og fem af hans mænd, der ufortrødent fortsatte deres jagt.

Den 22. marts 1882 nåede Wyatt Earps bande en skovhuggerlejr, hvor de afhørte og dræbte indianeren Florentino Cruz, og et par dage senere mødte Wyatt Earps flok en gruppe cowboys, som talte flere af dem, de ledte efter.

Det kom til endnu en legendarisk revolverkamp – denne gang ved Iron Springs, hvor Wyatt dræbte de to cowboys Curly Bill Brocius og Johnny Barnes. Ingen af Wyatt Earps folk kom noget til, men Wyatt besluttede at indstille jagten.

Earps hævnere blev aldrig dømt, men hverken Wyatt Earp eller Doc Holliday vendte tilbage til Tomb­stone. Doc døde fem år senere af tuberkulose. Wyatt Earp levede indtil 1929.

Wyatt Earp overlevede utallige skyderier, men døde af blærebetændelse som 80-årig.

© All Over Press