Set fra luften ligner de drager, men hvad ørkenens mystiske stenformationer oprindeligt blev brugt til, har hidtil været et mysterium.
“Der er tusindvis af dem i Nordafrika og Nordamerika” forklarer professor Dani Nadel fra University of Haifa. Derudover har arkæologer fundet de tragtformede stensætninger i knastørre egne af Kasakhstan, Usbekistan og Tibet.
Nogle har foreslået at “dragerne” var oldgamle forsvarsværker eller kalendersystemer – eller sågar landingspladser for rumvæsener. Nu kender vi endelig svaret.
Tragter førte dyrene i døden
Ny forskning afslører at de tragtformede “drager” er udspekulerede fælder til at fange flokdyr i.
“Orienteringen af ’munden’ på disse fælder støtter teorien om, at de blev opført for at fange migrerende flokke af dyr” forklarer professor Rémy Crassard fra Frankrigs Nationale Centrer for Videnskabelig Forskning.
Fælderne blev i stenalderen opført i områder, som dengang ikke var ørken, men frodige græsgange. De tragtformede konstruktioner ledte dyrene ind i et indhegnet område, hvor jægerne lå på lur.
Her blev dyrene enten nedlagt med spyd og pile eller ledt hen til en afgrund, hvor de styrtede i døden.
Fælderne gjorde det muligt for jæger-samlerne at nedlægge nok dyr til at brødføde deres stamme i lang tid.