Barskabets historie: Verdens vådeste varer

Zaren drak bondsk brændevin

Bonden Pyotr Smirnov åbnede i 1864 et vodkadestilleri i Moskva. Pyotr reklamerede massivt for sin vodka i aviserne og bestak Ruslands gejstlige for at dæmpe deres kritik. Kirken var imod vodka, fordi mange russere drak sig fra sans og samling. Succesen var enorm: I 1880’erne drak selv zarens hof Smirnov-vodka.

Men en stor nedtur fulgte. Pyotrs søn Vladimir overtog firmaet efter farens død, og da 1. verdenskrig brød ud i 1914, forbød zar Nikolaj 2. produktion og salg af vodka. Vladimir forblev loyal over for zaren, og efter krigen blev han fængslet af bolsjevikkerne og idømt dødsstraf. Han lykkedes med at flygte, og efter en omflakkende tilværelse slog han sig ned i den franske by Nice.

Vodka-produktionen kom i gang igen, nu under navnet Smirnoff, og da USA’s forbudstid ophørte i 1933, slog Vladimir til. Smirnoff blev i USA solgt som “hvid whisky – uden lugt, uden smag”, og bartenderne anvendte den flittigt i cocktails. I dag åbnes der seks flasker Smirnoff hvert sekund.

Lykkedyr endte som ikonisk logo

Verdens bedst kendte rom blev skabt i Cuba. Fra 1862 puslede Facundo Bacardí Masso med at “lave civiliseret rom”, som destilleriejeren kaldte det.

Resultatet blev en blød, smagfuld, mørk rom – lagret på egetræsfade. Mange cubanere var analfabeter, så hustruen Amalia foreslog et etiketlogo inspireret af flagermusene, som holdt til under destilleriets bliktag. På Cuba er flagermusen et lykkedyr, og Bacardis rom blev populær over hele øen.

Men succesen led et knæk, da Facundos søn og partner, Emilio, i 1879 blev deporteret til en straffelejr i Afrika for at støtte et oprør mod den spanske kolonimagt. Facundo stod alene tilbage med forretningen, og han havde svært ved at klare produktionen selv. Heldigvis blev Emilio løsladt to år senere, inden hans far måtte dreje nøglen om.

Med Fidel Castros magtovertagelse i 1959 blev firmaet nationaliseret. Bacardi-familien flygtede til Bermuda og fortsatte deres forretning derfra. I dag sælges Bacardi-rom i flere end 170 lande.

Hæsligt bryg blev guldrandet forretning

Efter sin fars død i 1820 brugte 15-årige John Walker sin arv på at erhverve sig en købmandsforretning i Kilmarnock, Skotland. Ud over dagligvarer og te solgte han whisky fremstillet af egnens fåreavlere. Hvad dyrene ikke åd af avlerens byg, blev brugt til whiskyen.

Produktion var belagt med skat, og hjemmebrygget whisky blev lavet i smug for at undgå skatteopkræverne. Resultatet var hæslige whiskyer. Men Walker havde forstand på at blande te, og han brugte sin gode lugte- og smagssans til at mikse de skarpe whiskyer til noget drikbart. Snart stod kunderne i kø for at købe whisky hos John Walker.

Fra 1841 begyndte købmanden at eksportere sin whisky sydover med damptog. På en nat kunne Walkers flasker nå London, og salget eksploderede. Sønnen Alexander udtænkte en firkantet flaske, så whiskyen ikke fik plads til at bevæge sig under fragten, hvilket resulterede i færre smadrede flasker.

Omkring 1909 gav Johns barnebarn, George, whiskyen navnet Johnnie Walker for at hylde sin bedstefar.

Irsk soldat skabte berømt cognac

Da officeren Richard Hennessy i 1743 forlod Irland for at prøve lykken som lejesoldat i Frankrig, havde den irske adelsmand næppe forestillet sig en fremtid som cognac-sælger. Men i Frankrig fangede en østfransk drik Hennessys interesse. Takket være et mildt klima og kridtjord kunne bønderne i byen Cognac gro sukrede druer, som de destillerede til en brændevin opkaldt efter byen.

Hennessy opkøbte de bedste aftapninger og hældte dem på egetræsfade for at forfine smagen. Efter sigende brugte ireren 10 år på at finde den optimale kælder – med tilpas dybde og kølighed til den årelange opbevaring.

Med base i Cognac forsynede Hennessy London og New York med sin spiritus. Storbyeliten elskede den eksotiske “coniack”, og salget gjorde Hennessy til verdens største cognac-eksportør. Trods sin adelstitel beholdt Hennessy hovedet under den franske revolution i 1789, fordi han stammede fra Irland. I dag sælger firmaet årligt 50 mio. flasker – 40 pct. af cognac-markedet.

Caribiens værste pirat druknede i rom

Det canadiske destilleri Seagram lancerede i 1983 en rom med Caribiens mest drikfældige pirat på etiketten: Captain Morgan. Ifølge samtidige øjenvidner kunne den frygtede sørøver, waliseren Henry Morgan (1635-1688), tylle rom som ingen anden – uden at blive fuld.

På Morgans tid var den billige sprut, lavet på lokale sukkerrør, Caribiens populæreste. Ombord på skibene var det normalt at blande drikkevandet op med rom. Resultatet var drikken grog – opkaldt efter en officer kendt som “Old Grog”, fordi han bar en kappe af materialet grosgrain.

Caribien myldrede med pirater på jagt efter spanske skibe lastet med guld og sølv fra Sydamerikas miner. Blandt dem var Morgan. Kaptajnstitlen var han blevet tildelt af det engelske kongehus som tak for, at han plyndrede spanske skibe og kolonier.

Spanierne frygtede den langhårede pirat iført bredskygget hat og blodrød frakke, men i 1688 gav Morgans 53-årige lever op. Han døde med gullige øjne og en drukvom – typiske tegn på alkoholisme.

Munke forsynede flåden med mirakelkur

Siden 1793 har munke i havnebyen Plymouth fremstillet en af Englands mest elskede spirituosa: Gin. Plymouth Gin, destilleret i byens sortebrødre-kloster, blev i 1800-tallet en favorit hos den britiske flåde (Royal Navy), som havde en base i nabobyen Devonport.

Med en alkoholprocent på 57 var ginnen så sprittet, at krudt stadig ville brænde, hvis en gintønde uheldigvis lækkede og fugtede det. Før afgang testede besætningen ginnens renhed ved at stænke et par dråber fra hver tønde på lidt krudt og antænde det. Brændte blandingen ikke med en klar flamme, havde sælgeren fortyndet sprutten.

Med Royal Navys skibe nåede Plymouth Gin kloden rundt. Op gennem 1800-tallet fandt britiske officerer udstationeret i Indien på at blande gin med tonicvand – gerne tilsat citron eller lime. Tonicvandet indeholdt stoffet kinin, som var et kendt middel mod den moskitobårne sygdom malaria.

Resultatet blev en frisk og let bitter cocktail mod malaria – i dag kendt som gin & tonic.

Cowboys drak berusende gudedrik

For Mexicos indfødte var agaveplanten symbol på Mayahuel, en gudinde med 400 bryster fyldt med berusende mælk. De indfødte kogte bladene til en brændevin og drak den som hyldest til gudinden.

Efter deres erobring af Mexico i 1500-tallet systematiserede spanierne agavedyrkningen og brændevins-produktionen i byen Tequila, hvor agaveplanten stortrivedes i det tørre klima. Sprutten fik navn efter byen og blev voldsomt populær.

Mexicos cowboys medbragte tequila i udhulede græskar bundet til saddelknappen, og de dygtigste blandt dem kunne hælde et shot op i et udhulet tyrehorn og drikke det i fuld galop – uden at spilde. Ifølge folkeviddet kunne tequila sågar kurere sår, lindre barselssmerter og aflive indvoldsorm.

I slutningen af 1700-tallet fremstillede destilleriejeren Jose Antonio Cuervo sin første tequila. Hans opskrift viste sig populær, og virksomheden voksede. I 1880 var Cuervo-familiens tequila den første, som kom på flaske, og i dag er den verdens bedst sælgende tequila.