Jorden på St. Helena er tør og okkerfarvet. Mellem spredte klippestykker gror græstuer og lave, hårdføre gevækster.
Men selvom St. Helena på overfladen ligner de fleste andre klippeøer, gemmer den stenede jord på en dyster hemmelighed.
Omkring 8.000 afrikanske slaver er begravet på den kun 122 km2 store ø i Sydatlanten.
Hvem de døde var, og hvor de kom fra, har hidtil været et mysterium. Men ved hjælp af dna-analyser kortlægger forskere nu de afdødes sidste rejse.
Befriet og efterladt på en øde ø
De afrikanske slaver blev bragt til St. Helena af den britiske flåde.
Flåden beslaglagde i årene 1840 til 1867 omkring 1.600 slaveskibe som et led i Storbritanniens kamp mod den transatlantiske slavehandel. Omkring 27.000 af de befriede slaver blev bragt til St. Helena, som ligger midt i Atlanten.
Nogle bosatte sig på øen, mens andre blev sejlet tilbage til Afrika.
Men omkring 8.000 omkom af undernæring eller sygdomme som kopper og dysenteri i øens overfyldte lejre.
De døde blev stedt til hvile i anonyme grave ved karantænestationen i Ruperts Valley.
Briternes Royal Navy befriede omkring 150.000 slaver fra slaveskibe i årene 1808 - 1867. Billedet er fra det britiske fartøj HMS Daphne.
Giver historiens oversete en stemme
Forskerne antog, at de døde kom fra den sydlige del af Afrika, men først nu har forskerne fra Københavns Universitet og Islands Universitet opnået konkret viden om de afdødes herkomst.
DNA-analyser af knoglerne fra 20 af de afdøde har forskerne sammenlignet med mere end 3.000 nulevende afrikanere fra 90 befolkninger i Afrika syd for Sahara.
Resultaterne viser, at de afdøde kom fra forskellige befolkningsgrupper, bosat i området mellem Angola og Gabon i Vestafrika.
Forskerne håber, at undersøgelsen og lignende projekter kan bidrage med øget viden om grupper, som historien hidtil har overset.
“Undersøgelsen viser, hvordan studiet af genmateriale kan bruges til at genopdage slavegjorte og andre marginaliserede samfund, hvis historier ofte er udeladt fra skriftlige optegnelser eller bevidst mørklagt”, siger Hannes Schroeder, der er medforfatter til det nye studie.