Kvæget flygtede i panik over marken, mens bønderne skreg og slog korsets tegn for sig. For folk og fæ anno 1888 var det Djævlen selv, som kom tøffende i et sælsomt køretøj ad den støvede landevej mellem Mannheim og Pforzheim i Tyskland.
Køre-tøjet var ikke trukket af heste, men drejede sine tre hjul af egen kraft.
Tilmed var det en kvinde, som styrede:
Ingen havde set noget lignende.
Bag styrestangen sad ingen djævel, men den viljestærke Bertha Benz, gift med den tyske ingeniør og opfinder Karl Benz.
Efter års kamp var det lykkedes ham at bygge det, han kaldte “et hesteløst køretøj”, men opfinderen tøvede stadig med at sætte det i produktion. Modsat sin mand var Bertha ikke i tvivl: Karls opfindelse var fremtiden.
Ved solopgang den morgen – den 5. august 1888 – havde Bertha derfor sneget sig ned i garagen sammen med sine to drenge, 14-årige Richard og 15-årige Eugen, mens Karl sov trygt.
Det var hendes plan at køre til sine forældre i Pforzheim, lidt over 100 km borte. Et vovestykke uden lige, da Karls trehjulede vogn ikke havde tilbagelagt mere end få km i ét stræk.
For ikke at gøre sin mand urolig – hele familiens fremtid lå i den kostbare maskine – havde Bertha efterladt en seddel til ham på køkkenbordet:
“Vi rejser til Pforzheim for at besøge bedste”. Da rejsen ville vare flere dage, indeholdt sedlen også en anvisning af, hvor Karl kunne finde mad i fadeburet.
Fra garagen havde de sammensvorne uden en lyd skubbet køretøjet ud på vejen, og efter at drengene havde sat svinghjulet i gang for at starte motoren, hoppede de op på passagerbænken til deres mor.
Bertha skubbede gearstangen i venstre side frem og satte det trehjulede køretøj i gang. Verdens første udflugt i bil var begyndt.
Gasmotoren var begyndelsen
Bertha Benz vidste, hvad hun satte på spil med sit dristige projekt. Siden forlovelsen med Karl i 1870 havde hun uden forbehold delt hans livsdrøm om et motorkøretøj og lagt alle sine penge i projektet.
Karls tekniske ideer begyndte tidligt, for som dreng havde han kun maskiner og tandhjul i hovedet.
Moren, enken Josephine Benz, så sin Karl som en fremtidig embedsmand, men den begavede dreng ville hellere bygge og opfinde.
Selv om midlerne var små, valgte Josephine Benz at støtte sin søn og bruge en sjettedel af sin årlige enkepension på Karls uddannelse. Først på et teknisk gymnasium i Karlsruhe og derefter på byens polytekniske læreranstalt.
Her blev Karl i 1861 af sin lærer Ferdinand Redtenbacher præsenteret for en af tidens store landvindinger: forbrændingsmotoren.
Karl var som fortryllet. Ved at blande benzindampe og luft i en cylinder og antænde blandingen opstod små eksplosioner, som drev maskinens stempler. Forbrændingsmotorer blev brugt i maskiner hos fx sko- og redskabsmagere, men Karl så større perspektiver. Og en dag fik han en idé.
Som så mange andre unge var Karl opslugt af tidens dille: væltepeteren, en forgænger for den moderne cykel.
Væltepeteren blev drevet frem, når køreren trådte forhjulets to pedaler. Men ofte måtte cyklisten give op foran en stejl bakke.
Mens Karl stod og dagdrømte ved en stationær forbrændingsmotor og lyttede til dens pulserende takt, slog det ham:
Han ville bygge et køretøj med en indbygget forbrændingsmotor, som kunne drive ikke blot en mindre symaskine hos en skomager, men som også kunne sende en automatiseret vogn ud på de støvede landeveje.
Efter sin eksamen i 1864 og forskellige job hos bl.a. “Maschinenbau-Gesellschaft Karlsruhe” forblev drømmen liggende i Karl Benz' baghoved.
Da den 25-årige ingeniør en overgang arbejdede for et entreprenørfirma i Pforzheim, mødte han et andet menneske, som blev lige så tændt på ideen: Den 20-årige Bertha Ringer.
Totaktsmotoren drillede i årevis
Efter parrets bryllup i 1872 tog Bertha Benz lån i sin medgift og lagde pengene i Karls firma “Eisengiesseri und Mechanische Werkstätte”.
Med hjælp fra et banklån kunne parret åbne et lille værksted i Mannheim. Her ville Karl bygge sin egen forbrændingsmotor.
Da patentet på en firetaktsmotor tilhørte landsmanden Nikolaus Otto, måtte Karl imidlertid nøjes med at bygge en totaktsmotor.
Alle dele skulle udformes og bygges fra bunden, hvilket kostede tid og penge. Samtidig blev familien hastigt forøget.
Den ældste søn, Eugen, blev født i 1873, og året efter fulgte lillebror
Richard. Siden kom tre søstre til. Med nye lån og diverse partnere lykkedes det at holde firmaet kørende, men totaktsmotoren blev ved med at drille trods Karls hårde slid i værkstedet.
I december 1879 var pengekassen endegyldigt tom, og familien Benz kunne se frem til at fejre en skrabet jul.
Men fra værkstedet lød et fortrøstningsfuldt “tuk-tuk-tuk”: Benz' første totaktsmotor var langt om længe færdig. Lykkelig skrev han i sine erindringer:
“Jo mere den brummer, desto mere borttryller den alle presserende bekymringer fra mit hjerte”.
Karls drøm blev dømt vanvittig
Men Karl slap ikke for sorger. Opfinderen vidste, at han ikke var nogen forretningsmand, og i 1881 indgik han partnerskab med fotografen Emil Bühler og købmanden Otto Schmuck.
Begge så en idé i en stationær totaktsmotor, men ville ikke høre om et motoriseret køretøj.
Desværre var Schmuck bedre til at ødsle penge væk end til at hive salgsordrer hjem, og snart måtte Karl atter gå tiggergang hos banken.
Den betingede sig, at dannede et aktieselskab med en bestyrelse, og et nyt lån blev bevilget ved oprettelsen af “Gasmotoren-fabrik Mannheim”.
Atter kom Karls drøm i modvind: Selskabets ni mand store bestyrelse var kun interesseret i hans stationære totaktsmotor.
Diskussionen endte i et skænderi, hvor et af bestyrelsesmedlemmerne satte spørgsmålstegn ved Karls mentale sundhed. Bittert forlod han aktieselskabet i 1883. Senere skrev han:
“Da katastrofen ramte livets hav, forblev kun én person ved min side. Det var min kone. Frygtløs og modig rejste hun nye sejl af håb”.
Heldigvis stod nye investorer klar, og 1. oktober samme år grundlagde Karl firmaet “Benz & Cie” med forretningsmændene Max Kaspar Rose og Fried-rich Wilhelm Esslinger.
Firmaet op- nåede hurtigt succes, for Benz' lille motor solgte godt. Men Karl mødte atter et rungende nej til udviklingen af sit køretøj. Benz & Cie havde allerede 20 arbejdere ansat i værkstedet til at lave motorer, så hvorfor ødelægge firmaets grundlag ved at forsøge at bygge noget så vanvittigt, argumenterede hans to partnere.
Løsningen blev, at Karl måtte fortsætte sit opfinderarbejde i fritiden.
Verden bliver revolutioneret
Ottos patent på en firetaktsmotor var ved at udløbe, så Karl besluttede, at verdens første køretøj skulle drives af en firetaktsmotor.
Trods modstand og latterliggørelse vidste Karl, at han var på sporet af noget stort.
Siden 1830’erne var en teknisk revolution fejet ind over Europa og USA, og på de årlige verdensudstillinger fra Barcelona til Melbourne kunne besøgende falde i staver over opfindelser, som de færreste havde haft fantasi til at forestille sig få år inden.
Pulserende damptog kørte nu fra Nordeuropa til Konstantinopel, og senest havde amerikaneren Thomas Edison gjort elektrisk lys til hvermandseje.
Med sit motoriserede køretøj ville Karl Benz komme i front af udviklingen, men opfinderen opdagede hurtigt, at en mobil motor var en kæmpe udfordring.
For at motoren pga. forbrændings-processen ikke brændte sammen under køreturen, måtte han udtænke et vandkølingssystem.
En mobil motor kunne heller ikke være afhængig af en konstant forsyning af flydende brændstof, så Karl brugte en effektiv blanding af luft og benzindampe til at drive bilen frem.
På den vis blev brændstoffet forbrugt langsommere. Blandingen blev antændt af Karls eget system: en elektrisk gnist leveret fra et indbygget batteri.
Familien Benz på udflugt i 1894 sammen med tyskeren Theodor von Liebieg, som i en Benz “Victoria” kørte verdens første lang-distancetur – 939 km.
Testkørsel endte i murstensmur
Langt om længe kunne Karl Benz se resultatet af sit årelange arbejde, og i 1885 drejede han for første gang det store svinghjul. Med en sprutten og et mindre brag satte automobilen i gang.
Karls første testkørsel blev udført i værkstedets gård. Mens håndværkerne kom med opmuntrende tilråb, løb Bertha ved siden af og klappede ad sin mand, som stolt tronede bag styrepinden.
Men fornøjelsen var kort. Først stoppede motoren, og kort efter lød et kraftigt smæld, da det ene hjuls kædetræk sprang.
To uger senere prøvede Karl igen. Denne gang med Bertha ved sin side på styrebænken. Knap var motoren sat i gang, før køretøjet løb løbsk og bankede frontalt ind i en mur.
Karl og Bertha kom ikke til skade, og de havde lige udført verdens første og korteste vejtest. I næste forsøg kørte vognen mere stabilt, men sønnen Eugen måtte løbe halsende ved siden af køretøjet og fylde benzin på fra en dunk.
En egentlig benzintank var ikke monteret endnu.
Endelig lykkedes det at gennemføre en testkørsel på 800 meter, og den 29. januar 1886 fik Karl Benz beviset på sit årelange arbejde, da et kejserligt patent blev udstedt på en selvkørende, elektrisk antændt firetaktsmotor – en Motorwagen.
Automobilens svendeprøve
Selv om Benz' Motorwagen havde fået det blå stempel, nølede Karl med at sætte den i masseproduktion.
Flere test og modificeringer var nødvendige, mente opfinderen. Bertha var ganske uenig, og en tidlig augustmorgen “lånte” fru Benz automobilen.
Køreturen til Pforzheim beviste, at hun havde ret. Benz' Motorwagen kørte, som den skulle.
Undervejs løb køretøjets beholdning af brændstof tør, og Bertha måtte stoppe ved byen Wieslochs Stadtapotheke for at købe mere benzin i form af ligroin eller tungbenzin, som blev solgt som et pletfjernemiddel til husmødre.
Imens stimlede byens nysgerrige borgere sammen for at studere det mærkværdige køretøj.
Andre problemer krævede mere opfindsomme løsninger: Da en tændings-ledning kortsluttede, ofrede Bertha et strømpebånd for at isolere den, mens en tilstoppet brændstofslange blev renset med en af hendes hårnåle.
Først om aftenen skimtede de rejsende lyset fra Pforzheim. Så snart Bertha nåede et postkontor, telegraferede hun glad til sin mand:
“Vi er ankommet sikkert og uden uheld. Endelig har vi nået vores mål”.
Berthas bedrift satte Benz' Motor-wagen på alles læber. Modviljen mod et hesteløst køretøj blegnede, og kort efter fik Karl Benz guldmedalje for sit revolutionerende motorkøretøj på en teknikudstilling i München.
Under udstillingen kørte Karl små ture med interesserede købere, og effekten var enorm. En af Münchens aviser skrev:
“Sjældent, hvis aldrig, har trafikanter i gaderne af vor by set et mere opsigtsvækkende syn”. En anden avis kunne berette, at køreturen “blev fulgt af en stor gruppe åndeløse fodgængere”.
Omkring år 1900 var Benz & Cie en af verdens største bilproducenter med flere end 1.250 solgte motorvogne.
Efter århundredskiftet kørte der over 2.000 Benz-producerede biler i bl.a. England, Sydafrika og Singapore.
Tre år før Karl Benz' død i 1929 voksede Benz & Cie sammen med Gottlieb Daimlers fabrik. Tilsammen skabte de to bilmastodonter et af verdens mest kendte og respekterede bilmærker: Mercedes-Benz.
Karl Benz havde endelig opnået sin drøm med hjælp fra en stædig kvinde, som en augustmorgen kørte en tur i sin mands trehjulede motorvogn.