Blege turister valfartede til grisefest

Alkoholen lokker gæsterne ud på restaurantens dansegulv. Da den traditionelle kåring af “festens dronning” skal finde sted, springer en kvindelig gæst op foran orkesteret. Hun knapper kjolen op og viser alle herlighederne frem – til et jubelbrøl fra de berusede gæster. Efter det nummer vinder kvinden naturligvis titlen.

Ejeren af restauranten følger løjerne med rolig mine, for don Antonio – bedre kendt som “Grise-Antonio” – skovler i 1970’erne penge ind på sine drukgilder.

I to årtier er turister fra Skandinavien strømmet mod Spaniens milde klima og billige rødvin. Charterferierne i det lune syd er blevet en milliardforretning, og en af de største i branchen er den danske rejsekonge, Simon Spies.

Velfærd gav rejsefeber

Muligheden for at undslippe Nordens lunefulde sommer opstod efter 2. verdenskrig. En voksende økonomi gav folk fra Norden penge, som de kunne spendere på et nyt velfærdsgode: Den lovbestemte ret til at holde betalt ferie.

Lysten til at se verden og få sol på maven spirede, men bare tanken om at bestille hotel og mad i et fremmed land skræmte mange fra selv at tage sydpå. I den vestjyske landsby Tjæreborg rettede rejselystne, men uerfarne sognebørn i 1950 en bøn til byens præst, Ejlif Krogager, om at arrangere en rejse for dem.

Præsten lejede en bus og satte 30 billetter til salg. Pladserne blev revet væk. Samme sommer trillede bussen med sognebørn og Krogager som guide mod Spanien. Få år efter stiftede Krogager selskabet Tjæreborg. Med en flåde på 80 busser ejede han Skandinaviens største busrejsebureau.

Flere rejsebureauer fik øje på Sydeuropa, bl.a. svenske Nyman & Schultz (senere Vingresor). Populære mål for 50’ernes busturister var den franske riviera og Gardasøen i Italien, men den spanske ø Mallorca tiltrak flere og flere gæster pga. sit milde klima og lave priser.

I Danmark stod bl.a. De Forenede Rejsebureauer for turene til Mallorca. Her kunne gæsterne møde den flamboyante psykologistuderende Simon Spies som rejseleder.

“Naah, er I så klar til at blive ladet op?” råbte Spies gerne ned gennem bussen med sin drævende stemme.

Simon Spies kunne drikke de fleste gæster under bordet – og alligevel stå klar ved bussen næste morgen. På den i alt 36 timer lange rejse fik festløven Spies kun lukket et øje på natfærgen fra Barcelona til Mallorca. Det kroniske søvnunderskud forhindrede dog ikke Spies i at få en genial idé, som for altid skulle forandre Nordeuropas rejsebranche.

Rædselsrejse solgte godt

Simon Spies blev lige så begejstret for Mallorca som sine gæster. Under et ophold på øen i 1956 udtænkte den 35-årige rejseleder en plan: Hvorfor ikke sende gæsterne sydpå uden for sæsonen – dvs. mellem oktober og marts, hvor øens hoteller alligevel stod halvtomme.

Spies fik en god pris hos Mallorcas hotelejere, især fordi han lovede fuld belægning. Og den 11. november 1956 indrykkede Spies en avisannonce for sit nye selskab, Spies Rejser.

“Vil De bade i Middelhavet juleaftensdag?” lokkede annoncen.

Prisen for fire uger på Mallorca var 995 kroner, hvilket svarede til halvanden månedsløn for en håndværker. Men prisen til trods blev de 26 pladser solgt, og Spies kunne holde sit ord til hotelejerne.

De rejsende måtte skrumple ned gennem Europa i tog med ukomfortable sovevogne, for Frankrig havde indført forbud mod, at udenlandske charterbusser kørte gennem landet. Spies var med som guide og fortalte vittigheder, som fik selv de værste tørvetrillere i godt humør.

På Mallorca viste det sig imidlertid, at hotelejerne ikke havde holdt deres del af aftalen. Få af de lovede værelser var klar – og nogle af værelserne lå tilmed på hoteller, som ikke var bygget endnu.

Spies fik redt trådene ud ved at skaffe værelser på andre hoteller og uddele kander med sangria – betalt af hans egen lomme. Den søde, kølige rødvin var et hit. Flere gæster fik rigeligt og dejsede om i hotellets solstole ved poolen. Efter timers døs vågnede de med gloende rød hud, forbrændte af den uvante middelhavssol.

Salget hos Spies Rejser for næste sæson gik strygende. Kataloget gav en poetisk beskrivelse af den besværlige rejse – fx i beskrivelsen af færgeoverfarten til Mallorca.

“Mon ikke de fleste vil en tur op på dækket og kikke ud over Middelhavet i stjerneskær, inden vi trækker os tilbage til vore reserverede køjer med bevidstheden om, at når vi vågner næste morgen, er det Hesperidernes gyldne ø, Mallorca, der fylder horisonten”, lød det i kataloget for sæsonen 1957-1958. Ordene var Simon Spies’ egne.

Fly var for de fine

Ikke alle turister raslede dog sydpå i bus og tog; siden 1953 havde fx det svenske selskab Transair sendt gæsterne mod syd i propelfly. Ligesom Simon Spies var Transairs salgsdirektør, Göte Rosén, faldet pladask for Mallorca og øens hovedby, Palma: “Jeg sad i solen og lod den brænde min blege hud og beundrede den smukke udsigt over Palma. Jeg lukkede øjnene og tænkte, at det her kunne være ferieparadiset for stressede svenskere”, skrev Rosén i sine erindringer, “Vejen til Palma”, fra 1970.

Flyrejsen med Transair var nervepirrende. De uvante lyde fra flyet, et slidt DC-3 fra 2. verdenskrig, fik passagererne til at klamre sig til deres sæder af skræk. For at berolige gemytterne udskænkede personalet cognac.

Fra 1956 solgte svenske Vingresor såkaldte pakkerejser bestående af fly, hotel og forplejning, som var betalt hjemmefra. Mindst tre gange måtte de chartrede fly dog mellemlande for at tanke op – bl.a. i franske Marseille – og først efter 13 timer kunne gæsterne sætte fødderne i ferieparadiset. At rejse med fly var ganske eksklusivt i efterkrigstiden, hvor de få afgange og høje udgifter til brændstof gjorde billetprisen fire gange så dyr som en tilsvarende togrejse.

Derfor troppede chartergæsterne også op i fint tøj – mændene i jakke og slips, damerne i kjole.

De lokale spaniere betragtede de rejsende som fornemme gæster. Da de første svenske chartergæster landede på den spanske ø Tenerife i 1956, stod to borgmestre og et orkester klar i lufthavnen for at byde velkommen.

Trods prisen købte svenskerne i 1956 hele 10.000 flycharterrejser. Simon Spies lod sig inspirere af sine svenske kolleger og sendte fra julen 1958 også sine gæster sydpå med fly. Spies havde masser af kunder og kunne presse flyselskaberne til at yde store rabatter, dermed holdt han sine priser lavere end konkurrenternes.

“Jeg tjener måske kun 11 kroner pr. rejse, men da jeg sælger en million rejser om året, bliver det jo til en del”, udtalte Simon Spies om sin forretningsmodel.

Ejlif Krogager tog konkurrencen op og stiftede i 1962 flyselskabet Sterling Airways. To år efter oprettede Spies selskabet Conair. Sterling Airways var dog hurtigst pga. Super Caravellen – verdens første jetfly i charterbranchen.

Nu tog rejsen til Spanien kun 6,5 timer. Storhedstiden for den klassiske charterferie kunne begynde.

Rejselskaber fandt nye feriemål

Franco godkendte bikinien

For de søvnige, små spanske fiskerlejer blev invasionen af sprutglade og halvnøgne skandinaver en enorm omvæltning.

I 1953 var borgmesteren i badebyen Benidorm, Pedro Zaragoza Orts, nær blevet bandlyst af den stedlige ærkebiskop for at tillade den frivole bikini – den diminutive beklædning, som turisterne fra Nordeuropa elskede at bade og promenere i – på byens strand.

Borgmesteren vidste, at et bikiniforbud ville skade turiststrømmen og dermed byens økonomi, men for en katolik betød bandlysningen et efterliv i Helvedes flammer. Resolut hoppede Orts på sin Vespa-scooter og kørte de ca. ni timer til Madrid, hvor det lykkedes at få audiens hos Spaniens enehersker, general Franco.

“Jeg skiftede min skjorte, men gik ind til generalen med mine bukser sølet til i motorolie. Han støttede mig, og bikinien blev”, mindedes Pedro Zaragoza Orts senere.

Borgmesteren undgik ekskommunikation, da biskoppen klogeligt trak sin trussel tilbage for ikke at mishage den spanske diktator.

Hoteller, barer og restauranter måtte også omstille sig til nordboernes vaner og smagsløg. Nye menukort dukkede op i badebyernes gadebillede med tilbud om “tre stykker smørrebrød”, snaps og “fika” – svensk kaffebord.

Især kaffen var et ømt punkt. På vej fra lufthavnen udfrittede nervøse svenske gæster deres guide om, hvorvidt der nu blev serveret “svensk kaffe” på hotellet.

For at imødekomme kaffetrangen stillede det svenske rejsebureau Fritidsresor poser med kaffe og filtre frem på gæsternes flysæder før afgang. Under ferien kunne gæsterne så selv brygge kaffen i ferielejligheden, som var en del af pakkerejserne hos Fritidsresor.

Andre selskaber forsynede på forhånd hotellerne med drikkelig kaffe.

Bommert udviklede sig til grisefest

Det spanske køkken var stærk kost med sine fremmedartede krydderier – deriblandt hvidløg, som giver dårlig ånde. Mange nordiske chartergæster foretrak krebinetter og brun sovs, og derfor begyndte de spanske spisesteder i løbet af 1960’erne at servere mad, som mindede om det nordiske køkken.

Vingrejser anbefalede i sit norske rejsekatalog, at gæsterne til deres morgenmad selv medbragte gedeost, marmelade og malet kaffe, som hotelpersonalet kunne brygge efter nordisk smag.Et andet tip var at begynde dagen med et glas Fernet Branca eller Jägermeister for at undgå maveonde som følge af den spanske mad – og det mistænkelige vand i de spanske vandhaner.

Helt galt gik det i 1961 på Gran Canaria, hvor en svensk guide stod med et hold rasende gæster. Hotellerne havde ikke værelser nok, og de overskydende gæster var blevet indkvarteret på et sanatorium. Snart regnede klagerne ned over guiden, for hospitalsmaden var jo uspiselig!

For at genetablere den gode stemning fik guiden fat i en lokal restaurantejer, Antonio Santana Miranda, som lovede at servere grillet gris – ikke ligefrem kamsteg eller flæskesteg, men tæt nok på. Desværre glemte spanieren alt om aftalen, så da 50 sultne svenskere om aftenen troppede op foran restauranten, åbnede Miranda døren i pyjamas.

Hurtigt kom han i tøjet og fik hentet et orkester. Tilberedning var der ikke tid til, så en hel gris røg på grillen. Dyret stegte i timevis, mens restaurantens personale åbnede en stribe vinflasker og skænkede op for de knotne og sultne gæster. For hvert glas blev svenskerne heldigvis gladere, og aftenen endte i et brag af en fest med levende musik, dans, helstegt pattegris og vin i stride strømme.

Rygtet om den fantastiske aften spredte sig hurtigt, og restauranten måtte flytte til større lokaler for at følge med tilstrømningen af nordiske chartergæster, som ville til fest hos “Grise-Antonio”.

Forargelse øgede chartersalget

Øget konkurrence blandt flyselskaberne pressede priserne i bund. I 1966 kostede to ugers ferie på Mallorca bare 395 kroner, ca. 3.800 nutidskroner. Sommerdestinationer som Kreta, Kos og Rhodos dukkede op i de nordiske bureauers kataloger, og nogle familier sparede op for at komme afsted på både en sommerrejse og en vinterrejse.

Spanien var stadig skandinavernes favorit, specielt Costa del Sol, Mallorca og De Kanariske Øer – alle destinationer med lækre strande og lune vintre. Hundredtusinder af gæsterne nordfra havde købt rejsen hos enten Spies eller Krogager.

“Det kan godt være, at Spies er billigere, men vi flyver folk hurtigere frem og tilbage, så de får mere ud af deres ferie”, bemærkede Ejlif Krogager med henvisning til sine Caravelle-fly.

Simon Spies havde dog mere talent for markedsføring end “præsten”.

Store armbevægelser blev Spies’ varemærke. I et interview med Danmarks Radio indrømmede Spies, at han – når han gik i teatret – altid købte pladserne foran sig, så han bedre kunne se forestillingen.

“Men jeg køber også altid pladsen ved siden af mig. Den er til min stok”, gnæggede rejsekongen.

Forargelse over Spies’ ekstravagance skyllede gennem Nordens kulørte presse, hvilket kun øgede salget af rejser, for “dårlig omtale er bedre, end slet ingen omtale”, som Spies sagde.

Nogle gange solgte han sågar flere rejser, end flyene havde plads til. Så måtte de uheldige gæster sidde på gulvet eller i pantryet hos stewardesserne.

Som kompensation gav Spies et nedslag i prisen. Men i ét tilfælde måtte Spies hive den store pung frem for at betale: Ved en fejl havde rejseselskabet ikke noget fly til en afgang fra København. De strandede gæster blev inviteret på den berømte restaurant Wivex i Tivoli og fik overnatning på luksushotel.

“Når man nu har gjort i nælderne for alvor, kan man lige så godt lægge en stor én”, lød det tørt fra Simon Spies.

Feriegæster marineret i alkohol

For en del af de charterrejsende begyndte festen allerede på flyet. Kabinepersonalet solgte alkohol, og med toldfrie priser ombord var vin, champagne og sprut som whisky og rom langt billigere end hjemme.

Flymaden med små frikadeller, sild og snaps hjalp også gevaldigt på humøret.

Rusen fortsatte ved de stadig mere populære grisefester. Konceptet havde i 1960’erne bredt sig til Mallorca og Costa del Sol. Nu foregik løjerne to-tre gange om ugen året rundt og tiltrak hver gang 12-15 busser fulde af chartergæster.

“Den frie alkohol fik hurtigt stemningen i top, og mange fandt kærester, der indimellem udviklede sig til ægteskaber”, fortalte danske Lennart Isaksen, tidligere chefrejseleder hos Spies Rejser, til “La Danesa”.

Grisefesten samlede folk fra alle samfundslag – skraldemænd og advokater sad ved samme langbord – men festen havde ifølge Lennart Isaksen også en bagside:

“Guiderne kappedes om ikke at få den sidste bus hjem. Her kom tjenere med folk i trillebøre og bar dem ind i bussen”.

I busserne medbragte guiderne poser, hvis nogle skulle brække sig. Særlig fulde gæster fik lov at sove branderten ud i restauranten, indtil de kom til sig selv og kunne oplyse, hvilket hotel de boede på.

I dagtimerne udforskede chartergæsterne byernes marked, der var fyldt med tingeltangel – fx spanske sjaler med frynser og bemalede trææsler. Mere dristige chartergæster fulgte med guiden på søndagens faste udflugt: Tyrefægtning. Fra tilskuerrækkerne kunne nordboerne følge matadorens blodige kamp mod tyren og gyse.

“Et frygtindgydende, men farverigt drama i arenaen”, lød beskrivelsen fra chartergæsten Ole Clifford Pejtersen i Danmarksposten (i dag Danes) – et medlemsblad for danskere i udlandet.

Charterferie blev for alle

Nogle turister blev så begejstrede for Spanien, at de slog sig ned i landet. Priserne i 1970’ernes Spanien var tiltrækkende for en nordeuropæer. I supermarkedet kostede en liter mælk 10 pesetas, hvilket i dag svarer til ca. fem kroner. En liter vin kostede under 4,50 nutidskroner.

Andre skandinaver åbnede hotel, bar eller restaurant med navne som “Holger Danske” og “Viking”. Her skovlede landsmænd kartoffelsalat og stegt flæsk med persillesovs i sig – uden frygt for, at maden var tilsat oregano, safran eller andre besynderlige krydderier. Maden blev skyllet ned med importeret Carlsberg-øl og Aalborg Akvavit.

Nye og hurtigere jetfly havde efterhånden kortet rejsetiden ned til 2,5 timer, hvilket gav mulighed endnu flere flyafgange – bl.a. med det SAS-ejede Scanair. Ledelsen i SAS havde længe rynket på næsen af charterrejserne, men indså, at markedet var en guldgrube.

Den stadig stigende rejselyst gavnede branchen, og med sine nyindkøbte Boeing-fly kunne Spies Rejser fra 1968 sende over 180.000 gæster afsted årligt. Bureauet fik salgskontor i bl.a. Sverige og Finland, mens Fritidsresor trådte ind på det danske marked under navnet Fritidsrejser A/S.

Ejlif Krogager var branchens kæmpe. Omkring 1970 rundede Sterlings Airways, verdens største charterflyselskab på private hænder, passager nr. én million. I 1973 var Tjæreborg Europas største rejsearrangør med 600.000 årlige gæster.

For at strømline salgsarbejdet indførte Ejlif Krogager et nymodens EDB-system, mens Simon Spies strittede imod. For Spies var gammeldags regnskabsbøger mere troværdige, når der skulle holdes styr på milliardomsætningen.

Krise lukkede feriefesten

I begyndelsen af 1970’erne kom nye rejsemål i fx Tyrkiet til. Gipskopier af historiske statuer i miniformat var en populær souvenir, og efter ferier i Grækenland røg også retsina-vin med sin specielle smag af harpiks med hjem i kufferten.

Millioner af gæster søgte stadig til Spanien, hvor betonhoteller skød op langs kysterne. Tjæreborg byggede bl.a. eget hotel i Torremolinos. Alt så lyst ud for den skandinaviske rejsebranche, indtil den globale oliekrise ramte i 1973.

Krisen blev udløst, da OPEC, alliancen af olieproducerende lande, indførte embargo mod lande, som støttede Israel. Uroen på oliemarkedet fik prisen på en tønde råolie til at spurte i vejret – fra ca. 3 dollars til 11 dollars. Prisfeberen ramte også charterbranchen, hvor adskillige rejser måtte indstilles.

Verdensøkonomien kom efterhånden til hægterne i 1980’erne, og nye, eksotiske rejsemål som Thailand og Sri Lanka blev introduceret. I dag sælges der årligt millioner af charterrejser i Skandinavien.

Efterskrift: I 1984 dør Simon Spies af leverkræft. Enken, Janni Spies, arver rejsekongens milliarder og bliver Europas rigeste enke. Fem år senere køber Spies Rejser den største og ældste konkurrent, Tjæreborg Rejser. Dårlig ledelse og køb af fly for lånte penge får Spies Rejser til at skrante, og firmaet afhændes i 1996 til engelske Thomas Cook. Efter Thomas Cooks konkurs i 2019 overtager den norske milliardær Petter Stordalen Spies Rejser. I 2022 afslører DR i en dokumentar den mørke side af Simon Spies – en side, som allerede var velkendt i offentligheden, men som først nu for alvor får betydning for hans omdømme og eftermæle. Dokumentaren handler om Spies’ såkaldte “morgenbolledamer” – 15-18 årige teenagepiger, som han betalte for at stå til rådighed for sine seksuelle og voldelige lyster.