Bondeknolde og fattiglemmer blev usårlige soldater
De britiske rødfrakker hentede deres soldater fra bunden af samfundet. Udskud og fattiglemmer blev lokket eller snydt i den røde frakke og underkastet en jernhård disciplin. Straf, sygdom og afsavn var deres hverdag. Alligevel beviste rødfrakkerne gang på gang i 250 år, at de hørte til blandt verdens mest slagkraftige soldater.
"Mit kavaleri galoperer efter hvad som helst”, skrev Wellington.
Rytteriet havde ikke infanteriets disciplin.
Soldaterne står skulder ved skulder med ranke rygge og front mod fjenden. Forlademusketten hviler ved højre fod. De lange lige rækker af mænd er som forstenede.
Kanonernes dumpe drøn signalerer, at slaget allerede er i gang. En kanonkugle borer sig ind i højderyggen lidt længere fremme og sender en kaskade af jord ind over bataljonen. Soldaterne kniber øjnene sammen og tager et fast greb om deres våben.
Endnu en kanonkugle rammer jorden lige foran bataljonen og slår smut ned gennem den sammenpakkede linje. Musketter, hatte og menneskekroppe slynges op i luften.
Bombardementet tager til og stopper så pludseligt. I stilheden kan de ventende rødfrakker nu skelne en anden lyd: trommer, der taktfast slår det franske angrebssignal Pas de Charge.
Tætte kolonner af blåklædte franskmænd nærmer sig. Ordren bliver givet til at lægge musketten an. Soldaterne i forreste række knæler. Hanerne spændes, og mundingerne rettes mod den marcherende menneskemasse.
“Parat…Fyr”, gjalder det ud over slagmarken. En bølge af lysglimt løber ned langs linjen, og død og lemlæstelse er på vej mod fjenden. Tæt krudtrøg indhyller soldaterne, mens de febrilsk genlader deres musketter. Endnu en salve affyres ind i røgen, som nu næsten skjuler de franske kolonner. Så lyder ordren til at påsætte bajonetten.
“Angrib…Bajonet”, gjalder det ud over slagmarken. Synet af den røde mur og det glimtende stål tager modet fra fjenden. De fleste smider våben og tornyster og flygter hovedkulds tilbage ned ad skråningen. Sejren er endnu en gang gået til de britiske rødfrakker.
Den stående hær fødes
Rødt blev knyttet til den engelske soldat under middelalderens hundredårskrig mod Frankrig. Her bar englænderne røde Skt. Georgs-kors på trøjen, så man kunne se forskel på ven og fjende.
Henrik 8. befalede i 1500-tallet sine livvagter i røde dragter. Den bærer de stadig i dag, hvor de er med ved kongelige ceremonier i London.
Da de første professionelle engelske regimenter blev oprettet i 1645, var valget af en rød uniformsfarve derfor oplagt. Artilleriet, det lette rytteri og skytteenheder blev iklædt alle regnbuens farver, men den almindelige fodsoldat og rytter var rød i de næste 250 år.
Ved 1700-tallets begyndelse fik styret i London sig en rigtig hær. Soldaterne var indtil da blevet fyret, når krige sluttede, men tiden løb fra den model. Sejr i krige mod det mægtige Frankrig, et voksende kolonirige og unionen med Skotland gjorde Storbritannien, som landet nu hed, til en stormagt. Med den nye status fulgte interesser og forpligtelser, og at pleje dem krævede soldater.
Hæren blev aldrig stor, for flåden var det vigtigste værn mod angreb på De Britiske Øer. Men den forsvarede kolonierne, opretholdt ro og orden hjemme og var Londons forlængede arm i magtkampe på det europæiske fastland.
Forsøg på at lære rekrutterne moralske værdier imponerede ikke pressen. Satiren over hæren var nådesløs.
Vagabonder og lommetyve i rødt
Da den britiske hær i 1815 var på sit højeste, gjorde 233.852 mand tjeneste. Formelt skulle soldaterne melde sig frivilligt, og at lokke så mange til at udskifte hjemmets tryghed med krigens farer var hårdt arbejde.
Hvervekommandoer på hver en officer, to sergenter og en trommeslager marcherede landet tyndt på jagt efter folk at fylde geledderne op med. Rekrutteringen var et show for pøblen, som rekrutteringssergent Thomas Jackson beskrev i 1812:
“Der spankulerede vi omkring med en vigtig mine i vores fineste frakker og med sværdet i hånden, mens vi trommede os igennem masserne af stirrende bondeknolde, rødhårede håndværkere og tyveknægte”.
Når tilskuerne var passende imponerede af de strålende uniformer, gik overtalelsen i gang. Slog hververnes talegaver ikke til, kom ufine metoder i brug. Ofte blev unge mænd drukket bevidstløst berusede og fik en shilling i lommen som bevis på, at de havde taget imod kongens mønt.
Herefter fulgte hververne deres offer til indkvarteringsstedet, og han var nu rekrut i den britiske hær med udsigt til 25 års tjeneste. Både unge og gamle kunne bruges. I 1794 var de nye soldaters gennemsnitsalder 23 år – med en 43-årig som alderspræsident og en dreng på ni som den yngste.
Soldaterne var almindeligvis ikke Jordens bedste børn, uanset om de var hvervet på gaden eller i fængslerne. Mange kom fra forarmede udkantsområder som Irland og det skotske højland.
Irere og højlændere havde nok status som underudviklede barbarer, men de var mere end velkomne til at sætte livet på spil for konge og fædreland. Hverveplakaterne understregede, at hæren havde plads til alle, som normalt ikke tilhørte det gode selskab: “PS Raske, unge irere godtages også”.
Motiverne til at melde sig under regimenternes faner var mange. Nogle lod sig rive med af national stolthed eller eventyrlyst. Andre øjnede en mulighed for at slippe væk fra problemer hjemme.
For det store flertal trak pengene. Hver rekrut fik udbetalt en bonus, og i krigstid kunne den være stor. Plattenslagere gjorde en levevej ud af at melde sig, modtage bonussen og derpå stikke af, blot for at melde sig på ny. Ærlige rekrutter havde til gengæld udsigt til tøj på kroppen og nogenlunde regelmæssige måltider. Det var bedre forhold, end mange var vant til hjemmefra.
Rødfrakkerne blev holdt i kort snor
Havde man først meldt sig til hæren, ventede seks-syv måneder med daglig eksercits. Rekrutten skulle lære at marchere i takt, forstå trommesignalerne og adlyde ordrer hurtigt og præcist.
Fra det øjeblik den nye soldat iførte sig sin røde frakke, var han ikke længere et individ. Som en lille del af en over 500 mand stor bataljon kunne han ikke længere handle selvstændigt. Enheden fungerede kun, hvis alle gjorde det samme på samme tidspunkt.
Træningens absolut vigtigste del var formationsskift. Soldaterne øvede sig på at gå fra marchkolonne til opstilling på linje, klar til at skyde. Angreb fjendtligt rytteri, skulle linjen forvandles til en firkant med bajonetter strittende i alle retninger. Bataljonens overlevelse afhang af, at soldaterne kendte deres plads i formationen og fulgte kommandoerne.
Hæren havde metoder til at sikre øjeblikkelig lydighed: Hver eneste fejl medførte straffe – lige fra ekstra vagttjeneste til henrettelse. Især pisken var hyppigt i brug, og store syndere risikerede helt op til 1.200 slag. For dem blev straffen gerne delt op i to portioner, for de færreste kunne overleve flere end 700.
Fik rødfrakken behov for at træde af på naturens vegne under march, skulle han have et tissekort af kolonnens kommandør. Forlod han geleddet uden kortet, vankede der pisk om aftenen.
Under kamp skete afstraffelse for grove forseelser øjeblikkeligt. Veg en soldat fra sin plads i geleddet, kunne han regne med drastiske konsekvenser.
“Soldater, der forlader deres positioner eller overgiver sig, skal med det samme aflives af officeren, som leder delingen…En soldat, som ikke vil kæmpe for sin konge og sit fædreland, fortjener ikke at leve”, advarede James Wolfe folkene i 20.
Regiment under træningen i Canterbury i 1755. Selv døde han som kun 32-årig general, netop som hans tropper sendte en fransk hær på flugt uden for Quebec i Canada.
Med den franske revolution i 1789 blæste forandringens vinde over Europa. Pryglestraffen blev mange steder lagt på hylden af hære, som nu anerkendte den menige soldat som medborger med ret til en værdig behandling. De vinde blæste uden om Storbritannien. Her fik pisken lov til at danse videre på rødfrakkernes rygstykker i det meste af et århundrede endnu.
Også den britiske skydetræning adskilte sig fra gennemsnittet. Hver mand affyrede 30 årlige øvelsesskud, og i særlige skytteenheder kunne tallet nå helt op på 60. Efter europæisk målestok var det uhørt ødsleri.
Musketterne skød så upræcist, at de færreste så noget formål med at ofre mere end nogle få af de dyre blykugler på træning. Den britiske hær så anderledes på sagen, og det var med til at sikre rødfrakkerne overlegenhed på slagmarkerne.
Under 1. verdenskrig forsøgte hæren at bevare den frivillige hvervning, men opgav efter to år.
Fjenden var den mindste fare
I de overfyldte kasernebygninger levede rødfrakken på halvt så meget plads som i en gennemsnitlig fængselscelle. Ved hvert kompagni havde enkelte soldater lov til at bo sammen med kone og børn, så de fleste barakker rummede særskilte familierum. Ikke så meget for familiernes skyld, men for at børnene ikke forstyrrede de øvrige soldaters nattesøvn. For resten af mandskabet afhang kvindeligt selskab af kontant betaling.
Soldaterkonerne havde vigtige opgaver for kompagniet og sørgede for at lave mad, vaske tøj, rydde op og gøre rent. Et lille antal fulgte endda med soldaterne i krig, hvor de også plejede syge og sårede. Kvindernes hjælp var uvurderlig i det timelange projekt, som det var at sætte håret. Før 1795 skulle soldaterne have langt hår, nænsomt krøllet op og pudret hvidt på på reglementeret vis.
Alkohol var 1700- og 1800-tallets svar på medicin, og hver soldat havde krav på en daglig ration rom. Blev den ikke udleveret, kunne officererne regne med uro i geledderne. De færreste rødfrakker nøjedes dog med at drikke, hvad hæren serverede. Enhver lejlighed til at supplere med sprit fra andre kilder blev gerne grebet med stor iver.
I 1809 var en britisk hær på flugt igennem Spanien med stærke franske styrker i hælene. Død eller tilfange tagelse truede enhver, som sakkede bagud. Alligevel glemte soldaterne alt om fjenden ved fundet af et velforsynet spritlager. Kaptajn William Webber fra artilleriet beskrev rystet optrinet:
“4. Division mistede under tilbagetoget fra Valdemoro til Pinto 500 eller 600 mand på den mest skamfulde måde. Næsten 800 brød ind i en vinkælder og berusede sig i en sådan grad, at meget få var i stand til at fortsætte. Mange lå som livløse på jorden og blev lette ofre for fjendens kavaleri”.
Tjenesten var livsfarlig
Før eller siden skulle de fleste rødfrakker ud at sejle. Enten til Europas slagmarker eller til garnisoner i alle afkroge af det evigt voksende britiske imperium. Soldaterne blev ført om bord på transportskibene, som kunne blive deres hjem i op til halve år, hvis destinationen var besiddelser i det fjerneste Østen. Under dæk boede de endnu tættere, end de havde gjort i kasernebygningerne hjemme i Storbritannien.
Mangelfuld kost og elendig hygiejne fik sygdomme til at hærge undervejs. I 1776-1780 døde 11 pct. af soldaterne på ruten over Atlanten til De Vestindiske Øer. Vind og vejr krævede også sine ofre, særligt før dampskibene gjorde deres indtog fra midten af 1800-tallet. Alene i 1706 mistede hæren 8.200 mand i skibbrud under transporter til Spanien.
Chancen for at overleve blev ikke nødvendigvis bedre, når først tropperne var nået frem til deres mål. Forude ventede truslen om død eller lemlæstelse i kamp, men sygdom forblev langt den største fare. Under Krimkrigen i 1850'erne tog epidemier livet af tre gange så mange soldater som kampene.
Nogle tjenestesteder var kendte for deres morderiske klima. Allerede under træningen lærte rekrutterne især at frygte Vestindiens gule feber – med god grund. Syv års tjeneste her kostede 38. Regiment 1.068 mand. Rygter om kommende udskibning til Caribien kunne bringe en bataljon til randen af mytteri.
Sejren over Napoleon ved Waterloo i 1815 affødte en industri af souvenirs som denne snustobaksdåse med sejrherrernes portrætter.
Slag var en sjælden begivenhed
Soldatens tid gik med vagttjeneste og march, og når han endelig mødte fjenden, var det som oftest i småfægtninger. Selv i de mest intense felttog udkæmpede den britiske hær sjældent mere end et enkelt slag om året. Men det var her, at rødfrakkerne skabte deres ry gennem en lang række af strålende sejre.
Et slag i 1700- og 1800-tallet foregik efter et fast mønster. Kampen blev skudt i gang af kanonerne på begge sider. Det meste af ammunitionen var massive jernkugler. Artilleristerne forsøgte at ramme lige foran fjenden, så kuglerne slog smut gennem geledderne.
Efter kanonernes tordnende indledning fulgte infanterikampen. Forlade-musketten “Brown Bess” var rødfrakkernes hovedvåben i over 100 år. Selv om våbnet blev regnet for Europas bedste af sin slags, var det stadig meget unøjagtigt. For at opnå størst mulig effekt skulle soldater opstilles tæt og affyre deres våben på 50 meters afstand.
Musketternes blykugler var skyld i 60 pct. af tabene på slagmarken. Med en diameter på 19 mm – tre gange bredere end patronen i mange moderne håndvåben – lavede projektilerne frygtelige sår.
Slog kuglen ikke ihjel øjeblikkeligt, var der en høj risiko for, at krudtrester og brændte stumper tøj inficerede offeret. På vejen gennem kroppen knuste kuglerne ofte knogler, og bag frontlinjen amputerede feltkirurgerne rutinemæssigt arme og ben.
Uanset sårets alvorlighed forventedes det, at rødfrakken opretholdt en værdig optræden til det sidste. Efter slaget ved Waterloo gav sergent Michael Connely en hårdt såret menig soldat en reprimande, da manden skreg af smerte i en franskmands påhør:'
“Hold din mund, din plaprende djævel, og lad være med at ydmyge dit land. For Guds skyld, dø som en mand”.
De heldige få afsluttede soldaterlivet på hærens plejehjem i Chelsea. Mange andre endte som tiggere på gaden.
Fik tabene fjendens linje til at vakle, var tiden inde til at angribe med bajonetterne. Som regel stak modstanderne af, allerede før tropperne tørnede sammen, og bajonetkampe på åben mark blev stadig mere sjældne.
Koldt stål afgjorde til gengæld ofte dysten om befæstede stillinger. Her hjalp formationer og eksercits ikke, og hver soldat var overladt til sig selv. Det oplevede menig Bancroft under Krimkrigen, da han deltog i forsvaret af en britisk stilling ved Inkerman i 1854:
“Jeg gennemborede den første russer i brystet. Han faldt død om. Derefter blev jeg stukket i munden med stor kraft, hvilket fik mig til at vakle baglæns, mens jeg skød den anden russer og gennemborede den tredje med bajonetten. En fjerde og femte kom mod mig og stak mig i siden. Jeg faldt, men formåede at gennembore den ene og flå ham ned, mens jeg kæmpede med bajonetten mod den anden”.
Når kampen ebbede ud, var slagmarken et frygteligt syn. Ødelagte kroppe og udstyr lå spredt på jorden, og luften var fuld af de såredes jamren og hestes vrinsken. For en sejrende general ventede forfremmelse, titler og statspensioner fra et taknemmeligt hjemland. Den menige rødfrakke måtte tage til takke med, hvad han kunne rage til sig på slagmarken.
Var soldaten sluppet uskadt gennem kampen, kunne han se frem til mere af det samme: år fulde af anstrengelser, afsavn og livsfare. For de invaliderede ventede en usikker fremtid på statens og privatpersoners nåde.
Rødfrakkens endeligt
De britiske soldater bar deres røde frakker med stolthed. Men som 1800-tallet skred frem, blev farven livsfarlig for soldaterne. Stadig mere præcise og langt-rækkende skydevåben tvang tropperne til at søge dækning i terrænet under kamp, og her var uniformer i opsigtsvækkende kulører ingen hjælp. Samtidig betød opfindelsen af røgfrit krudt, at skytter nu kunne bruge deres våben, uden at en sky af krudtrøg afslørede deres stilling.
Den røde frakke blev båret i kamp for sidste gang ved Khartoum under felttoget i Sudan i 1885. Herefter blev de britiske tropper iklædt kaki fra top til tå. Den gulbrune farve var trist sammenlignet med fortidens pragt, men en hel del mere praktisk. Ved første 1. verdenskrigs udbrud marcherede Storbritanniens franske allierede til fronten i farvestrålende blå frakker og røde bukser, og de betalte en frygtelig pris.
Hæren beholdt sin professionelle form i nogle år endnu. Men 1. verdenskrigs industrialiserede slagteri krævede millioner af soldater, og i 1916 blev værnepligten indført. Næsten 300 år efter at de første karrieresoldater var trukket i rødt, blev den professionelle britiske hær forvist til fortiden.