Boykot: Historiens stærkeste våben

Den pensionerede irske kaptajn Charles Boycott blev i 1873 ansat som godsforvalter hos jarlen af Erne i Vestirland. Hans opgave var at føre tilsyn med godsets jorder og sørge for et optimalt udbytte.

I 1879 slog høsten fejl. Hungersnøden truede, og de forarmede irske bønder, som forpagtede jord hos jarlen, bad ham nedsætte lejen. Det så jarlen ingen grund til, og Boycott fik i stedet til opgave at smide dem, der ikke kunne betale, på porten.

Lokale medlemmer af Irish National Land League, der ville bedre kårene for landarbejderne, gik til modangreb. Og pludselig nægtede butikkerne at handle med kaptajnen, der heller ikke kunne finde sæsonarbejdere under høsten. Han var blevet boykottet.

Charles Boycott blev under stor national bevågenhed tvunget til at hyre hjælp fra andre steder i landet. De tilkaldte måtte arbejde under beskyttelse fra soldater.

En af historiens berømteste – og mest effektive – boykotter fandt sted i Amerika i 1773. Krigen mod indianerne og franskmændene havde drænet statskassen hos de britiske koloniherrer, og parlamentet besluttede at indføre en ny skat i de amerikanske kolonier – i første omgang på alle typer papir, siden også maling, glas, bly og ikke mindst te.

Beskatningen fik kolonisterne til at gøre oprør, og briterne måtte trække i land. Alle skatter blev annulleret på nær teskatten. Men kolonisterne nægtede fortsat at indordne sig. De boykottede teen fra det britiske Ostindiske Kompagni og smuglede i stedet te ind fra hollandske købmænd.

Boykotten kulminerede med det berømte “teselskab” i Boston den 16. december 1773, hvor kolonisterne udklædt som mohawk-indianere stormede de britiske fragtskibe Dartmouth, Eleanor og Beaver og tømte deres last af te ud i havnen – 342 kasser i alt. Aktionen blev begyndelsen på den amerikanske uafhængighedskrig.

Da den 42-årige Rosa Parks nægtede at overlade sin plads til en anden buspassager i Montgomery, Alabama, i 1955, satte hun gang i en kædereaktion. Rosa Parks var nemlig sort, og ifølge loven skulle hun overlade sin plads til en hvid, hvis der ikke var flere ledige pladser i bussen.

Buschaufføren rasede, men Parks insisterede og blev siddende, indtil hun blev ført bort af to politibetjente. Arrestationen vakte ramaskrig i byens afroamerikanske samfund, der kaldte til samling og opfordrede til boykot af busselskabet. Aktionen blev orkestreret af en ung Martin Luther King, og tusinder valgte bussen fra, også selvom de måtte tilbagelægge mange kilometer til fods hver dag.

Boykotten kunne hurtigt mærkes på busselskabets økonomi, eftersom 75 procent af selskabets passagerer var afroamerikanere. Den 13. november 1956 vedtog USA’s højesteret, at raceopdeling stred mod forfatningen, og boykotten endte ca. en måned efter. På det tidspunkt var busselskabet på randen af konkurs.

“Jøderne er skyld i krig, i landsdækkende røverier, i en uduelig flåde...”. Ordene kunne lyde som nogle, der blev ytret i Nazityskland, men de kom ud af munden på den berømte bilproducent Henry Ford i 1919.

Antisemitisme var ganske udbredt i USA efter 1. verdenskrigs slutning, og Ford var en af de ivrigste i fordømmelsen af det internationale jødiske samfund; bl.a. anklagede den erklærede pacifistiske forretningsmand jødiske bankfolk for at have økonomiske interesser i at forlænge krigen.

I 1918 købte han sin egen avis, The Dearborn Independent, hvor hans skribenter i en lang artikelserie harcelerede over “den jødiske konspiration”, men serien blev ikke lige vel modtaget alle steder. Stadig flere liberale røster protesterede sammen med de jødiske samfund i USA.

Til slut medførte artikelserien en landsdækkende boykot af Fords biler, og i 1927 måtte han nedlægge avisen og undskylde for ytringerne.

I 1930 kom Storbritannien igen i uføre pga. en upopulær skat – og endnu en gang førte det til selvstændighed for en af imperiets kolonier.

I 1882 forbød briterne inderne selv at samle og producere salt. De skulle indkøbe det livsvigtige mineral hos de britiske koloniherrer. Borgerrettighedsforkæmperen Mahatma Gandhi besluttede at boykotte det britiske saltmonopol og kaldte til “satyagraha”, civil ulydighed.

Han og 78 følgere påbegyndte en næsten 400 km lang vandring til saltsyderiet i byen Dandi ved kysten. I løbet af den 24 dage lange march voksede følget til mange tusind, og da Gandhi nåede til Dandi (hvor han selv inddampede en håndfuld salt), var historien om marchen og Indiens krav om selvstændighed nået verden rundt.

Hvad der begyndte som en boykot af salt, voksede nu til masseboykot af britiske varer i hele Indien. Storbritanniens forsøg på at slå det fredelige oprør ned med brutal magt lykkedes ikke, og kolonimagtens greb om Indien blev gradvist slækket frem mod landets uafhængighed i 1947.

En af historiens længstvarende boykotter blev påbegyndt i 1945. Målet var den kommende stat Israel. Efter slutningen på 2. verdenskrig stod det klart, at de mange hundrede tusind fordrevne jøder skulle have deres eget land i det daværende Palæstina, hvilket de omkringliggende lande protesterede voldsomt imod.

For at kvæle den unge nation i fødslen besluttede Den Arabiske Ligas daværende medlemslande (Egypten, Irak, Jordan, Libanon, Saudi-Arabien og Syrien) at boykotte alle forbindelser, i særdeleshed handelsrelationer, med Israel. Og de opfordrede andre arabiske lande til at følge trop.

I årene 1977 til 1984 var den schweiziske fødevaregigant Nestlé målet for en verdensomspændende forbrugerboykot.

Nestlé havde i årevis markedsført sin modermælkserstatning i særligt tredjeverdenslande meget aggressivt; bl.a. fik nybagte mødre prøver med modermælkserstatning med hjem efter fødslen, og i nogle tilfælde blev læger mistænkt for at have promoveret erstatningsproduktet mod betaling.

Børnehjælpsorganisationer i USA påpegede, at praksissen ikke alene var uetisk, men decideret sundhedsskadelig. Amning er altid at foretrække frem for kunstprodukter, påpegede de. Og mødrene havde langtfra altid adgang til rent vand, som modermælkspulveret skulle blandes op i, ligesom de sjældent kunne læse instrukserne.

Da historien kom frem, indledte amerikanske børnehjælpsorganisationer en boykot, der hurtigt spredte sig globalt. Boykotten endte i 1984, hvor Nestlé indvilgede i at følge nye markedsføringsstandarder bestemt af FN-organisationer.

I 1979 invaderede sovjetiske tropper Afghanistan. Året efter skulle den 19. udgave af de moderne Olympiske Lege afholdes i Moskva. Den daværende amerikanske præsident, Jimmy Carter, fordømte invasionen og opfordrede til boykot af Legene, hvis ikke Sovjet trak sine styrker ud inden den 23. februar 1980.

Det skete ikke, og USA samt 64 andre nationer boykottede den internationale sportsbegivenhed. Fra Norden fulgte Norge USA’s eksempel, mens Danmark, Sverige og Finland var blandt de 81 lande, der deltog.

13 af de deltagende stater, heriblandt Danmark, markerede deres sympati med Afghanistan ved at deltage under det olympiske flag i stedet for deres eget. Andre deltog ikke i åbningsceremonien eller deltog kun med en enkelt flagbærer.