Slangekrøllerne falder kunstfærdigt ned over natkåbens brokadestof, korsettet er taget af, og den unge brud glatter nervøst på lagenet iført kniplingsbroderede mamelukker, underkjole og busteholder, mens hendes kinder blusser over den uvante nøgenhed.
Så hører hun skridt uden for døren; brudgommen nærmer sig det mørklagte sovekammer, og blodet fryser til is i hendes årer.
For victoriatidens kvinder i slutningen af 1800-tallet stod bryllupsnatten som en hårrejsende prøvelse.
Gommen havde hensigter, som bruden kun havde vage anelser om. Hun vidste knap nok, hvilken del af hendes legeme der skulle tages i brug, for normalt var kroppen skjult bag flere lag stof. Mandens fysiognomi kendte hun endnu mindre til.
Tanken om den forestående nat var så gruopvækkende, fordi tidens kvinder var opdraget til kyskhed – og alle forholdsregler var blevet taget i anvendelse for at holde dem uvidende om, hvad ægtepar foretog sig i en seng.
Men paniske udbrud og forsøg på flugt under bryllupsnatten gik alligevel ikke an i et velordnet samfund som det britiske. De sarte kvinder måtte instrueres om det, der ventede – og derfor dukkede et væld af instruktive gør det selv-bøger op på markedet.
Her kommer du med under dynen i victoriatiden og får indsigt i en seksualmoral, der afviger markant fra i dag.
Lig helt stille, lav ingen lyde
En af de første bøger udkom angiveligt i 1894 og hed “Instruktion og rådgivning til den unge brud”, skrevet af enken efter en metodistpræst, Ruth Smythers. Af al magt advarede hun kvinder mod mænds uhyrlige lyster.
“Giv lidt, sjældent og modvilligt”, lød enkefruens vigtigste formaning. “Ellers vil det, der kunne være blevet et anstændigt ægteskab, forvandle sig til et orgie!”
Ægteskabet tjente et højere formål, som Smythers mindede om: “Selvom kønslivet i bedste fald er frastødende og i værste fald smertefuldt, må det dog udholdes – og er blevet det af kvinder siden tidernes morgen – til gengæld for et monogamt hjem og de børn, der kommer ud af det”, skrev hun om og anbefalede at have de lavest tænkelige forventninger til mænd:
“Mens den ideelle ægtemand kun nærmer sig sin brud på hendes anmodning og udelukkende med det formål at tilvejebringe afkom, kan sådan en nobilitet og uselviskhed ikke forventes af den gennemsnitlige mand”.
KAN HAN PAKKE SIG! I victoriatiden havde storken en del vanskeligheder med at aflevere børn til de kyske kvinder.
Derfor rådede Ruth Smythers bruden til at anlægge en striks kvote fra begyndelsen: “De fleste mænd ville, hvis de ikke blev afvist, kræve samkvem næsten hver dag. Den kloge brud tillader maksimalt to korte samkvem om ugen i ægteskabets første uger. Derefter bør hun stræbe efter at sænke frekvensen.
Til dette formål er utilpashed, søvnighed og hovedpine hendes bedste venner. Ved udgangen af ægteskabets første år bør den intime kontakt være bragt ned til én gang om ugen og én gang om måneden ved ægteskabets femte år”.
Efter 10 års ægteskab forventede Ruth Smythers, at parret havde fået de børn, de ønskede – og at alt samkvem dermed kunne ophøre. Ægtefolks tradition for at sove i en fælles seng måtte efterleves, men Ruth Smythers havde et håndfast tip til at hæmme en uønsket stemning:
“Lyset bør være slukket i det fælles kammer, og den afklædte brud bør lægge sig på sengen og stille afvente gommen. Når han kommer ind i værelset, skal hun undgå at lave lyde, hvilket kan opfattes som tegn på opmuntring”.
Når ulykken alligevel sker
“Akten” – når denne ikke kunne undgås – skulle ifølge enkefru Smythers foregå i fuldkomment mørke. “Hun skal lade ham famle sig frem i mørket.
Der er altid det håb, at han kommer lettere til skade, så hun kan afvise seksuel adgang”, skrev præsteenken.
Ægtheden af Ruth Smythers bog er omstridt – men den illustrerer det mådehold, victoriatidens briter var pålagt.
“Nydelsen bør ikke være for hyppig, så den ikke afkræfter ægtefolkene og underminerer deres helbred”, slog lægen Henry N. Guernsey fast i sin bog “Ærlig tale om ubehagelige emner” (udgivet i 1905).
“Som grundregel én til to gange om ugen, eller i nogle tilfælde en gang i løbet af to uger; men én gang om ugen vil i mange tilfælde være nok til et sundt formål”.
Det sunde formål med ægteskabeligt samkvem var ifølge Guernsey at få børn: “Dette er det eneste sande mål, for alle jordiske længsler, ønsker og planer, som det viede par bør nære”.
Tvang skulle stoppe drifterne
Kold luft til underlivet
Opfinderen Frank Orth fik i 1893 patent på en luftkølet indretning, der kunne forebygge natlig erotik. Inden senge-tid skulle manden iføre sig en særlig gummibuks forsynet med en elektrisk alarm, der blev udløst ved rejsning.
Når alarmen gik, blæste en ventilator kold luft gennem et rør ned i buksen, så “organets varme bliver reduceret, indtil faren er drevet over”, som Frank Orth lovede i sin patentansøgning.
Pigge skulle stoppe rejsning
Et andet, udspekuleret instrument stod lægen H.T. Foote bag i 1888. “Rettidig advarsel” var en ring, som kunne låses om penis. Så snart lysten meldte sig, frigjordes en række spidse pigge.
Lemmet i en spændetrøje
I 1876 fik Harvey A. Stephenson patent på en slags spændetrøje, der kunne fiksere lemmet og dermed forebygge “for hyppige udløsninger”, lovede han.
Selvom dronning Victoria på dette tidspunkt havde været død i fire år, fremhævede Guernsey hende som et forbillede, det var værd at efterleve:
“Hun accepterede og værdsatte prins Albert som sin ægtemand og gav sig hen til ham som hans hustru‚ hvilket hun var i hver en betydning af ordet”.
Ret meget nærmere kom den velskrivende doktor ikke sagens kerne – hvordan kvinder kom lykkeligt gennem bryllupsnatten. Kun når det gjaldt onani, kønssygdomme og seksuelle afvigelser, var Guernsey klar i mælet.
Onani kunne blandt meget andet føre til svindsot og blindhed, advarede han og berettede om kvinder, der opsøgte ham i hans praksis. De fortalte, at når de vaskede underlivet, fik de “fornemmelser”.
Guernsey var bestyrtet og forarget, for de havde berørt “kropsdele, der burde befinde sig i en søvntilstand i den ugifte fase.
Efter en tid vil disse fornemmelser, stadig hyppigere i deres opståen, prostituere sindet, og den unge kvinde vil måske være ødelagt for livet”.
Ligeledes anså Guernsey møder med unge mænd for direkte ødelæggende: “Unge kvinder har som grundregel ingen seksuelle tilbøjeligheder eller amourøse tanker eller følelser. Hvis de er blevet ordentligt opdraget og passet på, er de – indtil brylluppet – fuldstændig fremmede for sådanne følelser”.
Graviditeten var det eneste formål
Disse tanker kunne en tredje af tidens selvhjælpsforfattere, Emma Drake, kun bifalde. I sin bog “Hvad en ung hustru bør vide” gav hun en grundig indføring i husmorens lykkebringende pligter:
“Fra og med bryllupsdagen bør den unge hustru forme sit liv efter graviditet og moderskab. Ellers har hun intet at gøre i ægtelivet”.
I badstuerne opholdt kvinder og mænd sig sammen.
Kvinderne havde mere sjov i middelalderen
En misforståelse betød, at seksuallivet blomstrede i netop den tid, der omtales som “den mørke middelalder”.
Modsat victoriatiden havde middelalderens kvinder stor magt i de ægteskabelige sovekamre. Den almindelige antagelse var nemlig, at kvinden for at blive gravid behøvede udløsning nøjagtig ligesom manden – ellers blev der ikke noget barn ud af samlejet.
Kvinder var derfor i deres gode ret til at kræve opmærksomhed, og var ægtemanden uduelig, kunne hun efter loven søge skilsmisse.
“Er mandens lem altid ubrugeligt eller som dødt, kan ægtefolkene udmærket blive separerede”, erklærede en engelsk kirkelig lov fra år ca. 1300. Skilsmissen krævede dog en grundig bevisførelse forinden.
I 1370 blev en ægtemand, hvis kone anklagede ham for impotens, undersøgt af tre uvildige kvinder. Deres vidnesbyrd: “Anklagedes lem er som en tom tarm af broget hud uden kød i”.
Misforståelsen om, hvordan kvinder bliver gravide, betød til gengæld, at graviditet efter en voldtægt ikke kunne betragtes som en voldtægt. For kvinden måtte jo have fået udløsning, hvilket beviste, at hun havde nydt det.
I oplysningstiden (ca. 1700) opdagede lægerne, at den kvindelige orgasme var overflødig ved befrugtning, og så var det slut med opvartning i sengen.
Men som de øvrige håndbogsforfattere ville heller ikke Drake ud med sproget, når det gjaldt de svedige oplysninger om selve besvangringen. Her måtte læseren nøjes med indtrængende advarsler mod at lade tingene løbe løbsk.
“Der findes ingen større fare end at lade den lavere natur dominere den højere. Når lidenskaben får magten, lader den hånt om alle andre hensyn, og selviskheden – det værste i menneskets natur – har kun ét mål: at tilfredsstille sit begær”, skrev Emma Drake.
Kvinden skulle gøres gravid, men samtidig måtte lastefuld fornøjelse undgås, ifølge Drake. For at undslippe farlige fristelser kunne ægteparret være godt tjent med separate soveværelser.
Drenge samlede viden i en notesbog
15 år efter dronning Victorias død i 1901 var verden klar til en revolution, mente biologiprofessor Maurice A. Bigelow fra Columbia-universitetet.
I sin bog “Seksualundervisning” skrev han, at “tavshed og mystik længe har været en agtværdig tradition. Alt om dette emne blev betragtet som urent og degenereret, og jo mindre der blev sagt og vidst, jo bedre, især for unge mennesker”. Bigelow berettede om et skræmmende eksempel, hvor forskertrangen ikke havde ladet sig stoppe:
På en skole havde eleverne dannet en klub med det formål at udforske kønslivet og føre alle opdagelser til protokol i en sort notesbog, der gik på omgang.
“Normale børn er næsten sikre på at få seksuel viden, senest når de er unge voksne, og som regel fra vulgære og utroværdige kilder”, anførte Bigelow som et vægtigt argument for sit forslag om kvalificeret seksualundervisning.
Desværre nåede hans egen bog ikke stort længere end til at fortælle, at kvinden bør “kende de videnskabelige navne på sine organer. Ikke fordi der er mange vulgære navne, som det er tilfældet med drenge, men fordi ærbare navne smitter af på holdningerne.
Æggestok, livmoder, vagina, æggeleder og vulva bør være nok. Detaljerede beskrivelser af de eksterne organer (vulva) kan vække nysgerrighed, som fører til udforskning og irritation”.
Hustruens pligt er at nyde
Historiens første helseguru, Bernarr Macfadden, gik i 1918 et afgørende skridt længere, da han i sin bog “Kvindelighed og ægteskab” udtrykte forståelse for de kvinder, der ønskede selv at bestemme i samlivet med en mand.
“Med udviklingen af idéen om personlig frihed er mange kvinder begyndt at føle, at de bør have retten til deres egen krop – med andre ord vil de have privilegium til at vælge, om de vil underkaste sig ægtemandens lyster i ægteskabets fysiske forhold”, skrev han.
Men den selvstændige kvinde skulle dog være opmærksom på ægtemandens fysiske indretning, påpegede Macfadden:
“Hustruer må forstå, at den livgivende væske kaldet sæd, som bliver produceret i mandens livgivende organer, er af stor værdi for opbygningen af hans legeme. Det er først i nyere tid, at denne livgivende væskes mirakuløse påvirkning af individets krop er blevet forstået”.
Unge kvinder har ingen seksuelle tilbøjeligheder eller amourøse tanker Lægen Henry N. Guernsey, 1905
Bernarr Macfadden forklarede, at mandens “mirakuløse væske” krævede glæde af kvinden – ellers risikerede hun at dræne ham som en vampyr:
“Under det intime samvær forekommer en udladning af denne skabende væske fra mandens krop, men hvor der er en helhjertet respons fra hustruen, synes en udveksling af magnetisme eller energi at finde sted, som godtgør tabet. Er derimod kun hans begær aktiveret, mens hustruen blot opfylder en ægteskabelig pligt, giver hun intet tilbage til ham, hvorved han lider et definitivt tab af vitalitet”.
Af hensyn til mandens helbred og velbefindende var det således kvindens pligt at nyde samværet.
Dårlig sex gjorde kvinder sindssyge
Ligesom sine kolleger undlod Bernarr Macfadden at beskrive kønsakten og komme med gode råd. I de mange selvhjælpsbøger fra 1800-tallet og frem var læserne blevet spist af med beskrivelser af parringsritualer i dyreriget.
Først med afslutningen af 2. verdenskrig blev sløret løftet for de unge brude, da et voksende antal psykoterapeuter fremlagde deres indsigter i seksuallivet.
Den nyeste gren på den medicinske videnskab – psykologien – havde nemlig fundet ud af, at kvinders angst, hysteri og neurotiske adfærd var nøje forbundet med, om de modtog mænds omsorgs-fulde opvartning.