For tjenestefolkene i herresædet Youlston House i det sydlige England er det en befrielse, da tjenestedrengen Ernest King endelig hiver i snoren til personaleklokken.
Uret viser 8.30, og familien Chichesters tjenerstab har allerede været på tæerne i over to timer.
De stod op ved daggry, og siden da har de tændt op i ildstederne, pudset sko, glattet tøj og serveret morgenmad for herskabet – inden de selv har fået mad i maven.
Da klokken lyder, iler de sultne mod husets køkken for at indtage dagens første måltid.
Af bitter erfaring ved de, at husets butler smækker døren i, hvis de kommer for sent, så det er med hurtige skridt, at de indfinder sig omkring det store træbord i køkkenet.
Året er 1901, og som tjenestedreng – på engelsk hall boy – er det en af Ernests opgaver at ringe med klokken.
Han er nederst i tjenerstabens hierarki, og derfor er det også ham, der serverer morgenmaden for de andre.
Denne morgen er som de fleste andre, og alle sidder på deres pladser, da butleren fremsiger bordbønnen og går i gang med måltidet.
Spisepausen må ikke vare længere end højst nødvendigt, og derfor har butleren bestemt, at alle skal være stille under måltidet.
Så snart butleren har spist sin sidste bid, springer Ernest hen for at åbne døren for sin overordnede.
Først da butleren er ude af syne, begynder snakken blandt husets tjenestefolk.
Tjenerstaben gav prestige
Da Ernest King i begyndelsen af 1900-tallet fik sin første ansættelse, havde tjenerfaget været en del af overklassens livsstil i århundreder.
I victoriatidens England i 1851 knoklede næsten 700.000 briter som tjenestefolk, og et halvt århundrede senere var tallet steget til 1,3 millioner.
Der var med andre ord flere, der tjente den britiske overklasse, end der var karle og piger ansat i landbruget.
I de rigeste kredse gav antallet af ansatte tjenestefolk nemlig prestige.
Over tjenestedrengene, køkkenpigerne, tjenestepigerne og lakajerne herskede butleren, som var tjeneren over alle tjenere.
Hans arbejde var bl.a. at sørge for, at de mange tjenestefolk passede arbejdet uden at blive bemærket af husets herskab eller deres gæster.
Opgaven krævede gode lederevner, for tjenerstabens fejl faldt tilbage på butleren.
“I alle husholdninger er det butlerens rolle at regere. I store huse er denne velovervejede magt især nødvendig – for under en slap ledelse er lavere tjenestefolk aldrig nogensinde tilpas, og de er mindre glade”, konkluderede en tidlig håndbog for butlere.
Lederevner var dog ikke butlerens eneste forventede kompetence; også tidens moralske værdier og høflige manerer skulle gennemsyre hans væsen.
På den måde kunne han fungere som forbillede for sine underordnede.
Undertiden optrådte butleren så elegant og belevent, at også herskabets gæster lod sig imponere:
“Nogle af førkrigstidens butlere var så bemærkelsesværdige for deres værdighed og gode manerer, at jeg ofte følte, at tiltaleformen ‘Deres Excellence’ var den eneste rigtige”, observerede rigmandsdatteren Violet Markham i slutningen af 1800-tallet.
Butleren arbejdede sig op fra bunden
I det engelske klassesamfund gav stillingen som butler respekt, for den magtfulde position forudsatte årtiers hårdt slid i tjeneruniformen.
Langt de fleste butlere begyndte deres karriere nederst i hierarkiet som hall boys, der pudsede sko, tændte lamper og serverede for husets øvrige tjenerstab.
På den måde kunne de allerede som unge teenagere øve sig i servering, inden husets butler forfremmede dem til lakajer, der serverede for herskabet i de fine stuer.
Den bedste af lakajerne ville på et tidspunkt blive forfremmet til underbutler for sidenhen at tiltræde som husets butler, når den gamle trådte af.
På det tidspunkt ville underbutleren som regel være en midaldrende mand.
Også tjenestedrengen Ernest King formåede at avancere, og på et tidspunkt i løbet af 1930’erne fik han endelig den eftertragtede stilling som butler.
For at tydeliggøre rangordenen i tjenerstaben blev lakajen til en “Mr.”, i det øjeblik han trak butler-uniformen på. Af samme grund var hans tøj også pænere end resten af tjenerstabens.
En underbutler på det fornemme Cliveden-palæ i Sydøstengland i begyndelsen af 1900-tallet var altid imponeret over sin overordnedes påklædning:
“Om dagen bar han en sort alpakajakke og butterfly, men om aftenen skiftede han naturligvis til en jakke med lange skøder.
Han var så velklædt, at man kunne have antaget, at han var husets overhoved”, fortalte han senere.
Og en stuepige på vej til en jobsamtale i London bed mærke i butlernes fornemme fremtoning: “Jeg gik lige op til hoveddøren, en stor massiv tingest – bank, bank, bank – og butleren kom. Jeg troede, det var herren selv!” fortalte hun siden.
Butleren serverede mad og skænkede vin for husets herre, imens havde lakajerne travlt med det øvrige herskab og eventuelle gæster.
Højden bestemte karrieren
At ansætte nyt personale til tjenerstaben hørte til butlerens faste opgaver.
Som butler kom King også til at beskæftige sig med ansættelsen af personale, og ifølge ham var referencer fra tidligere arbejdssteder vigtige for at komme i betragtning til et job i tjenerstaben.
Gode referencer, der ofte byggede på mindst to års ansættelse samme sted, var dog ikke altid nok.
For lakajerne spillede udseendet og højden også en betydelig rolle. For ud over at servere skulle lakajerne også følge herskabet på rejser, og derfor var det afgørende, at de så præsentable ud.
Havde herskabet flere lakajer ansat, skulle de desuden have nogenlunde samme højde – dvs. være mindst seks fod høje (ca. 183 cm).
“Uniformerne var syet til høje mænd. Hvis en lille, fed fyr kom ind i staben, var det umuligt at klæde ham på, uden at han så komisk ud”, erindrede butleren Frederick Gorst.
I anden halvdel af 1800-tallet startede Eric Horne sin karriere som tjenestedreng, og i sine erindringer beskrev han betydningen af lakajens udseende:
“Så man nogensinde en skeløjet lakaj? Nej, de var så sjældne som døde æsler. En tjener må være absolut perfekt i kropsbygning, karakter og ageren”, skrev den senere butler på et nordengelsk herresæde.
Men inderst inde var Eric Horne overbevist om, at han kunne være endt et endnu finere sted, hvis blot han havde været lidt højere:
“Havde jeg været bare tre tommer højere (7,62 cm, red.), en seksfodsmand, kunne jeg let være steget helt til tops af træet”, erindrede Eric Horne i sine sidste leveår.
Tyveri straffet med hård hånd
Disciplin var et nøgleord for butleren, der ikke tøvede med at uddele ekstraopgaver, hvis hans folk svigtede.
Det mærkede tjenestedrengen Gordon Grimmett en aften, da han og en kammerat ville slukke en olielampe med en spytklat. Desværre så husets butler det:
“Han råbte op og krævede, at vi skulle stå skoleret næste morgen. Da vi gjorde det, gav han os en omgang og gjorde vores liv til et helvede resten af ugen!”
Én af de værste forseelser, et tyende kunne begå, var tyveri – hvilket langtfra var en sjældenhed, når de fattige ansatte dagligt havde herskabets dyre ejendele mellem hænderne.
I sin tid som butler mistænkte Ernest King på et tidspunkt en tjenestepige for at stjæle tøj fra herskabet.
Og da han gennemsøgte hendes værelse, fandt han både en stjålen pyjamas gemt i et hovedpudebetræk og parfumeflakoner i et skjult rum bag en kommode. King afskedigede stuepigen på stedet.
Samme oplevelse havde butleren Eric Horne med en lakaj, der havde for vane at snuppe de småpenge, somhusets gæster lagde til stuepigerne. Horne mærkede en af mønterne og ganske rigtigt:
Den lå i lommen på lakajen, da butleren bad ham om at tømme lommerne.
Frygten for den morderiske butler, der kynisk dræber sit herskab, kommer ikke af ingenting. Historien rummer flere eksempler, bl.a. butleren Courvoisier, der skar halsen over på sin herre, mens han sov.
Tjenestefolkene blev kontrolleret
Med en undtagelse af at servere for husets herre udførte butleren aldrig selv hårdt fysisk arbejde.
Når glas og sølvtøj dagligt var blevet pudset, inspicerede butleren blot lakajernes arbejde, og det samme gjorde sig gældende, når resten af tjenerstaben havde gang i kost, vaskebalje og gulvskrubbe. Butleren var kontrollør – ikke arbejdsmand.
“Jeg følte mig sjældent træt”, afslørede en butler i slutningen af 1800-tallet.
Han havde godt nok en arbejdsdag på 16 timer; alligevel syntes han, at arbejdet føltes ganske overkommeligt på grund af den “gode mad og den lille pause om eftermiddagen”.
Arbejdsdagen var lang for den britiske butler, der skulle stå til rådighed fra tidlig morgen til sen aften.
Butleren tog sig af de våde varer
Én opgave, som butleren ikke uddelegerede til andre, var at holde styr på husets vinkælder. En god butler kendte således de gode årgange og den korrekte serveringstemperatur.
Adgangen til kælderen betød dog også, at nogle butlere smagte på vinen – lidt for flittigt:
“Butleren var altid fuld ved frokosttid. Alle vidste, at han var fuld, men i lady Ellesmeres øjne kunne han ikke gøre noget forkert. Derfor blev han i huset i 40 år”, berettede en utilfreds stuepige, som tjente i enkefru Ellesmeres palæ i Bedfordshire nord for London.
Selvom visse butlere i 1800-tallet fik ry for at være tørstige, havde langt de fleste styr på deres alkoholforbrug.
Til gengæld lagde flere butlere deres høje moral på hylden, når det gjaldt om at tjene en skilling på et klassisk butlertrick:
Når han havde trukket dyre vine op til herskabet, var det ikke unormalt, at han gemte vinpropperne. For to-seks shilling pr. stk. (op til 245 kr. i dagens mønt) kunne han nemlig sælge dem videre på det sorte marked:
“Propperne blev solgt til skurke, som puttede dem i billige flasker med falske etiketter, eller til vintjenere på dyre hoteller og restauranter. Tjenerne skulle nemlig lægge flaskernes korkpropper på bordet, så restaurantgæsten kunne se dem. Dermed betalte en småfuld gæst årgangspriser for en billig vin”, afslørede en butler, der selv benyttede sig af tricket – og som brugte den ekstra indtægt som lommepenge i ferien.
Jobbet betød nej til kærlighed
Én uges ferie om året var, hvad en butler og resten af tjenestefolkene havde ret til i 1800-tallets England.
De fleste tog hjem til deres familie, men for mange butlere var tilværelsen hos herskabet blevet hele deres liv.
En enkelt fritime om eftermiddagen, hvor butleren kunne trække sig tilbage, var hans eneste frirum – foruden de få aftener, hvor han og resten af personalet kunne gå ud og more sig.
På herresædet i Nordengland arrangerede Eric Horne og personalet en månedlig danseaften i tjenestefløjen, hvor husets mandlige ansatte spillede på deres instrumenter, mens resten af staben dansede vals og polka til.
“Jeg mener, at sådanne lejligheder binder tjenestefolkene sammen og får dem til at føle sig som én stor, glad familie”, skrev Horne i sine erindringer.
Tjenestefolkene måtte dog ikke blive alt for glade for hinanden, for et intimt forhold mellem dem ville i de fleste tilfælde føre til afskedigelse. Cølibatet gjaldt i særlig grad for butlerne – som Ernest King erfarede på egen krop.
Som 40-årig var han tæt på at lade et forhold til en stuepige udvikle sig, indtil han til sidst indså, at det var udsigtsløst.
I teorien havde butleren lov til at gifte sig, men han skulle selv sørge for bolig til sin nystiftede familie.
Hvis han boede på herskabets ejendom, kunne butleren komme i en svær situation, hvis han ville flytte eller blev fyret.
Og fandt butleren et hjem til sin familie langt væk fra sit herskab, kunne der gå måneder mellem, at han så sin familie.
Det letteste var helt at droppe ægteskabet og hengive sig fuldt ud til sit herskab.
Ernest King efterlod sig desværre ikke mange detaljer om sit ulykkelige kærlighedsforhold, men det kom til at præge ham resten af livet:
“Aldrig igen gav jeg plads til mine følelser i nogen huse, hvor jeg arbejdede”, skrev han.
Fiktionens butlere
Navn: Mr. Carson
Kendt fra: Tv-serien “Downton Abbey”
Skabt af: Julian Fellowes
År: 2010-15
Karaktertræk: Loyal, konservativ og en anelse stivnakket.
Gamle og fattige
Den britiske overklasse satte pris på butlernes ubetingede loyalitet, men deciderede venskaber mellem butleren og hans herskab kom aldrig på tale.
En særlig loyal butler kunne som gammel få tildelt en aftægtsbolig på godset, og lægebehandling ved sygdom blev også dækket. Enkelte butlere fik desuden en lille pension af herskabet.
Hvert eneste tilskud i form af gratis husleje eller penge var kærkomment, for en butlers årsløn rakte ikke til at spare op til alderdommen:
“Selvom jeg aldrig har haft brug for at låne en penny i mit liv, kan jeg ikke sige, at jeg er meget rigere, end da jeg begyndte. Hvis en mand har en familie og en kone at forsørge, er der ikke meget tilbage af en løn på 70 eller 80 pund om året”, lød det fra Eric Horne, der selv endte med at blive gift.
Overklassen opgav butleren
Efter 1. verdenskrig blev butleren og de store tjenerstabe sjældnere. Overklassens enorme rigdomme blev langsomt ædt op af skatter og faldende forpagtningsindtægter for den jord, som godserne lejede ud.
Butleren Eric Horne måtte da også trække sig tilbage uden hverken pension eller opsparing. I mere end tre årtier havde han skænket te fra en sølvkande. Nu var det alt sammen fortid:
“Hvis en tjener er en ærlig mand, vil han være værre stillet efter 30 års tjeneste, end da han begyndte. Hvis jeg må dø på fattiggården, er det sådan, det må blive”.