11 absurde slankekure der krævede blod, sved og tårer

Sump-kuren: Pas på hvor du bor

1727: Lægen Thomas Short udgav en slankebog, hvor han rådede alle med for meget sul til at holde sig fra sumpområder. Han havde nemlig observeret, at folk bosat nær sumpe ofte var tykkere end andre.

Alkohol: Drik dig sanseløs og slank

År 1000: Vilhelm Erobreren stod muligvis bag et af historiens tidligste forsøg på at smide nogle kilo i en fart.

I 1086 var den frygtede krigerkonge blevet så fed, at han ikke længere kunne ride på en hest, og kongen af Frankrig gjorde nar af ham og sagde, at han så gravid ud.

Vilhelms løsning blev at lægge sig i seng og kun indtage væske – og med væske mente han alkohol.

Det er uklart, om han havde succes med kuren, men det vides med sikkerhed, at han kom til at ride igen, for han døde i september 1087 efter et fald fra sadlen.

Der findes imidlertid også beretninger om, at Vilhelms store korpus ikke kunne være i kisten, så helt slank var han formentlig ikke blevet.

Alkohol indeholder masser af kalorier, så ud fra nutidig viden giver Vilhelms diæt ikke mening. Hvis diæten virkede, har det været, fordi Vilhelm var bevidstløs af druk og derfor ikke følte sult.

Bændelorm: Slug en orm, og hold fedtet fra sidebenene

1900-tallet: Er du for tyk? Så del din mad med en indvoldsorm. Det var logikken bag flere slankemidler fra omkring år 1900.

Kapsler med såkaldte “rengjorte bændelorme” blev solgt til folk, der var så utilfredse med deres vægt, at de så bort fra ulemper som kvalme, diarre, hovedpine og det faktum, at bændelorme kan blive op til 6 m og leve i tarmene i årevis.

Det er uklart, om parasitter i fordøjelsessystemet har nogen effekt på værtens vægt, så det hele har måske været nyttesløst.

Flere berømtheder har efter sigende benyttet sig af metoden, hvilket dog aldrig er blevet bekræftet.

Korsetter: Snør maven ind

1800-tallet: Victoriatidens ideelle kvinde skulle ikke bare være slank, men også bleg og svag og desuden have let til besvimelse.

Dette blev opnået ved, at kvinderne afholdt sig fra at spise mere end det allermest nødvendige, hvilket et stramt korset, der ikke levnede meget plads til mad, hjalp med til at opnå – ligesom det også besværede vejrtrækningen og gjorde de attraktive besvimelser mere hyppige.

Manglen på mad havde desuden den ønskværdige sideeffekt, at kvinderne kunne nøjes med færre toiletbesøg.

Victorianske kvinder pralede med det, hvis de kun hørte naturen kalde en eller to gange om ugen. Også seksualdriften var ildeset, og kvinder burde derfor holde sig fra kød og krydderier, da folk mente, at disse ting virkede seksuelt ophidsende.

Det var ganske almindeligt, at kvinder udviklede symptomer på anoreksi, men dette blev generelt ikke anset for sygeligt. Tværtimod blev de anorektiske kvinder hyldet for at være viljestærke nok til at sejre over de drifter, som fandtes dybt i den kvindelige natur.

I 1860’erne og 70’erne blev nogle læger dog opmærksomme på det sygelige i visse kvinders voldsomme afmagring.

Doktor William Gull, en af dronning Victorias personlige læger, beskrev fænomenet efter at have haft flere unge radmagre kvinder i behandling.

Mindst en af hans patienter var så afmagret, at hendes liv ikke stod til at redde.

Gennemtygning: Maden skal tygges 32 gange – og ikke noget med at synke

1906: Den amerikanske sundhedsfanatiker Horace Fletcher udgav i 1906 en slankebog, som blev usædvanlig populær.

Hovedbudskabet var, at man skulle tygge maden 32 gange – en gang for hver tand – og derpå læne hovedet bagover og lade maden glide ned i halsen uden at lave synkebevægelser.

Det, der ikke gled ned, skulle spyttes ud. Metoden skulle anvendes på alt, også suppe og drikkevarer.

Fletcher anbefalede desuden at begrænse indtaget af protein og fiber og at supplere diæten med fysisk aktivitet.

Fletcher havde selv tabt sig betydeligt og holdt sig i god form. Helbredet var dog ikke bedre, end at han døde af bronkitis som 69-årig.

Fletcherismen havde mange tilhængere, bl.a. forfatteren Henry James og industrimagnaten John D. Rockefeller. Alligevel døde den med Fletcher og blev afløst af kalorieregnskaber.

Cigaretter: Ryg dig til en slank figur

1920: I 1920’erne søgte tobaksindustrien efter nye kunder og fandt dem i en gruppe, hvor rygning hidtil have været tabu – kvinderne.

Tidligere havde det været anset som upassende for kvinder at ryge, især offentligt.

Men en ny generation af kvinder brød konventionerne, klippede håret kort, smed korsetterne og ledte efter andre måder at opnå en slank og attraktiv figur på, og cigaretindustrien var ikke sen til at gribe muligheden og rette reklamekampagner mod kvinderne.

I 1925 reklamerede cigaretmærket Lucky Strike under sloganet “Reach for a Lucky instead of a sweet” (snup en Lucky i stedet for et stykke slik).

Reklamerne blev bragt i diverse modeblade, og piloten Amelia Earhart, den første kvinde, der fløj alene over Atlanterhavet, blev hyret som talsmand.

Senere fulgte andre kampagner med det samme budskab, men rettet mod mandlige rygere.

Kampagnen var ikke populær blandt slikproducenterne, som lagde sag an mod American Tobacco Company, og firmaet blev i sidste ende tvunget til at droppe kampagnen, men da var salget af Lucky Strike tredoblet.

Kvinderne havde taget tobakken til sig, og det var blevet et symbol på frigjorthed at blive set med en cigaret i et langt cigaretrør.

Nikotin hæmmer ganske rigtigt appetitten og øger forbrændingen. Til gengæld koster cigaretter flere liv end hiv, illegale stoffer, alkohol, bilulykker, selvmord og mord tilsammen – og sætter desuden skub i hudens ældningsproces.

Slankesæbe: Skrub dellerne væk med mirakelsæbe

1920’erne og 30’erne: Fedt – det vasker man da væk! Hvis det virker på komfuret, kan det vel også bruges på inderlårene?

I 1920'erne blev et nyt supervåben mod uønskede deller sat til salg: sæbe med ekstrakt af tang, som angiveligt trængte ind i huden og nedbrød fedtet.

Sæben, som blev markedsført under navne som “La-Mar” og “Fat-Off”, skulle påføres i badet og kunne mirakuløst fjerne fedt, præcis hvor behovet var størst.

Bortset fra enkelte allergiske reaktioner var bivirkningerne minimale. Til gengæld var effekten ikke-eksisterende.

Ikke desto mindre markedsføres slankesæbe med tang stadig på internettet.

Narkotika: Tag appetitten med narkotika

1940’erne: Amfetamin fik folkelig udbredelse i 1930'erne, hvor en ny inhalator, Benzedrine, som skulle hjælpe med at åbne luftvejene, kom på markedet.

Inhalatoren indeholdt amfetamin, og brugerne fandt snart ud af, at indholdet havde en opkvikkende effekt.

Opdagelsen førte til produktion af Benzedrine i tabletform, som bl.a. blev brugt til at holde soldaterne på mærkerne i 2. verdenskrig og Vietnamkrigen og til at behandle folk med søvnforstyrrelser.

I Danmark blev pillerne også kendt under navnet “ferietabletter”, fordi de kunne holde far vågen, når familien skulle på bilferie.

Benzedrines effekt som slankemiddel var imidlertid lille, og bivirkningerne oversteg langt fordelene.

Stoffet var afhængighedsskabende, og brugen medførte hjerte- og søvnproblemer og i visse tilfælde hallucinationer og paranoia.

I midten af 60'erne kom amfetamin under narkotika-lovgivningen i Danmark og kunne ikke længere fås i håndkøb.

Mande-kuren: Skift øl ud med rødvin

1964: Levemanden Robert Cameron udgav bogen “Drinking Man’s Diet”, en attraktiv diæt, fordi dens eneste bud var at holde indtagelsen af kulhydrater nede og at drikke stærk spiritus eller rødvin i stedet for øl.

Bogen solgte 2,4 mio. eksemplarer i USA, før den kom i modvind, bl.a. fra ernæringseksperten Jean Mayer, der sagde, at salget af bogen til midaldrende amerikanere “på en måde kunne sammenlignes med massemord”.

Søvn: Tornerose blev da aldrig tyk

1970'erne: Den, som sover, spiser ikke – så den, der sover meget, bliver tynd som et siv.

Det var logikken bag Tornerose-diæten, som kom frem i 1970’erne og angiveligt havde selveste Elvis Presley, “the king of rock'n'roll”, blandt sine tilhængere.

Da kroppen naturligt har et begrænset søvnbehov, måtte sovemedicin tages i brug, hvilket betød, at der var en risiko for en dødelig overdosis.

Andre bivirkninger som kvalme og kronisk træthed og det åbenlyst upraktiske ved at sove dagen væk for almindelige mennesker betød, at kuren aldrig opnåede stor folkelig popularitet.