En rigtig mand gik med skørt. Sådan var det i Europa i flere århundreder.
De gamle grækere mente, at mænd i bukser var barbarer. For ærkefjenden – perserne – gik med bukser.
Langt op i historien var bukserne afskyet, men til sidst måtte snobberiet vige. Særligt i krig var bukserne at foretrække.
Kjoler var ganske enkelt for upraktiske og for kolde, både når soldaterne krydsede landegrænser i bidende kulde, og når de skulle lægge hundrede kilometer bag sig på hesteryg.
De sidste til at smide kjolen var små drenge. De gik i blondekjoler helt frem til begyndelsen af 1900-tallet. Dåbskjolen er et levn fra tiden, hvor små drenge gik med kjole.
1. Kjolen faldt med Romerriget
År 400-500: En dannet mand og en mand af betydning gik med tunika og toga i Romerriget.
Det var kun barbarer og slaver, som gik med bukser – en holdning, romerne havde overtaget fra grækerne.
Da Roms rige voksede, mildnedes holdningen til bukserne. For de var mere praktiske, når soldater skulle ride, arbejde og holde kulden ude.
Da Romerriget faldt, blev bukser en del af soldaternes uniform, og de korte hoser sneg sig ind hos eliten om vinteren, gemt under den lange toga.
2. Rustningen kradsede på benene
1100-1400: Krige skulle vindes i bukser. Det blev hurtigt klart, da den første ridder trak i panseret.
Uden bukser ville pladerne rive ridderen til blods, og når vinteren kom, ville ridderen fryse ihjel uden isolerende klæder. Bukser var derfor en absolut nødvendighed.
I begyndelsen tog ridderne kjortler uden på rustningen.
Men de flagrende gevandter gavnede ikke ridderen i kamp og blev snart lagt væk.
Bukser var et nødvendigt tilbehør under rustningen.
3. Revolutionære kurerede pyntesygen
1500-1800: Parykker, pudder og silkestrømper suppleret med høje hæle, knæbukser og en spansk jakke – en taljeret jakke, som endte i et skørt – var moden blandt mænd i de europæiske kongehuse.
Men da den franske Ludvig 16. blev henrettet, fik folket travlt med at distancere sig fra hoffets feminine stil.
I stedet blev de revolutionæres tøj, lange bukser uden pynt, moderne.
4. Løse gevandter kunne koste arbejderen livet
1800-tallet: Da industrialiseringen satte ind, lagde mændene de posede bukser og lange forklæder.
Fabrikkerne var ofte de rene dødsfælder, hvor mange arbejdere mistede livet.
Specielt når de blev trætte efter 2-14 timer i fabrikkernes kvælende hede og faldt ned fra stilladser eller kom i klemme i maskinerne.
Løse klæder forøgede risikoen for ulykker, fordi de kunne sætte sig fast og trække arbejderen ind i maskinen.
Derfor blev tætsiddende bukser og kropsnære skjorter et spørgsmål om liv og død.
Lille og yndig ser han ud, USA's fremtidige præsident Franklin D. Roosevelt.
5. Drengebørn er ikke dukker
1900-tallet: Indtil de blev seks år, var drengene klædt som små piger.
Mødrene lod deres hår gro og klædte dem i blondekjoler. Bleskift var nemlig lettere under kjolen.
Først når de fyldte seks år, blev de officielt drenge. Så blev håret klippet, og de fik bukser på.
Først i begyndelsen af 1900-tallet begyndte børne-moden at ændre sig.
Førhen blev børn betragtet som aseksuelle væsner, men i 1905 publicerede Freud sin teori om børns seksualitet, og det blev moderne at afspejle kønnet i påklædningen fra de første år. Imidlertid var lyserød en drengefarve helt frem til 1950.