Shutterstock

5 vanvittige råd mod tømmermænd

Er dit hoved ved at eksplodere, og stiger kvalmen længere og længere op i din hals? Frygt ej – fortidens drikkebrødre har alt, du skal bruge for at kurere dine tømmermænd.

1. Kurér symptomerne med en solid brunch fra antikken

Oldtidens romere og grækere er stadig kendt for deres vilde orgier med enorme mængder alkohol. Derfor havde de også helt styr på en kur mod tømmermænd, og ifølge Plinius den Ældre indtog de dagen efter gilderne en brunch bestående af fårelunger, rå ugleæg og friturestegte kanariefugle.

2. Drik kaninafføring som en cowboy

Er du endnu ikke helt i stand til at indtage fast føde, kan du i stedet gøre som de amerikanske cowboys og lave dig en kop te. Dog er det vigtigt, at teen er brygget på ekskrementer fra en kanin, for cowboyerne vidste, at kaninlort indeholder store mængder salt og vitaminer - som gør din krop glad igen.

3. Få det fantastisk med hotel-drik

I 1930'erne serverede Ritz-Carlton Hotel i New York en helt særlig drink for sine tømmermændsramte gæster. Drinken bestod af Coca Cola og mælk og kunne ifølge en pressemeddelelse fra hotellet få enhver, der indtog den, til at tage en lille lur og efterfølgende have det helt fantastisk igen.

4. Sved smerten væk som en indianer

Har du ikke overskud til de helt store præstationer i køkkenet, kan du finde løsningen hos indianerne: Bevæg dig, indtil sveden pibler frem på din krop. Slik så sveden af huden og sørg for, at den kommer godt rundt i munden, inden du spytter den - og dine tømmermænd - ud igen.

5. Du kan også bare gøre som en viking

...og kaste op.