7 historiske cocktails

Østrigske soldater fortyndede deres sprut

I 1800-tallet herskede østrigske soldater i Norditalien og nød gerne et glas vin på de italienske tavernaer. Til deres overraskelse – og officerernes forfærdelse – var de østrigske mænd ikke vant til de høje alkoholprocenter i den lokale vin, og efter flere episoder med ballade og fulde soldater opfandt østrigerne simpelthen “spritzen”: Det at fortynde sin vin med et skvæt vand.

Den originale spritz var baseret på mousserende italiensk hvidvin, og stammer fra 1920’erne, hvor et lokalt brødrepar, Luigi og Silvio Barbieri, fandt på at blande områdets hvidvin med lokale bitterurter. Siden blev prosecco tilsat og Aperol Spritzen var skabt.

En klassiker var født.

Vildfaren kaptajn fandt lykken på Bermuda

Bermuda, hvor den ikoniske dark’n’stormy blev opfundet, var i århundreder kendt som “skibsvragenes hovedstad”. Den caribiske ø ligger omkranset af flere hundrede km2 livsfarligt rev og bliver ofte ramt af ødelæggende tropiske storme. Sømænd frygtede farvandet, særligt når det var mørkt og stormende – og med god grund.

Også den engelske købmand James Gosling søgte i 1806 ly i havnen på Bermuda på sin rejse mod USA. Gosling kom aldrig videre, men kastede sig i stedet ud i rom-produktion, og hans Gosling-rom anses i dag for den eneste ægte rom til at lave en dark’n’stormy af, hvor man blot blander rom med ginger beer, masser af is og en enkelt skive lime.

Engelske sømænd opfandt storbykvindernes drink

Cosmopolitan-cocktailen, som Sarah Jesssica Parker nyder igen og igen i Sex and The City, består i dag af vodka, cointreau, tranebærjuice og lidt friskpresset lime.

Det forfinede, røde look matcher dog ikke drinkens historie, for forløberen for cosmopolitan er den såkaldte gimlet – en cocktail opkaldt efter admiral Thomas Desmond Gimlette, som i 1800-tallet beordrede sine sømænd til at drikke gin med lime mod skørbug.

Senere fandt sømændene på at blande rom og siden vodka i den syrlige juice, og den såkaldte vodka gimlet var opfundet.

Ved at tilføje cointreau opfandt sømændene det, de kaldte en “kamikaze”, og basen i denne drink blev i 1980’erne brugt til at skabe den absolutte filmseriecocktail, cosmopolitan, ved at blande tranebærjuice i mikset og frembringe en flot rødlig farve.

Guldgravernes champagne

Den er blevet kendt som jetsetternes drink og er James Bonds favorit, hvis den er “shaken, not stirred”. Originalt er en martini et miks af gin og vermouth, mens en dry martini rummer samme ingredienser blot med mindre vermouth. Dens mondæne fætter vodka martinien laves blot med vodka, vermouth og is.

Historien bag martinien lyder, at en guldgraver i Californien i midten af 1800-tallet fandt en stor klump guld, og hans lykke var gjort. Mens han ventede på toget i byen Martinez i Californien, bestilte han champagne for at fejre sit fund, men i den støvede stationsby havde bartenderen kun gin, vermouth, noget bitter, lidt lokal likør og en citron til rådighed. Han miksede det hele og serverede herefter The Martinez Special – forløberen for dagens martini.

The Martinez Special kan stadig købes i byen Martinez.

Præsidenter, Churchill og en amerikansk læge

Ligesom med andre kendte cocktails er oprindelsen af “The Manhattan” omdiskuteret.

Den mest udbredte teori lyder, at drinken blev opfundet i 1870’erne blandt New Yorks jetset, hvor lægen Iain Marshall skulle deltage i et middagsselskab med bl.a. den amerikanske præsidentkandidat Samuel Tilden og Winston Churchills mor. Lægen fandt på at blande whisky med sød vermouth og Angostura-bitter. På toppen placerede han et maraschino-kirsebær – det klassiske cocktailbær, som også blev introduceret i drinks her.

Cocktailen blev så populær blandt middagsgæsterne, at den hurtigt nåede byens barer, der begyndte at tilbyde deres kunder muligheden for at smage den eksklusive manhattan med cocktailbærret på toppen.

Mojito var indianernes medicin

En af verdens populæreste drinks blev populær allerede i 1650’erne.

Her søgte sømænd gerne mod Cuba og opsøgte de lokale indianere, som kunne friste med “brændende vand” – en stærk spiritus lavet på kaktus eller sukkerrør, som de blandede med frisk limejuice, lokale mynteblade og til tider også sukker. Mojitoen blev anset for medicin og med god grund, da bl.a. C-vitaminen i limejuicen hjalp mod både skørbug og dysenteri.

Da briterne selv påbegyndte rom-produktion i Caribien, blandede de deres rom på samme måde: Med lime, mynte og sukker. Siden bragte afrikanske slaver opskriften på sukkersirup til øerne i Caribien, og ved at cocktailen blev mikset med sirup i stedet for rent sukker, var den mojito, vi i dag kender, født.

Blodtørstige pirater elskede piña colada

De tidligste historier om den sødsyrlige, tropiske cocktail piña colada stammer fra 1800-tallet, hvor den puertoricanske pirat Roberto Cofresí serverede rom blandet med frisk ananasjuice og kokossaft til sine mænd inden hvert togt for at højne moralen.

Ud over at tage æren for opfindelsen af den læskende drink er Cofresí kendt som Caribiens Robin Hood. I en tid, hvor øerne i Vestindien var præget af stor fattigdom, plyndrede Cofresís pirater handelsskibe fra de store nationer og skaffede mad på bordet til hans mandskab, deres familier og deres landsbyer.

I 1825 gik Danmark, Spanien og den såkaldte vestindiske eskadrille sammen om at fange Roberto Cofresí, en mission, som lykkedes efter et søslag nær den danske koloni Sankt Thomas.

Cofresí blev stillet for retten og dømt til døden, og selv hans ananas-kokos-trylledrik kunne ikke forhindre piratens død i 1825, og med ham forsvandt opskriften ud af historiebøgerne i mere end hundrede år. I 1950 berettede The New York Times om, hvordan cubanerne elskede at nyde en piña colada på strandene på den caribiske ø.

Efter at beskrivelsen af smagen af den stærke rom, den syrlige ananas og den søde kokos nåede siderne i den berømte avis, fik piña colada sin faste plads på barkortet verden over.