Abort: Skam drev kvinder i døden

En sprøjte i underlivet med et stærkt ætsende stof var det livsfarlige alternativ til en graviditet frem til 1970’erne. Tusindvis af danske kvinder gik alligevel illegalt til en kvaksalver for at undgå skammen ved et uægte barn.

En sprøjte i underlivet med et stærkt ætsende stof var det livsfarlige alternativ til en graviditet frem til 1970’erne. Tusindvis af danske kvinder gik alligevel illegalt til en kvaksalver for at undgå skammen ved et uægte barn.

NTB Scanpix/Akg-Images/Ritzau Scanpix

Hver lyd i trappeopgangen i Holmbladsgade på Amager får 20-årige Lisa til at fare sammen. Den unge kvinde er nervøs over at færdes i det nedslidte slumkvarter, for hun er på vej til at begå en forbrydelse.

Lisa finder navnet på et dørskilt – det samme navn, hun har på en seddel i hånden – og ringer på. En ældre kvinde åbner. Ude i lejlighedens køkken kommanderer kvinden Lisa til at tage tøjet af og lægge sig på et bord med benene spredt. Fra en balje suger kvinden sæbevand op i en sprøjte, derefter skyder hun indholdet op i Lisas underliv.

“Jeg betalte 250 kroner og lå bagefter på gulvet”. Lisa, der fik en abort hos en kvaksalver i 1964.

“Jeg betalte 250 kroner og lå bagefter på gulvet”, huskede Lisa siden.

Den unge kvinde har netop fået en illegal abort hos en kvaksalver med en af datidens mest udbredte metoder: Et skud sæbevand. Kort for hovedet sender kvinden Lisa hjem. I dagene efter får Lisa høj feber og konstant blødning fra underlivet. Metoden med sæbevand er kendt for at give komplikationer, men i 1964, hvor aborten finder sted, har Lisa næsten ingen andre muligheder.

Provokeret abort er forbudt, medmindre særlige grunde taler for indgrebet, fx ved incest. Ligesom millioner af andre kvinder på verdensplan må hun ty til desperate midler for ikke at miste sit job og blive socialt udstødt pga. et barn uden for ægteskabet.

Med krampeagtige smerter bliver Lisa til sidst indlagt på hospitalet. Den illegale abort er ved at gå gruelig galt.

En hyppigt anvendt abortmetode var at sprøjte en særlig sæbe med fenol op i livmoderen. Fenol er en stærkt ætsende syre, der kan dræbe fosteret.

© Museum of Contraception and Abortion & Shutterstock

Dansk pasta afstødte fosteret

Inden Lisas skæbnesvangre møde med kvaksalveren havde kampen for fri abort stået på i årtier. Kvinderne i bl.a. Danmark, Østrig og Storbritannien fik i 1915 stemmeret, men ikke retten til abort. Kun kvinder i det kommunistiske Rusland fik fra 1920 muligheden.

For kommunisterne betød arbejderklassens store børneflokke, at kvinderne blev undertrykt. Med abort kunne flokken begrænses, så forældrene slap for den økonomiske byrde. Inspireret af russerne begyndte røster i Vesteuropa at tale for abort og det frivillige moderskab.

“Der bliver intet frivilligt moderskab, hvis ikke svangerskabsafbrydelse bliver legaliseret for de tilfælde, hvor barnet er uønsket”, mente danske Marie Nielsen, som i 1925 stiftede Arbejderkvindernes Oplysningsforening.

Foreningen havde et vidtforgrenet samarbejde med reformbevægelser i bl.a. England og Sverige om fremme af prævention og seksualundervisning i skolen, hvilket vakte stor forargelse. Emner som abort og prævention blev betragtet som usædelige og ville give børn og unge urene tanker.

Det kommunistiske Rusland gjorde i 1920 abort lovlig og opfordrede gravide kvinder til at gå til læger i stedet for til lokale kvaksalvere. Denne plakat fra 1925 viser, hvor galt det kunne gå.

© National Library of Medicine

Også kirken var modstander. Præsterne opfatter fostre som levende væsener fra undfangelsen. At få eller udføre en abort overtræder dermed Biblens 5. bud om “ikke at slå ihjel” og var en synd mod Guds skaberværk.

Enkelte, som doktor Jonathan Leunbach, støttede sagen. Den frisindede danske læge var internationalt kendt for sin “pasta”, en blanding af vand og desinficerende karbolsæbe, som han var blevet inspireret til af en tysk apoteker. Opskriften blev diskret delt af kvinder, som selv kunne fremstille pastaen og skyde den op i underlivet vha. en sprøjte fra apoteket.

Sæben afstødte fosteret, men indgrebet kunne give underlivsbetændelse, blødninger og høj feber. Ufrivilligt gravide tog dog chancen – især når graviditeterne kom på stribe. Kvinder fra ind- og udland bombarderede den danske doktor med breve, hvori de tiggede om hjælp.

I middelalderen blev aborter ofte forsøgt fremprovokeret ved at drikke forskellige urteblandinger.

© Herbarium

Læger gjorde abort ulovlig

Retten til abort afhang af samtidens opfattelse af liv, fx om et foster har en sjæl. I 1800-tallet opdagede lægerne, at fostre får liv efter undfangelsen, og abort blev derfor helt forbudt.

Antikkens kvinder kunne mange steder få en abort, så længe fosteret ikke kunne mærkes. Det vil sige inden graviditetens 18. uge. Når intet mærkbart bevægede sig i kvindens mave, var fosteret heller ikke i live, lød logikken. En metode til at udløse en abort var indtagelse af et afkog af planten rude.

Denne logik fortsatte, selv efter at kristendommen vandt frem. I 1200-tallet afgjorde kristne filosoffer som Thomas Aquinas, at fostre var sjælløse ligesom dyr, og derfor blev ingen fordømt af at dræbe et.

Men da lægerne fik bl.a. mikroskoper i 1800-tallet, blev det muligt at påvise, at fosterceller lever selv i deres tidligste stadie. Snart ændrede holdningen til abort sig radikalt. I den vestlige verden blev abort nu betragtet som drab.

Mange læger støttede denne lovændring, da de ønskede at beskytte de gravide, som ofte fik foretaget aborter billigt under uhumske og livfarlige forhold. De gravide drak fx giftige abortfremkaldende miksturer eller fik betændelse i underlivet, når aborten blev udført hos kvaksalvere.

Abort kunne koste hovedet

At få en abort eller udføre den var fortsat kriminelt. I Storbritannien gav indgrebet livstid, i Danmark var straffen op til to års fængsel. Leunbach var oprindeligt ingen tilhænger af abort, men han gav efter for kvindernes bønner. Den oprørske læge nåede at afbryde 300 graviditeter, før han i 1936 fik tre måneders fængsel for medvirken til illegal abort.

“Jeg gik over til selv at hjælpe i tilfælde, hvor det var muligt. Når man bestemmer sig hertil, må man naturligvis tage konsekvenserne, og dertil er jeg rede!” udtalte lægen, da han blev fængslet.

Leunbachs milde dom i forhold til strafferammen vakte opsigt, og den fik danske politikere til at ændre holdning. Året efter, i 1937, fik landets kvinder, som nogle af de første i den vestlige verden, ret til lægeassisteret abort. Fri abort var der dog ikke tale om, da en tilladelse fx skulle begrundes med, at graviditeten bragte kvindens liv i fare.

Lægen Jonathan Leunbach (i midten) blev hyldet af danske kvinder foran fængslet, da han i 1936 havde udstået sin straf. På deres barnevogne havde de skrevet “Ønskebarn”.

© Polfoto/Ritzau Scanpix

Sverige fik en tilsvarende abortlov året efter, mens det norske storting havde et lignende lovforslag på dagsordenen den 9. april 1940. Men samme dag blev landet invaderet af Nazityskland, hvor abort gav op til 10 års fængsel. De norske forhandlinger strandede dermed i årevis.

Under 2. verdenskrig kom kvinderne i stigende grad ud på arbejdsmarkedet, men retten til abort blev stadig opfattet som noget, de ikke kunne administrere. Tværtimod skrev det amerikanske magasin “Ladies’ Home Journal” i 1942, at kvinder skulle “få en masse børn” for at udligne USA’s tab af menneskeliv under krigen.

Franske Marie-Louise Giraud blev guillotineret offentligt, efter at hun var blevet dømt for at have udført 27 aborter.

© www.ospheres.com

I det nazi-venlige Vichy-frankrig blev abort betragtet som en landsskadelig forbrydelse, som berøvede landet fremtidens soldater. Derfor blev stuepigen Marie-Louise Giraud i 1943 guillotineret for at have udført 27 aborter vha. sæbevand i en sprøjte.

Efter krigen fortsatte Leunbach i sin praksis med at hjælpe kvinder og unge piger, men nu på en mere lovlig facon. Hos lægen kunne en kvinde i ro og mag få taget mål til et pessar og lære at sætte det op.

Præventionsmidlet havde eksisteret siden slutningen af 1800-tallet, men forskellige love havde begrænset brugen af det. I USA var det fx ulovligt at sende, importere og informere om pessarer. Først med den skelsættende retssag “USA mod en pakke japanske pessarer” i 1936 blev det lovligt at importere præventionsmidler.

“Når jeg ser landets kvinder af uvidenhed mishandle deres egne legemer, så må jeg gøre mit til at afvende disse ulykker”. Den danske læge Jonathan Leunbach, som udførte illegale aborter.

I Skandinavien rasede debatten om abort og prævention i avisernes læserbrevsspalter og hos fagkundskaben. Når en uønsket graviditet ikke længere var en risiko, blev kvinder lette på tråden, mente modstanderne. I stedet opstod en “negeragtig promiskuitet”, skumlede sociologiprofessor Knud Asbjørn Wieth-Knudsen i sin afhandling, “Svangerskabslov, fosterdrab og barnemord”, fra 1951.

Leunbach forsvarede sig i foredrag og artikler: “Når jeg ser landets kvinder af uvidenhed mishandle deres egne legemer, så må jeg gøre mit til at afvende disse ulykker”.

Uden mulighed for at tilbyde en officiel abort tyede amerikanske læger som Edgar Keemer i det skjulte til Leunbachs “pasta”, når en gravid med våde øjne tiggede om at få fjernet sit barn, som den sorte lægeaktivist Keemer senere beskrev det.

Ifølge den amerikanske læge tog indgrebet 10 minutter på briksen, og efter 18 timer blev fosteret afstødt af pastaen. Han havde oprindeligt været imod abort, men han skiftede holdning, da en ugift gravid begik selvmord, efter at Keemer havde afvist hende.

Krokodillelort, opium og tæsk holdt barnet væk

I årtusinder har kvinder på forskellige måder forsøgt at afbryde en uønsket graviditet. Nogle metoder, fx at få tæsk i maven, var decideret livsfarlige og kunne give varige mén såsom organskader.

Samfundet fordømte ugifte gravide

Kvinder, der var blevet gravide uden for ægteskab, var langt den største gruppe blandt de abortsøgende. At føde et “uægte barn” var ikke alene forfærdelig skamfuldt – det havde mange andre dramatiske konsekvenser. De ugifte gravide blev fyret fra deres arbejde eller smidt ud fra deres studium, når den voksende mave ikke længere kunne skjules.

Mange blev frosset ud af familien eller gemt af vejen på religiøse fødeklinikker som Birdhurst Lodge nær London.

“Jeg venter barn, og nu har min mand forladt mig”, skrev en ulykkelig kvinde til sin veninde i 1950, før hun blev sendt til Birdhurst Lodge.

“Jeg sad længe og forsigtigt og sikrede mig, at strikkepinden ikke kom længere end to cm op i livmoderen”. Anonym dansk kvinde, som udførte sin egen abort i 1940’erne.

Med udsigten til endnu en mund at mætte eller at blive brændemærket som enlig mor greb gravide ofte til desperate metoder for at udløse en abort. Nogle hoppede gentagne gange ned fra køkkenbordet, andre indtog ætsende læsket kalk i håb om at afstøde fosteret. Den mest udbredte metode var at stikke en strikkepind eller en renseribøjle op i underlivet for at perforere fosterhinden.

“Jeg sad længe og forsigtigt og sikrede mig, at strikkepinden ikke kom længere end 2 cm op i livmoderen. Jeg måtte sidde længe, før det lykkedes, og der kom hul. Jeg aborterede ud i et vandfad”, husker en anonym dansk kvinde om sin hjemmeabort i 1940’erne.

Et forkert prik kunne ødelægge livmoderen permanent, men kvinderne frygtede skammen mere end skaden. Eneste anden udvej var at opsøge en kvaksalver – eller kende en læge, som bag lukkede døre udførte aborten. Deres navne og adresser stod ikke i telefonbogen, men blev delt diskret mellem kvinder på arbejdet, universitetet eller hos frisøren.

Et argument for, at abort var ulovlig, lød, at prostituerede og andre promiskuøse kvinder kunne have sex med hvem som helst uden at frygte konsekvenserne.

© Historical Picture Archive/Getty Images

Strikkepind klarede aborten

At udløse en abort med en spids genstand har været kendt siden 1800-tallet, hvor lægevidenskaben fandt ud af, hvordan kvindekroppen så ud indvendigt, inklusive fosterets placering i livmoderen. Mens rige kvinder kunne bestikke en læge til at udføre det illegale indgreb, benyttede de fleste sig af kvaksalvere.

De skulle være sikre nok på hånden til at kunne stikke strikkepinde eller buntmagernåle op i kvindens skede, nå livmoderen og prikke hul i fosterhinden, hvilket udløste aborten ca. tre døgn efter.

Nogle kvinder måtte selv udføre indgrebet hjemme, hvis de manglede penge til en assisteret abort – eller ikke turde fortælle andre om graviditeten. Farerne var mange. Beskidte genstande gav betændelse, og forkerte prik skadede livmoderen og kunne medføre sterilitet. I værste fald kunne kvinden prikke så forkert, at hun fik indre blødninger og til sidst døde af blodtabet.

Kvaksalvere var livsfarlige

I USA blev lægeklinikker overvåget af politiet. Kvinder mistænkt for at opsøge en læge for at få en abort blev tilbageholdt og afhørt. Alligevel fortsatte aborterne i det skjulte. Lægen Edgar Keemer vidste godt, politiet holdt øje med hans klinik i Detroit, men udførte stadig tusindvis af aborter, primært på fattige, sorte kvinder.

I 1956 klappede fælden, da politiet i Detroit stormede hans klinik. Keemer endte med at få 14 måneders fængsel for illegale aborter. Noget af det, der forargede mest i retten, var, da det kom frem, at den sorte læge havde berørt “hvide kvinders private dele”.

Professionelle læger, der var villige til at foretage de ulovlige indgreb, var dog både dyre og sjældne. I USA lå startprisen på 15 dollars, ca. 650 nutidskroner. Skandinaviske kvinder betalte typisk, hvad der svarede til en måneds husleje. Fattige måtte derfor ofte nøjes med ukyndige kvaksalvere eller selv forsøge sig.

VIDEO: Livsfarlige aborter blev udført med strikkepind

Med lange, spidse genstande perforerede den gravide eller kvaksalveren fosterhinden for at afstøde fosteret. Metoden var kompliceret og farlig – den gravide kunne dø af blodtab eller betændelse.

I 1930’erne interviewede den amerikanske læge Regine Stix 1.000 kvinder i New York, efter at de havde fået en illegal abort.

Stix fandt ud af, at risikoen var under 10 pct. for blodstyrtning, når aborten var foretaget sikkert og professionelt af en læge. Udførte kvinden selv aborten eller fik det gjort hos en selvlært kvaksalver, steg risikoen til næsten 75 pct.

I nogle tilfælde endte indgrebet tragisk. En universitets-studerende fortalte Stix om en medstuderende, som fik en illegal abort hos en kvaksalver:

“Hun var for bange til at fortælle andre, hvad hun havde gjort, så da hun fik komplikationer, prøvede hun at tage hånd om det selv. Hun låste sig inde på badeværelset og blødte i stilhed til døde”.

De amerikanske myndigheder slog hårdt ned på de illegale aborter i 1950’erne. Politiet gennemførte utallige razziaer mod kvinder mistænkt for at udføre aborter. Tusindvis af kvinder blev arresteret.

© University of Southern California/Getty Images

I 1950’erne anslog forskerne, at op imod en million amerikanske kvinder årligt fik foretaget en illegal abort. Af dem døde mindst 5.000 – fx efter indsprøjtning af ætsende blegemiddel. Størstedelen af de døde var fattige, sorte kvinder fra landdistrikter med få læger.

Tallene fik amerikanske abortaktivister som organisationen “Jane” til at kræve fri og sikker abort, men forgæves. En fosterfordrivelse på et hospital i USA skulle godkendes af politisk udpegede nævn, der ofte havde stærkt religiøse medlemmer. En hospitalslæge i New York oplevede – efter at han havde anbefalet abort til en alvorligt syg kvinde – at blive ringet op af delstatens advokat med en advarsel om “lige at passe lidt på”. Herefter gav lægen ikke flere anbefalinger.

I stedet lærte medlemmer af “Jane” sig selv at udføre aborter. Når en gravid ringede til gruppens kontor og sagde “Jane”, var det en kode – i virkeligheden bad hun om en abort. Indgrebene skete efterfølgende på hemmelige adresser.

I stedet for ulovlige aborter forsøgte flere kvinder at udbrede viden om prævention. En af dem var kvindesagsforkæmperen Marie Stopes i England, som skabte mobile klinikker, hvor kvinder kunne lære at bruge præventionsmidler.

© Wellcome Images

Sverige var foregangsland

Modsat de fleste lande i den vestlige verden lempede Sverige igen sin abortlov efter krigen. Fra 1946 kunne også svenske teenagere få abort, hvis de ikke kunne forsørge barnet. 10 år senere fulgte Danmark trop med udvidet ret til abort for gravide med dårlige nerver.

Sveriges liberale abort-rettigheder tiltrak kvinder fra hele verden. Blandt dem var den amerikanske børne-TV-vært Sherri Finkbine. Under sin graviditet i 1962 havde hun taget medikamentet thalidomid mod morgenkvalme og frygtede nu, at midlet havde skadet fosteret.

Det aborterede foster viste sig at mangle begge ben og en arm. Ifølge de svenske læger ville barnet, hvis det blev født, ikke have overlevet. Ved hjemkomsten til USA blev Finkbine bestormet af pressen. På spørgsmålet om, hvorfor hun dræbte sit barn med en abort, svarede den landskendte TV-vært: “Skulle det ske igen, vil jeg gøre det igen”.

Skandalen var enorm, men hendes bramfri svar var med til at vende folkestemningen. En meningsmåling viste efterfølgende, at 52 pct. af amerikanerne mente, at Finkbine havde gjort det rigtige.

Selvom de fleste illigale aborter blev udført af kvaksalvere, fandtes der også læger som så stort på loven og udførte aborter på egen klinik. Her billeder af en svensk abortklinik fra 1934.

© Stockholmskällan

Men retten til abort bevægede sig ikke kun én vej på verdensplan. Sovjetrusland, der i 1920 havde været foregangsland med et meget liberalt syn på abort, gjorde i 1936 igen indgrebet ulovligt. I det kommunistiske lykkesamfund var der nu mad nok til selv store børneflokke, lød partiets forklaring. Reelt var de kommunistiske politikere nervøse for, at landet ville sakke bagud internationalt, hvis befolkningstilvæksten blev for lav.

“Uorden i kønslivet er helt igennem af burgøjser-oprindelse. Det menneske, som ikke tager ægteskabet alvorligt og overlader sine børn til skæbnen, er sædvanligvis også en dårlig arbejder”, belærte partiavisen Pravda sine læsere.

Selv i Danmark og Sverige var der stadig mange begrænsninger, som bl.a. betød, kvinder skulle bevise, at de ikke kunne tage sig af barnet. I Danmark søgte 8.220 kvinder om at få en abort i 1960, kun 3.611 fik tilladelse. En af dem, der i 1964 fik afslag, var 20-årige Lisa, der måtte gå til kvaksalveren i Holmbladsgade.

“Jeg havde smerter i 32 timer. På hospitalet blev de ved med at spørge, hvem der havde hjulpet mig, men jeg var loyal og sagde det ikke”, fortalte Lisa efterfølgende. Til alt held overlevede hun uden varige mén.

Fri abort blev en rettighed

I løbet af 1960’erne blev p-pillen godkendt i mange vestlige lande, og ved årtiets afslutning var det tydeligt, at der var tale om en seksuel revolution. Snart begyndte kvindekampen for alvor at rase, og alverdens abortlove kom under stort pres, da kvinder overalt i Vesten gik på gaden for at kræve retten til at bestemme over deres egen krop.

“Chef over egen mave” som en hollandsk kvinde havde skrevet på sin mave med tusch ved en demonstration i 1971.

I USA demonstrerede aktivister for fri abort med fokus på især de mange fattige, sorte kvinder, som døde efter en illegal abort. Blandt de mest markante profiler i kampen var lægen Edgar Keemer.

“Fri og frivillig ret til at kontrollere deres egne liv skal gives til både sorte og hvide kvinder”, tordnede Keemer i avisen Detroit Free Press.

Fra slutningen af 1960’erne begyndte tusindvis af kvinder at protestere imod den restriktive abortlovgivning.

© Boston Globe/Getty Images

I december 1971 fulgte hele verden med, da USA’s højesteret indledte de første høringer om retten til fri abort. Baggrunden var en sag fra Texas, hvor 21-årige Norma McCorvey var blevet gravid for tredje gang og ønskede abort. Texas’ lov tillod kun abort, hvis kvindens liv var truet af graviditeten, og McCorvey måtte føde barnet og bortadoptere det.

Under pseudonymet Jane Roe lagde hun sag an mod den lokale anklager Henry Wade, da hun mente, lovgivningen var forfatningsstridig. Den skelsættende retssag kendes i dag som “Roe v. Wade”, hvor højesteret med dommerstemmerne 7-2 i 1973 afgjorde, at loven i Texas krænkede McCorveys frihed til selv at bestemme. Abort skulle være lovlig inden for de første tre måneder af graviditeten.

“De restriktive strafferetlige abortlove, der er gældende i et flertal af delstater i dag, er temmelig antikverede”, udtalte højesteretsdommer Harry Blackmun efter retssagen.

Norma McCorvey (tv.), bedre kendt som “Jane Roe”, vandt i 1973 “Roe v. Wade”-sagen i den amerikanske højesteret.

© Lorie Shaull

Dermed var vejen åbnet for sikker, lægefaglig abort i USA. Debatten rasede på dette tidspunkt i de fleste vestlige lande, bl.a. i Danmark, som efter fem nedstemte lovforslag endelig indførte fri abort med et smalt flertal i Folketinget i 1972.

Loven trådte i kraft året efter, og i 1975 fik svenske kvinder også mulighed for at få abort uden spørgsmål. Inden 1980 var fri abort tilladt i 36 lande, herunder også Norge. På det seneste har Mexico indført fri abort, mens det tidligere foregangsland Polen har afskaffet den.

I omkring 34 pct. af verdens lande har kvinder i dag adgang til fri abort.

Anti-abortbevægelsen i USA, bedre kendt som “Pro-Life”, har stået særdeles stærkt siden 1980’erne.

© Msci

Aborten er under pres igen

I 1973 frigav USA’s højesteret reelt aborten med retssagen “Roe v. Wade”, men lige siden har mange amerikanere ønsket kendelsen omstødt.

Siden 1980’erne har anti-abortbevægelsen “Pro-Life” vokset sig stærk. Da præsident Donald Trump i 2020 udpegede abortmodstander Amy Coney Barrett til højesteretsdommer, fik højesteret formodentlig igen et dommerflertal imod abort.

Dommernes holdning blev tydelig i maj 2021, hvor delstaten Texas afgjorde, at hvis et fosters hjerteslag kan registreres, fx med en scanner, kan kvinden ikke længere få en abort. Typisk kan hjertelyden høres fra 5.-6. uge. Interesseorganisationer appellerede til højesteret om at få blokeret den nye lov med henvisning til “Roe v. Wade”, men dette blev afvist.

Amerikanerne er splittede i synet på abort – omkring 60 pct. er for fri abort i første trimester og omkring 38 pct. er imod. Argumenterne imod går bl.a. på, at delstater hverken skal støtte eller betale for private, ikke-sygdomsrelaterede indgreb.

Mange steder i verden har kvinder dog endnu ringere mulighed for abort. Kvinder i El Salvador, Nicaragua, Malta og Honduras har fx ingen krav på abort – heller ikke selvom graviditeten truer deres liv, eller de er blevet gravide under en voldtægt.