Romerne vidste det. Det samme gjorde oldtidens egyptere, persere og grækere: Når stjernen Sirius – også kaldet Hundestjernen – stod op før Solen, var den grumme tid på vej.
“Orions hund kalder de den, den mest skinnende af alle, men den er et ondt tegn, der bringer hede og feber til den lidende menneskehed”, skrev den græske digter Homer i “Iliaden” i 700-tallet f.Kr.
Sirius indvarslede nemlig årets varmeste tid, juli og august, hvor den nådesløse hede fik planterne til at visne og forvandlede dagene og nætterne til et svedigt mareridt.
Temperaturerne på den tid var ikke meget anderledes end i dag, men til forskel fra dengang kan vi i dag holde varmen i skak med et effektivt vidunder: Aircondition.
Elektriske hjælpemidler havde oldtidens folkeslag ikke, men det betød ikke, at de var forsvarsløse over for den omklamrende hede – tværtimod.
Faktisk vidste de, præcis hvordan de med naturlove og “grøn” teknologi kunne sænke temperaturen – helt uden brug af fossile brændstoffer og elektricitet.
“Den er et ondt tegn, der bringer hede og feber til den lidende menneskehed”. Den oldgræske digter Homer om Sirius-stjernen, som i oldtiden blev antaget for at være årsag til, at månederne juli og august ofte blev kvælende varme.
Egypternes vinduer kølede luften
I oldtidens Egypten varslede Sirius-stjernens tilsynekomst, at Nilen ville gå over sine bredder og levere frugtbart flodmudder til landets marker. Men samtidig steg temperaturen til gennemsnitligt 35 grader.
Mænd og kvinder iførte sig derfor sandaler og lyst hørtøj, der absorberede så lidt sollys som muligt.
Det mest effektive middel mod varmen var at gå inden døre. Så længe yderdøren var lukket, holdt de bastante mursten af soltørret Nil-mudder husene relativt svale.
Egypterne havde dog gjort en virksom opfindelse, der kunne sænke temperaturen i husene yderligere: Fordampningskøling. Metoden gik ganske enkelt ud på at hænge en måtte af drivvåde siv op foran vinduesåbningerne.
Når den varme luft udefra strømmede igennem sivene, blev den nedkølet. Egypterne udnyttede det faktum, at vand absorberer energi, når det fordamper. Den energi, det kræver, tager vandet fra luften, som derfor køles ned.
Af samme årsag føles det koldt, når man på en varm sommerdag kommer op af et vandbassin: Idet luften rammer den våde krop, mærkes det køligt, indtil kroppen er tør.
Ud over de våde siv placerede egypterne også vand i krukker af porøst ler i huset. Vandet sivede langsomt ud gennem leret og fordampede, så temperaturen faldt.
De gamle egyptere fyldte krukker i porøst ler med vand. Når vandet trak ud igennem siderne, fordampede det langsomt og nedkølede dermed luften.
Når den fugtigvarme nat faldt på, fandt egypterne deres helt egen klimaløsning frem: I stedet for at lægge hovedet på en pude benyttede de sig af en nakkestøtte af træ eller sten.
Nakkestøtten, der løftede hovedet fra sovelejet, sørgede for en god luftcirkulation. Dermed sikrede egypterne sig en god nats søvn uden at vågne badet i sved.
Meget tyder på, at egypterne også byggede luftindtag på høje huse til at lede den kølende brise ind i bygningen. På en tegning fra Egyptens 18. dynasti (1550-1307 f.Kr.) ses noget, der meget ligner en luftsluse på et tag.
Idéen blev siden taget op af perserne, som var sande mestre i denne teknik.
I stedet for puder hvilede egypterne hovedet på en nakkestøtte, der lod luften cirkulere.
Perserne trak kulde fra bjergvand
Efter at have besejret naboerne Lydien og Babylonien grundlagde Kyros 2. i 550 f.Kr. Perserriget – et bjergrigt land plaget af tørke og ekstreme sommertemperaturer. Alligevel skabte perserne en af oldtidens mest avancerede civilisationer.
Ligesom oldtidens egyptere anvendte perserne såkaldte vindfangere – badgir – til at køle deres boliger. De første skriftlige vidnesbyrd om persernes vindfangere stammer fra ca. 500 e.Kr., men meget tyder på, at teknikken er mindst 1.000 år ældre.
Vindfangeren var et tårn placeret på bygningens top – i den højde er luften koldere end nede ved jordoverfladen. Når vinden blæser, skaber den et overtryk på tårnets vindside og et undertryk på læsiden.
I tårnet sad fire åbninger med hver deres separate luftkanal, der førte ned i huset. Hver af åbningerne kunne åbnes og lukkes efter behov.
Når det var varmt, åbnede perserne tårnet i vindsiden og læsiden. Den kølige luft udefra strømmede herefter ind fra vindsiden, mens husets varme luft pga. trykforskellen blev presset ud af tårnet gennem læsiden.
Enkelte steder i Iran bliver bygninger stadig kølet ned med vindfangere.
Men vindfangeren kunne gøres mere effektiv ved at udnytte de såkaldte qanater. Det var kilometerlange, underjordiske kanaler, som perserne havde gravet for at lede frisk kildevand til deres byer.
Vandet stammede fra bjergene, hvor det lå i hulrum dybt under jorden. For at nå ned til grundvandet gravede perserne op til 300 m dybe brønde i højlandet.
Herefter anlagde de underjordiske qanater med en svag hældning, der ledte vandet til byerne, hvor det kolde vand brugt til at slukke indbyggernes tørst.
I byerne løb qanaterne ofte under husene, og det udnyttede de persiske husejere: De gravede en lodret skakt fra kælderen ned til kanalen. En lignende skakt blev gravet ned til kanalen uden for huset.
Når perserne åbnede for husets vindtårn i læsiden, opstod der et undertryk, som trak den varme luft ud af huset. Via den udendørs skakt blev ny luft trukket ned i den underjordiske kanal, hvor det kolde vand kølede luften, inden den blev suget ind i huset.
Moderne forsøg viser, at systemet kunne sænke indetemperaturen op til 10 grader.
A: Vindretning. B: Tårn. C: Læside
Persisk aircondition kørte på vind og vand
Oldtidens persere byggede vindfangere i form af tårne på deres boliger. De kunne bl.a. bruges til at skabe et undertryk inde i huset. I husets kælder førte en skakt ned til en underjordisk vandkanal. Undertrykket trak nedkølet luft fra den underjordiske kanal ind i huset.
Grækernes søjlegange gav skygge
Ligesom i dag var oldtidens Grækenland også hedt om sommeren, når Solen brændte ubønhørligt. Det havde de gamle grækere imidlertid råd for.
Løsningen var søjlegange. En af de bedst kendte er Attalos’ Stoa – søjlegangen, der blev rejst på Athens centrale markedsplads i år 150 f.Kr.
Den 115 m lange og 20 m brede stoa havde to etager og bestod af to parallelle rækker søjler placeret foran en bygning, der husede 42 små butikker.
Den brede søjlegang var dækket med et tag i teglsten, der effektivt beskyttede markedets gæster mod den hede sol. Samtidig sørgede søjlerne for, at vinden let kunne friske handelsområdet op.
Grækerne byggede såkaldte stoaer – søjlegange – der sørgede for skygge og svalende vind.
På samme vis sørgede grækerne for skygge omkring deres offentlige idrætspladser – gymnasion. De bestod af en åben, rektangulær gård omgivet på alle sider af overdækkede søjlerækker, som gav svalende skygge.
Hverken egypterne, perserne eller grækerne kunne dog hamle op med romerne, når det gjaldt kølesystemer.
Romerne var eksperter i aircondition
Ligesom perserne hentede romerne vand fra højereliggende områder. Med tyngdekraftens hjælp strømmede vand fra bjergsøer og underjordiske kilder via underjordiske tunneller og brolignende vandveje – akvædukter – til de romerske byer.
Alene imperiets hovedstad, Rom, havde 11 akvædukter, hvoraf den vandrigeste, Anio Novus-akvædukten, forsynede byen med svimlende 189 mio. liter vand i døgnet.
Og Rom var langtfra ene. Over hele imperiet fik de større byer akvædukter, der leverede vand i enorme mængder – døgnet rundt.
Kun en brøkdel af vandet blev brugt til at slukke indbyggernes tørst og til tøjvask, resten flød videre gennem gigantiske kølesystemer. Enhver by med egen akvædukt fik imponerende fontæner med plaskende vand.
I byen Laodikea i nutidens Tyrkiet byggede romerne en gigantisk fortæne, der kunne køle det centrale torv ned.
Fontænerne var dog ikke kun til pynt – de udnyttede ligesom de gamle egypteres vandbaserede “aircondition” princippet om fordampningskøling. Undersøgelser viser således, at luften nær en fontæne kan være op til fem grader køligere end den omgivende luft, især hvis der også findes skygge.
Derfor kombinerede romerne – inspireret af grækerne – ofte vandafkøling med enorme, overdækkede søjlegange. Det mest imponerende eksempel kan i dag ses i byen Apamea i nutidens Syrien.
Efter et jordskælv i 115 e.Kr. genopbyggede romerne byen med en næsten 2 km lang søjlegang , som løb tværs igennem byen fra nordporten til sydporten og gav indbyggerne svalende skygge i den intense hede. Hver af søjlerne var 9 m høje og stod på begge sider af hovedvejen – i alt 1.200 søjler.
Næsten 2 km overdækkede søjlegange på hovedgaden i byen Apamea sørgede for, at folk blev skærmet mod både sol og regn.
Kølesystemerne fandtes ikke kun i det offentlige rum. Også i de private hjem installerede borgerne aircondition. Nogle rige romere betalte for at få vand fra akvædukterne ledt ind i deres villaer.
Vandet, der passerede gennem rør i væggene, sørgede for, at hjemmet fik et behageligt indeklima. Metoden var dog ikke specielt udbredt og havde sandsynligvis kun en lille virkning.
Mere effektive var til gengæld de små vandbassiner med springvand, som velhavende romere installerede i villaernes haver. Det rislende vand fra springvandene kølede på samme måde som de store offentlige fontæner, så romerne kunne nyde den nedkølede luft i skyggen fra havens træer.
De mange forskellige køleteknikker, som oldtidens kulturer opfandt, blev fortsat brugt op igennem middelalderen og renæssancen. Den italienske opfinder Leonardo da Vinci byggede – inspireret af de gamle romere – i 1400-tallet en ventilator til hertuginden af Milano, Beatrice d’Este.
Maskinen anvendte et vandhjul dækket med kanvasstof til at presse flod-afkølet luft gennem en række luftkanaler og videre ind i fruens soveværelse.
Først i begyndelsen af 1900-tallet opfandt ingeniøren Willis Carrier forgængeren til nutidens aircondition. I 1906 fik han patent på et elektrisk apparat, som vha. vanddamp kunne regulere et rums temperatur.