Asbest: Vidundermiddel var både genialt og giftigt

“Lad dette magiske mineral, asbest, beskytte bygningerne på Deres gård”, lokkede en folder fra en af verdens største producenter af asbesttage, Johns Manville, eksempelvis.

Mineralet fra undergrunden er lugtfrit, afviser syre og kan modstå over 2.000 graders varme. Fra 1800-tallet og frem blev asbest brugt i talrige industrier og produkter. Husmødre købte ovne med indvendige sider i asbest, og med opdagelsen af blød og bøjelig plastik efter 2. verdenskrig blev asbestfibre smeltet ind i røgmasker til brandmænd.

Selvom flere læger efterhånden opdagede, at asbestfibre i lungerne gav kræft og kvalte folk, blev konsekvenserne fortiet af industriens dygtige reklamefolk. Da sandheden om asbest endelig blev anerkendt i 1980’erne, var millioner af mennesker verden over døde af asbestose – også kaldet “stenlunger”.

Mirakelmineral forhindrede brand

Siden oldtiden har asbest været kendt og anvendt til fx væger i olielamper. Omkring 400-tallet f.Kr. blev mineralets klæbrige fibre vævet ind i sejl på græske krigsskibe, så stoffet ikke kunne antændes af fjendtlige brandpile.

I middelalderen slyngede blider asbestforede sække med kogende beg og ulmende kulstykker ind over belejrede byer. Takket være asbesten brændte sækkene ikke op undervejs, men afleverede effektivt deres livsfarlige last ved nedslaget.

Udvinding af asbest blev dog først en global industri i 1800-tallet, hvor maskiner krævede materialer, der tålte flere hundrede graders varme fra fx damp og kogende maskinolie. Tog og dampskibe fik vandrør og kedler foret med asbestvæv, mens krigsskibe fik lofter og vægge behandlet med asbest.

“Dens ikke-antændelige natur og langsomme udledning af varme gør asbest til en komplet beskyttelse mod brand”, skrev den engelske geolog Robert Jones begejstret i bogen “Asbest og asbestarter” fra 1897.

Bremseklodser i de nyligt opfundne automobiler blev belagt med asbest, og hjemmene fik strygejern med varmeafvisende asbesthåndtag.

“Smukt og komfortabelt. Koldt håndtag – varmt strygejern”, pralede annoncen fra den amerikanske producent Dover Company i 1906.

Men fremskridtet blev til på bekostning af mennesker, som næppe havde råd til alle de nye forbrugsgoder. Fra Canada til Rusland knoklede minearbejdere for at hakke asbestholdige klippestykker løs med håndkraft eller gennem dynamit-sprængninger.

Arbejdet fyldte luften med fibre løsnet fra klippestykkerne, og fibrene klæbede til arbejdernes tøj som en slags tyk, gråhvid pels. I USA blev asbestarbejdere af denne årsag kaldt “afskyelige snemænd”.

Læges chokerende fund ignoreres

I lærredssække blev asbesten sendt videre med tog eller skib til fabrikker – fx hos britiske Turner Brothers Asbestos Company. Med 20 pct. af markedet var firmaet i begyndelsen af 1900-tallet et af verdens største i asbestindustrien.

På fabrikkerne sprættede børn ned til 10 år sækkene op, hvorefter arbejdere skovlede asbesten op i tipvogne til videre forarbejdning. Asbesten blev eksempelvis vævet ind i klæde til brandmandstøj.

Ingen af arbejderne anede noget om den fare, de befandt sig i, når asbestfibrene fløj rundt i luften omkring dem. Det til trods for at den græske geograf Strabon allerede i 100-tallet f.Kr. havde beskrevet en “sygdom i lungerne” hos slaver, der vævede stoffer med asbest.

Antikkens viden om de skadelige virkninger ved at indånde de mikroskopiske og sylespidse asbestfibre var desværre gået i glemmebogen – i hvert fald indtil en uhyggelig opdagelse blev gjort på et hospital i London.

Hubert Montague Murray – læge på Londons Charing Cross Hospital – måtte spidse ører, mens patienten, en dødeligt syg asbestarbejder, fortalte sin historie.

Manden døjede med svær åndenød og hostede konstant, og Murray forstod, at hans patient efter 14 år som asbestarbejder var den sidste overlevende af et sjak på 10 mand. Året efter, i 1899, døde den plagede mand – blot 33 år gammel.

Ved ligsynet opdagede Murray til sit store chok, at den afdøde arbejders lunger var stivnede – og fulde af asbestfibre. Gennem årene havde de indåndede asbestfibre gjort lungevævet stift, og i sidste ende var manden blevet kvalt, fordi lungerne stoppede med at virke.

Hos de britiske sundhedsmyndigheder var der også bekymring at spore. Året før Murrays møde med den syge asbestarbejder havde statslige fabriksinspektører i rapporter påtalt asbestens “ondartede effekt” og dens “letpåviselige” fare for helbredet, når britiske asbestarbejdere hostede og kastede blodigt slim op.

Myndighederne nedsatte derfor en undersøgelseskommission, hvortil Murray i 1906 blev bedt om at indsende sin ligsynsrapport. Til ingen nytte. Murrays rapport om de stivnede lunger i den døde arbejder – verdens første registrerede tilfælde af asbestose – blev ignoreret.

Industrieventyr skabte jobbølge

Sandheden var, at penge vejede tungere end arbejdernes helbred. Politikerne vidste, at asbestindustrien bugnede og sikrede titusindvis af britiske mænd fast arbejde. I den skotske by Glasgow fremstillede hele 52 fabrikker fx asbestvæv til byggebranchen.

Asbestindustrien buldrede også frem i andre lande. I Canada var den årlige udvinding af mineralet steget fra 50 til 10.000 tons om året op gennem 1890’erne, og inden 1. verdenskrigs udbrud brugte det driftige USA over 100.000 tons asbest om året til alt fra bildele til grydelapper.

Nye miner åbnede overalt på kloden – fx i Finland, Brasilien og mange steder i Afrika. I 1915 droppede flere britiske mineejere eksempelvis at grave efter guld i kolonien Rhodesia, nutidens Zimbabwe, for i stedet at åbne asbestminer.

Asbest reddede også liv, forklarede den engelske forfatter Alfred Leonard Summers i bogen “Asbest og asbestindustrien – verdens mest vidunderlige mineral” fra 1920.

Ifølge Summers havde “et skrækkeligt antal” på 2.216 mennesker på 10 år mistet livet i teater- og biografbrande verden over. Lofter, vægge og fortæpper med asbest kunne have forhindret disse ulykker, når et fremvisningsapparat fx brændte sammen pga. af overophedning.

“Havde de ramte bygninger været ordentlig sikret, ville mindst 75 pct. – hvis ikke 95 pct. – af livene være blevet reddet”, påstod Summers i bogen.

For at berolige publikum skulle fortæpperne foran scenen eller filmlærredet tydeligt være markeret med ordet “asbest”, foreslog forfatteren. At Summers havde et tæt samarbejde med asbestindustrien, fremgik af bogens forord.

Lovsangen til asbest fik dog flere falske toner, da risikoen ved mineralet blev opgjort i tørre tal. En rapport fra USA’s arbejdsministerium udgivet i 1918 viste, at asbestarbejdere døde som fluer af astma, bronkitis og lungebetændelse.

Med en andel på 66 pct. toppede de rapportens dødsliste foran murere og cementarbejdere – to erhverv, som også var plaget af lungelidelser forårsaget af cementstøv.

I dag ved lægerne, at andre lungelidelser nemt opstår som følge af asbestose, men den asbestpåførte sygdom var endnu ikke anerkendt af datidens videnskab. Det krævede en ung kvindes tragiske bortgang, før der blev sat skred i samfundets forståelse af asbestens dødelige konsekvenser.

Væverske endte i fattiggrav

Lægen Walter Scott Joss var ikke i tvivl om, hvad der var galt, da Nellie Kershaw fra Manchester dukkede op i hans konsultation i 1922.

Den 31-årige væverske klagede over åndenød og hoste, og Nellie forklarede, at hun som 14-årig var begyndt at arbejde i byens asbestindustri. Joss havde set masser af lignende tilfælde før og stillede hurtigt sin diagnose: “Asbestforgiftning”.

Dødssyg opgav Nellie Kershaw arbejdet og anmodede om kompensation hos sin tidligere arbejdsgiver, den nu verdensførende asbestgigant Turner & Newall – før kendt som Turner Brothers Asbestos Company. Uden Kershaws indkomst sultede familien.

“Jeg har været hjemme i ni uger nu og ikke modtaget en penny”, klagede Kershaw i et brev til Turner & Newall, men fik aldrig svar.

“Asbestforgiftning er slet ikke en diagnose”, forsvarede firmaet sig med, da det britiske sygesikringsnævn gik ind i sagen på vegne af Kershaw og forlangte erstatning til den syge væverske.

Firmaets advokater advarede på det kraftigste mod at udbetale erstatning til Kershaw.

“Det skaber præcedens ved at vedkende et ansvar, som hidtil er blevet underkendt. Finder en betaling sted, kommer der uden tvivl yderligere ansøgninger”, lød det i et internt notat hos Turner & Newall.

Firmaet formåede at forhale sagen, indtil Nellie Kershaw døde i 1924 og blev begravet i en umærket fattiggrav. Samme år blev værdien af Turner & Newall opgjort til 2,5 mio. pund – ca. 1 mia. danske nutidskroner.

Sagen blev dog ikke glemt. Under obduktionen af Nellie Kershaw havde lægen William Cooke studeret hendes lungevæv i sit mikroskop og opdaget noget, intet menneske før havde set. Som edderkoppespind var vævet arret pga. de skarpe asbestfibre.

“Mineralpartiklerne i lungerne stammede fra asbest og var uden tvivl den primære årsag til fibrose (arvæv, red.) i lungerne og derfor til døden”, lød Cookes dom.

Cooke skrev flere artikler om sit fund til det ansete fagtidsskrift British Medical Journal. I artiklerne fremgik navnet, som lægerne nu havde givet den hidtil ukendte sygdom, pulmonal asbestose, hvor pulmonal står for “vedrører lungerne”.

Fordi asbestose giver stift væv, blev lungesygdommen i folkemunde kendt som “stenlunger”.

Asbest blev drysset på Judy Garland

Artiklerne vakte opsigt i lægekredse og udløste flere undersøgelser. Gennem disse opdagede amerikanske læger, at blot ni måneders arbejde i asbeststøv er nok til at udvikle asbestose.

I 1931 blev det et lovkrav, at britiske asbestfirmaer skulle “hindre udslip af asbeststøv til luften i ethvert rum, hvor personer arbejder” – fx vha. ventilationsanlæg.

Firmaerne omgik kravet ved at tilsætte lidt vand til asbesten for at binde støvet. Kravet omfattede desuden ikke byggebranchen, skibsindustrien og cementfabrikkerne, hvor asbest blev tilsat for at gøre cementen brandsikker.

Arbejdere fik heller ikke udleveret ansigtsmasker til at beskytte luftvejene, men mange af dem var også ligeglade. De accepterede asbestproducenternes propaganda om, at asbest var ufarlig. Nogle muntrede sig sågar med at kaste de lette, uldne klumper asbest på hinanden.

“Det lignede jo sne”, som en arbejder senere huskede det.

Ligheden gjorde, at asbest også blev brugt i kunstig sne, som især amerikanerne købte i farverige pakker og brugte til juledekorationer. Kunstig asbestsne blev bl.a. brugt i filmen “Troldmanden fra Oz” fra 1939, hvor flagerne dryssede ned over filmstjernen Judy Garland.

Med opfindelsen af spraypistoler i 1930’erne blev asbest endnu mere populær. Nu kunne mineralet sprayes direkte på vægge i husene, hvilket var nemmere end manuelt at klæbe vævet på.

Under 2. verdenskrig fik amerikanske og britiske krigsskibe også sprayet vægge, lofter og skrog med asbest for at brandsikre fartøjerne. Kampvogne, ubåde og fly blev også beklædt med det effektive materiale.

På det skotske skibsværft John Brown & Company havde arbejdere dog hørt om faren ved asbeststøv og krævede i 1942 ekstra i løn for at arbejde tæt på kolleger med spraypistoler. Med en krigsproduktion på fulde omdrejninger lagde værftsledelsen låg på sagen.

“Al den ballade over støv er i høj grad ubegrundet”, lød ledelsens afvisning af kravet.

For folk på fabriksgulvet var faren reel nok. “Du kunne intet se for støv. Asbesten ankom i sække. De blev sprættet op, og det var bare løst det hele”, beskrev en arbejder senere.

“Vi kunne snart ikke se enden af hallen og uret på væggen”, huskede en anden.

I sidste ende skulle mændene brødføde deres familier, så selv de mest kritisk indstillede arbejdere endte som regel med at acceptere forholdene.

Den frie omgang med asbesten skulle dog hævne sig, for efter krigen blev lægernes venteværelser bestormet af syge med åndenød. Ikke alene asbestarbejdere, men også soldater var ramt.

Undersøgelser af de syge bekræftede, hvad nogle læger længe havde frygtet: Asbestfibre gav dødelig kræft.

Firmaer puttede med sandheden

En af dem, som kæmpede hårdest for at afsløre den livsfarlige asbest, var den britiske læge Edward Merewether. Gennem undersøgelser af asbestarbejdere fandt Merewether ud af, at én ud af fire led af asbestose – og 13 pct. af de ramte udviklede kræft i lungerne.

Veteraner viste også tegn på asbestose. Selv mange tidligere soldater i midten af 20’erne kunne knap gå 100 meter uden at tabe pusten. Læger i USA, Frankrig og Tyskland slog alarm, da røntgenundersøgelser af lungerne hos de asbestsyge veteraner viste tegn på kræft.

En mulig forbindelse mellem asbest og kræft påvirkede dog ikke asbestindustrien synderligt. Tværtimod blev den globale asbestproduktion i årene efter 2. verdenskrig fordoblet til 1 mio. ton.

Asbest indgik i maling og laminatgulve til boliger og forretninger, og på den storpolitiske scene gjorde materialet også sit indtog. På tærsklen til Den Kolde Krigs begyndelse blev asbest brugt i pakninger og ventiler til raketter og kernekraft-reaktorer i både øst og vest.

“Der er stort set intet område af menneskehedens landvindinger, hvor JM-produkter ikke spiller en rolle”, pralede asbestvirksomheden Johns Manville Corporation i årsrapporten fra 1948.

Folk på firmaets direktionsgang vidste udmærket, hvor livsfarlig asbest var. Året før havde lægen Kenneth Smith advaret Johns Manville Corporation efter fund af asbestose hos syv ansatte. Bemærkelsesværdigt nok foreslog Smith, at fundet blev holdt hemmeligt.

“Så længe en mand ikke er handicappet, bør han ikke blive oplyst om sin tilstand, så han kan leve og arbejde i fred, og virksomheden kan nyde godt af hans mangeårige erfaring”, mente Smith.

Få år efter var Kenneth Smith direktør i Johns Manvilles medicinske afdeling.

Samarbejde med læger var udbredt i asbestindustrien. Hos det amerikanske asbestisoleringsfirma Owens-Illinois udsatte læger marsvin for asbeststøv for at bevise, at asbest var helt ufarlig. Desværre for asbestfirmaet blev resultatet det modsatte, da dyrenes lungevæv blev undersøgt.

“Vi fandt umiskendelige spor af asbestose”, konkluderede lægerne efter to års dyreforsøg, men Owens-Illinois undlod at publicere resultaterne og fortsatte produktionen som hidtil.

Asbestens kobling med kræft blev dog efterhånden kendt i offentligheden, og i 1949 fik 5.000 arbejdere i Johns Manvilles canadiske miner nok af de støvede forhold og gik i strejke. Ironisk nok hed en af de strejkeramte minebyer Asbestos, opkaldt efter mineralet.

Næsten hele Canadas asbestindustri lukkede ned. Firmaer som Johns Manville mistede mio. af dollars i tabt indtjening, indtil arbejderne efter fem måneder gav op og genoptog arbejdet. Mange strejkende fik som straf aldrig deres job tilbage.

Men problemerne hobede sig op for asbestindustrien. I 1950’erne koblede den sydafrikanske læge Christopher Wagner som den første asbest sammen med den sjældne sygdom lungehindekræft.

Wagner havde fundet sygdommen blandt asbestarbejdere, men også blandt mennesker, der blot boede i nærheden af en asbestmine. Efter sin opdagelse modtog Wagner flere dødstrusler fra ukendte afsendere, og han flygtede derfor til England.

Retssag udløste erstatnings-lavine

Wagner stod dog ikke alene med sin viden. Den amerikanske læge Irving Selikoff beviste ligeledes gennem samtaler med og undersøgelser af asbestofre, at også de pårørende var i fare. Eksempelvis kunne hustruer til asbestarbejdere udvikle asbestose.

“Konen skulle jo ryste mit tøj for støv hver aften, før hun kunne vaske det”, som en skotsk asbestarbejder forklarede i et interview.

På en lægekonference kaldte Kenneth Smith, lederen af Johns Manvilles medicinalafdeling, Selikoff for “ambitiøs og skruppelløs og ude på at skabe sig et navn på bekostning af asbestindustrien”.

Industrigruppen ATI (Asbestos Textile Institute) bad i et brev Selikoff om ikke at tale med pressen og udløse “skadende og vildledende nyhedshistorier”, men Selikoff ignorerede dem.

Branchen fastholdt, at asbest var ufarlig, og fortsatte med at bruge materialet. Ofrene var uskyldige mennesker.

Således anede nybagte mødre i 1960’erne og 1970’erne ikke, at de pudrede babyens numse med asbest, når de brugte talkum fra Johnson & Johnson.

I 1969 skulle en amerikansk retssag dog vende op og ned på forestillingen om den ufarlige asbest. Efter 30 år i industrien havde Clarence Borel, en tidligere asbestarbejder, fået lungehindekræft.

Ifølge Borel burde hans tidligere arbejdsgivere have advaret ham, og nu forlangte han erstatning – bl.a. fra asbestfirmaet Johns Manville. Vandt Borel sagen, ville det ryste hele asbestindustrien.

Kræftsyge Borel oplevede ikke sejren, men døde, inden retten i 1971 tildelte hans enke en erstatning på 80.000 dollars. Afgørelsen udløste 100.000 søgsmål alene i USA, og lignende sager mod asbestfirmaer blev rejst og vundet i bl.a. Japan, Italien, Danmark, Belgien og Canada.

Hver måned betalte Johns Manville 2 mio. dollars i advokatsalær i over 16.000 retssager, før firmaet gik konkurs i midten af 1980'erne. Owens-Illinois udbetalte over 5 mia. dollars i erstatning til ca. 400.000 krav.

Asbest er i dag forbudt i EU, men forskere anslår, at der hvert femte minut dør en person efter at have arbejdet med asbest. Nogle over 50 år tidligere.

I USA, Rusland, Canada og Kina er asbest stadig tilladt at bruge. WHO anslår, at 90.000 mennesker årligt dør efter at være blevet udsat for asbest – mineralet, der engang blev hyldet som et mirakel.