I august 1835 får læserne af newyorkeravisen The Sun et forbløffende indblik i livet på Månen:
“Disse væsener er uden tvivl uskyldige og lykkelige, selvom nogle af deres fornøjelser næppe er forenelige med vor jordiske opfattelse af passende opførsel”.
Læserne ved udmærket, hvad der hentydes til: Flagermusmenneskene på Månen har sex hvor som helst – sågar i fuld offentlighed. Af hensyn til anstændigheden og tidens moral må avisen omskrive sandheden, som angiveligt stammer fra en verdensberømt astronoms observatorium i Sydafrika.
De saftige nyheder er sensationelle, og overalt – fra New Yorks rigmandspalæer til byens barer og kirkernes prædikestole – tales der kun om de eksotiske flagermusmennesker, som for første gang er blevet iagttaget.
New Yorks avisdrenge når knap nok at råbe “Nyt fra Månen”, før aviserne rives væk, og de må haste tilbage til The Sun efter nye forsyninger.
The Sun var en ung virksomhed i 1835. Første udgave af avisen udkom to år tidligere.
Ingen vil gå glip af artikelserien om livet på Månen, og hundredvis af mennesker står hver dag i kø uden for redaktionen for at sikre sig dagens udgave af avisen.
The Sun har angiveligt historien fra en britisk videnskabsmand ved navn dr. Andrew Grant, som hævder at have besøgt astronomen John Herschel. Englænderen betragtes som verdens førende rumforsker – med sit seks meter lange teleskop har Herschel fx opdaget fire nye galakser, der ligger over 300 lysår fra Solen.
Men galakserne blegner ifølge dr. Grant ved siden af Herschels allernyeste forskning. Englænderen har udviklet et helt nyt apparat, der kombinerer verdens hidtil kraftigste teleskop med et mikroskop, som gør det muligt at se helt klare billeder af Månens overflade, fortæller The Sun.
Men det hele er løgn. Dr. Grant findes ikke – han er opfundet af The Sun.
Månens flagermusmænd havde store vinger og fløj nøgne omkring, skrev The Sun.
Og den ansete astronom John Herschel aner intet om, at hans navn bliver misbrugt i sensationsavisens forsøg på at øge sit oplag.
Videnskab hitter
I 1835 greb rumfeberen om sig i store dele af verden, mens folk ventede på, at Halleys komet skulle vise sig på nattehimlen. På avisen The Sun mente den 35-årige chefredaktør, Richard Adams Locke, at der var store penge at tjene – og i august besluttede han sig for at slå til.
Locke opfandt den britiske videnskabsmand, dr. Andrew Grant, som lagde navn til nyhederne. For at give artiklerne større troværdighed lod Locke som om, at Grant havde mødt selveste John Herschel. Den engelske astronom havde – meget belejligt for Locke – slået sig ned i Sydafrika, langt borte fra alverdens reportere.
Også i USA var Herschel et stort navn i kraft af værket A Treatise on Astronomy. Bogen var letforståelig og havde gjort stjerner, planeter og fjerne galakser interessante for almindelige mennesker. I 1830’erne var mange derfor blevet til hobby-astronomer, hvis de da ikke kiggede på klodens mindste skabninger gennem deres eget mikroskop.
21.000 MILLIARDER – så mange indbyggere havde Solsystemet ifølge en pseudoforsker.
Hobby-videnskabsmænd i alle aldre hungrede efter nyt, og en sværm af selverklærede eksperter stod klar til at mætte dem. Blandt de tvivlsomme forskere var fx professor Franz von Paula Gruithuisen fra universitetet i München.
Gruithuisen påstod, at de mørke partier på Månen, som enhver med en kikkert kunne se, var skove og marker. Vha. sit teleskop hævdede professoren at have opdaget veje, fæstninger og byer.
Den engelske præst og videnskabsformidler Thomas Dick udgav flere bøger, hvor han argumenterede for, at det måtte myldre med liv på andre planeter. De var blot en bekræftelse på Guds storslåede skaberværk, påpegede han.
Præsten gik så langt som til at beregne antallet af indbyggere i Solsystemet til 21.000 milliarder – tallet nåede han frem til ved at gange planeternes størrelse med befolkningstætheden i England.
Efter eget udsagn var chefredaktør Locke dødtræt af pseudovidenskabsmændene. Flere år efter The Suns serie om flagermusmenneskene på Månen afslørede han, at artiklerne først og fremmest skulle give Dick, Gruithuisen og de andre en lærestreg.
Enhver gentleman med respekt for sig selv studerede i 1830’erne Jordens liv under mikroskop og universet i et teleskop.
Men chefredaktørens dårlige økonomi spillede nok også ind.
Hvis han kunne øge The Suns oplag, ville avisens ejer betale ham en klækkelig bonus, og Locke havde store ambitioner. I forsøget på at mænge sig med New Yorks bedre borgerskab brugte han flere penge, end han tjente.
Nu så han en chance for at slå to fluer med ét smæk.
Ejeren får dollartegn i øjnene
Avisens ejer, Benjamin Day, var med på idéen, da Locke tilbød at skrive en munter historie om liv på Månen. Sensationer solgte aviser og passede godt til The Suns profil, mente Day.
Mens New Yorks øvrige aviser kostede seks cent og henvendte sig til en snæver kreds af forretningsfolk, var The Sun den første, der havde storbyens underklasse som målgruppe. For bare én cent kunne de her læse om sport, skandaler og kriminalitet. Som noget nyt blev avisens skribenter sågar sendt ud i byen for at grave historier frem.
Fordi The Sun kun kostede én cent, og cent i folkemunde gik under navnet penny, blev den nye avistype døbt penny press.
Benjamin Day (1810-1889) betragtes som sensationspressens fader. Ud over The Sun ejede han også avisen True Sun og USA’s første illustrerede ugemagasin, Brother Jonathan.
Locke satte sig til skrivebordet og brugte lang tid på at sætte sig ind i Månens geografi for at kunne inddrage så mange korrekte informationer i sine artikler som muligt. Han formåede også at ramme det opstyltede sprog, som tidens pseudovidenskabsmænd benyttede.
I den første artikel viede han adskillige linjer til at forklare, hvordan Herschel havde kombineret et teleskop og et mikroskop, så han og den frit opfundne dr. Grant sammen kunne nærstudere Månen.
I artikel nummer to skrev redaktøren begejstret om landskaber af basalt, strandene ved et af Månens have og et væld af planter, der på mange måder mindede om dem på Jorden. Og så kastede han sig over det mest sensationelle: De levende væsener.
Astronomen John Herschel var søn af William Herschel, der bl.a. havde opdaget planeten Uranus.
Løgnehistorien plagede Herschel i årevis
Først morede astronomen John Herschel sig over de fantasifulde beretninger i The Sun, men med tiden blev han rasende på redaktøren.
John Herschel (1792-1871) flyttede i 1833 til Sydafrika. Da The Sun to år senere udgav sin artikelserie om flagermusmennesker på Månen, var han derfor komplet uvidende om, at hans navn var nævnt i spalterne.
I slutningen af året ankom den amerikanske cirkusdirektør Caleb Weeks imidlertid til Sydafrika for at indfange vilde dyr. Med sig havde han artikelserien fra The Sun, som han viste til Herschel. Astronomen lo af den:
“Jeg er bange for, at de faktiske resultater af mine observationer vil være ganske ydmyge i almindelige menneskers øjne i forhold til dem, man har tilskrevet mig i Amerika”.
Men Herschels latter forstummede snart. To år senere skrev han til sin tante, at han var “grundigt træt af, at folk plager” for at få mere at vide om livet på Månen. I 1836 skrev han et læserbrev til magasinet The Athenaeum, hvor han advarede mod den type falsknerier:
“Der er intet, uanset hvor absurd og umuligt, som en mand ikke vil ende med at tro på, hvis man fortæller ham det på seriøs vis i 365 dage”.
I The Sun strøede “dr. Grant” om sig med de utroligste detaljer:
“I skyggen af en skov iagttog vi en hjord af brune, firbenede dyr, der i alt det ydre mindede om bisoner, blot mindre end nogen af de arter, vi kender fra vor egen naturhistorie. Dog havde væsenet en meget tydelig detalje, som vi efterfølgende fandt ud af, var almindelig blandt næsten alle firbenede månedyr – nemlig et kødfuldt vedhæng over øjnene i samme bredde som panden og vedhæftet ørerne”.
“Det gik øjeblikkeligt op for den skarpsindige dr. Herschel, at dette var en opfindsomhed udtænkt af forsynet til at beskytte dyrets øjne mod det ekstreme lys og mørke, som alle væsener på vor side af Månen er udsat for med jævne mellemrum”.
Avisen rives væk
Da nyheden om dyrelivet på Månen bredte sig i storbyen, kunne trykpressen knap nok følge med. Over seks dage bragte The Sun den utrolige historie om flagermusmenneskene, “som i gennemsnit er 121 centimeter høje og dækket med skinnende kobberrødt hår. Undtagen i ansigtet, som er gulligt og minder om en lidt forbedret udgave af orangutangens”.
The Sun hævdede, at flagermusmenneskene ofte sad fordybet i samtaler.
I en af artiklerne blev læserne også indviet i disse skabningers sociale liv – som vha. Herschels opfindelse var let at studere trods den enorme afstand til Månen:
“Uanset hvor vi så dem, var de dybt engageret i konversation. Deres gestikuleren forekom at være lidenskabelig. Vi udledte heraf, at der måtte være tale om rationelle væsener. Næste måned opdagede vi i Regnbuebugten, at de var i stand til at skabe kunst og gøre opfindelser”.
I løbet af få dage blev The Suns oplag femdoblet, og da avisen genoptrykte artikelserien, solgte den 60.000 eksemplarer.
Den store succes forargede de konkurrerende aviser, men da astronomer fra det anerkendte universitet Yale bad om at se kilderne til The Suns historie – angiveligt et videnskabeligt magasin fra skotske Edinburgh – fortalte Locke dem, at det lige var sendt til trykkeriet.
Mysteriet om julemandens eksistens var et andet emne, som The Sun behandlede i sine spalter.
The Sun skrev, at julemanden findes
Seks årtier efter den store løgn om Månen kastede The Sun sig ud i en ny spøg – igen i en god sags tjeneste: Julefreden.
En dag i 1897 blev otteårige Virginia O’Hanlon drillet af sine veninder, fordi hun stadig troede på julemanden. Derhjemme spurgte hun sin far, der sagde, at han ikke vidste, om han fandtes, men hvis det stod i The Sun, måtte det være rigtigt, forklarede faren.
Virginia fandt papir og blæk frem og skrev til avisen: “Vær sød at fortælle mig sandheden: Findes julemanden?”
The Suns chefredaktør, Francis Pharcellus Church, skrev i sin ledende artikel, at Virginias veninder tog fejl, og at de var blevet smittet med den skepsis, der prægede tiden.
“Han findes lige så sikkert som kærlighed og generøsitet og hengivenhed, og du ved, at disse ting findes og tilfører dit liv skønhed og glæde. Ak, hvor ville verden være trist, hvis der ikke var en julemand”, svarede Church.
Lederen er senere genoptrykt ved juletid så mange gange – ikke kun i The Sun, men i aviser verden over – at “Yes, Virginia, there is a Santa Claus” i dag er den oftest publicerede engelsksprogede leder nogensinde.
I tidsskriftet Journal of Commerce blev artiklerne om flagermusmenneskene sammenlignet med eventyr som “Gullivers rejser” og “Robinson Crusoe”, mens New York Herald – The Suns mest indædte konkurrent – gjorde sine læsere opmærksomme på, at The Edinburgh Journal of Science allerede stoppede med at udkomme i 1833, og at fortællemåden i artiklerne mest af alt mindede om chefredaktør Lockes.
Først i 1840 – fem år senere – indrømmede Locke, at det hele var løgn. I avisen New Era fortalte han, at artiklerne var skrevet i en god sags tjeneste. De var “en satire over den blanding af religion og videnskab, som en del teologer står for, og som erstatter hårde fakta med luftige fantasier, der bakker op om troen”.
I sit læserbrev nævnte Locke ikke den klækkelige bonus på 600 dollars (ca. 1,3 millioner nutidskroner), som The Suns ejer havde betalt ham efter oplagsstigningen.
The Suns læsere blev ikke oprørte over, at Locke havde taget dem ved næsen. De fortsatte med at købe avisen, til den lukkede i 1950.