Our website does not support Internet Explorer.

To get the best experience on our website and of our content, please use a more modern browser like Edge, Chrome, Safari or similar.

New Year's Day in Babylon

Babylon var verdens centrum

Bag Babylons stærkt befæstede mure herskede kongen over et forfængeligt folk, der stank af egyptisk parfume, samt en præstestand, der spåede i dyrelever og byggede pyramider til deres guder.

Bridgeman

Svedperlerne pibler frem på panden og løber ned i øjnene på Robert Koldewey, mens han forsigtigt graver den lille ler­tavle fri.

Med præcise bevægelser lirker den tyske arkæolog tavlen det sidste stykke fri af sandet, så han kan studere den nærmere.

Dens indtørrede flade er præget af flere rækker små tegn – såkaldt kileskrift, der er den gængse skriveform i oldtidens Babylon.

Koldewey placerer omhyggeligt lertavlen på et klæde ved siden af sig, inden han endelig kan tørre sveden af panden med håndryggen. Varmen er ulidelig, men den tyske arkæolog lader sig ikke mærke med den.

Et kig rundt på det solide fundament, han er ved at fritlægge, bekræfter nemlig endnu en gang hans overbevisning: at han her har fundet resterne efter et af antikkens syv vidundere – Babylons hængende haver.

Kileskriften: Babylonierne udviklede verdens første skriftsystem, der blev brugt i Mesopotamien gennem ca. 3.000 år.

© Shutterstock

Tyskere gravede Babylon fri af sandet

Robert Koldewey var lederen af et hold arkæologer fra Det Tyske Orientalske Kompagni, som foretog de første videnskabelige udgravninger af Babylon fra 1899-1917.

Byen lå i datidens Mesopotamien, slettelandet mellem floderne Eufrat og Tigris, i nutidens Irak.

Op gennem 1800-tallet havde flere andre arkæologer besøgt byen, men deres udgravninger var præget af tilfældighed og en jagt på værdifulde genstande – frem for en reel forståelse af de arkæologiske levn.

“I pragt er der ingen anden by i verden, der nærmer sig Babylon”.
Herodot, græsk historiker, 400-tallet f.Kr.

Meget af det fundne materiale blev derfor beskadiget, ødelagt eller ligefrem stjålet. Koldeweys hold var anderledes stringente og metodiske i deres tilgang.

Deres undersøgelser lagde kimen til historikernes nuværende forståelse af antikkens Babylon.

Koldeweys udgravninger kastede bl.a. lys over Babylons glansperiode, som udspillede sig under kong Nebukadnesar 2. (605-562 f.Kr.).

Byen var da kendt overalt – fra Grækenland i vest til Kina i øst.

“I pragt er der ingen anden by i verden, der nærmer sig Babylon”, skrev fx den græske historiker Herodot imponeret om byen i det 5. århundrede f.Kr.

På kongens befaling skød templer og paladser op alle steder, og byen bredte sig på begge sider af floden Eufrat med brolagte boulevarder og handelsgader.

Indbyggertallet svulmede samtidig til op mod 200.000, hvilket formentlig gjorde Babylon til datidens største by.

Alverdens varer kom til byen

Nebukadnesars by var omkranset af en 18 km lang ydermur, der beskyttede mod fjender – fx assyrerne, der tidligere havde erobret byen.

Otte porte førte gennem muren og ind i byen, hvoraf den mest overdådige var Ishtar-porten – opkaldt efter den babylonske krigs- og kærlighedsgudinde.

Nebukadnesar havde ladet porten opføre i blå glaserede teglsten med livagtige relieffer af dyr. Porten fungerede som Babylons officielle indgang.

Når karavaner kom til byen, benyttede de dog oftest en af de mindre prangende porte i syd, der førte ind til kvarteret Shuanna, hvor størstedelen af byens mange lager­haller lå.

I hallerne stuvede slaver byg, skind og uld fra Mesopotamien sammen med bl.a. cedertræ fra Libanon, kobber fra Cypern og guld, strudsefjer samt elfenben fra Egypten og Nubien.

Sågar rav fra det nordlige Europa og silke fra Kina fandt vej til Babylon via flere tusind km lange karavaneveje.

Adskillige sprog summede i hallerne – fra græsk til sumerisk, akkadisk, amoritisk, kassittisk, assyrisk samt aramæisk.

Sidstnævnte var datidens svar på engelsk – et sprog, som blev benyttet, når folk fra forskellige lande skulle kommunikere med hinanden. Alle krukker, sække og beholdere blev talt op og bogført.

Arbejdet blev foretaget af en skriver, som med en griffel lavede små, kantede fordybninger i en fugtig lertavle. At mestre kileskrift – et sprog bestående af piktogrammer – krævede 12 års skolegang.

I Babylon begyndte undervisningen fra 10-årsalderen i private skoler, hvor eleverne øvede sig ved at skrive af efter gamle kontrakter og regnskaber.

Det ved arkæologerne, fordi de har fundet eksempler på disse lertavler i resterne af byens skoler.

Byen levede i over 2.000 år

Babylon blev på få hundrede år en af verdens største byer. Trods erobring og omfattende ødelæggelser formåede byen flere gange at rejse sig igen.

  • Ca. 2330 f.Kr.

    Fra landsby til storby

    Sargon, hærfører fra byen Akkade, erobrer Mesopotamien og samler det akkadiske rige. I det nye rige vokser en række landsbyer sig store – blandt dem er Babylon.

  • 1894 f.Kr.

    Et dynasti bliver grundlagt

    Nomadestammer fra vest, de såkaldte amoritter, erobrer Babylon og grundlægger det første babylonske dynasti med hovedsæde i byen.

  • Under kong Hammurapi voksede Babylon sig til en stormagt.

    © Bridgeman

    Ca. 1792 f.Kr.

    Landområder annekteres

    Dynastiets 6. konge, Hammurapi, erobrer frugtbare landområder omkring Babylon og styrker byens position i det benhårde magtspil mellem Mesopotamiens mange konkurrerende bystater.

  • 1595 f.Kr.

    Styret kollapser

    Det sydlige Mesopotamien er samlet under Babylons herredømme. Svage konger får dog riget til at smuldre, og hittitterne (fra nutidens Tyrkiet) erobrer byen.

  • Ca. 1590 f.Kr.

    Bjergfolk erobrer riget

    Kassitterne (fra Zagrosbjergene i det nuværende Iran) invaderer Babylonien og opretter et system, hvor rigets bystater hjælper hinanden i fx krig. Kassitternes styre varer ved i ca. 400 år.

  • The Walls of Babylon, 1954 (oil on canvas)

    Byens mure var ca. 27 m høje, mener arkæologerne.

    © Bridgeman

    1235 f.Kr.

    Assyrerne tager over

    Babylonien presses af Assyrien (rige i det nordlige Irak) og i 1235 f.Kr. sætter kong Tukulti-Ninurta sig på Babylons trone. Fra 1160 f.Kr. er hele Babylonien underlagt assyrerne.

  • 689 f.Kr.

    Oprør knuser byen

    Babylons borgere gør oprør mod deres assyriske herskere. Oprøret mislykkes, og store dele af byen bliver ødelagt. Ruindyngerne kastes i byens kanaler og Eufrat-floden.

  • 612 f.Kr.

    Riget genopstår

    Det assyriske rige rystes af oprør og borgerkrig. Babylon benytter chancen og frigør sig. Under kong Nabopolassar bliver byen atter engang hovedstad i et selvstændigt Babylonien.

  • 605 f.Kr.

    Guldalderen begynder

    Nabopolassars søn Nebukadnesar 2. udbygger og restaurerer bl.a. den store trinpyramide og Ishtar-porten. Byens rigdom og skønhed bliver kendt overalt i datidens verden.

  • Efter mere end 2.000 år blev Babylon forladt – kort tid inden Jesu fødsel.

    © Shutterstock

    530 f.Kr.

    Byen ender som ørken

    Perserne erobrer Babylon, og med tiden skrumper byen i størrelse og betydning. I århundredet f.Kr. lever der endnu mennesker i den, men omkring år 25 f.Kr. skriver den romerske historiker Strabon, at Babylon er forladt.

Lyd og lugt viste vej til markedet

Visse leverancer skulle dog ikke til lagerhallerne, men videre ind i byen. Fx til købmænd, som havde en bod i bydelen Merkes.

Området lå op ad Processionsgaden, byens hovedgade – men alligevel var det ikke nemt at transportere varerne frem.

Som resten af byen var Merkes en labyrint af gader og stræder med to- og treetagers lerhuse klinet sammen for at begrænse antallet af mure, der blev udsat for solen.

Selvom gaderne havde navne, lignede alle gadehjørner hinanden. Heldigvis kunne en besøgende, som ikke var stedkendt, følge sin næse og sine ører. Jo tættere han kom på markedsgaderne, desto mere larmede og lugtede byen.

Merkes havde ikke centrale markedspladser, men bestod af et virvar af gader fyldt med smalle, overdækkede boder. Mellem boderne lød de handlendes skrål, skræppen fra ænder og gæs og gadesangernes lokkende strofer.

Blandt de udbudte varer var kage, brød, frugt, smykker, grøntsager, klæder og krukker med den stærke dadelvin. Især på varme dage lugtede Merkes af friskslagtet kød, nybagt brød og den sødlige stank af affald fra madboderne.

Langs murene sad handicappede og tiggede. Deres udbytte var magert, for de fleste indbyggere gik i en stor bue uden om dem.

Handicappede blev i datidens verden anset for at være besat af dæmoner – som straf for at have krænket en af Mesopotamiens utallige guder.

“Den mand, som ikke har guden med sig, når han går på gaden, vil dæmonen klæbe til som en klædedragt”, lød en generel advarsel i Babylon.

Slaves Rowing at Babylon (gouache on paper)

Købmænd brugte slaver til at ro deres handelsvarer frem på Eufrat-floden.

© Bridgeman

Floden Eufrat var byens livsnerve

Mesopotamiens byer var afhængige af vand. Babylons placering ved Eufrat sikrede frugtbare jorde, et godt forsvar og et rigt handelsliv.

Mesopotamiens civilisationer skylder områdets to store floder – Tigris og Eufrat – deres eksistens. De udspringer begge i Taurus-bjergene nordvest for Babylon i nutidens Tyrkiet.

Fra deres kilder i højlandet løber begge floder i en sydøstlig retning, inden de flyder sammen kort før deres udløb i Den Persiske Golf.

Floderne har siden antikken sikret liv til et område, der uden deres tilstedeværelse ville være en gold og bar ørken.

  • Oplandet var et spisekammer

    Eufrat gennemskar Babylon, der var omgivet af fladt sletteland. Ved at lede vand ind fra floden via kanaler kultiverede bønderne området til enorme marker, hvor de kunne dyrke afgrøder til at brødføde byens store befolkning.

  • Voldgrav gav beskyttelse

    Ud over at fungere som byens kloak blev Eufrat ført rundt om Babylon, så den fungerede som en voldgrav. Langs murene løb kanalerne, som kun kunne passeres
    via stærkt bevogtede broer.

  • Floden sikrede handel og transport

    Datidens jordveje forsvandt ofte i de regnskyl og oversvømm­elser, som ramte Mesopotamien. En billigere og mere sikker måde at transportere varer, dyr og mennesker på var via regionens store flodsystemer.

Køber fastsatte prisen

Når en handelskaravane nåede de lokale købmænds boder, blev varerne båret ind i den dunkle underetage.

Vinduesåbninger var sjældne pga. den skærende sol, i stedet kom lyset fra olielamper på væggen, døråbningen eller fra hullet for enden af trappen, som førte op til det flade tag to-tre etager over gadeplanet.

Varerne blev stuvet i et lagerrum, og alt blev bogført. Hvis den lokale købmand frygtede, at skriveren rapsede under arbejdet – eller stod i ledtog med tyve, som ville begå indbrud – stod købmanden selv for registreringen.

I Babylon var skrivere altid under mistanke: “En skriver kan aldrig holde mund”, lød et mundheld.

Når varerne var på plads, og købmanden skulle betale, skete det ikke nødvendigvis med guld og sølv. En handel foregik ofte som en udveksling af varer, som blev byttet efter regler, der gjaldt overalt i Mesopotamien.

Reglerne var nedskrevet i kong Hammu­rapis lov ca. 1.000 år tidligere. Loven, som arkæologer har fundet indgraveret på en stele fra det 18. århundrede f.Kr., foreskrev bl.a., at køber altid bestemte prisen.

Ifølge loven var der også garanti på varerne. Fx 100 dages garanti for, at en slave ikke var epileptisk eller spedalsk.

Viste sygdommen sig inden for garantiperioden, kunne køber returnere varen – i loven kaldet “en slaveenhed” – og få sin betaling tilbage.

En yndet importvare var duftende olier, som den lokale købmand kunne bytte for en af Babylons specialiteter: klædedragter i farverigt stof pyntet med kunstfærdige broderier eller spundet guldtråd.

Forskerne har ikke fundet dragter fra oldtiden, for århundrederne har forvandlet stofferne til støv, men udgravede relieffer fra Babylon viser vævede dragter med masser af frynser.

Også græs­ke Herodot har givet en beskrivelse af datidens mode: “De bærer en tunika i linned, som når deres fødder, går med sandaler, og deres hår er langt. De binder også turbaner omkring hovedet”.

En storby lavet af ler

På få år voksede en storby frem ved Eufrats bred. Det meste var bygget af soltørret ler. Ligesom en europæisk middelalderborg havde Babylon også en voldgrav, høje mure og massive porte.

Voldgrav omkransede byen

Ved at omlægge floden Eufrat skabte babylonierne en voldgrav, der løb rundt om byen, og gjorde det svært for fjender at nå frem til bymuren.

Bymuren udgjorde et tårnhøjt bolværk

Skulle det lykkes en fjende at slippe over voldgraven, ventede byens enorme mure, der målte ca. 27 m i højden. De blev anset for umulige at forcere.

Ishtar-porten var sidste skanse

Hvis fjenden nåede helt frem til Babylons hovedindgang, Ishtar-porten, stod bueskytter bag de mange skydeskår klar til at overdænge fjenden med pile for at forhindre dem i at slippe ind i byen.

Karavaner fra Det Fjerne Østen bragte bl.a. silke til byen.

Merkes-markedet var byens største handelsplads.

Zigguraten kaldet Etemenanki – hvilket betyder “Huset for himlens og jordens fundament”.

Babylons gader stank af bræk og affald

Efter handlen var det skik og brug, at en babylonsk købmand bød sin kollega på mad og drikke.

Fra relieffer ved arkæologerne, at bordene blev dækket med fisk, brød, granatæbler, meloner, rå løg, agurker og ristede græshopper på spyd.

Babylonierne havde ikke spisestuer. I stedet slæbte slaver udskårne borde og stole frem og dækkede op, hvor det nu måtte behage herskabet at sidde. Fx på taget, hvor en baldakin gav skygge.

Under måltidet fyldte slaverne købmændenes kopper med øl og vin brygget på byg og dadler. Selvom Babylon var omgivet af floden Eufrat, rørte de færreste vand.

Floden og dens kanaler blev nemlig brugt som en åben kloak, og om foråret blev Eufrat desuden fyldt af smeltevand fra bjergene i nord. Med sig bragte vandet frugtbart mudder og ral.

I stedet nød babylonierne gerne alkohol, som blev skænket i privaten og på byens barer. Her mødtes lokale og besøgende ved bordene for at spise, drikke og udveksle nyheder.

Byens gader stank af beboernes affald om dagen, og værts­husgæsternes bræk om natten. Når lugten blev for skarp, dækkede barejerne efterladenskaberne med tørt ler.

Kalenderen: Babylonierne inddelte årets gang i 12 måneder baseret på stjernetegn og kunne forudsige solformørkelser.

© Babylonian Calendar replica

De rige havde badekar og sauna

Uanset nattens udskejelser var babylonierne fanatiske med deres morgen­toilette, hvor de smurte sig ind i olier, balsam og pomade.

Alle købmænd i Babylon vidste, at olierne havde en bred kundekreds. De bedste og dyreste – fra Egypten – var forbeholdt eliten, som boede i byens nordlige kvarterer nær kongens paladser.

Alt her emmede af rigdom og elegance. De brede gader var brolagt med flade sten eller sorte stykker naturasfalt.

Blandet med ler blev det tjæreagtige materiale slidstærkt og vandafvisende, så borgerne ikke fik mudrede sandaler i regnvejr.

I rigmandskvartererne havde husene op til fire etager med mure kalket i klare farver både udvendigt og indvendigt.

Via en underjordisk kanal forbundet til Eufrat-floden, som løb tværs igennem Babylon, kunne beboerne også nyde deres store indre gårdhaver fyldt med træer, buske og velduftende blomster.

Modsat byens middel- og underklasse, som oftest måtte vaske sig i Eufrat, havde Babylons overklasse egne baderum. Her blev der brugt sæbe – lavet af ler iblandet aske, soda og olie.

Badet foregik i et opmuret kar, som slaver fyldte med vand. Fra nomadefolket skyterne kendte babylonierne også til dampbad, hvor vand blev hældt på opvarmede, glohede sten. Ifølge forskerne var det formentlig kun de rigeste, som havde råd til dampbade.

Efter badet rensede slaverne de riges kroppe med skrabere og gned dem ind i planteolier. Hudplejen forhindrede, at huden tørrede ind, hvilket var en stor risiko i Babylons varme og tørre klima med hyppige sandstorme.

Hældt i hoved­bunden hjalp den klæge olie også med at kvæle parasitter og hindre udklækning af luseæg. Alligevel var utøj en evig plage, for alle havde tykt hår, hvorfra lusene rask fandt vej fra vært til vært.

Moden dikterede, at alle voksne mænd bar firkantet skæg. Hos middelklassen var det kort, mens adelige, embedsmænd og kongelige bar det langt.

Lusene var dog ligeglade med ejermandens sociale rang, og alle byens barberer havde kronede dage med at vandkæmme, sætte og bekæmpe utøj i kundernes uregerlige hår.

The Babylonian Marriage Market, illustration from 'Myths of Babylonia and Assyria' by Donald A. Makenzie, 1915 (colour litho)

Det årlige brudesalg var ifølge den græske historiker Herodot en af “babyloniernes mere fornuftige skikke”.

© Royal Holloway College

Slavemarkeder solgte brude til trængende mænd

Slaver blev handlet overalt i Babylon. Den gennemsnitlige pris for en kvinde var 140 g sølv, mens en mand gik for 340 g.

Ikke alle slaver blev dog sendt på arbejde i markerne. Ifølge den græske historiker Herodot fandt et stort bryllupssalg sted én gang om året, hvor mænd kunne købe sig en brud blandt slaverne:

“I hver landsby indsamles kvinder, som er gamle nok til at blive gift. Auktionarius får kvinderne op, én efter én, og sætter dem til salg. Velstillede babylonske mænd, som ønsker en kone, overbyder hinanden for at købe de flotte unge kvinder. Resten af byens borgere bliver til sidst tilbudt penge for at tage de grimme og krøblingerne”.

Andre slaver på podiet var børn og mænd. Som oftest var sælgeren et mandligt familieoverhoved, som skulle bruge pengene til at tilbagebetale gæld.

En mand kunne også sætte sig selv til salg. Ifølge loven måtte ingen dog holdes i denne form for gældsslaveri i længere tid, end det tog at tilbagebetale gælden.

Udsigten var en konge værdig

Vellugt var også en dyd i de kongelige gemakker. Når sommerheden lagde sig tungt over Babylon, flyttede hoffet ud af byen til et palads, som Nebukadnesar 2. havde opført nordpå.

På de udendørs terrasser spadserede de kongelige rundt og nød den rene luft – fri for byens stank af affald og afføring fra flodbredden.

Mens sommerpaladset i nord lokkede med sin friske luft, havde kongens to paladser inde i byen en betagende udsigt over Babylons hængende haver.

Nutidens arkæologer har dog ikke fundet endegyldige beviser for, at haverne har eksisteret. Det fundament, som den tyske$ arkæolog Robert Koldewey fandt i starten af 1900-tallet, regnes af flere arkæologer i dag for at være kælderen til en lagerhal.

De fundne kileskrifter fra stedet er nemlig siden blevet oversat og har vist sig at være lageropgørelser. Kildeskrifter fra antikken rummer imidlertid flere beskrivelser af det terrasseformede anlæg.

Ifølge disse var de hængende haver et mageløst syn. I år 400 f.Kr. skrev den græske læge Ctesias, at haverne var “tilplantet med alle slags træer, som imponerede med deres størrelse og skønhed”.

Anlægget var lige så berømt som Babylons største bygning og vartegn: en ca. 90 m høj trinpyramide – i Det gamle testamente kendt som Babelstårnet.

Verdenskortet: Babylonierne var de første til at lave lertavler med verdenskort. De ældste kort er fra det 7. århundrede f.Kr.

© The British Museum

Præsterne skulle formilde guderne

Kongens gode udsigt, overklassens saunaer og den bugnende handel afhang dog af gudernes velvilje, mente baby­lonierne. Alle, fra den usleste slave til kongen selv, frygtede gudernes luner.

I Babylon har arkæologerne indtil videre afdækket mere end 100 templer, hvor præster formildede guderne med bønner og afbrænding af offerdyr.

Alt var styret af en gud: Enlil bestemte et menneskes skæbne, Ishtar styrkede kærligheden og krigslykken, mens vejrguden Adad sørgede for regn.

Som resten af Babylon var templerne opført i brændte eller solbagte mursten, der skulle holdes ved lige af slaver. Fx skulle murene kittes og smuldrede sten udskiftes, for skift mellem tørke og regn fik murene til at sprække.

Ligesom Babylons præster havde tempelslaverne intet hår på hovedet for at undgå at besmitte gudens bolig med utøj.

Slaverne knoklede under pisken i marken eller hjalp til i selve templet. Her tog de bl.a. imod offergaver fra befolkningen og lavede mad til præsterne.

I gudinden Ishtars tempel hjalp slaver med at bage og dekorere de kager, som Babylons indbyggere købte for at fodre gudindens duer i templets forgård.

Ved at fodre duerne – et helligt symbol for Ishtar – håbede de troende med gudindens hjælp at få enten sunde børn, god sex eller ram på deres fjender.

Slaver havde ingen adgang til templernes helligste rum, hvor præsterne under specielle ceremonier slagtede offerdyr for at tage varsler af deres lever – en skadet lever tydede på, at onde tider var på vej.

Den store ziggurat i Babylon omtales i Det gamle testamente som Babelstårnet.

© Flavius (Petrus Sabbatius) Justinianus & Shutterstock

Guden boede i en penthouse-lejlighed

Babylonierne hyldede deres guder med trinpyramider, også kaldet ziggurater. Babylons største bygning var en ca. 90 m høj ziggurat viet til guden Marduk, som rejsende kunne se på miles afstand.

Pyramider anlagt i trin var kendt over hele oldtidens Mesopotamien. De såkaldte ziggurater skulle være så høje som muligt for at nå guderne, der ifølge babylonierne levede i himlen.

Hovedstaden, Babylon, havde rigets største ziggurat. Bygningen kunne ses viden om på den store slette, som Babylon lå på. Pyramiden var byens stolthed og åndelige centrum. I templet på toppen boede Marduk, Babylons bygud.

Kun byens præster og særligt indviede måtte vandre den lange tur op ad trapperne og besøge guden. Med sig bragte de offer­gaver, som de placerede på et alter.

Den græske historiker Herodot beretter, at en jomfru blev lagt på et leje inde i templet under nytårs-festivalen. Her skulle hun holde Marduk med selskab under festlighederne – men kvindens videre skæbne omtaler han ikke.

En ziggurat tjente også andre formål. Astronomer brugte de høje templer til at observere stjernernes vandring på nattehimlen. Stjernernes bevægelser blev nøje noteret, for babylonierne opfattede dem som varsler fra guderne.

Babylon endte som en ørkenruin

På trods af præsternes ihærdige indsats svandt Babylons magt ind efter Nebukadnesar 2.s død i 562 f.Kr.

Svage konger efterfulgte ham, og riget kom til at stå i skyggen af det stærke persiske imperium, som gennem krige efterhånden erobrede alle Babyloniens nabolande.

Snart blev også Babylon belejret af persiske styrker. Murene var uindtagelige, men med en krigslist erobrede perserkongen Kyros i 539 f.Kr. byen uden nævneværdig modstand: Ved at flytte Eufrats løb kunne perserne vandre ind i byen via flodlejet og erobre byen.

Kyros var en mild erobrer, som lod babylonierne fortsætte med at handle og tilbede deres egne guder. Men Babylons storhedstid var ovre.

Handlen døde langsomt ud, indbyggerne udvandrede, og uden vedligeholdelse ramlede lerbygninger og -paladser sammen efter få år.

I det første århundrede f.Kr. var Nebukadnesar 2.s mægtige by forvandlet til en støvet ruinhob.

Læs også:

Hverdagsliv

Hvilket brætspil blev spillet først?

3 minutter
Hverdagsliv

En underjordisk verden: Slave-tunnel opdaget under Hadrians villa

2 minutter
Hverdagsliv

Kakao: Gudernes drik

6 minutter

Log ind

Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!

Nulstil adgangskode

Indtast din email-adresse for at modtage en email med anvisninger til, hvordan du nulstiller din adgangskode.
Ugyldig e-mailadresse

Tjek din email

Vi har sendt en email til med instruktioner om, hvordan du nulstiller din adgangskode. Hvis du ikke modtager emailen, bør du tjekke dit spamfilter.

Angiv ny adgangskode.

Du skal nu angive din nye adgangskode. Adgangskoden skal være på minimum 6 tegn. Når du har oprettet din adgangskode, vil du blive bedt om at logge ind.

Adgangskode er påkrævet
Vis Skjul