Babylon var verdens centrum

Tyskere gravede Babylon fri af sandet

Robert Koldewey var lederen af et hold arkæologer fra Det Tyske Orientalske Kompagni, som foretog de første videnskabelige udgravninger af Babylon fra 1899-1917.

Byen lå i datidens Mesopotamien, slettelandet mellem floderne Eufrat og Tigris, i nutidens Irak.

Op gennem 1800-tallet havde flere andre arkæologer besøgt byen, men deres udgravninger var præget af tilfældighed og en jagt på værdifulde genstande – frem for en reel forståelse af de arkæologiske levn.

Meget af det fundne materiale blev derfor beskadiget, ødelagt eller ligefrem stjålet. Koldeweys hold var anderledes stringente og metodiske i deres tilgang.

Deres undersøgelser lagde kimen til historikernes nuværende forståelse af antikkens Babylon.

Koldeweys udgravninger kastede bl.a. lys over Babylons glansperiode, som udspillede sig under kong Nebukadnesar 2. (605-562 f.Kr.).

Byen var da kendt overalt – fra Grækenland i vest til Kina i øst.

“I pragt er der ingen anden by i verden, der nærmer sig Babylon”, skrev fx den græske historiker Herodot imponeret om byen i det 5. århundrede f.Kr.

På kongens befaling skød templer og paladser op alle steder, og byen bredte sig på begge sider af floden Eufrat med brolagte boulevarder og handelsgader.

Indbyggertallet svulmede samtidig til op mod 200.000, hvilket formentlig gjorde Babylon til datidens største by.

Alverdens varer kom til byen

Nebukadnesars by var omkranset af en 18 km lang ydermur, der beskyttede mod fjender – fx assyrerne, der tidligere havde erobret byen.

Otte porte førte gennem muren og ind i byen, hvoraf den mest overdådige var Ishtar-porten – opkaldt efter den babylonske krigs- og kærlighedsgudinde.

Nebukadnesar havde ladet porten opføre i blå glaserede teglsten med livagtige relieffer af dyr. Porten fungerede som Babylons officielle indgang.

Når karavaner kom til byen, benyttede de dog oftest en af de mindre prangende porte i syd, der førte ind til kvarteret Shuanna, hvor størstedelen af byens mange lager­haller lå.

I hallerne stuvede slaver byg, skind og uld fra Mesopotamien sammen med bl.a. cedertræ fra Libanon, kobber fra Cypern og guld, strudsefjer samt elfenben fra Egypten og Nubien.

Sågar rav fra det nordlige Europa og silke fra Kina fandt vej til Babylon via flere tusind km lange karavaneveje.

Adskillige sprog summede i hallerne – fra græsk til sumerisk, akkadisk, amoritisk, kassittisk, assyrisk samt aramæisk.

Sidstnævnte var datidens svar på engelsk – et sprog, som blev benyttet, når folk fra forskellige lande skulle kommunikere med hinanden. Alle krukker, sække og beholdere blev talt op og bogført.

Arbejdet blev foretaget af en skriver, som med en griffel lavede små, kantede fordybninger i en fugtig lertavle. At mestre kileskrift – et sprog bestående af piktogrammer – krævede 12 års skolegang.

I Babylon begyndte undervisningen fra 10-årsalderen i private skoler, hvor eleverne øvede sig ved at skrive af efter gamle kontrakter og regnskaber.

Det ved arkæologerne, fordi de har fundet eksempler på disse lertavler i resterne af byens skoler.

Lyd og lugt viste vej til markedet

Visse leverancer skulle dog ikke til lagerhallerne, men videre ind i byen. Fx til købmænd, som havde en bod i bydelen Merkes.

Området lå op ad Processionsgaden, byens hovedgade – men alligevel var det ikke nemt at transportere varerne frem.

Som resten af byen var Merkes en labyrint af gader og stræder med to- og treetagers lerhuse klinet sammen for at begrænse antallet af mure, der blev udsat for solen.

Selvom gaderne havde navne, lignede alle gadehjørner hinanden. Heldigvis kunne en besøgende, som ikke var stedkendt, følge sin næse og sine ører. Jo tættere han kom på markedsgaderne, desto mere larmede og lugtede byen.

Merkes havde ikke centrale markedspladser, men bestod af et virvar af gader fyldt med smalle, overdækkede boder. Mellem boderne lød de handlendes skrål, skræppen fra ænder og gæs og gadesangernes lokkende strofer.

Blandt de udbudte varer var kage, brød, frugt, smykker, grøntsager, klæder og krukker med den stærke dadelvin. Især på varme dage lugtede Merkes af friskslagtet kød, nybagt brød og den sødlige stank af affald fra madboderne.

Langs murene sad handicappede og tiggede. Deres udbytte var magert, for de fleste indbyggere gik i en stor bue uden om dem.

Handicappede blev i datidens verden anset for at være besat af dæmoner – som straf for at have krænket en af Mesopotamiens utallige guder.

“Den mand, som ikke har guden med sig, når han går på gaden, vil dæmonen klæbe til som en klædedragt”, lød en generel advarsel i Babylon.

Køber fastsatte prisen

Når en handelskaravane nåede de lokale købmænds boder, blev varerne båret ind i den dunkle underetage.

Vinduesåbninger var sjældne pga. den skærende sol, i stedet kom lyset fra olielamper på væggen, døråbningen eller fra hullet for enden af trappen, som førte op til det flade tag to-tre etager over gadeplanet.

Varerne blev stuvet i et lagerrum, og alt blev bogført. Hvis den lokale købmand frygtede, at skriveren rapsede under arbejdet – eller stod i ledtog med tyve, som ville begå indbrud – stod købmanden selv for registreringen.

I Babylon var skrivere altid under mistanke: “En skriver kan aldrig holde mund”, lød et mundheld.

Når varerne var på plads, og købmanden skulle betale, skete det ikke nødvendigvis med guld og sølv. En handel foregik ofte som en udveksling af varer, som blev byttet efter regler, der gjaldt overalt i Mesopotamien.

Reglerne var nedskrevet i kong Hammu­rapis lov ca. 1.000 år tidligere. Loven, som arkæologer har fundet indgraveret på en stele fra det 18. århundrede f.Kr., foreskrev bl.a., at køber altid bestemte prisen.

Ifølge loven var der også garanti på varerne. Fx 100 dages garanti for, at en slave ikke var epileptisk eller spedalsk.

Viste sygdommen sig inden for garantiperioden, kunne køber returnere varen – i loven kaldet “en slaveenhed” – og få sin betaling tilbage.

En yndet importvare var duftende olier, som den lokale købmand kunne bytte for en af Babylons specialiteter: klædedragter i farverigt stof pyntet med kunstfærdige broderier eller spundet guldtråd.

Forskerne har ikke fundet dragter fra oldtiden, for århundrederne har forvandlet stofferne til støv, men udgravede relieffer fra Babylon viser vævede dragter med masser af frynser.

Også græs­ke Herodot har givet en beskrivelse af datidens mode: “De bærer en tunika i linned, som når deres fødder, går med sandaler, og deres hår er langt. De binder også turbaner omkring hovedet”.

Babylons gader stank af bræk og affald

Efter handlen var det skik og brug, at en babylonsk købmand bød sin kollega på mad og drikke.

Fra relieffer ved arkæologerne, at bordene blev dækket med fisk, brød, granatæbler, meloner, rå løg, agurker og ristede græshopper på spyd.

Babylonierne havde ikke spisestuer. I stedet slæbte slaver udskårne borde og stole frem og dækkede op, hvor det nu måtte behage herskabet at sidde. Fx på taget, hvor en baldakin gav skygge.

Under måltidet fyldte slaverne købmændenes kopper med øl og vin brygget på byg og dadler. Selvom Babylon var omgivet af floden Eufrat, rørte de færreste vand.

Floden og dens kanaler blev nemlig brugt som en åben kloak, og om foråret blev Eufrat desuden fyldt af smeltevand fra bjergene i nord. Med sig bragte vandet frugtbart mudder og ral.

I stedet nød babylonierne gerne alkohol, som blev skænket i privaten og på byens barer. Her mødtes lokale og besøgende ved bordene for at spise, drikke og udveksle nyheder.

Byens gader stank af beboernes affald om dagen, og værts­husgæsternes bræk om natten. Når lugten blev for skarp, dækkede barejerne efterladenskaberne med tørt ler.

De rige havde badekar og sauna

Uanset nattens udskejelser var babylonierne fanatiske med deres morgen­toilette, hvor de smurte sig ind i olier, balsam og pomade.

Alle købmænd i Babylon vidste, at olierne havde en bred kundekreds. De bedste og dyreste – fra Egypten – var forbeholdt eliten, som boede i byens nordlige kvarterer nær kongens paladser.

Alt her emmede af rigdom og elegance. De brede gader var brolagt med flade sten eller sorte stykker naturasfalt.

Blandet med ler blev det tjæreagtige materiale slidstærkt og vandafvisende, så borgerne ikke fik mudrede sandaler i regnvejr.

I rigmandskvartererne havde husene op til fire etager med mure kalket i klare farver både udvendigt og indvendigt.

Via en underjordisk kanal forbundet til Eufrat-floden, som løb tværs igennem Babylon, kunne beboerne også nyde deres store indre gårdhaver fyldt med træer, buske og velduftende blomster.

Modsat byens middel- og underklasse, som oftest måtte vaske sig i Eufrat, havde Babylons overklasse egne baderum. Her blev der brugt sæbe – lavet af ler iblandet aske, soda og olie.

Badet foregik i et opmuret kar, som slaver fyldte med vand. Fra nomadefolket skyterne kendte babylonierne også til dampbad, hvor vand blev hældt på opvarmede, glohede sten. Ifølge forskerne var det formentlig kun de rigeste, som havde råd til dampbade.

Efter badet rensede slaverne de riges kroppe med skrabere og gned dem ind i planteolier. Hudplejen forhindrede, at huden tørrede ind, hvilket var en stor risiko i Babylons varme og tørre klima med hyppige sandstorme.

Hældt i hoved­bunden hjalp den klæge olie også med at kvæle parasitter og hindre udklækning af luseæg. Alligevel var utøj en evig plage, for alle havde tykt hår, hvorfra lusene rask fandt vej fra vært til vært.

Moden dikterede, at alle voksne mænd bar firkantet skæg. Hos middelklassen var det kort, mens adelige, embedsmænd og kongelige bar det langt.

Lusene var dog ligeglade med ejermandens sociale rang, og alle byens barberer havde kronede dage med at vandkæmme, sætte og bekæmpe utøj i kundernes uregerlige hår.

Udsigten var en konge værdig

Vellugt var også en dyd i de kongelige gemakker. Når sommerheden lagde sig tungt over Babylon, flyttede hoffet ud af byen til et palads, som Nebukadnesar 2. havde opført nordpå.

På de udendørs terrasser spadserede de kongelige rundt og nød den rene luft – fri for byens stank af affald og afføring fra flodbredden.

Mens sommerpaladset i nord lokkede med sin friske luft, havde kongens to paladser inde i byen en betagende udsigt over Babylons hængende haver.

Nutidens arkæologer har dog ikke fundet endegyldige beviser for, at haverne har eksisteret. Det fundament, som den tyske$ arkæolog Robert Koldewey fandt i starten af 1900-tallet, regnes af flere arkæologer i dag for at være kælderen til en lagerhal.

De fundne kileskrifter fra stedet er nemlig siden blevet oversat og har vist sig at være lageropgørelser. Kildeskrifter fra antikken rummer imidlertid flere beskrivelser af det terrasseformede anlæg.

Ifølge disse var de hængende haver et mageløst syn. I år 400 f.Kr. skrev den græske læge Ctesias, at haverne var “tilplantet med alle slags træer, som imponerede med deres størrelse og skønhed”.

Anlægget var lige så berømt som Babylons største bygning og vartegn: en ca. 90 m høj trinpyramide – i Det gamle testamente kendt som Babelstårnet.

Præsterne skulle formilde guderne

Kongens gode udsigt, overklassens saunaer og den bugnende handel afhang dog af gudernes velvilje, mente baby­lonierne. Alle, fra den usleste slave til kongen selv, frygtede gudernes luner.

I Babylon har arkæologerne indtil videre afdækket mere end 100 templer, hvor præster formildede guderne med bønner og afbrænding af offerdyr.

Alt var styret af en gud: Enlil bestemte et menneskes skæbne, Ishtar styrkede kærligheden og krigslykken, mens vejrguden Adad sørgede for regn.

Som resten af Babylon var templerne opført i brændte eller solbagte mursten, der skulle holdes ved lige af slaver. Fx skulle murene kittes og smuldrede sten udskiftes, for skift mellem tørke og regn fik murene til at sprække.

Ligesom Babylons præster havde tempelslaverne intet hår på hovedet for at undgå at besmitte gudens bolig med utøj.

Slaverne knoklede under pisken i marken eller hjalp til i selve templet. Her tog de bl.a. imod offergaver fra befolkningen og lavede mad til præsterne.

I gudinden Ishtars tempel hjalp slaver med at bage og dekorere de kager, som Babylons indbyggere købte for at fodre gudindens duer i templets forgård.

Ved at fodre duerne – et helligt symbol for Ishtar – håbede de troende med gudindens hjælp at få enten sunde børn, god sex eller ram på deres fjender.

Slaver havde ingen adgang til templernes helligste rum, hvor præsterne under specielle ceremonier slagtede offerdyr for at tage varsler af deres lever – en skadet lever tydede på, at onde tider var på vej.

Babylon endte som en ørkenruin

På trods af præsternes ihærdige indsats svandt Babylons magt ind efter Nebukadnesar 2.s død i 562 f.Kr.

Svage konger efterfulgte ham, og riget kom til at stå i skyggen af det stærke persiske imperium, som gennem krige efterhånden erobrede alle Babyloniens nabolande.

Snart blev også Babylon belejret af persiske styrker. Murene var uindtagelige, men med en krigslist erobrede perserkongen Kyros i 539 f.Kr. byen uden nævneværdig modstand: Ved at flytte Eufrats løb kunne perserne vandre ind i byen via flodlejet og erobre byen.

Kyros var en mild erobrer, som lod babylonierne fortsætte med at handle og tilbede deres egne guder. Men Babylons storhedstid var ovre.

Handlen døde langsomt ud, indbyggerne udvandrede, og uden vedligeholdelse ramlede lerbygninger og -paladser sammen efter få år.

I det første århundrede f.Kr. var Nebukadnesar 2.s mægtige by forvandlet til en støvet ruinhob.