Barndommen var brutal og livsfarlig

Avisdrengene endte i arbejdsløshed

Hvis børnene ikke fik job på fabrikkerne, kunne de være heldige at blive ansat som ærindedrenge eller til at rense rendestenene. “Ærindedrengene” solgte aviser, løb med varer og rejste endda kegler i en af tidens store diller for de rige: Bowlinghallerne.

Arbejdet i byernes gader var blandt de mest ufarlige, men også usikre, da børnene som regel blev opsagt, når de blev ældre, og siden fik svært ved at finde arbejde andetsteds.

Skorstensfejerne skulle være små og slanke

Efter den altødelæggende brand i London i 1666 indførte den engelske regering et lovkrav om skorstensfejning i storbyerne.

I de tætliggende og høje huse var skorstenene ekstremt smalle, og derfor fandt fejerne hurtigt på at sende børn ned i rørene for at rense dem for skadelige og brandfarlige aflejringer.

Skorstensfejeren havde som regel ansat op til 20 børn, der blev aflønnet af staten, og selvom jobbet var både farligt og sundhedsskadeligt, havde de små fejere som nogle af de få børn rent faktisk en karrieremulighed.

Efter at have arbejdet i syv år kunne de blive skorstenssvende og frit søge arbejde, hvor de ville – senere ventede muligheden for selv at blive mester og få ansatte.

Børn slæbte hakker og udstyr

I minerne begyndte børn som regel med at åbne og lukke lemme i mineskakterne, rense kul ved grubemundingen eller med at bære hakker for minearbejderne.

De lidt ældre børn fik tjansen med at transportere udstyr og hakker ned i minerne – et job, som var relativt ufarligt sammenlignet med det farlige arbejde,der ventede dem i kulminens dyb.

Hvis tømmerafstivningen ikke var ordentligt konstrueret, kunne gangenes loft kollapse og spærre de uheldige inde. Gasudslip kunne forårsage enorme eksplosioner, som fik minegange til at styrte sammen og begrave de uheldige.

Når børnene blev ældre, fik de den slidsomme opgave at trække kulvogne gennem de trange gange frem til mineskakten, hvor et dampdrevet hejseværk bragte kullene op til overfladen.

Portene skulle passes

De yngre børn i minerne arbejdede ofte som “døråbnere”, der havde ansvaret for at åbne de såkaldte trapdoors i gangene. De tunge træporte sørgede for at afspærre de forskellige mineafsnit for at begrænse omfanget af en eksplosion.

Ved hver dør sad en dreng med en snor, som var fastgjort til porten. Arbejdsdagen var 12 timer og foregik i buldrende mørke. Når drengen hørte en kulvogn nærme sig, skulle han åbne porten.

Arbejdet som døråbner var et af de nemme i minen, men det var meget ansvarsfuldt og ensomt. Og selvom det ikke var så farligt som at arbejdet i minegangene, var børnene udsat for kulde og fugt, og mange døjede med sygdom.

Så afgrøder og tage til marked

Efterhånden som flere søgte mod byerne, kom landbruget til at mangle arbejdskraft – og her kunne børn spille en vigtig rolle. De var ikke nær så efterspurgte som i byerne og begyndte typisk først arbejdet på gårdene i 10-årsalderen.

Børnene blev fx sat til at vogte dyrene, grave kartofler og høste andre afgrøder og endda at sørge for at få husdyrene på markedet.

Når sommeren gik på hæld, og høsten var i hus, fortsatte arbejdet for børnene, som fx blev sendt i skovene for at samle brænde. Efterhånden som de blev ældre, kunne de få flere fysiske opgaver, herunder at pløje markerne.

Børn var levende fugleskræmsler

Også de fattige landarbejderfamilier forsøgte at finde job til deres yngre børn, men ofte uden held. For nogle lykkedes det dog at sikre sig arbejde på en af gårdene til de yngste.

Her kunne de syv-otteårige være heldige at få et job som fugleskræmsler ude på markerne – et arbejde, som foregik fra klokken fire om morgenen, hvor fuglene vågnede, til klokken syv om aftenen, altså en 15-timers arbejdsdag blot afbrudt af pauser til at spise brød og nogle gange få en skive ost eller lidt flæsk, hvis de var heldige, at gårdejeren spædede lidt ekstra til frokosten.

Døden ved spindemaskinerne

For børnearbejdere var arbejde på fabrik et af de farligste, de kunne få. Alligevel var jobbet eftertragtet, da det gav mulighed for at arbejde i storbyerne, som i 1800-tallet virkede som en magnet på millioner af mennesker.

Fabrikkerne betalte en dårlig løn, og arbejdsdagen lød på 12-14 timer. For at sikre sig ekstra billig arbejdskraft hentede fabriksejerne gerne børn på børnehjemmene. Børnene her kunne hyres uden betænkning hos myndighederne, der tjente på arrangementet.

Mange af de unge arbejdere stod ved de mekaniske vævemaskiner og skulle fx ordne en knækket tråd – et livsfarligt job, for maskinerne ikke blev stoppet, så fingre, arme og ben nemt kom i klemme.

De mange tekstilfabrikker var desuden varme og støvede, og den dårlige ventilation forårsagede åndedrætsproblemer, øjeninfektioner og maveproblemer.

Skraldejobbet var livsfarligt

Da børnene var små og smidige, fik de også til opgave at kravle ned under fabrikkens tunge maskiner, mens de kørte. Her skulle de fx fjerne løsrevne bomuldsstykker, et arbejde, som i fabriksjargonen blev kaldt “at skralde”.

Jobbet var ikke for børn – bogstavelig talt – for fabrikkerne oplevede jævnligt alvorlige ulykker, hvor de små ansatte blev skalperede og mistede dele af ansigtet, hvis håret blev fanget i maskinen, mens de befandt sig under den. Andre fik hænderne knust mellem de roterende hjul, og nogle børn mistede livet, hvis de af træthed under den 14-timers arbejdsdag faldt i søvn hen over maskinen.