Bikinien sætter verden i brand

Publikum snapper efter vejret, da den 18-årige nøgendanserinde Micheline Bernardini træder frem i Piscine Molitor – en mondæn badeanstalt i den franske hovedstad. Réards “bikini” består af små stykker trekantet stof forbundet med tynde snore, der kun akkurat dækker danserindens bryster og underliv.

Til ære for de fremmødte fotografer indtager Bernardini den samme positur som Frihedsgudinden i New York.

Der vil dog gå lang tid, før bikinien bliver hilst velkommen af USA og resten af den vestlige verden. Det minimale badetøj vækker så dyb forargelse, at store dele af pressen i årevis nægter Réards kreation spalteplads i et forsøg på at tie uanstændigheden ihjel.

VIDEO: Se Micheline Bernardini fremvise verdens første bikini.

2. verdenskrig sætter gang i en trend

Designeren Louis Réard havde taget tilløb til bikinien i mere end et årti. Siden 1930’erne havde han produceret todelt badetøj til den franske overklasse. Målet var – med Réards egne ord – at klæde “de smukke, de rige og de velstillede” i badetøj, der gav dem mulighed for at indtage de franske strande med stil.

Før lanceringen af bikinien var tøjstilen blandt badegæster noget mere konservativ. Godt nok havde den amerikanske modeskaber Carl Jantzen allerede i 1913 designet en løsthængende, todelt badedragt, men den dækkede fortsat kvindens krop ned til knæene.

Opfindelsen af nye materialer som nylon i midten af 1930’erne betød dog, at badetøj i stigende grad kunne følge kroppens form.

Under 2. verdenskrig blev der også indført rationering på tekstiler i Europa og USA. I 1943 krævede USA’s regering således, at forbruget af stof skulle reduceres med 10 pct. For at spare blev badetøjets ærmer og bukseben kortere.

Badedragterne krymper

Efter krigens afslutning blev den todelte badedragt for alvor udbredt i Europa og USA. Som den franske avis “Le Figaro” forklarede:

“Folk krævede de basale glæder ved havet og solen tilbage, og kvinder i todelte badedragter signalerede en slags frigørelse. Der var ikke noget seksuelt ved det. Badedragten blev i stedet en hyldest til frihed og en tilbagevenden til glæderne i livet”.

Hyldesten til den genvundne frihed var også det, der inspirerede den franske modedesigner Jacques Heim. I maj 1946 lancerede han sin badedragt kaldet “Atomet” under sloganet “verdens mindste badedragt”.

Dragten viste en smule af kvindens mave, men dækkede navlen, og underdelen havde form som tætsiddende shorts, der nåede et stykke ned over lårene.

På samme tid bemærkede den parisiske tøjdesigner Louis Réard, at mange kvinder smøgede badetøjet op for at få mere sol. Derfor designede han sin egen todelte badedragt – kaldet “bikini” – der som den første af sin slags ikke dækkede navlen.

Ved lanceringen i Paris indtog den veldrejede nøgendanserinde Micheline Bernardini scenen. Som Louis Réard formulerede det, var hans kreation “en todelt badedragt, der afslører alt om en pige – undtagen hendes mors pigenavn”.

De to rivaliserende tøjdesignere forsøgte hver især at promovere deres kreation som verdens mindste. Heim hyrede en pilot til at flyve over Cannes med reklameteksten “Atomet – verdens mindste badedragt”.

Få uger senere foretog Réard samme stunt med budskabet “Bikini – mindre end verdens mindste badedragt”.

Ifølge Réard måtte en bikini aldrig være større, end at den kunne trækkes gennem en vielsesring.

Paven fordømmer bikinien

Et opgør med fortidens puritanske livssyn banede sig så småt vej i den vestlige verden, men de dristige badedragter var endnu for kontroversielle til den brede befolkning.

Kun de mest frisindede kvinder i Frankrig iførte sig derfor Heims – og i endnu mindre grad Réards – badetøj på stranden.

Én enkelt sejr kunne Réard dog notere: Hans reklamestunt havde været så succesfuldt, at stort set alle todelte badedragter få år efter lanceringen blev omtalt som bikinier.

Men både Italien og Spanien forbød hurtigt bikinierne, og i 1949 fik også franske kvinder forbud mod at vise sig i badetøjet på flere strande. I årene efter fulgte Portugal, Australien, Belgien og flere amerikanske delstater trop med lignende forholdsregler.

Bikinien var dog ikke så nem at få bugt med. Da den 22-årige model Kiki Håkansson fra Sverige i 1951 skulle kåres som vinder af den første Miss World-konkurrence, trådte hun op på podiet iført bikini. Men hendes tøjvalg vakte harme verden over.

Feminister tordnede mod den diminutive dragt, som – mente de – reducerede kvinden til et “sexobjekt”, mens rettroende socialister fordømte bikinien som “kapitalistisk dekadence”.

Modviljen fik arrangørerne til at forbyde den omdiskuterede badedragt. Senere har Miss World-konkurrencen dog genindført bikinien i den såkaldte badetøjs-runde.

Den hårdeste fordømmelse kom fra kristne organisationer – anført af selveste pave Pius 12. I en officiel erklæring kaldte han bikinien for “syndig”.

I Vatikanstatens officielle avis, “L’Osservatore Romano”, var der skruet endnu mere op for retorikken. Her kunne fromme katolikker læse, at bikinien var som Apokalypsens fire ryttere, der indvarsler dommedagen i Johannes’ Åbenbaring. Den forbandede badedragt ville føre til verdens undergang, advarede avisen.

End ikke Réards og Heims kolleger viste nogen forståelse. De to mænds kreationer blev mødt med larmende tavshed, og hvis modemagasinerne en sjælden gang nedværdigede sig til en omtale, var kritikken nådesløs. I 1951 skrev Vogue:

“Vi er ret overbeviste om, at vore læsere ikke vil have noget som helst at gøre med den forfærdelige bikini, der har forvandlet nogle kyster til skandaløse varieté-shows”.

Få år senere kunne modebevidste kvinder i magasinet Modern Girl Magazine læse følgende svada:

“Der er ingen grund til at bruge spalteplads på den såkaldte bikini, da det er utænkeligt, at en pige med blot en smule takt og anstændighed nogensinde vil iklæde sig en sådan ting”.

GALLERI: Bikiniens historie i billeder

Starletter sikrer gennembrud

Fordømmelsen af deres kreationer tvang Réard og Heim til at skabe andre mere klassiske badedragter. Men så, i foråret 1953, fik den kontroversielle bikini et mindre gennembrud under filmfestivalen ved Cannes.

Til fotografernes store glæde slangede den 18-årige filmdebutant Brigitte Bardot sig i sandet iført en blomstret bikini. Hun havde netop medvirket i “Manina: The Girl in the Bikini”, og hendes optræden i Cannes var med til at blåstemple badedragten.

Op gennem årtiet lod flere andre af tidens største kvindelige filmstjerner – heriblandt Marilyn Monroe – sig ligeledes fotografere iført bikini.

Opfindelsen af det hurtigttørrende og elastiske lycra i 1958 hjalp yderligere på bikiniens udbredelse. Nu var det slut med at gå rundt i tungt, vådt badetøj lang tid efter en dukkert.

Det kontroversielle badetøj var nu så accepteret, at musikere turde skrive sange om det. Nummeret “Itsy Bitsy Teenie Weenie Yellow Polkadot Bikini” blev i 1960 en verdensomspændende hitsingle for den amerikanske sanger Brian Hyland. Nummeret fik samme år en dansk version sunget af Dirch Passer: “En mægtig smart med meget sart bikini”.

Det helt store gennembrud for bikinien kom dog først i 1962. Her steg den schweiziske skuespillerinde Ursula Andress op fra havet kun iført en hvid bikini og en dykkerkniv i James Bond-filmen “Dr. No”.

Spionfilmen udløste en kolossal efterspørgsel på bikinier i Europa, og da brystbomben Raquel Welch fire år senere viste sin bikiniklædte krop frem i filmen “One Million Years B.C.”, kom amerikanerne også med på bølgen.

VIDEO: Se Ursula Andress stige op af havet i Bond-filmen “Dr. No”.

Takkebrevene vælter ind

Ifølge den franske modehistoriker Olivier Saillard blev bikinien verdens mest populære badedragt pga. “kvindernes magt, ikke modens magt. Frigørelsen af badetøj har altid været forbundet med frigørelsen af kvinder”.

Jacques Heim døde i 1967, mens Louis Réard sov ind i 1984 – og da var bikinien for længst et verdensomspændende megahit.

Forbuddene mod den minimale badedragt var blevet ophævet de fleste steder, og alene i USA stod bikinien for 20 pct. af badetøjssalget. Louis Réard havde taget patent på sin bikini, men trods flere søgsmål mod pirat-designere blev den franske modeskaber aldrig rig på sin opfindelse.

Til gengæld sikrede bikinien Micheline Bernardini livslang berømmelse. Efter sigende har den 94-årige model modtaget 50.000 fanbreve. De fleste af dem er – ikke overraskende – afsendt af mænd.