Brev fra den første miljøaktivist: “Hold op med at sprøjte gift fra luften”

Samtidig anser jeg giftspredningen som ulovlig indtrængen på privat grund. Her er disse dødelige skyller hverken nødvendige eller ønskelige.

Jeg er i tæt kontakt med staten Massachusetts’ ministerium for naturbevaring og har desuden fået forbindelse med en mand, som vil være god for sagen.

Mr. Allen Murphy, som han hedder, fortæller, at han i et af sine naturreservater har dyr og fugle, som har været udsat for spredning af DDT i Connecticut.

Dyrene er sterile eller får vanskabt afkom. Det samme kan ske for os mennesker. Vor mand i Naturbeskyttelsen siger, at Benson* kun agter at sprede DDT i det nordlige Vermont, det nordlige New Hampshire og dele af Maine dette forår.

Selvom nyheden er en personlig lettelse, gør det ikke kampen nemmere. Fuglene i det nordlige Vermont er mig jo lige så kære som mine egne.

Kampen fortsætter altså mod spredning fra luften her i Massachusetts. Ingen kan desuden vide sig sikre, når det angår Benson. Sidste sommer slog han til mod sine ofre uden varsel.

Jeg er, min elendighed til trods, glad for, mine gode venner bakker mig op.

De kærligste hilsner fra os begge
Olga

Duxbury, USA, 29/1 1958

Bevis for DDT’s skadelige virkning

Til redaktøren af The Herald

Mr. R.C. Codman skriver, at han “er aktivt forbundet med” Massachusetts’ spredningsprogram med det påståede formål at bekæmpe myg.

Codman påstår også, at forsøg, udført af staten, har påvist, at den blanding af olie og DDT, som sidste sommer blev spredt over Plymouth og Barnstable Counties, var fuldstændig uskadelig.

De, som udførte de nævnte forsøg, må da have brugt briller med sortsværtede glas. Og ørrederne, som angiveligt ikke tog skade af giften, må have været super-fisk.

Mine kære agtværdige videnskabsfolk! Jeg kan fortælle, at dr. Robert C. Murphy* sidste år, efter at staten New York spredte gift over Long Island på samme måde, observerede, at ingen af fiskene i det stillestående vand i området overlevede behandlingen.

Alle bier i en stor del af staten blev desuden dræbt. Faktisk forholder det sig sådan, at beviserne for de katastrofale skader, som er forårsaget af DDT, hober sig op så hurtigt, at mr. Codmans forsonlige forsikringer forekommer aldeles absurde.

Flyet med gift fløj over vores lille by sidste sommer. Siden vi bor tæt ved sumpene, fik vi flere af de dødbringende doser, mens flyet på kryds og tværs overfløj vores ejendom.

Der skal ikke herske tvivl om, at vi betragter spredning af virksom gift over privat ejendom som en meget alvorlig krænkelse af ejendomsretten.

Den “uskadelige” skylle dræbte syv af mine smukke sangfugle. Vi indsamlede tre døde fugle den følgende morgen. De lå lige uden for vores dør.

Fuglene havde levet tæt sammen med os. De var tillidsfulde og byggede rede i vores træer år efter år.

Dagen efter det første fund fandt vi yderligere tre fugle, som lå døde ved fuglebadet. (Jeg tømte det og skurede det, da flyet havde passeret, men INTET KAN SLÅ DDT ihjel). Den følgende dag faldt en rødhals pludseligt ned fra en gren i vores skov. Vi følte os syge om hjertet og magtede ikke at lede efter flere lig.

Alle disse fugle led et frygteligt endeligt, og de døde alle på samme måde. Deres næb var vidt åbne og deres kløer spredte og trukket op til brystet – et tegn på, at de gennemgik store lidelser.

Mr. Codman sagde, at han, hvis han skulle vælge mellem DDT og myg, ville vælge DDT. Men vi fik ikke noget valg; vi fik begge dele.

Hele sommeren, hver eneste gang vi gik ud i haven, blev vi angrebet af de største myggesværme*, som nogensinde er set heromkring.

Til gengæld var både græshopper, bier og andre uskadelige insekter forsvundet.

Vi kan ikke ændre denne ulykkelige situation ved at fordoble styrken på giftstoffet og derefter gentage spredningen.

Nej, kuren lyder i stedet: HOLD OP MED AT SPRØJTE GIFT FRA LUFTEN. Stands det overalt, indtil vi har alle beviser og oplysninger om, hvordan stoffet virker.

Beviserne skal være af biologisk og videnskabelig art. De skal til fulde afdække giftens virkning både på kort og på lang sigt og undersøge konsekvenserne for såvel mennesker som dyr.

At sprede gift fra luften er hverken nødvendigt eller ønskeligt. Det er udemokratisk og efter alt at dømme tilmed i strid med forfatningen.

For os, som står her, hjælpeløse på den forpinte jord, er situationen uudholdelig.

Olga Owens Huckins

Efterskrift

Olga Owens Huckins’ breve fik Rachel Carson til at kaste sig over studiet af DDT’s skadelige virkninger.

Resultaterne udgav Carson i 1962 i “Det tavse forår”, bogen, som lagde grunden til den moderne miljøbevæg­else.

DDT blev forbudt i USA i 1972, men bruges endnu i visse dele af verden, fx i Asien og Afrika.