Briterne elskede græsbowling

I middelalderen havde adelsfruer fremstillet mindesmykker med en hårlok fra en afdød slægtning, som de ønskede at mindes. Giftemodne kvinder havde sendt breve med en nydeligt arrangeret hårlok til deres bejlere – som tegn på interesse.

Da romantikken bredte sig i 1800-tallets Europa, blev den gamle skik taget op igen, og briterne kastede sig – høj som lav – over at fremstille halskæder og brocher pyntet med flettet hår. Nu var håret ikke begrænset til at udtrykke sorg eller kærlighed – for entusiasterne blev det såkaldte hårarbejde til en altopslugende hobby.

Dronning Victoria besøgte i 1855 den franske kejserinde Eugénie i Versailles og forærede hende et armbånd fremstillet af den britiske monarks eget hår. Den kongelige interesse gav fritidssyslen endnu mere medvind. Og da verdensudstillingen i Paris åbnede samme år, kunne de besøgende nyde et portræt af Victoria i fuld størrelse – udelukkende fremstillet af menneskehår.

Briterne var vilde med keglespillet skittles, der gik ud på at trille en tung bold hen ad en græsplæne for at vælte ni kegler for enden af banen.

Forfatteren Joseph Strutt beskrev i sit store værk The Sports and Pastimes of the People of England skittles som “en af de underholdningsformer, man kun ser ved siden af simple værtshuse”, og næsten altid som “optakt til fuldskab og udskejelser”.

Skittles blev da også næsten udelukkende dyrket af øltørstige mænd fra underklassen, selvom spillet oprindeligt havde været en adelig fornøjelse. Skittles gik derpå af mode blandt overklassen, der i stedet kastede sig over den amerikanske videreudvikling af spillet: Bowling.

I 1849 åbnede en luksuriøst indrettet indendørs bowlingbane med dyre møbler og kandelabre i det centrale London. En avis berettede:

“Som en underholdningsform, der kræver færre fysiske kræfter end det vulgære skittles, vil dette spil uden tvivl blive populært”.

Reglerne til fodbold blev formuleret på Storbritanniens universiteter, men arbejderklassen tog alligevel sporten til sit hjerte. Som sekretæren i det engelske fodboldforbund, FA, så smukt formulerede det i 1866:

“Hvad der var en rekreation for de få, er nu blevet en syssel for tusinder”.

Af alle briternes hobbyer blev fodbold den, som flest kastede sig over i deres fritid – enten som aktive spillere eller som hujende, klappende og højt syngende tilskuere.

Charles Darwin og flere andre gjorde med deres videnskabelige undersøgelser naturens dyr og planter til et populært emne i 1800-tallets Storbritannien. Interessen fik et hav af mennesker til at kigge efter fugle, fange insekter og sågar samle tang.

Husmødre og familiefædre valfartede til de britiske kyster for at samle tang, der herefter blev identificeret, tørret og klæbet ind i en bog. Hobbyen var billig – især for folk, der boede tæt på kysten og skulle på jagt efter planter, som husets tangbog endnu ikke rummede.

I 1881 anbefalede forfatteren A.B. Hervey, at samlere medbragte følgende grej til turen:

“Tang, saks, en lang kæp med en nål for enden (til at gennembore flydende tang med, red.), 2-3 hvide tallerkener (til at lægge tangen på, mens den blev vasket ren, red.) og noget papir eller gammelt bomuldsstof til at tørre planterne med”.

Ifølge Hervey var det bedst at montere tangen i sin samlebog allerede på stranden.

Et lokale med klaver var alt, korsang krævede; bl.a. derfor blev hobbyen et af 1800-tallets helt store trækplastre.

Korsang kunne også noget så sjældent som at samle det klassedelte Storbritannien – korene kom snart til at rumme en skøn blanding af fabriksarbejdere, skolelærere og hjemmegående husmødre. Overklassen holdt sig dog på behørig afstand.

Foreningerne var seriøse, og øveaftenerne måtte ikke gå op i druk, især fordi halvdelen af koret ofte bestod af kvinder. Huddersfield Choral Society var en smule rummeligere end de fleste og tillod medlemmerne at drikke moderat.

“På de månedlige øveaftener må hvert medlem drikke tre gills (0,4 liter, red.) øl”, hed det i foreningsvedtægterne.

Fra 1850’erne blev konkurrencer en vigtig del af sangen. Amatørkor dystede mod hinanden på festivaler, der udviklede sig til tilløbsstykker, hvor flere tusind tilskuere troppede op.

Efterhånden som jernbanenettet voksede, og billetterne blev billigere, fik også arbejderklassen chancen for en dukkert i havet.

Mens turen fra London til badebyen Brighton i 1820’erne havde taget syv timer med hestevogn, nåede tog 40 år senere frem til kysten på bare to timer. Og prisen var en tredjedel af hestevognenes.

Arbejderne havde som regel kun råd til én årlig tur til vandet, men så blev det også betragtet som årets absolutte højdepunkt at trække i badedragten og nyde havvandet og den friske luft.

Den store tilstrømning medførte, at briternes badebyer snart kunne tilbyde et væld af forlystelser. Orkestre spillede på stranden, og promenademoler med farverige tivoliboder skød ud fra Sydenglands kyst.

Den store badedag kunne også kombineres med en tur op i et af de talrige udsigtstårne, som blev opført.

Væltepeteren havde været overklassens cykel – dyr og temmelig farlig at styrte med. Da briten John Starley i 1885 lancerede sin såkaldte sikkerhedscykel med kædetræk og to lige store hjul, blev Storbritannien ramt af cykelfeber.

Sikkerhedscyklen var lettere at køre på, og med industrialderens masseproduktion raslede priserne ned. Især middelklassen tog den nye jernhest til sig og nød, at det nu var muligt at bruge fridagene til at udforske de landlige egne. Mange blev medlem af en klub, som arrangerede længere søndagsture.

“At befinde sig mange mil væk fra alting langs de mest mosklædte bredder, som inviterer til at ligge henslængt med en pibe tobak og snakke stille med hyggelige klubkammerater – dét er smagen af cykellivets sande sødme”, skrev et medlem.

Cykler var i 1890’erne stadig uopnåelige for arbejderklassen pga. prisen, men i de britiske badebyer kunne de leje én og prøve kræfter med det nye transportmiddel.

Flodbølgen af arbejdere på jagt efter en fritidssyssel satte klassesamfundet under pres. Hvad skulle den fordomsfulde overklasse nu kaste sig over – uden risiko for nærkontakt med “simple mennesker”?

Svaret blev tennis, der i forskellige former havde været kendt siden 1100-tallet. I 1873 skitserede briten Walter C. Wingfield reglerne for det moderne spil, og overklassen tog med kyshånd imod sporten. Opfindelsen af plæneklipperen sikrede, at briterne spillede på perfekt studsede baner, og da sporten ikke indebar fysisk kontakt, blev den også særdeles populær blandt fine damer.

Kvinderne måtte dog tage sig i agt, for victoriatidens strenge moral forbød dem at vise bare arme og ankler. Spillerne måtte derfor iføre sig langærmede kjoler, der nåede ned til skoene.

I 1884 kom dametennis for første gang på programmet under den prestigefyldte Wimbledon-turnering, og talent talte nu mere end ædel byrd. Finalen blev vundet af den 19-årige præstedatter Maud Watson, som besejrede sin søster – de var begge iført korset og afstivede underskørter for ikke at vække anstød.