William Hogarth tegnede briternes dyremishandling i 1700-tallet.

Briterne kom i tvivl: Må vi ikke pine dyrene?

Dyremishandling var hverdag i England frem til 1800-tallet – fjerkræ fik benene hugget af, katte blev brændt og heste tæsket ihjel – for bæsterne havde hverken sjæl eller følelser. Men så meldte tvivlen sig.

Dyremishandling var hverdag i England frem til 1800-tallet – fjerkræ fik benene hugget af, katte blev brændt og heste tæsket ihjel – for bæsterne havde hverken sjæl eller følelser. Men så meldte tvivlen sig.

Bridgeman Images

Hvide tirsdag, dagen før fasten, i det Herrens år 1739 samles børnene i den midtengelske by Stratford-upon-Avon. Hvert år på denne dag gennemfører de et fast ritual.

Hujende binder børnene en hane til en pæl i skolegården. Herefter samler de sten og kæppe. Nu kan legen begynde.

Skolebørnene sigter på det skrækslagne dyr og begynder at kyle stenene og kæppene mod hanen. Hver gang de rammer, jubler de.

Den groteske leg fortsætter, indtil hanen ligger helt stille på jorden – blodig og død.

Har dyrene en sjæl? Det store spørgsmål blandt engelske filosoffer.

Traditionen er hundreder af år gammel, og børnene er henrykte. Alligevel får optrinnet det til at vende sig i skolelæreren Joseph Greene:

“Hvordan kan fornuftsvæsener anse det for en ædel sport at binde et uskyldigt, svagt, forsvarsløst dyr til jorden for derefter at smadre dets knogler med en kæp”, skrev han oprørt i et brev til en ven.

Greene var ikke den eneste, der i 1700-tallet kritiserede briternes systematiske dyremishandling. Landet havde på dette tidspunkt – bortset fra Holland – Europas største antal husdyr i forhold til indbyggertallet, og dyrenes liv var et helvede.

Briterne så dem som primitive væsener, hvis liv og død Gud havde lagt i menneskenes hænder. De kunne derfor mishandles på enhver tænkelig måde.

Men den store debat var i gang: Har dyrene en sjæl? Og hvis de har, kan menneskets overgreb så retfærdiggøres?

Gud gav dyrene til mennesket

200 år forinden – i 1500-tallets England – var alle enige om, at Jordens dyr ingen sjæl besad. Mennesket alene havde en sjæl og bevidsthed. Englænderne kunne derfor frit bruge dyrene som føde eller som arbejdskraft.

Ifølge datidens teologer var dyrenes lidelser et resultat af syndefaldet. I Paradisets Have, fortalte Det gamle testamente, levede mennesker og dyr fredsommeligt sammen. Mennesket spiste ikke kød, og dyrene var tamme.

Oprindeligt levede dyr og mennesker i harmoni i Paradis.

Ifølge Det gamle testamente fik mennesket herskerret over alverdens dyr, da Adam og Eva blev smidt ud af Paradisets Have.

© The Metropolitan Museum of Art/Robert Lehman Collection, 1975

Men alt ændrede sig, da Adam, det første menneske på Jorden, trodsede Guds forbud mod at spise frugten fra kundskabens træ. Som straf gjorde Herren dyrene vilde og umedgørlige, så mennesket med vold måtte undertvinge dem.

“Hos alle de vilde dyr, hos alle himlens fugle og hos alle havets fisk (...) skal der være frygt og rædsel for jer; de er givet i jeres magt”, lyder det i 1. Mosebog.

Medfølelse med dyrene, når de blev tæsket på marken eller slagtet, kunne der altså ikke blive tale om. Faktisk var deres lidelser mest synd for menneskene.

“At de fik det værre (efter syndefaldet, red.), er ikke en straf mod dem, men en del af vores”, anførte biskoppen William Cowper salvelsesfuldt i anden halvdel af 1500-tallet.

Dyrene kunne derfor mishandles efter forgodtbefindende. Og det blev de.

Heste blev pisket, indtil de faldt om.

Langt op i 1800-tallet kunne folk dagligt se dyr blive pisket og tæsket i byerne og på landet.

© Bridgeman Images

Husdyr levede og døde i smerte

Holdningen var praktisk for briterne, som fortærede mere kød end noget andet europæisk folkeslag. Fårekød var en gammel favorit. Og da heste i løbet af 1500-tallet afløste okser som trækdyr, endte okserne i stedet på middagsbordet.

“Folk i London spiser mere okse- og fårekød på en enkelt måned end hele Spanien, Italien og en del af Frankrig på et helt år”, skrev den samtidige digter Henry Peacham.

“Stik en kniv i hans flanke og lad ham løbe rundt med den, indtil han dør”. Lægen Thomas Muffet om slagtning af grise.

Slagtemetoderne var brutale. For at dræne blodet fra kødet blev kalve og lam stukket i halsen, så blodet flød. Herefter blev såret lukket, så dyret kunne leve en dag mere, inden processen blev gentaget.

Heller ikke grise måtte slagtes hurtigt.

“Stik en kniv i hans flanke og lad ham løbe rundt med den, indtil han dør”, skrev lægen Thomas Muffet omkring år 1600.

Især ukastrerede handyr fik en grum skæbne. Tyrens kød ansås for uspiseligt, medmindre det store dyr først blev jagtet og angrebet af hunde – såkaldt bullbaiting. Antagelsen var, at de voldsomme bevægelser ville fortynde tyrens blod og gøre kødet bedre.

Omvendt med grisene – her mente de fleste, at grisekød var bedst, hvis dyrene blev holdt komplet inaktive. Allerede i 1600-tallet blev grise derfor anbragt i stier så små og smalle, at de ikke kunne vende sig, men kun ligge på maven.

“De spiser i smerte. De ligger i smerte. Og de sover i smerte”, skrev en samtidig iagttager.

Endnu mere hjerteløs var behandlingen af fjerkræ. Gæs, som skulle fedes op, fik fødderne sømmet fast til gulvet, så de ikke løb fedtet af sig.

Samme antagelse fik bondekoner til at kappe benene af de levende høns. Sådan blev kødet angiveligt lækrere.

Men sent i 1600-tallet begyndte synet på verden at ændre sig.

Dagligt blev tusinder af dyr slagtet i de britiske byer.

Briterne var meget stolte af deres slagterier. Her Leadenhall-slagteriet i London, ca. 1870.

© Bridgeman Images

Briterne elskede en god bøf

Intet overgik i briternes øjne en god steg. Kød gav som ingen anden spise næring og styrke. Englands kødforbrug var derfor enormt.

Englændernes hang til kød var i 1700-tallet legendarisk langt ud over landets grænser.

“Jeg tror ikke, at nogen englænder, som kalder sig sin egen herre, nogensinde har spist en middag uden kød”, noterede den finsk-svenske naturforsker Pehr Kalm efter en rejse i England.

Ingen anden europæisk nation, bortset fra Holland, havde så mange husdyr. Og briterne var umådelig stolte af deres slagterikapacitet.

“Vore slagtehuse er Europas vidunder, ja hele verdens”, skrev lægen Thomas Muffet.

Omkring halvdelen af befolkningen spiste kød hver dag, mens den fattigste del måtte nøjes med kød en-to gange ugentligt. I London alene blev der i 1726 årligt slagtet 100.000 stykker kvæg, 100.000 kalve og 600.000 får.

Landets læger anbefalede kød som hovednæringskilde, da det var mere nærende end nogen anden spise, hvilket især var vigtigt i det kolde Nordeuropa.

Historikere mener, at England overtog rollen som én af verdens mest kødspisende nationer i 1600-tallet.

I dag er briterne faldet langt ned ad listen over kødspisere. En tredjedel af briterne oplyser, at de ikke spiser kød, eller at de har skåret kraftigt ned.

Har dyr en sjæl?

Filosofferne havde længe ment, at dyr ikke følte smerte, og de havde slet ingen bevidsthed. 1600-talsfilosoffen Kenelm Digby erklærede ligefrem, at fugle var en slags maskiner: De byggede rede, lagde æg og opfostrede unger, på samme måde som et ur bevæger viserne og slår timeslag.

Men menneskets verdensbillede var under forandring. Nye indsigter afslørede, at mennesket ikke var verdens centrum.

I Italien vendte astronomen Galileo Galilei i første halvdel af 1600-tallet sit teleskop mod himlen og fik øje på nye planeter. Og i 1676 fik hollænderen Anton van Leeuwenhoek som den første øje på bakterier i sit mikroskop.

Opdagelsen af de ukendte skabninger og himmelfænomener, som eksisterede komplet uafhængigt af mennesket, fik nogle filosoffer og progressive kirkefolk til at tvivle på det gængse verdensbillede.

“Intet bæst, hvor grusomt det end er, kan måle sig med mennesket”. Biskop Arthur Lake om menneskets mangel på moral.

De påpegede bl.a., at mennesket moralsk set ikke var bedre end dyr – tværtimod.

“Intet bæst, hvor grusomt det end er, kan måle sig med mennesket”, skrev biskoppen Arthur Lake i 1629.

Han blev siden bakket op af filosoffen John Locke:

“Menneskets travle sind kan medføre en brutalitet værre end bæsternes, når han forlader fornuften”.

William Hogarth tegnede briternes dyremishandling i 1700-tallet.

Tegneren William Hogarth afbildede i 1751 den omfattende dyremishandling, han så i de britiske byer.

© Bridgeman Images

Andre begyndte i det stille at tvivle på, om der overhovedet var forskel på mennesker og dyr. Begge skabningers legemer rådnede i døden, så hvorfor fik den ene evigt liv, mens den anden forsvandt?

To svar var mulige: Enten havde ingen af dem sjæle, eller også havde de begge. Da den politiske aktivist Richard Overton i 1644 argumenterede for, at mennesket og dyrene var lige dødelige, knuste han menneskets antagne ret til at herske over dyrene.

Som en modstander skrev: “Denne farlige forræder prøver at berøve mennesket dets overlegenhed”.

Men selv teologer var i tvivl. Enkelte fremsatte endda tanken, at dyrene faktisk havde en sjæl, og at der også var en plads i Himlen til dem. Apostlen Paulus havde trods alt skrevet “skabningen” og ikke “mennesket”, da han lovede opstandelsen fra de døde til Guds herlighed.

Nogen praktisk betydning fik diskussionen dog ikke. Briternes dyr blev fortsat pint og plaget – ofte for morskabens skyld.

Dyr blev dræbt for sjov

Mens de kloge hoveder grublede over dyrenes plads i verden, morede briterne – og resten af Europa – sig med massiv dyremishandling. Høj og lav nød især at få dyr til at kæmpe indbyrdes. Både tyre og bjørne blev bundet til en pæl, hvorefter hunde blev pudset på dem.

Hundene angreb især snude og ører, som blev flået af, mens folk muntert iagttog hundene blive kastet rundt af de vilde dyr.

Den slags var, skrev forfatteren John Houghton i 1694, “en sport, som englænderne fandt stor glæde i. Det gjaldt ikke kun for samfundets nederste lag, men også de fornemste damer”.

Hunderacen bulldog blev fremavlet specielt til at kæmpe mod tyre.

I 1500-tallet blev bulldog-hunden fremavlet specifikt til at kæmpe mod tyre. Især racen old english bulldog var populær, fordi den var både, stærk, aggressiv og udholdende. Da briterne forbød tyre-hunde-kampe i 1835, uddøde old english bulldog. Andre typer bulldog findes dog stadig.

© Shutterstock

Aristokratiet elskede også rovfuglejagt med levende bytte; bl.a. observerede forfatteren William Hinde i 1600-tallet en “gentleman” fodre sin jagthøg med en levende due:

“Først tog han fat i begge vinger og flåede dem af kroppen med et voldsomt ryk. Herefter han tog fat i begge ben og rev dem ligeledes af, mens kroppen på det stakkels dyr skælvede i hans hånd”.

Samme ligegyldighed udviste jægere under rævejagter. “Når han (ræven, red.) bliver fanget, nyder jeg at se hundene æde ham”, skrev en deltager.

Ræv jages af hunde i England.

I 1700-tallet blev det en elsket sport for især de rige i England at jage ræve med hunde.

© Bridgeman Images

Selv Englands små poder fordrev rutinemæssigt tiden med dyremishandling.

“Et almindeligt eksperiment udført af børn var at stikke en nål igennem hovedet på en høne og så se, hvor længe den ville overleve”, berettede lægen Thomas Willis i 1664.

Andre stak øjnene ud på fugle for at se de blinde dyr flakse rundt. At kaste katte ned fra høje bygninger for at observere, om de landede på benene, var også populært.

“Antagelsen, at katte har ni liv, har kostet mindst ni liv ud af 10 for hele arten”. Digteren Alexander Pope om jagten på katte.

Kattene var i det hele taget eftertragtede ofre. Under antipavelige protester i 1600-tallets England blev store dukker brændt akkompagneret af uhyggelige lyde, for indsyet i dukkerne var katte, hvis dødsskrig gav en dramatisk effekt.

Kattejagten fik i 1713 digteren Alexander Pope til tørt at bemærke:

“Antagelsen, at katte har ni liv, har kostet mindst ni liv ud af 10 for hele arten”.

Selv arbejdsdyrene fik en krank skæbne. Især heste blev drevet ekstremt hårdt.

“Hvor tit har jeg ikke set heste besvime under vægten fra læsset”, skrev en prædikant i 1669.

Ifølge ham piskede ejeren dyrene, indtil de ikke kunne mere. Herefter blev de kastet i en grøft og brugt som hundefoder.

Heste endte i minerne.

Millioner af heste endte som trækdyr, bl.a i minerne, hvorfra de aldrig kom op igen.

© akg/Science Photo Library

Menneskets bedste venner

Nogle dyr fik dog med tiden en ny status. Eksotiske kæledyr som aber og kanariefugle fandt allerede i 1500-tallet vej ind i briternes hjem. Men især hunde blev populære.

Snart var kæledyrene allevegne. Med byernes vækst i 1600- og 1700-tallet steg antallet yderligere, og det samme gjorde folks viden. Livet med kæledyrene overbeviste mange om, at dyr ligesom mennesker havde en individuel personlighed og et følelsesliv.

Præsten Richard Dean skrev fx, at han kendte til kæledyr, som “hellere ville hænges end rapse eller stjæle, selv når fristelsen var størst”.

“Smerte er smerte, uanset om den bliver påført et menneske eller et dyr”. Præsten Humphrey Primatt i 1776.

Andre havde lagt mærke til en arbejdshest på havnen i Portsmouth: Den stoppede altid sit arbejde, når den ved frokost hørte kirkeklokken slå 12 slag.

“Overbeviser daglige observationer os ikke om, at de (dyrene, red.) indgår venskabskontrakter med hinanden og med menneskeheden?” spurgte lægen Erasmus Darwin.

Alt pegede på, at dyr besad både intellekt og følelser. Og tidens filosoffer, inspireret af oplysningstanken, var nu ikke længere i tvivl om, at også dyr havde brug for omsorg.

“Smerte er smerte, uanset om den bliver påført et menneske eller et dyr”, skrev præsten Humphrey Primatt i 1776.

Idéen voksede sig så stærk, at det nu var briterne, som efter udlandsrejser med vantro berettede om de lokales barbariske behandling af dyr – desuagtet at briterne selv havde været blandt Europas værste.

Slagtningen blev gemt væk

Trods briternes nye indsigter kom et opgør om kødspisning ikke på tale. I stedet fokuserede man på at begrænse slagtedyrenes lidelser. Bedre dyrevelfærd gav simpelthen bedre kød, lød argumentet.

“Den eneste måde at få god og sund mad på fra dyrene er at lade dem leve i det fri med adgang til masser af mad og ly for vind og vejr”, skrev lægen George Cheyne.

Samtidig begyndte de første pamfletter om dyrevelfærd at dukke op. Bevægelsen for dyrerettigheder blev snart en del af en bredere reformbevægelse, som opstod i kølvandet på den franske revolution.

“Nu, hvor de barbariske regeringer i Europa må vige for bedre ordninger, nærmer sig dagen, hvor ønsket om fred og gode viljer mennesker imellem også vil omfatte de laverestående livsformer”, skrev dyreforkæmperen John Oswald i 1791.

Bevægelsen kulminerede i 1820’erne med etableringen af “Society for the Prevention of Cruelty to Animals” – verdens første dyreværnsorganisation. Herefter fulgte lov efter lov om beskyttelse af dyr.

På den tid var industrialiseringen i fuld gang, og slagterierne blev ligesom al anden produktion flyttet til store industrielle komplekser. Her foregik slagtningerne som masseproduktion – langt væk fra de almindelige borgeres kritiske blikke.

Mishandlet æsel vandt britisk retssag.

Latteren var stor, da advokaten Richard Martin i 1822 troppede op med et æsel i retten.

© Imageselect

Mishandlet æsel skabte historie

Mange ønskede i 1800-tallet at gøre op med dyremishandling, men først da en advokat tog et æsel med i retten, fik dyrene beskyttelse.

Latter og vantro fyldte retssalen, da den britiske advokat Richard Martin i 1822 trak sin klient ind foran de måbende tilhørere, for advokatens klient var et forslået æsel, og den anklagede var ejeren, Bill Burns.

Trods hånlatteren blev sagen afgørende for britisk dyrevelfærd. Richard Martin, der var medlem af parlamentet, havde samme år fået vedtaget en lov mod mishandling af kvæg, og nu ville han vha. samme lov forsøge at få Bill Burns dømt for mishandling af æslet.

Dyrets sår var så voldsomme, at dommeren valgte at straffe Bill Burns for dyremishandling. Det var første gang i historien.

Dommen vakte stor opsigt og gav dyrevenner over hele Storbritannien håb. Blandt dem var præsten Arthur Broome, som i 1824 stiftede verdens første dyreværnsorganisation, Society for the Prevention of Cruelty to Animals.

Allerede første år hev selskabet 63 personer for retten. Dermed havde briternes mishandlede dyr omsider fundet en trofast støtte, som i øvrigt kæmper for deres rettigheder den dag i dag.