Sådan datede vi før Tinder

Indavl tvang jægerne på langtur

Hvor: Hele verden

Dating var efter alt at dømme en primitiv affære i de tidligste tider. Ikke meget tyder på, at scoretricks som at tilegne et labert hulemaleri til den udkårne, konversere om ens rige følelsesliv eller synge en bålsang om kærlighed kunne sikre en date.

Livet i jægerstenalderen var hårdt og risikoen for at dø af sygdom eller sult stor. Datingens regler var derfor efter al sandsynlighed baseret på håndfaste principper. Dygtige jægere – mænd eller kvinder – havde bedst chance for at tiltrække det modsatte køn.

Men noget tyder på, at også diplomatiske færdigheder var påkrævet. Det største problem for de små samfund, der højst talte 25 personer, var nemlig at finde en partner, der ikke var en søster, bror eller kusine.

DNA-undersøgelser af skeletter fra 34.000 år gamle grave i Rusland viser – modsat forventningen – at indavl var sjælden. Flere små samfund må derfor have samarbejdet ved at udveksle partnere på kryds og tværs for at undgå den skadelige indavl.

Forældre flirtede på vegne af de unge

Hvor: Mesopotamien

I civilisationens vugge, Mesopotamien, blev ægteskabet opfundet for ca. 4.300 år siden for at sikre stabilitet. Det er også her, forskerne har nogle af de første skriftlige beviser på, at folk blev forelskede.

I en lægehåndbog fra 600-tallet f.Kr. står der fx, at hvis en patient konstant rømmer sig, griner uden grund og mister appetitten, så er der tale om ulykkelig forelskelse – “Den rammer både mænd og kvinder”, lyder det.

Romantik havde dog trange kår i Mesopotamien, hvor de færreste par mødte hinanden før giftermålet. Kurmageri foregik i stedet mellem parrets forældre, der forhandlede hårdt om medgift og andre økonomiske betingelser.

Ifølge den ikke altid pålidelige græske historiker Herodot havde nogle byer i Mesopotamien en anden skik. Hvert år blev de ugifte kvinder sendt til auktion, hvor giftemodne mænd kunne byde på dem. Kun pengene talte her:

“En fader måtte ikke give sin datter væk til den, han ønskede, og ligeledes skulle byderen fremvise vidner, der stod inde for, at han med sikkerhed ville gifte sig med den udvalgte”.

Svigerfar var nøglen til kærligheden

Hvor: Mellemøsten

Blandt Biblens jøder gik vejen til en kvindes hjerte gennem hendes far, der kun ville tage en bejler ind i varmen, hvis han gjorde et godt indtryk.

Det vidste ungkarlen Jakob, da han ifølge Det gamle testamente forelskede sig i den skønne Rakel. Jakob tilbød derfor hendes far, Laban, at han ville arbejde for ham i syv år, hvis faren derefter ville lade ham gifte sig med datteren.

I nyere tid kendes lignende aftaler fra bl.a. Bhutan, hvor manden skal arbejde tre år for kærestens familie. I Jakobs tilfælde gik det dog galt. Da de syv år var gået, gav svigerfar Laban ham nemlig sin ældste datter, Lea, som hustru – ikke Rakel. Og da Jakob protesterede, måtte han slide yderligere syv år for Laban, før han omsider fik sin store kærlighed.

Smiger og frisk ånde vandt den udkårne

Hvor: Romerriget

Selvom romerne var yderst konservative, så var det faktisk i det gamle Rom, at datingkulturen for alvor brød igennem – i hvert fald i det skjulte.

Omkring år 20 f.Kr. udgav den romerske digter Ovid ligefrem en humoristisk elskovsguide. Ifølge digteren var gladiator-arenaen og væddeløbsbanen nogle af de bedste scoresteder, fordi bejleren dér kunne sætte sig helt tæt op ad den udvalgte og vise sin interesse:

“Hvis støv falder på hendes skød, så knips det væk med fingrene. Og hvis der intet er, så knips alligevel – lad alt være en chance for at tjene hende”.

Ifølge Ovid var et andet godt trick at fortælle om de optrædende – og håbe, at den udkårne ikke opdagede, at det var fri fantasi. Til stævnemødet var det vigtigt, at bejleren ikke havde skidt under neglene, hår i næsen eller stank som en hyrde og hans geder. Endelig skulle han altid huske at smigre – og aldrig spørge til den udkårnes alder.

Modsat var rådet til kvinder, at de lod sig se offentligt, for “Intet ukendt bliver begæret”. Derudover var det en god idé at afprøve både unge og ældre elskere.

Vikingerne troede ikke på romantik

Hvor: Skandinavien

For de barske vikinger var ægteskab først og fremmest en praktisk foranstaltning, der skulle sikre de involverede familiers rigdom og status. Romantisk kærlighed blev betragtet som noget dybt suspekt, der fratog især mænd deres sunde dømmekraft.

Skjalde, der prøvede at charmere sig ind på kvinder med vers, risikerede landsforvisning, da personlige kærlighedsdigte blev anset som en krænkelse­ af kvindens ære.

Selvom vikingernes ægteskaber altid var arrangerede, havde en ung mand mulighed for at udtrykke sin interesse i en ugift kvinde. Forhandlingerne foregik via svigerfaren, der ifølge sagaerne ofte spurgte sin datter, om hun kunne acceptere partneren. I vikingetiden var det nemlig nemt for en kvinde at blive skilt, hvis ægteskabet skrantede.

Selvom unge vikinger ikke datede i moderne forstand, benyttede de enhver mulighed for at flirte. Mange par mødte hinanden på tingstedet, hvor vikingerne diskuterede og afgjorde persontvister, og hvor mange fædre tog deres døtre med, så de unge kunne se hinanden an.

Ifølge engelske krønikeskrivere var vikingerne på togt ikke kun berygtede for deres brutalitet, men også deres flirteri. De friserede sig hver dag, tog bad ugentligt og skiftede tit tøj. “På denne måde belejrede de gifte kvinders dyd og overtalte selv adelsmænds døtre til at blive deres elskerinder”, lyder det forarget i en krønike.

Kvindehjertet skulle erobres med sværd og sang

Hvor: Europa

I tiden efter den tidlige middelalders fåmælte datingliv kom en ny og mere amourøs veltalenhed på mode i Europa. Omkring år 1100 dukkede de første trubadurer op i Sydfrankrig – digtere og sangere, der med romantiske strofer fik kvindernes hjerter til at banke.

Ikke længe efter skrev forfatteren Chrétien de Troyes en række romaner om sagnkongen Arthur og hans krigerhof, som fik Europas adel til at gå kærligheds-amok. Med ridderen sir Lancelot, der forelskede sig i Arthurs­ hustru, Guenevere, som forbillede indledte ridderne historiens mest ekstreme datingkonkurrence.

For at gøre sig fortjent til den udkårne skulle bejleren ikke alene være en stor kriger, men også musiker og digter. De berømte ridderturneringer blev den store dating-slagmark, hvor mændene kappedes om at tilegne deres livsfarlige leg til en adelskvinde.

Turneringerne blev så populære, at Frank­rigs konge forsøgte at forbyde dem, fordi ridderne konstant forsømte deres pligter.

En pæn pige talte med viften

Hvor: Europa

I 1600- og 1700-tallet var håndholdte vifter en fast del af fornemme kvinders udstyr, og der opstod ligefrem et særligt dating-viftesprog. Alt efter hvordan hun bevægede viften, kunne en kvinde signalere interesse eller ligegyldighed over for en bejler.

Viften kom især i brug til tidens sociale sammenkomster med mange mennesker, hvor det ikke altid var muligt at tale sammen. Men den kunne også bruges, når en kvinde diskret ønskede at fange en mands interesse. Viftesproget var populært blandt begge køn, fordi det var let at afkode, og fordi manden ikke offentligt tabte ansigt ved en afvisning.

Victorianerne trak det i langdrag

Hvor: England & USA

I dronning Victorias etikettefikserede England var dating en kunstart, hvor både kvinden og manden konstant måtte kæmpe for at holde sig på anstændig-hedens smalle sti. Mange mødte fx hinanden­ til baller, hvor mændene skulle skrive sig op på kvindernes balkort for
at sikre sig en dans – under hendes mors vagtsomme øjne.

Den videre kontakt blev indledt, ved at bejleren leverede et visitkort til tjeneren i den udkårnes hjem. Var hun ikke interesseret, returnerede hun kortet. I modsat fald sendte hun ham sin mors visitkort. Manden havde nu lov til at aflægge hendes mor visit – og var han heldig, ville pigen også sidde med i stuen.

Der var strenge regler for etikette, fx blev halv otte om aftenen regnet for en god tid til besøg, og bejleren måtte højst blive én time, hvor han høfligt konverserede – primært med moren.

Faldt bejleren i familiens smag, blev han fremover inviteret til teselskaber og udflugter. Han måtte dog gerne udtrykke sine følelser for den udkårne i et valentinskort. Først efter en forlovelse fik parret lov til at holde i hånd og udveksle små kys.