Frankrigs nye kalender viste uforståelige datoer som fx den 16. blomstring i andet frihedsår. Franskmændene kløede sig i hovedbunden, for landets nye månedsnavne var svære at lære – navne som floréal (blomstring) og fructidor (frugtmåned) gav kun en vag fornemmelse af, hvor på året de lå.
Den Franske Revolutions kalender var ekstra svær, fordi månederne begyndte på andre tidspunkter end de gammelkendte. Første dag i måneden ventôse (vinden) faldt fx omkring den 20. februar.
Galskaben skyldtes, at Frankrigs nye lovgivende forsamling – anført af rabiate personer som Maximilien Robespierre og Jean-Paul Marat – ville gøre op med alt, der var gennemsyret af religion.
I Frankrigs gamle almanak havde alle årets dage haft navn efter en helgen, fx faldt Mariæ undfangelse den 8. december – til minde om Jomfru Marias ubesmittede undfangelse. Den slags katolsk sludder skulle erstattes af oplysningstidens viden, mente de revolutionære.
Frankrigs eliteuniversiteter, École normale supérieure, opstod efter revolutionen. Over døren står der, at skoledekretet blev udstedt i “år tre efter revolutionen og på den 9. dag i brumaire (tågemåneden, red.)”.
Decimaltid gav færre fridage
Den lovgivende forsamling indførte i 1793 decimaltid, hvor alt kunne deles med 10. I stedet for 24 timer fik døgnet kun 10 timer, der dog hver især var noget længere end de gamle, for de bestod af 100 minutter a 100 sekunder.
Ugen fik 10 dage, der for en nemheds skyld blev døbt førstedagen, andendagen etc., og alle måneder bestod af 30 dage.
Franskmændene var rasende, for reformen betød, at de måtte vente ni dage på deres ugentlige fridag, og så tog det årevis at blive dus med de nye månedsnavne og tiden.
Revolutionens helte måtte kaste nogle hidtil ukendte fridage ind – både for at gyde olie på de oprørte vande og for at få kalenderen til at passe med solåret, der som bekendt er 365 ¼ døgn.
I 1805, året efter at Napoleon blev kejser, afskaffede han revolutionskalenden.